Dr. Ian Stevensons reinkarnationsforskning
Det 20ende århundredes store forsker i reinkarnation og hans arbejde
”Er der videnskabeligt belæg for reinkarnation?” ”Findes der
videnskabsmænd, der driver seriøs forskning i det paranormale og
dokumenterer sjælens eksistens?” Svaret er ja, dem er der flere af,
selv om folk flest nok ikke er klar over det. Hvem ved således, at en
fremtrædende amerikansk universitetsprofessor et helt liv har forsket
i små børns spontane erindringer af tidligere liv og udforsket en stor
del af disse sager til bunds? Langt fra alle har hørt om dette, og
derfor beskæftiger vi os i dette og de følgende numre med Dr. Ian
Stevenson og hans forskning
Dr. Ian Stevenson, Professor i psykiatri og mangeårig forsker i
reinkarnation. Dr. Ian Stevenson er tidligere rektor for Department of
Psychiatry ved University of Virginia, USA, og leder nu Division of
Personality Studies sammesteds. Han har viet de sidste 40 år til
videnskabelig undersøgelse af små børns erindringer fra tidligere liv
og har mere end 3000 sager fra hele verden i sit arkiv. Mange
mennesker inklusive skeptikere og akademikere er enige i, at dette
arbejde udgør det hidtil bedste bevis for reinkarnation.
Dr. Stevensons forskning i muligheden for reinkarnation begyndte i
1960, da han hørte om et tilfælde på Sri Lanka, hvor et barn hævdede
at huske et tidligere liv. Han interviewede barnet og dets forældre
såvel som mennesker, som, hævdede barnet, var dets forældre fra dets
forrige liv. Dette tilfælde gjorde Dr. Stevenson overbevist om, at
reinkarnation kunne være en reel mulighed.
Jo flere tilfælde han gik i kast med, jo mere voksede hans ønske om at
åbne videnskabeligt op for et mysterium, der hidtil var blevet
udelukket fra videnskabelig observation. Derfor udgav han i 1960 to
artikler i Journal of the American Society for Psychical Research om
børn, der huskede deres tidligere liv. I 1974 udgav han bogen Twenty
Cases Suggestive of Reincarnation (På dansk: Tyve tilfælde, der tyder
på reinkarnation), der nu er en klassiker på feltet. Alle, der læste
den, frydede sig over omsider at se en sådan grundlæggende
videnskabelig forskning i dette for alle mennesker så afgørende
spørgsmål.
Modermærker og tidligere liv
Under sin første forskning med børn, der huskede et tidligere liv,
bemærkede Dr. Stevenson med interesse den kendsgerning, at disse børn
ofte havde varige modermærker, der tilsyneladende stod i forbindelse
til den død, de led i et tidligere liv. Dr. Stevensons undersøgelse af
modermærker og medfødte misdannelser har en særlig betydning for
reinkarnationsforskningen, da man måske her objektivt set har det
stærkeste håndgribelige vidnesbyrd om en forbindelse imellem de to
identiteter i de to forskellige liv. Direkte fysiske mærker, som de to
kroppe fra de to liv deler, kan videnskabeligt set vise sig at være et
endnu stærkere bevis på reinkarnation end allerede tungt vejende
mundtlige vidnesbyrd og redegørelser.
Pigmenterede pletter på brystet hos en ung indisk mand, der, da han
var barn, sagde, at han huskede et liv som en mand, Maha Ram, der blev
dræbt af et haglgevær på nært hold.
Nedenunder ses til sammenligning med cirklerne de vigtigste skudsår
fra haglgeværet på Maha Ram. Tegningen er fra den afdødes
obduktionsrapport.
Således udgav Dr. Stevenson i 1997 et stort værk med titlen
Reincarnation and Biology – A Contribution to the Etiology of
Birthmarks and Birth Defects. I bogens første bind beskriver han
hovedsageligt modermærker, mens han i det andet bind fokuserer på
misdannelser og andre uregelmæssigheder, som børn fødes med, og som
ikke kan forklares som genetisk arv eller hændelser før eller under
fødslen. Dette monumentale værk indeholder hundredvis af billeder som
dokumentation. I mange af sagerne, som fremlægges af Dr. Stevenson,
har det været muligt fremskaffe de lægeerklæringer, der blev
udarbejdet ved personernes død.
Dr. Stevenson tilføjer, at i de sager, som han udforskede og ’løste’,
og hvor modermærker og misdannelser var til stede, konkluderede han,
at reinkarnation var den mest sandsynlige mulighed. 30% – 60% af
modermærker og misdannelser kan fastslås som fødselsdefekter, der er
relateret til genetiske faktorer, virusinfektioner eller kemiske
årsager (dvs. som dem, der forekommer hos børn, der er skadet af
alkohol eller thalidomid). De øvrige 40% til 70% har lægeverdenen
ingen anden forklaring på end tilfældighed, men takket være Dr.
Stevenson kan det nu dokumenteres, at de faktisk ser ud til at have
forbindelse til personens tidligere liv og død.
Generelle konklusioner fra Dr. Stevensons forskning
Dr. Stevenson opsummerer de generelle træk ved de mange sager, han har
arbejdet med. Alle tilfælde med børnene, der husker et tidligere liv
helt eller delvist, har fra et til fem træk til fælles.
(1) I det mest ualmindelige hændelsesforløb er det muligt, at en, der
troede på reinkarnation, udtrykte et ønske om blive født af et bestemt
par eller den ene part i et par. Dette skyldes normalt, at de er
overbeviste om, at de vil komme i gode hænder hos disse bestemte
mennesker. Sådanne forhåndsanmodninger udtrykkes ofte af Tlingit-
indianerne i Alaska og af tibetanerne.
(2) Oftere end dette er forekomsten af profetiske drømme. En person,
der er død, viser sig for en gravid eller endnu ikke gravid kvinde og
fortæller hende, at han eller hun vil blive genfødt af hende. Somme
tider har slægtninge eller venner sådanne drømme og beretter da om
drømmen til den vordende moder. Dr. Stevenson har konstateret, at
disse profetiske drømme specielt forekommer i rigt antal i Burma og
blandt Alaskas indianere.
(3) I disse kulturer undersøges et nyfødt barns krop for genkendelige
mærker for at fastslå, om den bortgåede person, de engang kendte, er
blevet genfødt iblandt dem. Denne søgen efter identifikationsmærker er
meget almindelig i kulturer, der tror på reinkarnation og specielt
blandt Tlingit-indianerne og Igboerne i Nigeria. Forskellige stammer
i Vestafrika laver mærker på de nyligt bortgåede for at kunne
identificere personen, når han eller hun genfødes.
(4) Den oftest forekommende hændelse eller fællesnævner i relation til
genfødsel er, at et barn husker et tidligere liv. Børn begynder
normalt at tale om deres erindringer imellem to og fire år. Sådanne
børneerindringer forsvinder gradvist, når barnet er imellem fire og
syv år gammelt. Der er selvfølgelig altid undtagelsestilfælde, hvor et
barn fortsætter med at huske sit tidligere liv, men ikke taler om det
af forskellige grunde.
De fleste af børnene taler om deres tidligere identitet med stor iver
og følelse. Ofte kan de ikke gøre op med sig selv, hvilken verden er
virkelig, og hvilken ikke er det. De erfarer ofte en slags
dobbelttilværelse, hvor det til tider er det ene liv og til tider det
andet liv, der er mest fremherskende. De taler normalt om deres
tidligere liv i nutid som ”Jeg har en mand og to børn, der bor i
Jaipur.” Næsten alle kan de fortælle om de begivenheder, der ledte
frem til deres død. Sådanne børn har en tendens til f.eks. at anse
tidligere forældre for deres virkelige forældre i stedet for de
nuværende og udtrykker normalt et ønske om at komme tilbage til dem.
(5) Når den tidligere familie er blevet fundet, og detaljer om
personen i dette tidligere liv er kommet for dagens lys, bliver
oprindelsen til den fælles femte fællesnævner – barnets iøjnefaldende
eller usædvanlige adfærd – åbenlys. For eksempel kan et barn, hvis det
fødes i Indien i en lav familie, men i sit tidligere liv tilhørte en
højere kaste, føle sig ilde til mode i sin nye familie. Barnet vil
måske bede om at blive betjent fra top til tå og kan nægte at klæde
sig i billigt tøj. Stevenson giver adskillelige eksempler på et sådant
usædvanligt adfærdsmønster.
I 35% af de sager, han undersøgte, udviklede børn, der døde en
unaturlig død, fobier. Druknede de for eksempel i det tidligere liv,
udviklede de ofte en fobi for dybt vand. Var de blevet skudt, var de
ofte bange for skydevåben og somme tider store brag generelt. Døde de
i en trafikulykke, udviklede de somme tider en fobi for at køre med
biler, busser eller lastbiler.
En anden ofte iagttaget ualmindelig form for adfærd kaldte Dr.
Stevenson for ’filiaer’ og angår børn, der giver udtryk for at ville
spise en anden slags mad eller bruge en anden form for tøj end den,
der er fremherskende i deres kultur. Var barnet som voksen i sit
tidligere liv afhængigt af alkohol, tobak eller narkotika, kan det i
en tidlig alder give udtryk for stærk lyst efter disse.
Mange af disse børn med erindringer fra tidligere liv viser evner
eller talenter, som de havde i deres tidligere liv. Ofte finder børn,
der var af et modsat køn i det tidligere liv, det også vanskeligt at
tilpasse sig deres nye køn. Disse problemer i forbindelse med
’kønsskifte’ kan føre til homoseksualitet senere i livet. Tidligere
piger, der genfødes som drenge, kan ønske at klæde sig som piger eller
vil hellere lege sammen med piger end drenge.
Hidtil har disse menneskelige særheder været et mysterium for
traditionelle psykiatere, der normalt uden egentlig dokumentation
dadler sådanne ejendommeligheder på for få eller for mange hormoner,
men Dr. Stevensons forskning i reinkarnation kaster nu et andet lys
over emnet.
I de næste numre vil vi bl.a. bringe et interview med Dr. Stevenson og
gennemgå et af de mange tilfælde, han har arbejdet med. Læs også mere
om Stevenson på
www.childpastlives.org
Stevenson så en anden krise i øjnene, da hans velgører, Chester
Carlson, døde. Stevensons sorg var blandet med en følelse af personlig
ulykke: ”Jeg tænkte, ’Tæppet er blevet trukket væk under mig. Jeg
ender op med almindelig forskning igen.’ Og så blev hans testamente
læst op, og det blev konstateret, at han havde skænket universitet
lidt over en million dollars til min forskning.”
Stevenson havde nu opbakningen til at forske på fuld tid, uanset om
han blev respekteret af hovedstrømmen eller ej. Men han var ikke
tilfreds med at virke i et komfortabelt randområde.
”Jeg tænkte, at de fleste parapsykologer er for isolerede. De taler
blot til sig selv og ikke nok til andre videnskabsmænd, og de er alt
for uopmærksomme på, at resten af verden ikke lytter til dem. De er
låst inde i et snævert laboratorieprogram og tilbøjelige til at være
ligeglade med de naturlige erfaringers område.
Disse interesserer mig mere. Moderne psykologer efteraber lægerne ved
kun at være interesserede i, hvad der sker i et laboratorium, ikke i
ting som kærlighed og død, og parapsykologerne imiterer psykologerne,
dvs., man må have betingelserne under stram kontrol. Men for mig er
det langt bedre at være 90 procent sikker på noget vigtigt end 100
procent sikker på noget ligegyldigt.”
Stevenson i dag
På trods af hans længsel efter professionel accept skyr Stevenson
offentlig omtale. Han mistror journalister for at ville lave
sensationsjageri ud af hans arbejde. Mange af hans feltture var
vanskelige og farefyldte for ikke at sige kostbare, og han var ikke
ivrig efter at skulle tage sig af et ikke-bidragende medlem på disse
ekspeditioner. Men efter flere års brevveksling fik jeg overtalt
Stevenson til at tage mig med.
Selv om han var på nippet til at blive 80, var hans udholdenhed
forbløffende. Han bevægede sig langt udenfor byerne i både Libanon og
Indien, var ubønhørligt på benene 12 timer hver dag under ofte
ugæstfrie forhold og røbede sjældent tegn på mindste træthed.
Jeg havde svært ved ikke at bede ham give sig selv en pause. Men jeg
kunne forstå hans følelse af tvang. Sagerne, vi mødte, var lige så
svære at bortforklare, som han havde sagt det. Som han villigt
indrømmer, kan ingen af dem isoleret set udelukke en normal
forklaring. Men for mange af dem var den eneste mulige ’normale’
forklaring at postulere en omfattende, mangesidet sammensværgelse i
form af enten et overlagt bedrag eller en ubevidst fælles koordinering
imellem mennesker fra forskellige familier og samfund med intet
åbenlyst motiv eller nogen klar måde at samarbejde på i et sådant
svindelnummer.
Det var indlysende, at Stevenson ikke tilsidesatte modsatstridende
materiale eller fabrikerede støtte for sin teori. Han var om muligt
endnu mere ihærdig i at tilstræbe og give plads til tvivl end det
modsatte. Til syvende og sidst var ansamlingen af sager på tværs af
kultur og omstændigheder, alle med talrige, af hinanden uafhængige,
vidner, der nøgternt og sagligt bekræftede ufattelige ting, det, der
begyndte at underminere min skeptiske forudindtagethed.
Men hvad med Stevensons egen forudindtagethed? Truer hans egen
lidenskab ikke objektiviteten i hans forskning?
”Vis mig en forsker, der er ligeglad med resultaterne, og jeg skal
vise dig dårlig forskning,” sagde han. ”Det er som med tennis,”
fortsatte han. ”Jeg går meget op i vinde min ugentlige match i
Charlottesville, så jeg er meget opmærksom på, om en bold er inde
eller ude. At være pinligt ærlig er et spørgsmål om ære, så jeg skal
ikke have noget af at lyve. Men på den anden side lader jeg heller
ikke en mulighed gå min næse forbi.”
Udover det er mit største håb det, at andre dommere vil blive sat til
at vurdere mit arbejde og enten godkende eller bestride mine
konklusioner. Det mest ulidelige er muligheden for, at der ikke engang
er nogen, der vil kigge mig i kortene”.