---

http://www.sappho.dk/Nr9juli2008/burkhardt.htm
Når det gælder mediernes behandling af det islamiske tørklæde,
eksisterer der ingen kritisk, opsøgende journalistik. På dette punkt
findes globaliseringen simpelthen ikke

Af Ole Buchardt Olesen

Et dobbelt blindforsøg er noget, man især benytter inden for den
lægevidenskabelige forskning. Det går ud på, at hverken lægen, der
initierer forsøget, eller de i forsøget deltagende to patientgrupper
ved, hvem der får det nye præparat, som skal testes, og hvem der får
placebo-præparatet. Det er noget, man har fundet på, for at sikre sig
den størst mulige objektivitet i forsøget. Det er sund fornuft hele
vejen.

I disse år pågår der også et dobbelt blindforsøg i Europa og andre
vestlige lande. Det er rigtignok hverken videnskabeligt eller som
sådan sund fornuft. Det er tværtimod det rene hasardspil med vore alle
sammens liv og fremtid.

Dagligt kan vi høre og læse om et begreb, der hedder ”globalisering”.
Historien er kort fortalt den, at ingen længere kan gemme sig
nogetsteds i verden. Heller ikke virksomheder, der behandler deres
arbejdere dårligt, eller ligefrem lader børn arbejde under
slavelignende forhold. Pga. globaliseringen ligger hver en lille
afkrog af verden badet i lys. Ingen kan længere hygge sig i smug med
forfølgelse og undertrykkelse. Det hele kommer for en dag.
Globaliseringens dag. Og når det gør, så er det også op til borgerne
at gøre anskrig og handle efter de ting, globaliseringen sørger for,
bliver afsløret. Sådan er det. Sådan bliver det forklaret for os, som
sagt, omtrent dagligt.

Men se om det gælder, når vi snakker islam, og hvad den betyder for
livet mellem mennesker.

Al viden udraderet
Debatten – som nu den herhjemme om tørklæder – forløber som det, jeg
kalder et dobbelt blindforsøg: Al historisk viden om islam og
forholdet mellem landene med muslimsk flertal og Europa er på det
nøjeste udraderet og derfor ikke eksisterende i debatten. Det er den
ene afblænding. Men minsandten om ikke også det globale vindue ud til
den nutidige virkelighed ligeså godt og grundigt er smækket i. Ingen
oplysninger slipper ud fra den muslimske krog af den globale landsby –
og når derfor altså heller ikke den vestlige verdens offentlighed. Det
er det, jeg kalder et dobbelt blindforsøg.

Til gengæld er myterne i debatten legio: De historiske myter, der
lever som ikke mindre end fastslåede kendsgerninger, er følgende: 1) I
middelalderen repræsenterede det muslimske Spanien et kulturelt
højdepunkt. Kristenheden derimod lå hen i kulturel armod, som kontrast
til den florissante muslimske periode. Muslimske lærde og
videnskabsfolk stod for den tids oplysning og hjalp således også
Europa ud af middelalderen. 2) Det var idel fred og tolerance, der
udgik fra kalifatet i Cordoba (kalifat fra år 929, indtil da havde det
været et emirat) i samdrægtighed med den islamiske stats naboer.

Det er vist ikke meget galt at opsummere den viden, vi europæere har
om muslimer og islam i historien på ovennævnte måde. Ikke kun er det
altid, hvad vi hører om denne historie, den er tilmed af en karakter,
man ikke kan pille ved, uden at blive beskyldt for alt muligt grimt.
Som sagt, denne viden er noget nær mytestof. Og så er sandheden om
disse to (jeg kunne finde flere, men pladsen tillader ikke flere)
påstande, at det er løgn og latin det meste. Rigtigt er det, at Europa
efter folkevandringsårene, dvs. efter omkring år 400, sank ned i
tilbagegang og mørke. Men det var dog alligevel ikke hele
kristenheden, der oplevede dette tilbageslag. Tværtimod var det
kristne lærde videnskabsmænd, præster og munke, der formidlede
oldtidens videnskab videre til de fremstormende muslimer og deres
herskere. De oversatte de klassiske græske tekster til arabisk og
gjorde i det hele taget araberne opmærksomme på denne menneskehedens
kulturelle skat. Det var kristne fra Mesopotamien, fra Syrien og
Egypten og fra Konstantinopel, der løftede kulturen i de nye muslimske
riger, der opstod efter Muhammeds og hans efterfølgeres erobringskrige
fra det 7. århundrede og derefter. Også senere igen, da Tyrken væltede
ind i Lille-Asien og begyndte at true det østromerske kejserrige i
Byzants.

Når vi hører om kalifatet i Cordoba, præsenteres det også som en
fastslået kendsgerning, at der var fred, fordragelighed og tolerance
over hele linjen. Dette er så langt fra sandt, som vel næsten noget
kan være – hvor meget, det så end bliver påstået og gentaget. Det var
en tid med stadige pogromer såvel mod kristne som mod jøder fra
muslimernes side. Kalifatet var udadtil langtfra fredeligt overfor
sine naboer. Tværtimod var krig med de europæiske naboer den
almindelige tilstand. Krige mod nord, syd, vest og øst. Krige i alle
retninger.

Herom vidner historien. Italien, Sydfrankrig, Andalusien, Korsika,
Sicilien, Sardinien, Malta, Rhodos, Kreta, Mallorca, Cypern: alle
steder er de historiske vidnesbyrd overvældende, om de særdeles
aggressive muslimske hære – arabere eller tyrkere – der uophørligt
gennem flere hundrede år hærgede og plyndrede Europas syd- og
østflanker. Så sent som i 1683 stod Tyrken udenfor Wiens porte, og
kunne efter en sejr have løbet (resten af) Europa over ende. Men
stopper den muslimske aggressivitet her? Nej, den fortsætter helt op
til vor tid. Det Osmanniske Rige herskede i mere end 400 år helt frem
til første verdenskrigs afslutning over Grækenland, det græske øhav og
hele Balkan. Hertil kom hele det Mellemøstlige område: Palæstina,
Egypten og Nordafrika.

Det er aldeles forfejlet at opfatte islams angreb på Europa som noget,
der hører en fjern fortid til. Det er skam ramme nutid. Det interne
opgør i Det Osmanniske Rige, som vi har lært var et opgør med
religionen til fordel for det sekulære, som Atatürk gennemtvang i
Tyrkiet, hvorved det moderne Tyrkiet blev skabt, er heller ikke hele
sandheden om dén historie. Atatürk blev jo nærmest af Vesten tvunget
til at lægge sig efter vestlige normer, dersom Tyrkiet skulle få del i
den udvikling, som Vesten havde gennemløbet. Ikke mindst militært
(hvilket er det vigtigste) blev det under 1. Verdenskrig pinligt
klart, hvor langt bagud Det Osmanniske Rige var sakket efter Europa og
Vesten. Men ingen tyrk med blot en smule sans for historie og religion
har nogensinde tvivlet om, at der her kun var tale om en nødvendig
midlertidig tilpasning til Vesten, for senere at kunne vende stærkt
tilbage. For menige tyrkere var Kemal Atatürk ikke bare præsidenten,
han var langt mere end det: han var landsfader – ja han var kalif,
intet mindre.

Myten over alle myter
Ligesom der i debatten med muslimerne er blændet af for den virkelige
historie, er der altså tilsvarende blændet af for viden om den
nutidige virkelige virkelighed. Derfor lever myterne også her i værste
velgående. Lad os nøjes med at se på myten over alle myter: Islam er
en religion, derfor er dens symboler naturligvis også kun af religiøs
art = harmløse, ligegyldige manifestationer.

Denne myte kan kun leve så tilsyneladende triveligt, fordi vi afsnører
vort vidensgrundlag fra virkeligheden, som den er derude. Vi kan dog
komme så langt, at vi kan slå op i Koranen (i Sura 59) og læse os til,
at kvinder f.eks. skal dække sig til, så de ikke bliver forulempet af
muslimske mænd. I debatten får vi så at vide, at det med
forulempelsen, er noget, der blot hører til i en fjern fortid i en
arabisk ørken et sted. Tørklædet, burkaen, niqaben eller hvilket navn,
man ellers vil give det samme fænomen, er udelukkende et religiøst
tegn og betyder intet videre.

Havde dette været en diskussion om nogle virksomheders produktion et
sted i Asien eller hvor nu det kunne være, så havde hele den samlede
vestlige kritiske presse været på stikkerne for at gå ud i den globale
landsby og undersøge, om det nu også kunne passe – altså om det
muslimske beklædningspåbud ikke har nogen anden betydning end blot at
være åndelig manifestation. Men se, om det sker! På dette punkt
eksisterer ingen kritisk, opsøgende journalistik. På dette punkt
findes globaliseringen simpelthen ikke! I denne debat kan man snarere
sige, at medierne og offentligheden har uddelt en åndelig burka til
enhver, som ville undersøge sagen nærmere på vanlig vestlig facon. For
sagen er jo den, at blot et enkelt besøg i et enkelt land med muslimsk
flertal, ville overbevise enhver indtil det smertelige om, at
tørklædet, niqaben, burkaen, sløret den dag i dag har den helt kras
realistiske betydning for enhver, som ikke bærer dette stykke tøj, at
de bliver forulempet. Akkurat, altså, som Koranen foreskriver det.

Eller skal vi for hele den globale landsbys skyld skære det helt ud i
pap: kvinder uden dette stykke tøj gennembankes, voldtages, bortføres
og tvangsomvendes til islam og sælges som koner til gamle muslimske
mænd, eller bliver ganske enkelt myrdet. Dette er virkeligheden anno
2008, såvel som det i øvrigt var i 1761 (da Carsten Niebuhr besøgte
såvel Konstantinopel, som datidens Ægypten), 1453 (da Konstantinopel
blev løbet over ende af tyrkerne), 929 (da Cordoba blev et kalifat)
eller i år 637 (da Jerusalem blev erobret af araberne). Men lad os
bare holde os til nutiden og lade historien ligge. Det bliver ellers
bare alt for overvældende.

Jamen, hvis det er sandt, at det er, hvad tørklædet betyder i hvert
eneste land, hvor islam har sejret og er landets/flertallets religion,
hvordan kan man da fortsat diskutere dette emne, som om det var noget
blot religiøst? Problemet med denne muslimske beklædningsgenstand er
jo da snarere det trivielt politiske: Må folk gå rundt midt i vort
samfund og anbefale overfald på kvinder, der ikke bærer en bestemt
beklædningsgenstand? Skal dette problem ikke udsættes for kritisk
belysning – historisk, så vel som nutidig? Se til Bosnien: De
muslimske ledere vil lave Bosnien om til en mere islamisk funderet
stat. Kroaterne er bange, serberne frygter det værste. De kender
møllen: 400-års-mørket under osmannisk overherredømme.

Hvornår indhenter globaliseringen egentligt tørklædedebatten? Jeg vil
gerne skubbe lidt på. Jeg udlover hermed en kasse tørklæder fra De
Grønne Pigespejdere til den kritiske journalist, der kan oplede et
eneste muslimsk domineret land, hvor det ikke er tilfældet, at
tørklædet de facto er ensbetydende med en forulempelse af
ikke-muslimske kvinder.


--
If you want to make peace, you don't talk to your friends.
You talk to your enemies.
/Moshe Dayan/