Hej Lucky (fedt du "kommer" igen :0))
"Lucky" <Tojdyr@mail.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:9hetus$klk$1@news.inet.tele.dk...
> jeg er en pige på 20. har en kæreste på 23 og vi bor sammen selvom han er
> flov over at indrømme over for andre mennesker at vi er kærester. vi har
> kommet sammen i 2 år, boet sammen i 1½ år. (kun pga at jeg manglede et
sted
> at bo).
> jeg må jo nok indrømme at jeg ikke er den lille husmor på nogen måder.
> jeg hader alt rengøring hvis der skal ryddes op efter andre end mig selv,
og
> det skal der ofte. og madlavning er ikke det jeg er bedst til.
Ja, jeg kan heller ikke fordrage husligt arbejde, jeg finder det dræbende
kedsommeligt. Jeg vil heller tilbringe tiden foran pc'eren *GG*
Der er næsten ikke det, som jeg heller vil - end være huslig.
Det hjælper mig, at lave nogle lister over, hvad der nu engang skal gøres og
så følge dem løseligt. For ellers "vokser" kaoset i hjemmet mig over
hovedet - og det udmynter sig så i, at stort set alle i familien "flygter"
fra hjemmet, som ikke længere er et rart sted at være pga. al den uorden og
alt det kaos.
Så jeg har erkendt nødvendigheden af husligt arbejde, for at alle i hjemmet
kan trives og lide at være her - men derfra og så til at yde en kontinuerlig
indsats... der er fandme langt *GG*
Desuden er det min overbevisning, at alle som bor og er i et hjem (brugerne
*S*) - de er medansvarlige, og derfor må alle yde deres, og vil de andre det
ikke, så må de i visse tilfælde "tvinges" :0)
Jeg gør altså ikke det hele, fordi andre er dovne - er du vimmer...
Jeg er så også vokset op med et hjem, der mildest talt ikke blev gjort det
store ved - så min tærskel for rod og snavs ligger et helt andet sted, end
jeg oplever så mange andres gør - netop derfor har det hjulpet mig meget, at
stille nogle "normalitets-begreber" op i listeform. For ærligt talt, så er
manglende lyst til husligt arbejde ingen undskyldning for ikke at holde sit
hjem. Hjemmet er jo det sted, hvor alle i familien (om man så er to eller
flere
skal kunne trives, lide at være, udøve sine forskellige
aktiviteter osv. Det er ret så svært, hvis det hele er et stort kaos :-/
Min erfaring siger mig, at når hjemmet "flyder" - så splittes familien, for
alle ønsker sig alle andre steder hen.
> Nu er brian så ved at være rigtig godt træt af mig. Sidste sommer havde
han
> tre andre på samme tid som mig.
> jeg vil ikke slippe ham bare fordi han en periode mener han kan tillade
sig
> alt.
Ved ikke at slippe ham dengang, har du jo "lært" ham, at han kan netop
tillade sig alt. Jeg forudsætter så, at han ikke var sammen med disse tre
andre efter forudgående aftale med dig. Derved har han tilsidesat dig og
jeres indbyrdes forhold, han har svigtet dig og svigtet det som jeres
forhold skal bygge på - nemlig tillid til hinanden.
Han sendte dig nogle signaler, som godt kan kaldes et vink med en vognstang.
Han er ikke dedikeret til dig, du er ikke noget af det vigtigste i hans
liv - så ville han jo ikke i den grad risikere at sætte jeres forhold over
styr, vel?
> Nu hvor han er færdig uddannnet vil han flytte. det er jo klart han vil
have
> job. Og så tager man det der kommer, men jeg er lidt stødt over at han
ikke
> vil have mig med.
Jamen, sådan som du beskriver jeres forhold - hvorfor skulle han så ville
have dig med?
Hans kærlighed til dig er nok "forsvundet". Han er/var sammen med andre. Du
bor der kun (som udgangspunkt) fordi du ikke havde et andet sted at bo.
Og hvis han flytter for at få job, så kan du jo få lov at beholde det sted I
har nu, og han kan få et sted for sig selv - som han nok har villet have
hele tiden. På den måde "smider" han dig ikke på gaden, og han får sin
"frihed" igen - for ham er det sikkert en god og reel løsning.
Og som John skriver - hvad vil du med ham?
Hvorfor er du stødt over, at han ikke vil have dig med, han er jo ikke
hverken din far eller mor, og jeres forhold er ikke gensidig kærlighed,
sådan som du beskriver det.
I stedet for at være skuffet og stødt over, at han ikke vil have dig med, så
vil jeg mener - at du skulle finde ud af, om du virkelig selv vil med, og
hvorfor?
Har du da ikke fortjent en mand/kæreste, som synes du er Guds gave til ham,
som vil dig alt det bedste og som vil elske dig uden at svigte dig?
Hvis du ikke mener, at du har fortjent det, hvad er det så, der gør - at
netop du ikke skulle fortjene kærligheden, at blive elsket?
(skulle du ikke være værd at elske, fordi du ikke er husligt anlagt? - nej,
vel. Massere af karrierekvinder er slet, slet ikke husligt anlagt - og de
synes sikkert, at de til fulde er værd at elske *S*)
Ligemeget hvem man er, fortjener man ikke IMO at være i et forhold, hvor
kæresten ikke elsker én.
Tusinde hilsner
Søs, som håber at jeg ikke har været for hård ved dig. Jeg vil jo ikke gøre
dig ked af det. Tværtimod.