---

Der staar skrevet
Svend Rehling

Februar 13

HVIS JESUS KOM!
»Vær frimodige; det er mig; frygt ikkel« Matth. 14, 27.

Det var Herrens Hilsen til de forfærdede Disciple, da han kom vandrende til
dem paa Søen.

Man kan undertiden spørge sig selv: Hvad Indtryk vilde det mon gøre paa mig,
hvis jeg pludselig saa Jesus komme og skulde staa Ansigt til Ansigt med ham?
Mon ikke ens første, uvilkaarlige Følelse vilde være Frygt? Paa en Maade
elsker jeg ham jo, og har mange Gange længtes efter at se ham - og dog vilde
det være saa overvældende stort, hvis det skete. Tør jeg sige, at jeg er
beredt til at stedes for hans Ansigt? Der er dog saa meget i mit Liv, som
skulde have været helt, helt anderledes, saa meget, jeg maa sørge over og
blues ved. I det Øjeblik, han kommer hen imod mig, vil jeg se det alt-sammen
skarpere end nogensinde, og det vil falde over mig med sin Anklage og sin
Dom. I Skæret af hans hellige Skikkelse afsløres jeg ubarmhjertigt, helt ind
til det Inderste.

Saadan kan man opleve det under Skriftemaalet før en Altergang. Der kan det
ske, at han kommer hen til En med en næsten legemlig Virkelighed, og man kan
have en Følelse af, at hvis jeg nu ser op, ser jeg lige ind i hans Ansigt.
Da kan en Synders Hjerte gennembæves af en dyb Angst. For den, som staar
foran mig her, har Ret til at dømme mig for Tid og Evighed. Og jeg har
intet, intet at sige til min Undskyldning.

Nu løfter han sin Røst og taler til mig. Hvad er det, han siger? Han
siger: »Vær frimodig; det er mig; frygt ikkel« Det er mig, som bar dine
Synder paa mit Kors; det er mig, som døbte dig og lukkede Himlen op over
dig; det er mig, som utallige Gange er gaaet i Forbøn for dig foran Guds
Trone. Vær frimodig og frygt ikke; det er mig - din Frelser!

Den, som har hørt ham sige saadan, har hørt Evangeliet.