Eliezer Wiesel (mest kendt som Elie), født 30 september 1928 i in i
Rumænien i byen Sighet der meget passende ligger i en anden mytes
hjemstavn, Transsylvanien, er en verdenskendt romanforfatter, Nobel
Pris vinder og zionistisk aktivist. Han er forfatter af mere end 40
bøger, af hvilke den mest kendte er "Night". Night er en erindringsbog
hvori Wiesel beskriver sin oplevelser under holocaust.
Wiesel bor i USA hvor han underviser på Boston Universitetet, han
fungerer også som formand for Elie Wiesel Stiftelsen for
Menneskeheden.
Afgørende forskel på vidneudsagn
Elie Wiesels liv og litterære arbejde er dybt påvirket af hans
oplevelser i Auschwitz, der adskiller sig fra de fleste andre
øjenvidner på et afgørende punkt:
Ofrene blev ikke gasset i henrettelsesgaskamre men endnu værre,
langsomt brændt til døde i kæmpestore åbne bål. [1]
Så med egne øjne afbrænding af levende babyer
"Ikke langt fra os slog flammer op fra en udgravning i jorden,
gigantiske flammer. De var i gang med at brænde noget der.
En lastbil kørte hen til hullet og afleverede sin last - små børn.
Babyer! Ja, jeg så det med mine egne øjne... disse børn i flammerne. (er
det mærkeligt at jeg derefter ikke kunne sove? Søvnen var flygtet fra
mine øjne).
Så det er her vi skal hen. Lidt længere var et andet og større hul til
de voksne.
[...] "Far, " sagde jeg, "hvis dette er tilfældet, vil jeg ikke vente
her. Jeg vil løbe til det elektriske hegn. Det ville være bedre end
den langtrukne lidelse i flammerne."
I den oprindelige franske version af bogen står der faktisk
"vegeterede i timevis i flammerne" [2] en beskrivelse der ikke kom med
i den engelske oversættelse.
"[...] flammerne skød op af en høj skorsten ud i den sorte nat. [...] Ser
du den skorsten derovre? Set du den? Ser du flammerne?" [3]
Heldigvis blev Wiesel reddet af et mirakel: [4]
"Vores række havde nu kun femten skridt tilbage. Jeg bed mig i læberne
så min far ikke skulle høre mine tænder klapre. Ti skridt mere. Otte.
Syv. Vi marcherede langsomt som om vi fulgte et ligtog på vores egen
begravelse. Fire skridt mere. Tre skridt.
Der var det lige foran os, hullet og flammerne. Jeg samlede de kræfter
jeg havde tilbage, så jeg kunne kaste mig ind i pigtråden.
Fra mit hjertes dybde tog jeg afsked med min far, hele universet; og
jeg kunne ikke gøre for at ordene formede sig af sig selv på mine
læber: Yitgadal veyitkadach shmé raba... Må Hans navn være velsignet og
lovprist.
Mit hjerte var ved at briste. Øjeblikket var kommet. Jeg stod ansigt
til ansigt med Dødens Engel... Nej.
To skridt fra hullet blev vi beordret til at dreje til venstre og gå
ind i vores barakker.
Elie Wiesels vidnesbyrd om Auschwitz fortsætter med at forvirre
læserne. Han beskriver hvordan tyskerne evakuerede lejren da den Røde
Hær var ved at nærme sig Auschwitz i januar 1945, men overlod det til
de syge fanger om de ville flygte sammen med tyskerne eller om de
ville vente på den Røde Hærs ankomst.
Nogle af Wiesels egne ord om hvordan han og hans far besluttede sig
lyder således: [5]
"Vi havde valget. For en gangs skyld kunne vi frit bestemme over vores
egen skæbne. Vi kunne begge blive på sygehuset. Hvor jeg takke være
min læge kunne få ham [faderen] registreret som patient eller
sygeplejer. Eller også kunne vi følge de andre.
"Hvad skal vi gøre far?" Han var stille.
Lad os blive evakueret sammen med de andre," sagde jeg til ham.
I årevis havde Elie Wiesel og hans far levet i et helvede hvor
mennesker i hobetal blev brændt levende.
De levende indsatte havde været udsat for misbrug og mishandling med
alle de metoder man kan forestille sig. Da der så tidligt i foråret af
1945 var mulighed for at flygte ud af kløerne af disse massemordere og
blive befriet af de fremstormende Russere. Og hvad besluttede de sig
for? De besluttede sig at flygte fra deres befriere sammen med deres
djævelske massemordere
Elie Wiesel
Nobelpris for virkelighedsfjern holocaust-porno.
De besluttede sig for at udsætte sig for det sorte kolde nattemørke
under bevogtning af deres tyske djævle. Det ser ud til at Elie Wiesel
og hans far frygtede befrielsen ved hjælp af den Røde Hær mere end
tyskerne eller hvad skæbnen ellers kunne have i sinde for dem under
flugten.
Dette var ikke et enestående tilfælde, hvilket bekræftes af udsagn fra
Primo Levi. I sin optegnelse fra den 17 januar 1945 skriver han i sin
bog "Overlevelse i Auschwitz" hvordan han ville have fulgt det samme
instinkt og ville være flygtet sammen med de andre fanger der flygtede
sammen med SS, hvis han ikke havde været så svag: [6]
Det var ikke et spørgsmål om rationalitet: Jeg ville sandsynligvis
også have fulgt flokinstinktet hvis jeg ikke havde været så svag:
frygt er meget smitsom og den umiddelbare reaktion er at løbe væk.
Frygten han skriver om her, er hvad der styrede de indsatte - han
taler om gruppe instinkten - og det der fik dem til at flygte sammen
med tyskerne. Det ser ud som om hverken Wiesel eller Levi rigtigt
frygtede tyskerne.
Det ser heller ikke ud som om de længtes efter at blive befriet af
Russerne og som om de ville have gjort hvad som helst for at komme væk
fra Tyskerne. Og Levi giver os endda resultatet af denne fod-
afstemning: 800 indsatte for det meste dem der var for svage,
besluttede at blive i Auschwitz, men 20.000 andre frivilligt fulgte de
nationalsocialistiske massemordere.
Elie Wiesels book, "Night" is often prescribed as set reading for
students.
According to the publisher of the 1987 edition, HarperCollins Canada
Ltd, the United States Library of Congress classifies Night under the
headings "Biography" and "World War 1939-1945 -- Personal Narratives,
Jewish." This book is not supposed to be fiction. Robert E. Reis, BA,
MA Night and the Holocaust
Fodnoter
[1] E. Wiesel, Night, Hill and Wang, New York 1960, p. 30
[2] E. Wiesel, La Nuit, éditions de minuit, Paris 1958, p. 58f.
[3] E. Wiesel, op. cit (note 1), pp. 25, 28.
[4] Ibid. p. 31
[5] Ibid. p. 78
[6] P. Levi, Survival in Auschwitz, Summit Books, New York 1986
Oversat fra Ziopedia.org Elie Wiesel
Artikler publiceret på Balder.Org er helt for forfatterens egen
regning.
http://blog.balder.org/?p=198
Publikation her betyder ikke at vi nødvendigvis er enige i de
fremførte synspunkter eller påstande.
> Tauber beskriver faktisk, at hvis en ladning i en retort brændte for
> langsomt, så skubbede man et kvindelig i retorten for at fremme
> forbrændingen.
>
> Han beskriver også, at de rent faktisk fik 5 musulmænd (skeletmennesker) af
> gangen i de krematorieovne, der stadig står i Stammlager i Auschwitz. 2 lig
> med fødderne mod retorten og på ryggen, så to med hovedet mod retorten og på
> ryggen - Til sidst en ovenpå igen med fødderne mod retorten på maven..
> Han startede som fyrbøder med en træningsmåned i Stammlagers krematorie,
> krema I.
> Der skule meget kul til at brænde disse udmagrede lig.
> Efter den måned blev han flyttet til Krema II, som sonderkommando.
>
> Tag nu at læse Taubers vidneudsagn. Det er uhyre spændende og lærerigt
> læsestof.
Jeg vil sætte et citat af Jurgen Graff ind her -
Uinformrede kritikere plejer at bebrejde revisionisterne, at de
ignorerer de utallige vidnesudsagn. Dette er en dobbelt fejltagelse.
Vi ignorerer ikke vidnesberetninger, vi tager dem alvorligt. Hvad
angår mig selv, har jeg citeret og analyseret 30 af de vigtigste i min
bog om Auschwitz. Læs bogen og bedøm vidnernes troværdighed! Den anden
fejltagelse, som revisionisternes dårligt informerede modstandere
begår, er troen på, at der skulle findes "utallige vidner". Robert
Faurisson, en af revisionisternes mest fremragende talsmænd, definerer
begrebet "vidne", som følger: "Et gaskammer-vidne er en person, der
præcist beskriver den begivenhed, som han påstår at have overværet."
Sådanne vidner i ordets bogstavelige forstand kan næsten tælles på en
hånd. I faglitteraturen støder man altid på de samme navne: Höss,
Kremer, Broad, Vrba, samt et par medlemmer af "Sonderkommando". Alle
andre "vidner" er bare andenhånds vidner og beskriver begivenheder,
som de har hørt om fra andre. Lad os nu betragte, hvordan massemordene
udspillede sig ifølge vidnerne i Krematorium II i Auschwitz-Birkenau.
På planen er det formodentlige gaskammer markeret med nummer 7. I
virkeligheden drejede det sig om en ligkælder. På alle tyske
originaldokumenter betegnes dette rum som "Leichenkeller".
Lejehistorikerne påstår, ikke uden dristighed, at dette var et dækord
for "gaskammer". Af alle formodentlige nazistiske gaskamre er dette
langt det vigtigste. Om dette "gaskammer" forligger de fleste
vidnesberettelser, og det siges at have krævet de fleste ofre.
Professor Robert Faurisson mener, at det her rum på 210m2 er
"Holocaust-løgnens hjerte". Vidnerne beretter, at ofrene blev stuvet
sammen i det 210m2 store rum. "Holocauts"-litteraturens kronvidne, den
første lejrkommandant Rudolf Höss taler om 2000 ofre per gasning,
hvilket indebærer, at der stod 9 mennesker på en kvadratmeter. Såfremt
de dødsdømte var meget samarbejdsvilige, er det teoretisk muligt (30).
To andre hovedvidner, Rudolf Vrba og Pery Broad, er endnu ikke
tilfreds med denne imponerende kapacitet. Vrba taler om 3000 ofre per
gasning, hvilket svarer til 13 mennesker på en m2 (31), og Broad endog
om 4000 ofre eller 19 mennesker på en m2 (32). Den ungarske jøde
Miklos Nyiszli skildrer massemordene i Krema II på følgende måde (33):
"En SS-mand og en sanitetssoldat stiger ud af Røde Kors-vognen.
Sidstnævnte bærer 4 grønne blikdåser i armene. Begge betræder
grønsværen, hvorfra, på en afstand af 30 meter, rager flade
betonskakte op. Da de har nået den første, tager de gasmasker på, og
fjerner dækpladen, der også består af beton. Patentlåget på den første
dåse bliver fjernet. Indeholdet af beholderen - af lillafarvede
bønnestore korn bestående substans- rystes i åbningen, hvorfra det når
gennem blikrør ind i de underjordiske gaskamre. Substansen: Zyklon-B.
Ved kontakt med luft udvikler der sig af substansen en gas, som
trænger ind gennem de mange tusinde huller i stålrørerne til det med
mennesker stopfyldte rum. I løbet af 5 minutter er således hele
transporter tilintetgjort." Læg mærke til at Nyiszli anvender
flertalsformen "de underjordiske gaskamre" skønt Krema II påstås at
have indeholdt kun ét gaskammer! Men endnu meget vigtigere er, at
åbningerne i taget, i hvilke sanitetssoldaten siges at have smidt
Zyklon-B ned i gaskammeret, overhovedet ikke eksisterede. Det fremgår
klart af luftfotografier taget af de allierede i 1944. For at
opretholde legenden har kommunisterne efter krigen hakket to
kæmpestore, uregelmæssige, klodsede åbninger. Myten om åbningerne i
"gaskammerets" tag opviser forskellige varianter. Rudolf Vrba
beretter, at Zyklon B-kornene faldt på ofrenes hoveder (34). Det
betyder, at der ikke kunne være tale om "blikrør" eller "stålrør", som
ifølge Nyiszli befandt sig under hullerne og gennem hvis "mange
tusinde huller" giften trængte ind i det "med mennesker stopfyldte
rum". Et tredje vidne, den polske jøde Henryk Tauber, skildrer et
stålnet, i hvilket zyklongranulaterne blev smidt gennem åbningerne i
taget og gennem hvis masker gassen trængte ind i "gaskammeret" (35).
I lighed med de første to varianter er også denne tredje radikalt
umulig, fordi hullerne i taget ikke eksisterede - "No holes, no
Holocaust", konkluderer Robert Faurisson med føje. To yderlige
varianter giver afkald på åbningerne i taget, men er ikke mindre
umulige. Den østrigske jødinde Jenny Spritzer påstår, at gassen blev
indført gennem brusehovederne (36). Det ville ikke have fungeret fordi
zyklonkornene ville være blevet siddende i ledningen. Til syvende og
sidst beskriver Zofia Kossack henrettelsesproceduren på en særlig
grotesk måde: "Gassen steg op i gaskammret gennem huller i
gulvet" (37). Men under ligkælderens gulv befandt sig bare jord. Lad
os nu antage, at det var lykkedes tyskerne at myrde deres 2000, eller
3000 eller 4000 ofre i ligkælderen på en ukendt måde. Hvad skete
derefter? Selvfølgelig måtte ligene brændes, og det betød, at man
måtte transportere dem til ovnrummet. Som De kan se på planen, lå
dette ikke på samme etage, som ligkælderen, men overfor denne, og den
eneste forbindelse mellem de to rum var en elevator, hvis størrelse vi
kender takket være de tyske byggeplaner. Den var 2,1 m lang og 1,35 m
bred. Idet den kunne omfatte 10 lig, måtte den køre fra ligkælderne
til ovnrummet og tilbage igen 200 gange, hvis vi går ud fra 2000 ofre.
Udryddelsesproceduren i Auschwitz er såmænd et glimrende bevis på
tyskernes genialitet, ikke sandt Hr. Geoffrey Cain og Hr. Bent
Melchior?
Der råder ingen tvivl om, at "vidnerne" har beskrevet noget, som de
aldrig havde set. Et særligt godt eksempel herpå er to tegninger af
den franske jøde David Olére. Pressac vurderer disse tegninger så
højt, at han gengiver dem i begge sine bøger. På den første tegning
ser vi, hvordan mændene fra "Sonderkommando" slæber lig fra
gaskammeret til ovnen. Men i virkeligheden befandt ovnene sig ovenfor
det rum, man betegner som "gaskammer". Læg forresten mærke til, at
Oléres "Sonderkommandomedlemmer" ikke bare arbejder uden gasmasker,
men endog med nøgen overkrop. Medmindre de var immune overfor blåsyre,
ville gassen straks have dræbt dem. Oléres andet mesterværk viser et
krematorium. Ud af skorstenen skyder ild og røg. Teknisk er det helt
umuligt, hvis De ikke tror det, kan De selv prøve. De kan stå foran et
krematorium hele livet uden at se hverken ild eller røg. Oléres
fantasifulde tegninger savner altså ethvert hold i virkeligheden. Det
er naturligvis tænkeligt, at vidnerne har opfundet gaskammerhistorien
af hinanden. Deres udsagn må være blevet koordineret. Det skete
faktisk i løbet af foråret 1945. Den 2 februar 1945, en uge efter at
russerne havde befriet Auschwitz, offentliggjorde "Pravda" en artikel
om massemordet i lejren, som ikke stemmer overens med den senere
version. Forfatteren, jøden Boris Polevoi, lokaliserede gaskammerne
ikke i Birkenau, men i lejrens østlige del, og fantaserede om et
samlebånd, på hvilket fangerne dræbtes med elektrisk strøm. Dette
samlebånd gik i glemmebogen. I april og maj 1945 optrådte flere
tidligere Auschwitz-fanger for en polsk kommission i Krakow, hvor de
aflagde vidnesbyrd om deres oplevelser. Kommissionens beretninger var
i overensstemmelse med hinanden. De indholder imidlertid alle de samme
tekniske umuligheder. Germar Rudolf og jeg har opført talrige af disse
umuligheder i vores bøger. Jeg nøjes her med to særligt betegnende
eksempler. Det første angår krematoriernes kapacitet, som overdrives
af alle vidner på en fantastisk måde. Vidnet Alter Szmul Fajnzylberg
hævder eksempelvis, at de fire krematorier i Birkenau kunne brænde
8000 lig på et døgn (38). Den virkelige kapacitet var omtrent 8 gange
lavere (39). Det andet eksempel angår Zyklon-B. Insekticidet Zyklon-B
er blåsyre, der leveres absorberet i en granulat-formet bærersubstans.
Blåsyren frigives ved kontakt med luften. Jo højere lufttemperaturen
er, jo hurtigere sker fordampningen. Ved en temperatur på omkring 25
grader varer det godt 2 timer, før størstedelen af blåsyren har
forladt granulatet; ved lavere temperaturer varer det det betydeligt
længere. I den kølige, halvunderjordiske ligkælder til krema II, hvor
temperaturen lå omkring 15 grader eller lavere, ville det have taget
flere timer. Alle vidnerne beretter, at ofrene døde hurtigt. De
anførte tidsrum svinger mellem "straks" og "20 minutter". Vidnet
Nyiszli, som allerede er anført tidligere, har udtalt, at samtlige
ofre var tilintetgjort efter 5 minutter. Denne påstand skyldes ren
nødvendighed. Da vidneudsagene blev til, gjaldt stadig tallet fire
millioner Auschwitz-ofre, hvilket vidnerne udtalte sig i
overensstemmelse hermed. Sonderkommandoen, der havde til opgave at
tømme gaskamrene for lig, måtte nødvendigvis betræde rummet
umiddelbart efter ofrenes død. Dette er en fuldkommen umulighed.
Zyklon-granulaterne ville i timevis have frigjort deres gas, og da man
for at dræbe ofrene, havde måttet anvende vældige mængder giftgas- den
østrigske ingeniør Fröhlich regner med indtil 40 kilo- så ville den
enormt høje blåsyrekoncentration øjeblikkeligt have dræbt
Sonderkommandoens medlemmer - også selv om de havde båret særlige
beskyttelsesdragter. Gennem de åbne døre ville der være strømmet
vældige mængder blåsyre ud i det fri, og det ville have gasset hele
lejren. De kemiske undersøgelser Fred Leuchter (40) og Germar Rudolf
(41) har gennemført er prikken over i-et. Blåsyre indgår i en
ualmindelig stabil forbindelse med det jern, som udgør en bestanddel
af mørtel- såkaldt ferrocyanid. Det vil være jævnt fordelt i selve
murværket.
Leuchter og Rudolf fandt i mørtelprøverne fra murværket, i de såkaldte
gaskamre til menneskedrab, slet ingen eller kun meget ringe
koncentration af cyanid. Så lave koncentrationer kan forekomme i en
hvilkensomhelst bygning over hele kloden- selv i det hus, hvor du,
kære læser, nu sidder, da blåsyre er en bestanddel af naturen. I
mørtelprøver fra murværket i aflusningsgaskammrene, hvor Zyklon-B med
sikkerhed blev anvendt til aflusning af klæder, fandt Leuchter og
Rudolf cyanid-koncentrationer som lå indtil 10,000 gange højere.
Således kan Auschwitz-løgnen også gendrives med kemiske analyser.
http://www.holocaust.nu/printnow.aspx?aid=57
Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning
............................................................
Mvh.