Hvad siger I til følgende udsagn fra virkelighedens lektor Blomme,
lektor Valdemar Bang på Metropolitanskolen, som i 1920erne havde bl.a.
Hans Scherfig som elev i faget latin [det er hans sønnesøn Ole der har
skrevet artiklen]:
»Min eneste adkomst til at være lærer er, at jeg holder af børn.
================================================================
<
http://www.berlingske.dk/article/20051223/dineord/112230485/>
Hvorfra jeg citerer:
=
....
I hans kuffert ligger adskillige breve og tilkendegivelser fra gamle
elever, fra da han endnu var lærer, og ikke mindst fra tiden efter
udgivelsen af »Det forsømte forår«. Dette personlige materiale beskriver
langt overvejende min farfar positivt. Ligefrem begejstrede er et par
kvindelige elever fra Zahles Skole, som beskriver ham som en hyggelig
gammel bedstefar, sød og med en drilsk humor og med stor kærlighed til
latinen. Udsagn fra drengene på Krebs' Skole og på Metropolitanskolen er
lidt mere respektfulde, men også gennemgående positive. »Lektor Bang var
en dygtig og samvittighedsfuld lærer med et menneskeligt lune«, siger
en. En anden beskriver ham som en elskværdig og nydelig mand, som kunne
rokke med ørerne til stor morskab for eleverne, som ihærdigt søgte at
efterligne ham kunsten. Nogle betragtede ham som en streng lærer. En
enkelt tillægger ham »stor pædagogisk sans, i hvilken man sporede en let
sarkasme, som dog aldrig virkede sårende«. Det hævdes i øvrigt, at han
var en af de få lærere, som i en tid, hvor det ellers var normalt,
aldrig gav lussinger. Selv har han sagt, at han havde gjort det en
enkelt gang, hvor han var blevet udsat for en perfid personlig
uforskammethed.
En elev beskriver med stor hjertelighed hele klassens optagethed af
adjunktens jagt på en af elevernes storesøster, den blonde og kønne
Asta, som gav anledning til mange historier. Mest opsigt vakte en
beretning om Valdemars afsked med Asta, da hun engang sejlede på ferie
med et skib. Næppe var der vinket farvel og ankeret kastet, før Valdemar
for at bevise sin kærlighed sprang af sted og fik fat i en jolle. Han
roede så stærkt, som remmer og tøj kunne holde, efter skibet, indtil det
forsvandt, og han selv kun var en prik i horisonten...
Elevernes forventninger svarede til tiden. Derfor var mange
veltilpassede, men naturligvis ikke alle. »Alt hvad jeg kan af græsk og
latin har din bedstefar lært mig«, sagde professor Hal Koch engang til
mig og tilføjede: »men jeg forstår godt, at Scherfig ikke havde det godt
på den skole«. Tilbage til historien om Valdemar og den smukke Asta, så
lykkedes belejringen, og Asta endte med at sige ja. Uheldigvis nåede de
ikke frem til brudeskamlen, før deres førstefødte bankede på, men
gudskelov så fandt man udveje til at undgå skandalen ved at
hemmeligholde de nøjagtige tidspunkter, for hvem der gjorde hvad
hvornår...
Hans flid og engagement i skolearbejdet var legendarisk, og han høstede
stor anerkendelse hos skiftende rektorer og kolleger. Rektor Johs. Krohn
beskriver ham som »en af de største lærerdygtigheder, jeg overhovedet
har truffet i de mange år, jeg har levet i skoleverdenen«. Ifølge en
kollega beskrives hans form som både fængslende og æggende. »Han var
pligtopfyldende og streng mod sig selv, men stillede også store krav til
eleverne«. Selv var han ydmyg over for sit kald. »Min eneste adkomst til
at være lærer er, at jeg holder af børn.«
At børnene og de unge var hans udfordring og inspiration fremgår også
af, at han brugte al den tid som skolearbejdet levnede på en omfattende
skribentvirksomhed. Utallige er de fortællinger og eventyr, digte og
vers, han har skrevet og for manges vedkommende fået udgivet på Chr.
Erichsens og på Haagerups Forlag.
Hans kuffert bugner af manuskripter. Det var triviallitteratur, derom
skal ikke herske tvivl, men skrevet ud af et varmt hjerte med moralske
holdninger og stof til eftertanke. I et digt fortæller han om to fattige
og blinde børn, som trodser deres skæbne uden at kny, med munter
stolthed. »Se op til disse drenge, ikke mindst når du er vranten og
gnaven«, siger han til børnene. Et andet digt er en appel til børnene om
i stedet for at kræve ind, så at give af deres overflod til de fattige.
Hans sociale holdninger manifesterede sig ikke kun i skrift. Hans datter
Inger har fortalt, at der aldrig kom en tigger ved døren, uden han gik
derfra med enten mad eller penge. Der lå altid penge i entreen til
formålet. Det skete også, at han inviterede en sulten tigger, som han
havde mødt på gaden, med hjem til middag.Min farfar var 74 år, da »Det
forsømte forår« i 1940 udkom. Til B.T. udtalte han: »Jeg tror, Scherfig
har uret. Jeg har selv gået på Metropolitanskolen og været tilknyttet
skolen i 44 år, så jeg kender den og kan forsikre, at ingen tog vores
forår fra os, og jeg har heller ikke taget foråret fra nogen. Lidt barsk
måtte man være som ung lærer, ellers troede eleverne, at man ikke
turde«. Til sin datter sagde han: »Ved du hvad, når en lærer lever hele
sin tilværelse for at gøre noget godt ud af sin gerning for de unge, er
det bare lidt trist, at han kun bliver husket, fordi han godt kunne lide
maltbolcher«...
Hans Scherfig har i et interview med Poul Henningsen understreget, at
det var undervisningssystemet og ikke enkeltpersoner, han ønskede at
anklage med sin roman. Genialiteten, som er lagt i Scherfigs
personbeskrivelse og i hans angreb på samfundet, kan ikke anfægtes.
Isoleret set vil jeg imidlertid med den viden, jeg har i dag, vove den
påstand, at rollemodellen lektor Bang vurderet ud fra sin tid og sine
personlige forudsætninger for de fleste elever var en engageret og
pligtopfyldende lærer, hvis gerning var hans liv.
=
En lidt anden opfattelse af virkelighedens lektor Blomme, end der i
skolen bliver bibragt eleverne, når de læser »Det forsømte Forår« ...
--
Per Erik Rønne
http://www.RQNNE.dk