På:
<
http://onlinedebat.kristeligt-dagblad.dk/showflat.php?Cat=0&Number=1589
3&an=0&page=0>
har jeg følgende indlæg, som nok også kunne danne basis for en debat
her:
Der har aldrig tidligere været problemer med engelsk på de danske
universiteter; problemerne synes først at være opstået efter at Den
akademiske Republik fra 1479 ved den sidste styrelseslov blev erstattet
med Den oplyste Enevælde - en Enevælde der dog adskillige steder har
vist sig så ganske uoplyst, og som har ledt til en omprioritering fra
forsking og undervisning til opbygningen af et byzantisk bureaukrati.
Da jeg for 20 år siden gik på Københavns Universitet var der aldrig
sprogproblemer, i det mindste ikke af det omfang vi ser i dag. Stort set
alle lærebøgerne var på engelsk [vi havde dog også på 1. del en bog på
norsk, en bog på svensk og en bog på dansk, og på 2. del en bog på dansk
om register-jura], og undervisningen foregik på dansk, medmindre læreren
var udlænding; så foregik den på engelsk.
Men nu ser man flere steder at der er krav om at undervisningen skal
foregå på engelsk, i hvert fald på 2. del. Også selv om såvel lærer som
alle studerende er danskere. Så reelt er der altså tale om et krav om at
der de pågældende steder anvendes gebrokkent engelsk af såvel lærere som
elever, uden at der er antydning af rimelighed i det.
Der er sandsynligvis en afsmitning fra erhvervslivet her, et erhvervsliv
hvis ledere tror at de er langt bedre til engelsk, end de faktisk er.
Men det er altså ikke tilfældigt at modstanden mod angliseringen af
universiteterne ledes af to professorer fra det tidligere Engelsk
Institut ved Københavns Universitet. De ved nemlig hvor elendige til
engelsk, de fleste af deres kollegaer fra andre fag er.
Så derfor er det nødvendigt med et initiativ fra folketingets flertal,
der sikrer at undervisningen som hovedregel foregår på dansk. Jeg så da
her også gerne at forskningsresultater, der i dag offentliggøres i
engelssprogede fagtidsskrifter, samtidig offentliggjordes på dansk. Her
ville det så være nok at forskeren oversatte artiklen til dansk, og
udgav den i pdf-format på instituttets hjemmeside.
I dag har Handelshøjskolen i København skiftet navn til Copenhagen
Business School. Dens elevråd [jeg skriver med vilje ikke De Studerendes
Råd] er blevet til dens Student's Association. Lignende Jean de
France-fjollerier ser man på den gamle Købmandsskolen, der i dag er
blevet til Niels Brock Copenhagen Business College, og ja, lærere og
elever sådanne steder burde en gang om året være tvangsindlagt til at se
en opførelse af netop Holbergs komedie Jean de France.
Journalister er i stigende grad begyndt at omtale udenlandske
universiteter med engelsksprogede navne, som om disse lande led af samme
komplekser som visse danske akademikere. Men Jerusalem har altså ikke
noget »Hebrew University«. Byen har derimod et universitet, hvis
hebraiske navn på dansk oversættes til Det hebraiske Universitet i
Jerusalem.
På Københavns Universitet er man heldigvis ikke faldet i fælden. På
brevpapiret og på årskortene, der i dag er plastickort i
kreditkortstørrelse, er der en sigil med Universitatis Hafniensis, en
stor skrift med Københavns Universitet og en mindre skrift nedenunder
med University of Copenhagen.
Sådan skal det naturligvis gøres i dag, hvor engelsk har erstattet latin
som det internationale, videnskabelige sprog.
Og endelig angående universiteternes uafhængighed, som rektorformanden
så stærkt arbejder for. Denne uafhængighed er da netop afskaffet med
styrelsesloven af 2003, hvor rektorer, dekaner og institutledere ikke
længere vælges men ansættes af bestyrelser med rod i erhvervslivet, og
med en voldsom detailstyring fra en aldeles inkompetent
universitetsminister: journalist Helge Sander, hvis tåbelighed bedst
indrammes af hans eget motto: fra forskning til faktura.
Universiteterne er altså institutioner for højere uddannelse og
[grund]forsking. Ikke private konsulentbureauer. Og når vi om
forhåbentlig ikke så længe får afskaffet den nye styrelseslov [der er
blevet til ved et forlig mellem VK og S; eksempelvis DFerne er imod
afskaffelsen af den individuelle forskningsfrihed], lad os så samtidig
få fissioneret sektorforskningen ud af universiteterne igen.
Sektorforskningens formål har jo hele tiden været at give ministeren,
der han ønskede. En anbefaling af en bestemt politik, hvis det var hvad
han ønskede, og en ordentlig konsulentrapport som oplæg til
beslutningstagning, hvis det var det han ønskede.
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk