Størst mulig lykke pr aktiv dødshjælp
Europas største problem er kedsomhed, mangel på udfordringer - ikke
madmangel, husmangel, tøjmangel.Et lykkeligere samfund kræver større
selvbesttemmelse og derfor bør man bekæmpe med hård hånd, at læger der har
fået monopol på giftindsprøjtninger, ikke vil hjælpe torturofre ud af livet
når dette klart er ønsket af personen selv.
Måske langt over 10% af os er torturofre i slutningen af vort liv og ønsker
smertefri livsafkortning pga alvorlig, uafvendelig depression, nul håb,
smerter.
Hollænderne har gode erfaringer med at lade to læger med måneds mellemrum
interviewe dødsønskende og vurdere, at alt er seriøst og gennemtænkt, ingen
redningsplaner er forbigået.
At lade smerte vare for længe, svarer til at lade folk dø pga sjusk.
Et nærliggende eksempel på sjusk har vi i den klassiske
redningsbåds-situation hvor 3 sultende roere ikke kan nå mod strømmen til
redning, hvis ikke de spiser den svageste roer i båden. Så er det bedre at 1
dør end at alle dør.
Sådan bør man se på sagen, og viden om at der nu er håb, kan betyde at man
kommer ind i selvforstærkende cirkler af optimisme og hanker op i sig selv,
som det skete da dødsmærkede sultende Kina under Mao, opnåede at de rette
døde, og Maos efterfølgere derved kunne få hjulene til at snurre, så de nu
snart ejer hele verden og er eksempel til efterfølgelse for alle, mht
retfærdig handelskrig.
Vi og især Afrika og Muhamedanien er eksempel på ond misundelse og infam
socialistisk dovenskabs-sjusk om, at kortsigtet ubehag skal kureres ved at
bestjæle de dygtigste kapitalister og risikotagere, sparere og arbejdsbier.
Netop dette nid og nag, forurettelse og bitterhed ligger bag behandlernes
modvilje mod aktiv dødshjælp - de vil ikke afgive arbejdspladser og derfor
hæger de egoistisk om at holde torturofre i live så job holdes kunstigt i
live.
Selvfølgelig er der depressive som kommer sig. De vil oftest eller altid
undlade at tage mod dødstilbuddet, for folk ved, hvad er godt for dem selv.
Udenforstående er indbildske formyndere og egoister, når de vil påtvinge
deres vilje og gøre sig til kaptajn på skuden uden tilladelse.
I en krig er sådan oplyst enevælde på sin plads, men vedr. lægers rolle ved
assisteret selvmord er det usselt, at debat ikke sker frit, og at lægers
ventesal ikke har en blanket til udfyldelse vedr dødstestamente, helt som
de har blanket til organtransplantation.
Jo længere tid, der har været udtrykt hang til selvbestemmelse, og særlig
retning i holdninger, jo bedre kan lægen afgøre , når sygdom eller
færdselsuheld pludselig forårsager bevidstløshed.
Fremtiden vil betyde EU-harmoniseret sundhedsforsikring og privathospitaler,
mere end nu, hvor vi ikke har forstået konkurrencen fra Kina, og vi
fortrænger, at man bør yde før nyde vedr alt andet end billig
skadestuebehandling.
Vi bør vågne op til realitetterne og indse, at har man ikke forudbetalt, er
det rimeligt at der slukkes for respiratoren.
"Grønsager" i rullestole spreder ikke gode vibrationer, og Kina viser
værdien af smittende optimisme.
Let adgang til smertefrit selvmord vil sandsynligvis betyde færre selvmord,
for i dag "modnes beslutningen om selvmord som et livsværk" (Camus) og
forbuden frugt smager bedst og man dræber sig for dog at udrette noget.
Hvis man har tryghed for at behandlerne respekterer et dødsønske og man ikke
holdes i live som forsøgskanin, så vil man vokse med opgaven og få
selvtillid af systemets respekt.
Husk at 2 overlevende i redningsbåden er bedre end at alle dør - størst
mulig lykke for flest mulig bør være samfundets mål.
Folk bliver ulykkesfugle og tager andre med sig i døden, når man stjæler fra
dem menneskerettigheden, retten til billigt lægeindgreb mod uhyrlige
smerter.
|