On Jul 28, 7:04 pm, "Karina Jensen" <smikSLETDE...@lazy.dk> wrote:
> [klip]
> "Peter W." <peetiethe...@hotmail.com> skrev i en meddelelsenews:997fcb93-e5d1-47f8-b7d5-b7903d8c1fd6@d4g2000yqa.googlegroups.com...
> On Jul 28, 8:15 am, "Karina Jensen" <smikSLETDE...@lazy.dk> wrote:
>
> Årsagen til mit spørgsmål var en rettevejledning til en opgave, jeg
> lavede, hvoraf det fremgik, at "I mangel af særlige lovregler eller
> aftale er ansvarsgrundlaget culpa, men ved forsinkelse er det
> realdebitor, der har bevisbyrden for, at der ikke foreligger culpa".
> Denne sætning fremstår som en almindelig obligationsretlig
> grundsætning, men er den det?
>
> Det tør jeg ikke svare på. Man kan jo i øvrigt altid diskutere, hvornår
> noget bliver til en egentlig grundsætning. Men det til side lyder det i mine
> ører som en velbegrundet obligationsretlig antagelse, som dog efter min
> opfattelse (ad de tidligere indlæg i denne råd) ikke kan støttes på en
> analog anvendelse af købelovens regler. Det er der heller ikke noget, der
> tyder på, at hverken de obligationsretlige forfattere eller
> rettevejledningens forfatter(e) har lagt til grund?
>
> Det eneste belæg herfor, jeg kan finde,
> er, at "en omlægning af [bevisbyrden] til fordel for skadelidte kan
> være rimelig i tilfælde, hvor det ellers kan være vanskeligt for
> skadelidte at bevise, at der er begået fejl" (Bryde Andersen og
> Lookofsky: Lærebog i Obligationsret, 2. udg. (2007), s. 246 f). Kan
> man således sige, at hjemlen for et præsumptionsansvar ved forsinkelse
> ligger i forholdets natur?
>
> Tja, så skal man vel tilbage til retslæren, og her kan man vel argumentere
> for, at stort set alting dybest set udspringer af forholdets natur, og jeg
> synes derfor ikke, at det er den rigtige konklusion at drage. Men hvad man
> så vil støtte det på, kan jeg ikke lige på stående fod komme med noget
> velbegrundet input til.
>
> /Karina
Det lyder desværre i mine ører som en ubegrundet obligationsretlig
antagelse, og det er netop derfor, jeg bliver i tvivl om, hvorvidt der
er tale om en analog anvendelse af KBL § 23. I rettevejledningen står
der ikke nærmere om, hvordan man er nået frem til resultatet. De
obligationsretlige forfattere begrænser sig til at beskrive
præsumptionsansvar i generelle vendinger og ud over det tidligere
citerede og et par lovfæstede eksempler, skriver de ikke meget om
anvendelsen deraf. Da spørgsmålet ikke er lovreguleret, må det vel
afgøres på grundlag af obligationsretlig argumentation, og her må det
være rimeligst at placere bevisbyrden hos den part, der har lettest
ved at reducere risikoen for hændelsens indtræden. Det virker bare
efter min mening, som om resultatet i det mindste skal begrundes i
stedet for forudsættes som rettevejledningen lægger op til. Ud over
det synes jeg, det er et meget rimeligt udfald, men jeg får
selvfølgelig mest gavn af at vide, hvordan man når frem til det!
Peter