<<<<<<<<<<
http://blog.politiken.dk/skaarup
Terroren udspringer ikke ud af intetheden
Skrevet af Peter Skaarup 15. Dec 08:23
13 kommentarer
Mit indlæg på Politikens blog om terroren versus tegningerne har vakt
et vist postyr. En del debattører synes at læse mit indlæg en smule
selektivt, hvorfor de forlanger undskyldninger, berigtigelser og andre
finurlige ting af mig som respons på deres indlæg.
Nuvel, lad mig starte med at adressere den måske mest dybfølte kritik
af mit indlæg ; nogle muslimer tager faktisk afstand fra terroren i
Mumbai, siges det. Det er i sig selv glimrende, særligt i det omfang,
at den muslimske afstandtagen ikke efterfølges af et ”men”.
Der er således kommet flere uforbeholdne fordømmelser af
terrorangrebet fra muslimsk hold, og det er glimrende. Det har jeg
såmænd heller aldrig skrevet, at der ikke er. Min pointe var og er
derimod, at der mangler en erkendelse indenfor mainstream islam af, at
den til tider alt for ophidsede retorik og sammenblanding af æbler og
bananer i den muslimske verden, skaber en atmosfære, hvori
ekstremister kan trives, udklækkes og udøve terror fra.
Jeg pointerede og pointerer, at ikke alle muslimer er ekstreme, slet
ikke, men at der derimod er nogle ekstreme tendenser indenfor Islam,
som særligt i disse år står stærkt og ikke får modspil af bærende
kræfter indenfor den islamiske verden. Således illustreres det jo så
bravt af, at det ekstreme islamistiske styre i Saudi Arabien også
fordømte terroren i Mumbai.
Men, hvad nytte har den hule fordømmelse, når de selv samme saudiere
poster milliarder af dollars i ekstremistiske madrassaer
(Koran-skoler), som bruges til at hjernevaske børn i eksempelvis
Pakistan og derved danner et vigtigt led i den ekstremistiske
fødekæde?
Hvad nytter i det hele taget fordømmelser af et, om end meget
alvorligt symptom, når årsagen, islamismen, ikke adresseres indenfor
mainstream Islam? Selv i det stadigt relativt sekulære Tyrkiet, hvor
Atatürk i sin tid gjorde meget ud af at skille staten fra Islam, er
Muhammed-tegningerne blev mødt med meget vrede og fordømmelse. Og
igen, jeg havde til hensigt i mit indlæg at sammenligne proportionerne
i de noget forsinkede optøjer efter Muhammed-tegningerne og den
folkelige muslimske tavshed efter terrormyrderierne i Mumbai.
Nogle skribenter skriver så, at mange muslimer ikke identificerer sig
med terroren og ikke ser sig nødsaget eller kaldet til at tage afstand
fra den. Det får nogle skribenter til at sammenligne med den nu
afsluttede konflikt i Nordirland og andre kristne konflikter og
ballade. Tillad mig her at pointere, at når den afgående præsident
Bush har blandet bibelcitater ind i sine politiske udsagn, er han
øjeblikkeligt blevet mødt med barsk og vedholdende kritik. Det er
således fint. Lad det endelig blive ved og lad os få samme standarder
for kritik, når muslimer blander jordisk givne love med de gudgivne af
slagsen.
Lad mig endvidere gøre klart, at kristne abortmodstanderes brug af
vold i USA mod abortklinikker er totalt forkastelig. Men, denne vold
baseret på kristendommen, er undtagelsen i den vestlige sekulære
verden, hvorimod den muslimske verden, slet ikke synes at være nået
til en erkendelse, over en bred kam, at det er tid til reformer, nu!
Eksemplet med nordirsk terror forstår jeg i øvrigt ikke i denne
sammenhæng. Ingen i hele den vestlige verden, med nogle irske
indvandrere i USA som mulig undtagelse, har på noget tidspunkt tøvet
med at fordømme den. Mens især den yderste venstrefløj i hele Vesten
har haft noget sværere ved at tage afstand fra RAF, Action Direkt og
Blekingegadebandens og lignende gruppers terror.
Det eksempel rammer hovedet på sømmet. I dag er
venstrefløjsterrorismen så godt som uddød i Vesten, hvilket i høj grad
skyldes, at glorien er gået af den -blandt de fleste mennesker. Når
det sker, bliver det straks sværere for terroristerne at kunne gemme
sig i et samfunds midte og føle, at deres handlinger er legitime,
endsige finde finansiering og gemmesteder. Når et samfund klart og
utvetydigt tager afstand fra terror som et legitimt politisk middel,
så tørrer mulighederne for at udøve den også ind.
I mit forrige indlæg skrev jeg, at Kurt Westergaards
Muhammed-tegninger er relativt ligegyldige. Det har mange reageret på.
Skulle nogen mod forventning være i tvivl; er det ikke hans ret til at
trykke dem, jeg finder ligegyldig, men derimod tegningernes indhold.
Når store dele af den muslimske verden står i brand ovenpå en dybt
harmløs tegning, mens mange muslimske landes hovedstæder genlyder af
tavshed, når terrorister myrder løs i Islams navn, så undres jeg.
Det er som sagt fint, at der kommer nogle terrorfordømmende
pressemeddelelser fra nogle officielle institutioner, men når disse
ikke bliver fulgt op af konkrete reformer af de økonomiske systemer,
ligestillingstiltag, demokratiseringstiltag og i det hele taget
moderniseringstiltag i den muslimske verden, er den formelle muslimske
afstandtagen fra terror, ikke meget værd. Det er derimod den
græsrodsbaserede islamkritik båret af personligheder som Ayan Hirsi
Ali, Irshad Manji, Salman Rushdie og den norsk-pakistanske Shabana
Rehman, som sætter deres liv ind på at kæmpe for mere frihed i den
muslimske verden.
Min pointe vedrørende Oslo-processen var, at Yassir Arafat tillod en
række terrorangreb på Israel dengang Shimon Peres, som ingen kan
tvivle på er fredens mand, var premierminister efter det tragiske mord
på Yitzhak Rabin. De blodige og helt umotiverede bombeattentater førte
til, at Peres tabte valget og fredsprocessen kølnedes kraftigt.
Det er et godt eksempel på, hvordan islamister kan dræbe en
fredsproces, når et muslimsk samfund, i dette tilfælde det
palæstinensiske, tillader at islamister bor, vokser og trives i deres
midte. Endvidere fik historien i Gaza den dybt tragiske udgang, at
palæstinenserne efter den israelske rømning valgte den islamistiske
Hamas bevægelse til at lede sig. Det betyder, at det kan blive mere
end vanskeligt for beboerne i Gaza nogensinde at vælge andre
bevægelser til at lede sig.
Endelig har der været nogen, der føler sig trådt over tæerne, fordi
Pia Kjærsgaard har påpeget det dybt absurde i at, hundredvis af
danskere, herunder ikke så få jurister, har kastet sig ind i et
forsvar for en terroranklaget tuneser. Lad mig forklare vores
bevæggrunde. Når en udlænding kommer til Danmark med islamistiske
drømme og truer med at dræbe en dansk tegner, fordi denne udlænding
ikke bryder sig om en tegnings indhold, bør han naturligvis udvises på
stedet. Det kan desværre ikke lade sig gøre pt., fordi et muslimsk
land benytter tortur mod et vist udsnit af sin befolkning.
Det får dog ikke de mange menneskerettighedsaktivister på banen. Nej
da, hvorfor bekæmpe et problem (udbredt brug af tortur og brud på
menneskerettighederne i den islamiske verden) og støtte Dansk
Folkeparti i vores kamp mod de skadelige sider ved Islam, når man i
stedet kan angribe Dansk Folkeparti ved at påstå, at vi skulle være
imod menneskerettighederne?
Dansk Folkeparti støtter naturligvis almindelig lov og ret for
borgerne forstået på den måde, at danske statsborgere skal behandles
ordentligt og i overensstemmelse med disse. Endvidere mener vi, at
alle lande, herunder de ca. 57 mere eller mindre diktatoriske
muslimske stater i verden, skal behandle deres statsborgere i
overensstemmelse med sådanne rettigheder.
Kommer der et menneske til Danmark fra et andet land, der qua sin
religion og/eller ideologi er imod, at alle mennesker skal behandles
humant og som konsekvens deraf eksempelvis truer en dansk borger med
vold, så må han udvises.
I det omfang, at såkaldte menneskerettighedseksperter sætter en
voldsforherligende udlændings rettigheder over en dansk borgers, så
står jeg af. Det giver ikke mening. Danmark må ikke ende som et eksil
for islamistiske terrorister, som kommer hertil for at blive beskyttet
mod udemokratiske regimer, som islamisterne pr. definition ønsker en
stat skal være
<<<<<<<<<
--
If you want to make peace, you don't talk to your friends.
You talk to your enemies.
/Moshe Dayan/