http://www.computerworld.dk/art/38897?a=rss&i=0 :
"Diskret nordjysk mobilselskab har vokseværk
Mobilselskabet M1, der står bag nogle af landets billigste mobiltakster, har 
nu over 60.000 kunder og et millionoverskud. Hemmeligheden er, at alt det 
overflødige bliver skåret væk, siger direktøren.
--------------------------------------------------------------------------------
Af Kim Stensdal
Men en diskret forretning gemt godt af vejen i den nordjyske hovedstad 
Aalborg, har mobilselskabet M1 stille og roligt vokset sig større og mere 
effektiv over de seneste fire år.
Virksomheden har kun 13 ansatte, men med over 60.000 kunder kan M1 i det 
seneste årsregnskab glæde sig over et overskud på 2,5 millioner kroner efter 
skat. Bruttofortjenesten var på næsten 13 millioner.
"Vi er gode til at holde vores omkostninger nede. Vi har skåret meget ind 
til benet, og vi lægger også op til en høj grad af selvbetjening for kunden, 
og det er også derfor at du vil opleve relativt beskedne telefontider hos 
os," siger Mads Peter Veiby, der er administrerende direktør og medejer af 
M1.
"Prisen på lokaler er heller ikke så høj i Nordjylland, som hvis man har de 
fashionable adresser i København," tilføjer direktøren.
Med i priskrigen
M1 blev grundlagt i august 2003, hvilket var nogenlunde samtidig med, at de 
to mest kendte lavprisselskaber i Danmark, CBB og Telmore, indledte et 
regulært priskapløb.
Det fjernede dog ikke M1's forretningsgrundlag.
"Det var selvfølgelig en hård kamel at sluge, men så tænkte vi over, hvad 
det var, vi kunne gøre anderledes, og det er at skære alt overflødigt fra," 
forklarer Mads Peter Veiby.
M1, der lejer sig ind på TDC's net, kører med tre forskellige produkter.
Den billigste minutpris på 24 øre opnår man ved at købe produktet 
Prisskraber, der inkluderer en talepakke på 79 kroner om måneden.
Med den kan man tale "gratis" med alle andre M1-kunder, og samtidig får man 
100 minutters tale med andre fastnet- og mobilnumre om måneden.
Al snak derudover koster 24 øre i minuttet, mens det koster 18 øre at sende 
en sms.
Nordjyske forventinger
Dermed er M1 også blandt de absolut billigste mobilselskaber i Danmark, men 
alligevel har Mads Peter Veiby ikke mistet jordforbindelsen i det nordjyske.
"Jeg ville da ønske, at vi kunne nå en halv million kunder, men det tror 
jeg, bliver svært at nå. Jeg tror, at det er realistisk at nå omkring 
120.000-150.000 kunder," siger han.
Selv om M1 nu har fire år på bagen i den danske telebranche og er oppe på 
over 60.000 kunder, lever virksomheden fortsat en relativ anonym tilværelse, 
hvor det ikke er de store banner-reklamer og tv-kampagner, der skaffer nye 
kunder.
"Vi er så heldigt stillet, at kunderne anbefaler produktet til andre, og det 
gør, at vi får nye kunder på den måde. Vi vil hellere give kunderne nogle 
fordele, så de også fremhæver de fordele over for andre, frem for at poste 
en masse penge i dyre reklamer," siger Mads Peter Veiby.
I november kårede Ernst & Young M1 som vinder i kategorien Start-Up ved 
landsfinalen i Ernst & Young's konkurrence Entrepreneur Of The Year."
Hvad mener I andre om selskabet sammenlignet med fx. UnoTel (som jeg bruger) 
og Telmore, som mange er begejstrede for?
-- 
Med venlig hilsen
          Hans