"Steen Thomsen" <alucard44@hotmail.com> skrev i meddelelsen
news:1pqx08iv5qi3u$.1cmoj4rcr6s6l$.dlg@40tude.net...
> On Sun, 14 Dec 2008 16:10:34 +0100, Arne H. Wilstrup wrote:
>
>> "Ole Mogensen" <I_R_Onslow@c.dk> skrev i meddelelsen
>> news:49451c0a$0$56794$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>>> Som bla. KL og AWH hele tiden henviser til
>>> hvor pokker ligger den ?
>>
>> Vær så venlig at lade det du svarer på stå tilbage som der
>> står i netiketten. Det ville gøre det lettere at forholde
>> sig
>> til dine svar.
>> Det gøres lettest ved at lade indlægshaveren stå tilbage
>> som
>> du ser ovenstående.
>
> Øhhh. Hvordan gør man det i en trådstart ?
Når man i en trådsstart skriver "Som bla.KL og AHW hele tiden
henviser til hvor pokker ligger den", så er det da en mærkelig
trådstart. Det giver jo igen mening at indlede med en
bisætning i en trådstart, og hvis emneboksens emne skal virke
som en trådstart, så vil det være naturligt enten at skrive
trådstartens hovedsætning igen eller også at indlede
bisætningen med lille begyndelsesbogstav.
Det dunkelt sagte er altid det dunkelt tænkte - men hvis man
ønsker at beværliggøre kommunikationen, så for mig ingen
alarm, for så har ham blot signaleret at man ikke ønsker en
redelig debat.
Men jeg skal da gerne svare den uvidende her (inklusive dig)
ved et citat fra SDE:
"Folkeret, retssystem, som regulerer forholdet mellem
stater i modsætning til national ret, der regulerer forholdet
for borgerne i den enkelte stat.
Folkerettens grundlæggende krav til staternes indbyrdes
optræden udtrykkes i begrebet territorialhøjhed, hvorefter
stater kun er kompetente til at udfolde deres magtapparat,
dvs. den lovgivende, dømmende og især udøvende magt i form af
politi og militær, inden for deres eget territorium.
Magtanvendelse over for andre stater er forbudt, medmindre det
sker i selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FNs
Sikkerhedsråd.
Selv inden for sit territorium er en stat dog efter
folkeretten underlagt visse begrænsninger i sin
magtudfoldelse; fx nyder fremmede landes diplomater og
statsskibe eksterritorialitet, og fremmede skibe har ret til
uskadelig passage gennem søterritoriet.
De grundlæggende folkeretlige regler bygger på sædvaneret, som
den har udkrystalliseret sig i staternes praksis gennem
århundreder.
Hertil kommer aftaler, normalt kaldet traktater, der er
indgået direkte mellem to eller flere stater, samt den
praksis, der har udviklet sig i internationale domstole og
voldgiftsretter, især Den Internationale Domstol i Haag
(International Court of Justice, ICJ).
Trediveårskrigens afslutning i 1648 og Den Westfalske Fred
samme år anføres ofte som begyndelsen til en blomstringstid
for udvikling af nationalstater og dermed af folkeretten.
Som folkerettens fader nævnes hollænderen Hugo Grotius, der
øvede væsentlig indflydelse på folkerettens udvikling især
gennem sin understregning af den positive folkerets betydning,
som den kom til udtryk gennem de traktater, staterne
afsluttede med hinanden.
I nutidens folkeret er det også i første række de mange
traktater mellem to eller flere stater, der regulerer
staternes indbyrdes forhold.
Generelt gælder, at der siden oprettelsen af FN i 1945 er
gennemført en retlig regulering af staternes samarbejde på de
mest centrale områder: diplomatretten, konsulære forhold,
traktatretten, nedrustning, havretten, miljøspørgsmål,
international terrorisme og krigens folkeret.
Som et område af særlig interesse for den enkelte borger kan
desuden nævnes de mange traktater på
menneskerettighedsområdet, der er indgået efter 2.
Verdenskrig, og som pålægger staterne at behandle enhver
person på sit territorium, dvs. både egne og fremmede
statsborgere og statsløse, i overensstemmelse med visse
humanitære standarder, se menneskerettigheder.
Den grundlæggende struktur i det internationale samfund er
fortsat decentral, dvs. karakteriseret ved, at de statslige
magtapparater eksisterer side om side og skinsygt vogter over
deres egen suverænitet og derfor ingen indblanding tåler
udefra.
I sidste halvdel af forrige århundrede startede imidlertid en
udvikling hen imod en vis centralisering gennem oprettelse af
administrative unioner, hvis opgave det var og fortsat er at
bringe staternes samarbejde på specielle områder ind i faste
organisatoriske rammer.
Eksempelvis kan nævnes Den Internationale Telegrafunion
(1865), Verdenspostunionen (1874) og Unionen for Godstransport
på Jernbaner, CIM, (1890).Folkeforbundet.
Rent politisk forblev den retlige struktur decentraliseret
indtil fredsslutningen efter 1. Verdenskrig, da det såkaldte
Folkeforbund blev oprettet med det formål at sikre politisk
uafhængighed og territorial integritet for både store og små
stater.
Folkenes Forbunds grundprincip, den kollektive sikkerhed, som
blev formuleret af USAs præsident Woodrow Wilson, kunne
imidlertid ikke dæmme op for de autoritære systemers fremmarch
i bl.a. Tyskland, Italien og Japan.
Medvirkende hertil var, at organisationen aldrig blev
universel, idet det amerikanske Senat nægtede at give samtykke
til USAs medlemskab af Folkeforbundet, og Sovjetunionen først
blev optaget som medlem i 1934, efter at Tyskland og Japan
havde trukket sig ud.
Forenede Nationer. Centraliseringsbestræbelserne fortsatte
med uformindsket styrke og optimisme efter afslutningen af 2.
Verdenskrig med De Forenede Nationers pagt, som trådte i kraft
den 24.10.1945. I FN-pagten ligger kimen til et internationalt
samfund byggende på “the rule of law”. Pagten kan ses som det
internationale samfunds grundlov med Generalforsamlingen som
et debatterende parlament, med Sikkerhedsrådet, der har
regeringslignende træk, og med den dømmende magt repræsenteret
af Den Internationale Domstol i Haag.
Generalforsamlingens beslutninger er imidlertid ikke juridisk
bindende for staterne. Det er til gengæld Sikkerhedsrådets
beslutninger, men kun inden for det yderst begrænsede område,
der vedrører angrebshandlinger staterne imellem samt andre
trusler mod freden.
Hvad endelig Domstolen angår, er retsplejen frivillig i den
forstand, at kun de stater, der udtrykkelig har accepteret
Domstolens myndighed til at dømme i mellemstatslige tvister,
er bundet af en afgørelse fra Haag.
Kun 65 af FNs 192 medlemsstater har på forhånd accepteret
denne domsmyndighed (2006).
Ophøret af den kolde krig med Berlinmurens fald i 1989 har
skabt nye muligheder for at realisere FNs målsætning om fred
og fremskridt.
Især er Den Internationale Domstol begyndt at fungere efter
hensigten, idet et stigende antal sager indbringes.
Flere og flere stater synes i dag rede til at benytte
retsvejen til løsning af indbyrdes uoverensstemmelser.
Også FNs Sikkerhedsråd er på vej til bedre at udfylde sin
rolle som hovedansvarlig for opretholdelse af mellemfolkelig
fred og sikkerhed.
Den vetoret, som tilkommer Sikkerhedsrådets faste medlemmer,
Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA, har under den
kolde krig blokeret for en effektiv fredshåndhævelse.
Siden 1989 er nye muligheder for opretholdelse af freden og
sikkerheden i verden blevet udnyttet af Sikkerhedsrådet i det
internationale samfunds fælles interesse, fx i Golfkrigen i
1990 og senere i relation til de humanitære katastrofer i
Somalia og det tidligere Jugoslavien.
I 1989 proklamerede FNs Generalforsamling 1990'erne som
FN-tiår til fremme af folkeretten i endnu et forsøg på ved
indgangen til 2000-t. at sætte “retten over magten” i det
internationale samfund.
Ti-året drog betydelig fordel af den kolde krigs ophør, der
muliggjorde en retsudvikling fra ord til handling. Først og
fremmest Sikkerhedsrådets bemyndigelse i 1991 af militær
indgriben for at standse Iraks aggression mod Kuwait.
Siden kom Sikkerhedsrådets nedsættelse af de særlige
krigsforbrydertribunaler for det tidligere Jugoslavien (1991)
og Rwanda (1994) samt oprettelsen i 1998 af Den Internationale
Straffedomstol, hvis statut trådte i kraft i 2002.
Desuden vedtog FNs Generalforsamling i 1993 at oprette en
stilling som højkommissær for menneskerettigheder, hvad der
havde været utænkeligt under den kolde krig.
I dagens folkeret er det ikke så meget regler, der mangler,
men snarere den politiske vilje til at følge op på de gældende
forpligtelser.
FNs Sikkerhedsråd har siden afslutningen af den kolde krig i
væsentlig grad levet op til sit primære ansvar for og
kompetence til at gennemtvinge en standsning af brud på
international fred og sikkerhed, herunder grove krænkelser af
menneskerettighederne. Dette skete først i relation til
Golfkrigen i 1991, men herudover har Sikkerhedsrådet også
været spydspids i tvangsoperationer i enkeltlande til forsvar
for demokrati og menneskerettigheder (Haiti, Bosnien,
Albanien, Somalia og Irak).
FN-pagten indeholder selv hjemmel til en sådan indgriben, idet
bestemmelsen om ikke at gribe ind i indre anliggender
udtrykkelig undtager tvangsforanstaltninger, når der
foreligger fredsbrud eller truende udsigt hertil.
En stats systematiske undertrykkelse, udrensning eller
ligefrem udryddelse af dele af sin egen civilbefolkning
fortolkes af Sikkerhedsrådet som en trussel mod freden i
pågældende område/region.
I forbindelse med begivenhederne i Rwanda i 1994 og i Kosovo i
1999 svigtede Sikkerhedsrådet imidlertid sit ansvar, hvilket i
tilfældet Rwanda førte til, at et folkedrab blev igangsat, og
i tilfældet Kosovo havde den virkning, at NATO-landene greb
ind uden om Sikkerhedsrådet for at afværge udrensningen af
kosovo-albanerne.
NATO begrundede sin indgriben med, at når Sikkerhedsrådet ikke
kan løfte sit primære ansvar, må andre forsøge at gøre det,
når det er ubestrideligt, at freden er truet.
Denne indgriben dækker også afværgelser af humanitære
katastrofer i kategorien forbrydelser mod menneskeheden såsom
systematiske forfølgelser af civilbefolkningen, etniske
udrensninger og folkedrab.
En sådan interventionsadgang er ikke hjemlet i gældende
folkeret – der som nævnt forbyder magtanvendelse, medmindre
det sker i selvforsvar eller efter bemyndigelse af FNs
Sikkerhedsråd – og forsøg på traktatfæstelse af en sådan ret,
der let vil kunne føre til misbrug, har ingen udsigt til at
blive accepteret i den samlede kreds af FN-lande.
NATO-aktionen var i første række en kraftig advarsel til FNs
Sikkerhedsråd om at leve op til sit ansvar, og den
efterfulgtes betegnende nok af et enigt Sikkerhedsråds
vedtagelse af en fredsskabende indsats i Østtimor i 1999.
USAs militære intervention i Afghanistan efter terrorangrebet
11. september 2001 falder ind under kategorien selvforsvar som
hjemlet i FN-pagten, og medførte bl.a. at NATO-landene for
første gang i forsvarsalliancens historie aktiverede Den
Nordatlantiske Traktats art. 5 om, at “et væbnet angreb mod en
eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes
som et angreb mod dem alle” (kollektivt selvforsvar).
Sikkerhedsrådets rolle som garant for opretholdelse af
international fred og sikkerhed blev på ny udfordret i
forbindelse med Rådets drøftelser i foråret 2003 om
betimeligheden af at gennemføre en militær intervention over
for regimet i Irak.
Der kunne ikke opnås enighed herom, hvorefter USA sammen med
flere lande, herunder Danmark, selv iværksatte en sådan
intervention.
Der var angiveligt et folkeretligt grundlag at operere ud fra
i form af de tidligere og stadig gældende resolutioner tilbage
fra den første Golfkrig i 1990-91 samt efterfølgende praksis,
hvor magtanvendelse i flere tilfælde har fundet sted med
henblik på at formå regimet i Baghdad til at overholde
våbenhvilebetingelserne fra 1991.
Men dette retsgrundlag blev bestridt.Splittelsen i
Sikkerhedsrådet har givet fornyet liv til debatten om en mere
repræsentativ sammensætning af Rådet, der bedre afspejler
verdenssamfundet af i dag.
En udvidelse af medlemskredsen fra de nuværende 15 stater til
fx 25 ville kunne give Rådet større legitimitet, men ikke
nødvendigvis større effektivitet – og især spørgsmålet om,
hvorvidt kredsen af permanente medlemmer bør udvides fra de
nuværende fem stormagter (Frankrig, Kina, Rusland,
Storbritannien og USA) til også at omfatte lande som
Brasilien, Indien, Japan og Tyskland, er fortsat uafklaret.
Under Danmarks medlemskab af FNs Sikkerhedsråd 2005-06 tog
regeringen initiativ til en debat i Rådet om styrkelse af den
internationale retsorden. Debatten, der fandt sted i juni
2006, mens Danmark beklædte formandskabet i Rådet, mundede ud
i en enig formandskabsudtalelse, der understreger folkerettens
betydning som rammen om staternes samarbejde og for
opretholdelse af international fred og sikkerhed.
Særlig fremhæves Den Internationale Domstols (ICJ) rolle ved
løsning af konflikter staterne imellem, ligesom betydningen af
at sikre retsforfølgning af personer, der sigtes for
folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og
krigsforbrydelser, understreges.
Udtalelsen er skelsættende i den forstand, at den placerer
Sikkerhedsrådets arbejde i en folkeretlig kontekst og peger på
samspillet med ICJ ved løsningen af internationale konflikter.
“The rule of law” – i modsætning til vilkårlig magtudøvelse –
bør gælde i det internationale samfund så vel som i de
nationale samfund."
Og som det ses, har man altså bestridt det nævnte grundlag man
førte krig på. QED.