On 18 Nov., 10:35, Allan Nielsen <allanma...@gmail.com> wrote:
>
> Er det en individuel ting for hver hund?..
>
Ja, det er jeg næsten overbevist om. For en del år siden var jeg med
til at introdcere et kuld ruhårshvalpe (3h,4t) til denne verden. Førse
gang de var ved vandet strøg moren ud i baljen. 2 af hannerne og en af
tæverne strøg med moren og svømmede som den mest naturlige dting af
verden da deres små ben ikke kunne nå bunden mere. to af tæverne
fuglte lidt mere tøvende med, den sidste han endnu mere tøvende, og
sidste tæve med tilnavnet prinsessen for tilbage med et hyl da
hendes forpoter blev våde.
Hannen som tøvede lidt mere blev min, og udviklede sig til en vandhund
af rang. Tæven der ikke ville have våde poter blev en endnu værre
vandhund.
Min genbrugsruhår har aldrig været glad for at svømme, og det kan jeg
sådan set godt forstå. Han ligger så dybt i vandet at det kun lige
akkurat kan gå at holde snuden oven vande.
Min spinone druknede første gang han gik i vandet, og jeg måtte i
bljen i starten af maj (det var koldt) for at hente ham. Han gik på
havets bund med bobler ud af næsen. Da vandet blev varmere måtte jeg
lære ham at svømme, til at begynde med brugte han slet ikke
bagbenene.
Happy the ulvehund strøg i vandet og svømmede mesterligt første gang
muligheden var der. Happy vil gerne svømme ud og fange måger, men de
letter hver gang. Flyve kan han ikke.
Stakkels-Jaroff, en borzoi på 3 skreg jammerligt da han under en
undvigemanøvre landede ude i vandet, på et sted hvor det var 30 cm
dybt. Jaroffs skulderhøjde er 77 cm. Efter et stykke tid fandt han ud
af at han bare kunne gå ind igen. Han har kun lige dyppet tæerne i
vand siden.
Hilsen Kim