""Per Rønne"" <per@RQNNE.invalid> skrev i en meddelelse
news:1hurai4.kws95r1snwk42N%per@RQNNE.invalid...
> Jeg vil tro at dagens kronik i JP, på:
>
> <
http://www.jp.dk/meninger/ncartikel:aid=4289666>
>
> må interessere
Kritikken går i den artikel mest på Rothsteins heksejagt på teologisk
skolede folkekirkekristne. Efter min mening har de ateistiske
religionsforskere en god pointe med at desavoiere de troende
religionsforskere, fordi man ikke er sandhedssøgende med på forhånd
fastlagte trosforestillinger.
Artiklen rammer dog et ømt punkt hos Michael Rothstein, Tim Jensen, Jørgen
Nielsen og Jørgen Bæk Simonsen. Nemlig at de er islamapologeter i en grad at
man skulle tro de var lønnet af muhamedanerne.
Som modtræk vil Jesper Langballe have gang i kritisk forskning i emnet. Tina
Maegaard har lagt sig i position og kalder sig allerede islamisme-forsker.
(Betegnelsen islamisme er bare dobbeltkonfekt for muhamedanisme/islam).
Henning Duus er nok den mest nøgterne observatør om emnet. Her en artikel
med hans analyse af apologeternes skriverier om djihad:
http://www.sappho.dk/Nr.%202%20februar%202006/Duus.htm
HENNING DUUS: Jihad? Hvad er det?
Selv modernistiske muslimer betragter en fjendtlig opfattelse af
islam, foragt for islam eller modstand mod muslimers mission som aggression,
der udløser pligten til hellig krig - hvilket flere danske eksperter
desværre har fortiet.
Af Henning Duus
Leksika og korte, "populære" fremstillinger inden for et vidensområde
er uundværlige for folk, der går i skole, er under uddannelse eller blot
almindeligt interesserede. Med mindre læseren tydeligt oplyses om det
modsatte, må man gå ud fra, at forfatterne til disse leksika og korte
fremstillinger bestræber sig på at behandle det pågældende emne på en
balanceret, upartisk og dækkende måde, særligt hvis forfatterne er
universitetsansatte lærere og forskere med ansvar for eksamination af
studerende.
Jeg har valgt at se nærmere på to bøgers behandling af jihad med en
afstikker til behandlingen heraf i Den Store Danske Encyklopædi. Jihad
nævnes ofte i nyhedsmedierne, og for mange mennesker er netop den side af
islam grund til stor bekymring - også før 11. september 2001. Med den store
indvandring fra de muslimske lande bliver jihad, ligesom islam i øvrigt,
helt central for hver dansker. De to bøger er hver på sin måde udtryk for
nogle særdeles prisværdige ideer, som begge forlag fortjener ros for at have
realiseret.
Den ene er Jørgen Bæk Simonsens Politikens Islamleksikon fra
Politikens Forlag (1994), og da han også har forfattet artiklen om jihad i
Encyklopædien, er det nærliggende ligeledes at inddrage den. Jørgen Bæk
Simonsen er dr.phil. og var på tidspunktet for udgivelsen af islamleksikonet
ansat som lektor i arabisk historie ved Carsten Niebuhr Instituttet for
nærorientalske studier ved Københavns Universitet.
Den anden er Tim Jensen & Mikael Rothstein: Etikken & religionerne fra
Aschehoug (2. udgave 2002). Tim Jensen og Mikael Rothstein er
religionshistorikere. Tim Jensen er lektor ved Institut for Filosofi og
Religionshistorie ved Syddansk Universitet i Odense, mens Mikael Rothstein
er lektor ved Institut for Religionshistorie ved Københavns Universitet.
Jensen & Rothsteins behandling af jihad i Etikken og religionerne fylder
knap to sider. Artiklen om jihad i islamleksikonet er på ca. det halve og i
Encyklopædien endnu kortere.
Faglig set er de tre fremstillinger dog problematiske.
Fremstillingerne er opremsende og ustrukturerede. Snart udtaler man sig om
det islamiske retssystem (sharia'en), snart om den konkrete historie. Dertil
kommer, at fremstillingerne savner balance i udvælgelsen af stoffet og
distance og neutralitet i vurderingerne. Både Bæk Simonsen og Jensen &
Rothstein lægger uden at det siges direkte den modernistiske tolkning af
jihad til grund. Dertil kommer, at alle tre forfattere tydeligvis er
apologeter, der ser det som deres opgave at undskylde, forsvare og
bortforklare usympatiske sider af islam. Det er imidlertid en ren politisk
bestræbelse, der ikke bør optræde i en saglig og neutral vidensformidling.
Ønsker forskerne alligevel at fremkomme med en personlig, politisk
vurdering, bør de gøre læserne opmærksomme herpå, ellers er det
manipulation.
Jihad er mange ting
Jensen & Rothstein tager udgangspunkt i, at man i Vesten har et
bestemt fjendebillede af islam, og det, forstår man som læser, er
uberettiget. Uden at det nævnes direkte, søger de med deres fremstilling at
berolige læseren. Jihad opfattes af mange ikke-muslimer som udtryk for en
angrebskrig, hvad det også kan være, medgiver forfatterne, men det er mere
kompliceret end som så, får vi at vide. De fremhæver at der eksisterer mange
forskellige fortolkninger af, hvad der kan forstås ved jihad og nævner, at
der i Koranen findes en række forskellige betegnelser for kamp, krig og
krigstogt (jihad, qital og ghazw), hvor qital betyder voldelig kamp. Vi får
også at vide, at man i islamisk retstænkning traditionelt skelner mellem dar
al-islam (islams hus) og dar al-harb (krigens hus). I dar al-harb er
befolkningen ikke muslimer, og retssamfundet er ikke-islamisk.
Erobringskrigene, skriver forfatterne, var ikke "forsøg på med vold at
tvinge ikke-muslimer til at blive muslimer ("Ingen tvang i religionen", sura
2,256), og i adskillige islamiske stater har folk, der tilhørte én af de
anerkendte religioner (især jødedom, kristendom og zarathustrisme) haft ret
til at opretholde deres religion og den retspraksis, de havde forud for
islams komme." Jihad, får vi yderligere at vide, har også været benyttet i
muslimernes kamp mod undertrykkere, hvad enten de var egne muslimske
herskere eller ikke-islamiske kolonisatorer eller uretfærdige
samfundsforhold. Alle tre forfattere understreger derudover, at jihad
betyder anstrengelse.
Det er faktisk rigtigt alt sammen hver for sig, men udvælgelsen af
stoffet er meget ensidig. I stedet burde forfatterne have struktureret
oplysningerne, så læseren kan få et balanceret og nuanceret billede og se,
hvordan de forskellige begreber hænger sammen, og hvordan de forstås inden
for de forskellige retninger, som forfatterne fuldstændigt rigtigt gør
opmærksom på eksisterer. Det kunne man f. eks. gøre ved at dele
fremstillingen op efter tre tolkningsretninger inden for shariaforståelsen,
hvad angår jihad (jeg holder mig her til sunni-islam): (1) den
traditionalistiske, der lægger sig tæt op ad klassisk islam; (2) den
modernistiske, som opstod i anden halvdel af 1800-tallet og var en reaktion
på den traditionalistiske og (3) den fundamentalistiske, som opstod som en
reaktion på den modernistiske og var foranlediget af afskaffelsen af
kalifatet i 1924, men først rigtigt fik tag i de muslimske intellektuelle
efter det arabiske nederlag til Israel i junikrigen 1967, hvor den begyndte
at fortrænge den modernistiske. Selv om tolkningsretningerne ligger i
forlængelse af hinanden tidsmæssigt, betyder det ikke, at den første afløses
af den næste, der igen afløses af den sidste. I dag eksisterer de alle tre
side om side i et gensidigt påvirkningsforhold, men den fundamentalistiske
tolkning har i tyve år eller mere været den toneangivende.
Permanent krig
Det er fælles for de tre tolkninger, at de deler verden op i dar
al-islam (islams hus) og dar al-harb (krigens hus). I dar al-harb hersker
ikke-muslimer (de vantro), og derfor gælder shariaen ikke. Det gør den til
gengæld i dar al-islam, sådan som Jensen & Rothstein rigtigt skriver. Da de
ikke foretager en opdeling i tolkningsretninger, forbigår de ligesom Bæk
Simonsen den meget vigtige pointe, at forholdet mellem dar al-islam og dar
al-harb i den traditionelle tolkning har karakter af en permanent
krigstilstand. Den permanente krigstilstand er jihad i én betydning af
ordet. Krigstilstanden kan imidlertid omsættes til konkrete voldelige
kamphandlinger, qital. Det er jihad i en anden betydning af ordet. Krigen
kan eventuelt stilles i bero for en tid, ved at den muslimske hersker indgår
en fredstraktat, dog med en maksimal varighed på 10 år, med det formål at
opbygge den nødvendige styrke, så krigen kan genoptages og de vantro
besejres. Efter de 10 år er muslimerne i alle tilfælde ifølge shariaen
forpligtet til at genoptage krigen, i hvert fald som minimum én gang om
året. En ny fredstraktat kan også indgås.
Jensen & Rothstein og Bæk Simonsen nævner heller ikke, at formålet med
jihad er at udvide dar al-islam til hele verden og derved fjerne dar
al-harb. Neutralitet accepteres ikke. Shariaen skal i sidste ende dække hele
Verden. Først når dar al-islam er blevet verdensomspændende, er egentlig
fred mulig, idet man anser krig mellem muslimer for utænkelig.
Derfor kunne man fristes til at sige, at i det omfang der i Vesten
findes et fjendebillede af islam, er det måske særdeles velbegrundet og blot
et spejlbillede af det islamiske fjendebillede af Vesten! I den islamiske
retstraditions selvforståelse er formålet med jihad ikke territorial
ekspansion med henblik på at tvinge ikke-muslimer til at konvertere til
islam, i hvert fald ikke jøder, kristne, sabier og zarathustrier, heri har
Jensen & Rothstein og Bæk Simonsen fuldstændig ret. Formålet er som sagt at
udvide det område, der er underlagt Guds lov, og i den forbindelse skal alle
ikke-muslimer inviteres til at konvertere til islam. Læseren burde have fået
at vide, at afslås invitationen, får det forskellige konsekvenser alt efter
om man er jøde, kristen, zarathustrier, polyteist eller ateist. Jøder,
kristne og zarathustrier skal inviteres til at konvertere til islam, men
afslår de, kan de få status som dhimmi og på den måde beholde deres religion
mod at betale en særlig underkastelsesskat (jizja) som tegn på, at de
anerkender muslimernes overhøjhed.
Ingen tvang?
Det er overraskende, at både Jensen & Rothstein og Bæk Simonsen uden
videre accepterer visse modernistiske muslimske forfatteres påstand om, at
denne særlige underkastelse er udtryk for, at der ingen tvang er i
religionen. For det første er det kun jøder, kristne og zarathustrier, der
kan tilkendes status som dhimmi og på den måde bevare deres religion og
retspraksis fra før islam, dog med en række indskrænkninger i gudstjenesten,
f. eks. er det ikke tilladt at missionere eller lade kirkeklokker ringe. For
det andet burde læseren også oplyses om, at dhimmi er andenrangs borgere
ifølge shariaen. Kun muslimer kan være fuldgyldige borgere. Polyteister og
ateister stilles over for helt andre barske valg: enten at konvertere til
islam eller dø ved sværdet.
Det er også besynderligt, at de tre forskere uden videre accepterer
visse muslimske forfatteres påstand om, at der ingen tvang er i religionen i
betragtning af, at der i islamisk retstradition er dødsstraf for muslimer,
der frafalder islam. Det nævnes af Jensen & Rothstein, dog ikke under
jihad-afsnittet, men under overskriften kriminalitet og straf. Hos Bæk
Simonsen omtales forholdet derimod ikke - heller ikke i det lange opslag i
islamleksikonet om apostasi (frafald), hvor ordet dødsstraf overhovedet ikke
optræder! Det turde være klart, at det på ingen måde er en detalje og slet
ikke, når talen er om, at der ingen tvang er i religionen.
Den modernistiske retning kan siges at afvige fra den traditionelle
tolkning ved at hævde, at pligten til jihad kun indtræder i forbindelse med
forsvar af dar al-islam mod en aggression udefra. Ellers er forholdet mellem
muslimer og ikke-muslimer grundlæggende set fredeligt.
Offensivt "forsvar"
Det er som allerede nævnt tydeligvis den modernistiske tolkning, de
tre forskere gør til deres egen, men de går langt længere, idet de også gør
den modernistiske retnings apologi til deres egen. De undlader at gøre
opmærksom på, at jihad også i den modernistiske tolkning har et stærkt
offensivt element. Ifølge en meget indflydelsesrig afhandling fra 1948 af
den anerkendte islam-autoritet og daværende rektor for sunni-islams
fornemste universitet Al-Azhar i Kairo, professor Mahmud Shaltut, så
angreb "muslimerne i den første tid kun (.) folk, når de udviste fjendtlig
indstilling, modstand og oprør imod Missionen og afsky over for den. Den
(Shaltuts sammenfatning, red.) viser også, at når en sådan fjendtlig
indstilling bliver tydelig for dem, og de blev overbevist om dens farer for
dem selv og for Missionen, skyndte de sig at komme af med den, førend dens
ondskab ville komme helt ud af kontrol. De ventede ikke på, at fjenden
skulle angribe dem i deres eget land." ("En moderne fortolkning af jihad:
Mahmud Shaltuts afhandling Koranen og kamp", s. 73-116 i Rudolph Peters:
Jihad i klassisk og moderne islam. København (Forlaget Vandkunsten, Carsten
Niebuhr Biblioteket), 2004, her s. 115).
Som man ser, indbefatter denne opfattelse af forsvar langt mere, end
man almindeligvis forstår ved forsvar. Det skyldes, at aggressionsbegrebet
omfatter langt mere, end hvad vi normalt opfatter som aggression. Ifølge
Shaltut er det en aggressiv handling blot at have en fjendtlig opfattelse af
islam, modsætte sig dens udbredelse eller vise foragt for islam! Med så
bredt et aggressionsbegreb får forsvaret et stærkt offensivt element. Den
nye amerikanske strategi, ifølge hvilken USA tiltager sig retten til at slå
til mod en umiddelbart forestående trussel, før den slår til mod USA
(pre-emption), er blevet stærkt kritiseret af muslimer, idet de bl.a. ser
den som en trussel mod islam. Uden at tage stilling til det spørgsmål kan
det i hvert fald konstateres, at en sådan tankegang ikke bare ikke er ukendt
selv for modernistiske muslimer, men at disse direkte hævder den langt mere
vidtgående ret til præventive angreb.
Og i alle tilfælde er det interessant at bemærke, at selv for
modernistiske muslimer anses en fjendtlig opfattelse af islam, foragt for
islam eller modstand mod muslimers mission som aggression, hvorved pligten
til jihad udløses. Det gælder ikke mindst i Vesten! Det vil sige, at i det
omfang f.eks. ikke-muslimer i Vesten eller vestlige myndigheder har en
fjendtlig opfattelse af islam eller modarbejder herboende muslimske
indvandreres udbredelse af islam, udløser det ifølge den højeste
modernistiske islam-sagkundskab pligten til voldelig jihad.
Hertil vil de tre forfattere formentlig indvende at jihad opfattes som
en kollektiv og ikke en individuel pligt inden for islamisk ret, og de er
for så vidt i fuld overensstemmelse med langt de fleste vestlige
jihad-eksperter.
Den fundamentalistiske tolkningsretning afviser imidlertid, at jihad
kun skulle være en kollektiv forpligtelse. Den hævder i stedet det modsatte,
at pligten til jihad helt grundlæggende er en individuel pligt, der er
uafhængig af den kollektive. Herved får man let det indtryk, at
fundamentalisternes jihad-forståelse er stærkt afvigende og ekstrem. Det er
i en vis forstand helt misvisende. Nu afdøde Albrecht Noth, som var
professor i arabisk og islams historie ved universitet i Hamburg, påviser i
sin disputats fra 1964 (Heiliger Krieg und Heiliger Kampf in Islam und
Christentum. Bonn (Ludwig Röhrscheid Verlag), 1966, s. 42-47), at alle fire
lovskoler inden for sunni-islam opretholder den individuelle
jihad-forpligtelse uafhængigt af den kollektive og i givet fald tillægger
den forrang for den kollektive. Dermed mister den fundamentalistiske
tolkning sin ekstremisme og fremtræder nærmest som "den ægte vare".
Jeg har vist, at behandlingen af jihad i de omtalte bøger, artikler og
opslag er yderst kritisabel. Selv om forfatternes universitetsansættelse og
deres kvalifikationer som forskere i islam skulle borge for balance og
neutralitet i fremstillingen, så er det modsatte tilfældet. Det er specielt
et problem ud fra en demokratisynsvinkel. Vælgerne har et berettiget krav
på, at forskere, der udtaler sig inden for deres speciale og som forskere,
gør det på en så dækkende, balanceret og neutral måde, at vælgerne ikke
vildledes. Det er desværre ikke tilfældet med bidragene af Jørgen Bæk
Simonsen, Tim Jensen og Mikael Rothstein.
Henning Duus er lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole. De i
artiklen fremsatte synspunkter og vurderinger er alene hans egne.