---

Jeg har netop modtget et brev fra Sappho, som indeholder en anmeldelse
af den iranske forfatter Monireh Baradarans bog »Enkle sandheder«. Lars
Hedegaard skriver bl.a.:

Af Lars Hedegaard

"Et fjernt land, som vi ikke ved ret meget om," sagde den britiske
premierminister Neville Chamberlain, da han i 1938 skulle begrunde, at
han havde solgt Tjekkoslovakiet til Hitler – hvilket den tyske diktator
tolkede som et grønt lys for nye militære eventyr.

Er det sådan, vi ser på Iran? Et Langtbortistan beboet af underlige
mennesker med sære skikke, som vi ikke gider beskæftige os med? Det er i
grunden til at forstå, for vi hører ikke meget om forholdene i Den
Islamiske Republik, og når pressen endelig beskæftiger sig med dem, er
det mest for at fortælle, at en "normaliserings"- eller "demokratiserin!
gs"-proces er undervejs.

Nå ja, præsidenten er måske en kende vanvittig og siger ustandseligt
underlige ting om atomkrig, verdensherredømme og jødernes og
korsfarernes nært forestående udslettelse. Men heldigvis er nye og mere
omgængelige ledere på vej frem, påstås det, så vi kan roligt sove
videre.

Desuden er EU og USA i fuld gang med en lovende "dialog", der nok skal
nok skal formilde de bryske teokrater i Teheran. De skal bare have nogle
penge og forskellige politiske indrømmelser, så går det nok alt sammen.
Problemet er, at den iranske magtelite ser ganske anderledes på sagen.
Når vi i Vesten taler om nødvendige kompromisser, rimelige indrømmelser
og imødekommenhed, ser de iranske mullaher eftergivenhed, appeasement og
overgivelse. Præcis som Hitler opfattede Chamberlains
appeasement-politik i årene op til 2. Verdenskrig. Og det giver dem blot
mere blod på tanden til at sætte det afgørende stød ind mod et dekadent
vestligt dem! okrati, der mangler vilje og snart også evne til at
forsvare ! sig.

Ikke underligt, at de fremturer med deres trusler om det islamiske
verdensherredømme, et globalt kalifat og den uindskrænkede sharia med
alt hvad det indebærer af grumhed og undertrykkelse.
Med mindre Vesten tager skeen i den anden hånd – hvad der for øjeblikket
ikke er meget, der tyder på – vil Muhammeds iranske følgesvende også
snart have midlerne til at gennemføre deres forehavende.

Vi ved ikke præcis, hvor langt fremme Iran er med at udvikle atomvåben,
men alt tyder på, at en prøvesprængning kan være nært forestående.
Derimod ved vi, at mullaherne allerede råder over missiler, der kan nå
det sydlige Europa.

Hvad vil der mon ske den dag, præsident Ahmedinejad og hans "åndelige
vejledere" stiller Europa et ultimatum: Afskaf ytringsfriheden, straf
kritikere af islam eller udlever dem til retsforfølgelse hos os, giv
muslimer i Europa ret til at leve efter deres egne sharia-regler, som vi
fortolker dem, giv de lokale imamer i Ita! lien, Danmark,
Storbritannien, Frankrig osv. vetoret over al lovgivning, administration
og retshåndhævelse – ellers sender vi jer nogle raketter, der vil
udslette Rom, Paris, London og København.

Hvad vil vore hunderædde europæiske ledere så gøre? I betragtning af, at
de samme ledere i årtier har besvaret Irans stadigt mere uforblommede
trusler med "dialog" og indrømmelser, er svaret næsten givet. De vil
overgive sig, eller rettere: de vil overgive os. Ligesom de har
overgivet os hver eneste gang, den muslimske ummas ledere har stillet
krav om indrømmelser og særbehandling de seneste tre-fire årtier.

Og hvordan bliver så livet under kalifatet?
==

Ja, det var en grum vision, men da Lars Hedegaard selv siger at de
største ofre for islam er muslimerne, så kan man i hvert fald ikke kalde
ham »racist«.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk
Errare humanum est, sed in errore perseverare turpe est