---

WW1-sygdommene
Tyfus som havde dræbt mange konger i 1700-tallet blev en psykosomatisk
infektion for tabere i ØstEuropa, men var ikke udbredt på Vestfronten.
Napoleons hær mod russerne døde i høj grad af tyfus.
Når skudsår betød, at blodgennemstrømning forsvandt for vævsdele, fik de
let koldbrandinfektion og amputation var eneste redning.
Titusinder af engelske, franske og tyske soldater fik granattshock, hvor
smerter fra trykbølgen fra eksplosion havde indledt onde cirkler i
tankegangen, så tillært hjælpeløshed skabte desperation og selvdesttruktiv
adfærd og meget lignede hypokondri/pjæk og skabte den ramte officer
hjemsendelse. Forskningen i denne "sygdom uden defekt væv" blev starten på
psykiatriens systematik om maniodepressivitet, skitzofreni, paranoia,
psykopati og fobi.
Overlap er så enorme som ved karakterisering af kærestepar i, hvem der har
kærlighed og hvem der har forelskelse. At kalde det sygdom er for at sole
sig i krops-lægernes prestige, og hvor de kan opnå praktiske resultater, er
al psykiatri om symptombehandling.
Siden WW1 har den Nietzschetænkning, der skabte Freud, ført til finere
forgrening af psykiari-diagnoserne fx borderline, der er om forurettelse,
rethaveriskhed, hævn, misundelse og bitterhed.
Læger der vælger specialerne er ofte selv forvirrede og er
kristent-godgørende og umyndiggør patienten og sætter en ære i at forhindre
selvmord. Hvilket er eneste felt, hvori de kan præstere resulttater.
Jeg interviewede til skoleTV i 1973 overpsykiater Ole Rafaelsen som valgte
selvmord nogle år senere.
Han var vred på sine dumme patienter over, at de snød ham og ikke tog deres
medicin og ikke ville tro på at de ubehagelige bivirkninger var et
overkommeligt problem.
Preben Brandt har tilsvarende for en måned siden i Politiken udtrykt
bitterhed over at hans hjemløse ikke vil forebygge legemlig sygdom ved sunde
levevaner - at de ikke har en fremtid, så de gider andet end at tænke få
timer frem.
Os der tænker år frem er i en anden liga. Og får ikke sindssygdom.