Nu har jeg siddet her i blæsevejret og læst alle indlæggene, omkring de
forskellige påbindingsteknikker. Jeg selv har bundet på rigtig mange gange,
skibe fra "for lille" gummibåd, til trawlere på flere hundrede ton og med
alt fra nylontov med baghåndsknob med dobbelt halvstik om egen part,
kædeomvikling og stålwire med slipkrog - med og uden lod på en stikline.
Alle disse metoder virker hver især udemærket og jeg kan ikke huske, at jeg
nogensinde har været ude for at et tov er knækket. Som Poul skriver, er man
tilbøjelig til at overdemensionere grejet og det er faktisk også en god
ide´, man skal nemlig tage højde for svækkelse af tovets brudstyrke, ved
knob, kraftige ryk ifm. bølgegang og skibets bevægelser - og ikke mindst ved
skamfiling.
Netop skamfiling er der stor risiko for, idet man kommer ned i mørket og
skal have bundet på så hurtigt som muligt, så man kan nå at nyde fordelen
ved at være først. Men her skal man tænke på, at der sagtens kan være
vragdele højere opp i vandet, end der hvor man bandt på og man ved jo aldrig
i hvilken retning tovet vil gå, når der tottes op. Hvis alle dykkere er
opmærksom på dette forhold og lige kaster et blik på stedet når de kommer
ned, kan skamfiling dog opdages og afhjælpes, ved enten at klare tovet fri
eller ved at lægge noget imellem.
En anden ting som kan koste mange timers ekstraarbejde, er hvis den som
binder på ikke har erfaren i skibes konstruktion og derfor ikke kender
vragdelene og deres styrke.
Vil man derfor undgå; at spilde tid ved at skulle binde om, lede efter
kammerater som flyder omkring i halvdårligt vejr, dårlig stemning ombord
fordi mange er stresset og i forvejen ikke har det så godt, er det en god
ide´at koncentrere sig om binde på "det rigtige sted", fremfor med det
"rigtige" grej.
mvh. Allan Jensen
www.vrag.dk