http://www.berlingske.dk/article/20090508/verden/90507164/
"Mere end en million tyskere lader deres gamle bil hugge op, fordi de får
statsstøtte til at købe en ny. Halvdelen af bilerne er i udmærket stand, men
kommer aldrig mere ud på vejene. »Alle jamrer,« siger en skrothandler, »men
gør det på højt niveau.«
Af Michael Kuttner
Sidst opdateret Fredag den 8. maj 2009, 09:46
BERLIN: Dirk Heilmann er skrothandler, men også lidt af en filosof. Han
holder til i det yderste af Østberlin, og vil man møde ham, må man
tilbagelægge en rejse. Fra bymidten kører man en halv time, gennem kvarterer
der ligner Rumænien, lange, lave huse bygget af et fjernt diktatur, som gik
i opløsning for 20 år siden. Der er ingen mangel på billigsupermarkeder og
burgerbarer.
For enden af en kringlet vej residerer Heilmann, omgivet af mere end tusind
brugte biler, der aldrig kommer til at køre igen.
Heilmann er i trediverne, og hvad han bedriver er udtryk for, at krisen nok
kradser i Tyskland, men at den for nogle mennesker også betyder fremgang og
velstand. Han er sidste led i et mærkeligt forløb, udtænkt af regeringen i
januar og siden i alles munde. Enhver, der har en mindst ni år gammel bil,
får 2.500 euro (18.750 kr.), for at aflevere den til skrotning og i stedet
købe et nyt køretøj med et forholdsvis ringe udslip af giftige substanser.
Ideen skal øge afsætningen af nye personbiler og således hjælpe
automobilindustrien, der direkte eller indirekte står for hver sjette
arbejdsplads i forbundsrepublikken. Den skal også være med til at forny
bilparken, så CO2-mængden kan nedbringes, og ozonlaget bevares.
Det officielle navn indeholder derfor ordet miljø, selv om alle taler om
skrotpræmie. Ved danske middagsselskaber for et par år siden var friværdi et
yndet emne. I Tyskland er det i disse uger den såkaldte Abwrackprämie, og
Heilmann er en af dem, der gør den mulig.
Modeltogene
Hvis man skal sige noget pænt om projektet, kan man fortælle, at den
virkelig har udløst et boom i bilbranchen. Volkswagen har indført ekstra
skiftehold for at klare efterspørgslen. Opel, som står med det ene ben i
graven, har øget sin markedsandel fra 8,8 til ti procent og er nu på
andenpladsen bag VW.
Udenlandske producenter som Lada og Hyundai er gået frem med omkring 150
procent, om end styktallene er mere beskedne. Dacia, der fremstilles i
Rumænien, kan dårligt sælge så mange modeller, som der er kunder til;
standardmodellen fås for 4.800 euro (36.000 kr.), når skrotpræmien regnes
med.
Der er kø hos bilforhandlerne, og staten har netop forhøjet den samlede
støtte til fem milliarder euro (37 mia. kr.). Oprindeligt var den på
halvanden milliard.
Kritikere siger, at skrotpræmien er idiotisk. Miljømæssigt giver den ingen
mening, hævdes det, fordi en ti år gammel bil i Tyskland ikke udstøder
væsentlig flere giftstoffer end en ny, medmindre den brugte er en diesel.
Omkring en fjerdedel af en bils samlede klimaregnskab fyres af ved
fremstillingen. Set med miljøøjne er det altså bedre at lade en gammel bil
køre længere end at købe en ny, påpeges det.Selv hvis man lægger klimaet til
side et øjeblik er der rigeligt at undre sig over. »Har nogen tænkt på, hvad
der sker bagefter,« spørger formanden for det liberale FDP, Guido
Westerwelle. Han forudser, at bilindustrien, når ordningen slutter senest
ved årsskiftet, går i stå, fordi alle, der ville skifte bil, har gjort det,
mens de kunne få støtten. Westerwelle kan heller ikke forstå, at man støtter
bilindustrien, men ikke f.eks. modeljernbanefirmaet Märklin, der er gået
konkurs.
»Hvorfor ikke en skrotpræmie for små tog,« spørger han med et fælt grin.
Desuden er købet af udenlandske biler eksploderet, fordi det ikke mindst er
minimodeller fra Hyundai, Suzuki og Fiat, der efterspørges i forbindelse med
præmien. Andelen af udenlandske mærker steg i første kvartal til 46 mod
tidligere 36 procent. Tyske skatteydere har altså været med til at fylde
kassen hos udenlandske selskaber.
Den gamle Nissan
Rigtig eftertænksom bliver man imidlertid først, når man er ude hos
Heilmann. Han er en venlig, lidt lavmælt mand, og det ord, han oftest
bruger, når han taler om skrotpræmien, er »hvorfor«. Man forstår, hvad han
mener, når han viser rundt i sit rige på Gehrenseestrasse 42 A. Adressen
kunne være hvad som helst, hvis man så den i en telefonbog, en villa eller
blomsterhandel, men hos firmaet Berk, hvor han er ansat, står der brugte
biler i lag. Skønsmæssigt halvdelen kunne uden problemer køre på vejene.
Heilmanns favorit er en gammel Nissan med smukke linjer, den står på anden
etage i et slags reolsystem. »Der har den stået i seks år,« siger
han. »Sådan en bil smider man ikke væk. Men nu ruster den snart op.«
Et par meter derfra øjner man en Saab 9.5. Sølvfarvet, med soltag, sorte
lædersæder og mørke træpaneler. Der er alt, hvad hjertet kan begære, og den
har ikke en skramme. Motoren er i top, den spinder som en kat, forstår man,
men den må ikke køre, for dens tidligere ejer har fået en skrotpræmie, så
han - eller hun - kan købe sig en ny bil. Den kunne sælges for 5.000 euro på
det frie marked, tror han.»Det er svært at forstå,« mumler man.
»Det er slet ikke til at forstå,« svarer Heilmann, usædvanlig højlydt. »Men
det er godt for os. Det giver jo arbejde. Men man spørger sig, hvorfor folk
gør det. Ofte er de kede af det, fordi de afleverer en bil, de har passet og
plejet og nu skiller sig af med. Andre hopper begejstret på køleren, men
mange er triste. Hvorfor? Jeg tror, de betragter det som praktisk. De får
2.500 euro, det er sikre penge, og en ny bil. Hvem vil ikke have det?«
Heilmann synes alligevel, det er ejendommeligt. Han nøjes selv med en VW
Golf fra 1997, den er såvel konen som de to børn tilfredse med, »og der er
rigeligt andet at bruge pengene til«, siger han. Desuden, påpeger han, »har
jeg jo de reservedele, jeg skal bruge«.
Underdrivelsen
Det er en underdrivelse. En af måderne at tjene penge på som skrothandler er
ikke at ødelægge, men at redde, hvad der reddes kan. En såkaldt slagter
piller bilerne fra hinanden og alt brugbart, fra døre og vinduer til
højttalere og varmluftsdrev sælges som enkelte reservedele. De opbevares i
en kæmpehal, over 100.000 dele ligger pinligt velsorterede. En Honda-motor
koster 650 euro, væsentligt mindre end en ny, og ikke alene tyskere, men
også østrigere, schweizere, belgiere og danskere køber den slags over
internettet. Nogle biler parteres et par måneder efter ankomsten, andre
lader man stå et par år, fordi den har så mange lækkerbiskener, at man kan
tage delene efterhånden og først til sidst sende karosseriet til presning.
Som den smukke Saab.Man kan ikke komme udenom, at projektet er en succes.
Heilmann har i de sidste fire måneder, hvor ordningen har været i gang,
modtaget 2.050 biler. Under normale omstændigheder ville der have været
mellem 400 og 600 biler. I hele Tyskland er 1,3 millioner mennesker sprunget
på vognen, om man så må sige, og inden midlerne er brugt bliver det tæt på
to millioner.
»Det er ikke fornuftigt,« siger Heilmann. »Det er godt for bilindustrien
lige nu, men hvad med resten af samfundet? Hvem køber fjernsyn, køleskabe og
gulvtæpper?«Er dette, spørger man, tegn på, at det egentlig ikke går så
skidt i Tyskland?
»Alle jamrer,« siger Heilmann, »men gør det på højt niveau. Har man ingen
penge, køber man ingen bil.«
Så går han ind på kontoret og fortsætter forretningen med at skrotte gode
biler op. Han har ikke hyret nye folk, firmaet lader de nuværende
medarbejdere arbejde »120 procent«, siger han, for det betaler sig ikke at
udvide mandskabet. Om et halvt års tid er det forbi, så er der igen normale
forhold hos Dirk Heilmann, man vil se mange nye biler i Tyskland, og
arbejdsløsheden ventes at passere fire millioner i forkert retning. Der er
nok at filosofere over."