Christine Gunhus er gift med republikaneren Rod Grams. Rod var senator
 i USA indtil valget, hvor han tabte sin senator-taburet til den
 demokratiske modkandidat Mike Ciresi. Det blev Christine rigtig ked
 af.
 
 Faktisk blev damen så ked af det, at hun iværksatte en større
 smædekampagne mod Mike Ciresi. Kampagnen bestod af massevis af
 e-mails, som svinede Mike Ciresi til, og påstod, at han havde
 overtrådt valgloven. Blandt andet.
 
 Christine vidste selvfølgelig godt, at den slags kampagner er ulovlige
 og injurierende. Så hun ville ikke selv lægge navn til de mange
 e-mails. I stedet oprettede hun en e-mail-adresse hos
 Microsoft-tjenesten Hotmail.com under navnet Katie Stevens. Det synes
 hun selv var rigtig smart, for så står der jo Katie Stevens som
 afsender - og ikke Christine Gunhus.
 
 Men det var ikke smart. Faktisk var det rigtig dumt. Vil man lave den
 slags griseri, bør man sætte sig lidt ind i teknikken først.
 
 LAVEDE SELV BEVISERNE
 
 Enhver computer, der er koblet til internettet, har en personlig
 ID-kode - den såkaldte IP-adresse.
 
 Mike Ciresi havde naturligvis meldt smædekampagnen til politiet, og de
 havde ikke de fjerneste problemer med at spore IP-adressen til en
 computer, der stod i Christine Gunhus' hjem. Derudover kunne de med
 største lethed se, at opkaldene net-udbyderen kom fra hendes telefon.
 
 Ydermere havde Christine - som altså ikke kan anklages for at være
 blandt de kløgtigste computerbrugere - vedhæftet et Word-dokument til
 sine e-mail-angreb. Hun vidste åbenbart bare ikke, at man (hvis man
 holder markøren over dokumentets ikon) kan se navnet på dokumentets
 forfatter - som var 'Chris Gunhus'.
 
 Christine Gunhus har på baggrund af de mange beviser, hun selv har
 produceret, erklæret sig skyldig i alle anklager. Straframmen går op
 til 90 dages fængsel, men anklageren har accepteret, at hun kan nøjes
 med en bøde.
 
 (Fra EkstraBladet)
  
            
             |