Tiden før suppe-steg-is
Gastronomiens største tigerspring skete 1650-1800 hvor bonde-æde med
kødrigelighed holdt op at være overklassens middags-ideal, og
koloni-varer betød eksotiske fornyelser, frugter sødet med rørsukker,
kartofler, bananer, auberginer, de mange sydøstasiatiske stærke og
moderate krydderier og damedrikken te og herredrikken kaffe og
kakao/chokolade
Med solkongens Paris-taffel som ideal satte man alt i smuk symmetisk
opstilling på det pyntede middagsbord, og nogle åd det søde først,
nogle kødet, nogle suppen.
Is havde hos romerne være kejsermad især, men det blev så småt desert
for de mange rige.
Russisk "bessermachen" efter Napoleons fald betød fælles-excersitz mht
rækkefølge, først suppe, så kødret, så desert - og evt hors d'euvre og
aperitif allerførst og kaffe&cognac&likør allersidst. Nydelsen ved at
spise det samme samtidig opfandt russisk overklasse og er nu gængs
over hele verden, når man har råd til den overflødige luksus med mere
end een ret.
De ny blad Historie Illustreret Videnskab har artikel om dette
Inden 1600 var sule- og søbe-mad ofte spist med fingrene og af fælles
fad og kun med tyndt øl til
Ca 1800 fandt man i den sydfranske Aveyron-skov en teenager, der hele
sit liv havde løbet på alle fire og fundet nødder , smådyr og lignende
mad. Han var så lugtesans-brugende som en blind, og hans smag var kun
indrettet på, hvad havde været overlevelsesnødvendigt i skoven.
Forskerne fandt lugt uværdig og trænede ham til at kunne lide fin
fransk gastronomi, og intet tyder på, at han værdsatte det så meget,
som hvad han var vant til. Meget nyt blev han ved at reagere vredt på.
Nogle ny sanseindtryk, som han lærte at værdsætte, betød at hvad han
tidligere havde værdsat blev til smerte for ham, fordi det ny havde
besat pladsen på toppen af hitlisten.
Erfaringer med indiske vilde børn og et tysk er tilsvarende.
"Smag er indiskutabel" lyder mundheldet, som modsiges af denne
forskning - og modsiges af at tunge-smagen især vejleder positivt om
næringsværdi, og negativt om gift-fare/næringsfattigdom.
Mange er bekendt med at "Men lærer af dem, man holder af"(Goethe,
Grundtvig) og forældrenes smag bliver derfor kopieret - evt modsagt ,
idet man vil videre og leger med det modsatte
"Dont make it better, make it different" Amerikansk sarkasme.
Både naturfolks smag, de vilde børns smag og oldtids-menu viser, at
vort sind har kæmpe dynamik, der kommer indefra, og når noget
fremelskes, vil andet glide ud - og direkte hysteri, smerte, vrede kan
opstå når vaner og mønstre , der længe gav tilfredsstillelse,
bliver tvunget væk.
Intet er særligt helligt, smagfuldt, rigtigt, når bortses fra et
minimum af kulhydrat, protein, fedt, mineral, vitamin og vand. Tolerer
alt hos andre.
Vi er snobber og helt i hysteriets vold, selvom vi oplever os selv som
rigtige og andre som underlødige.
Bl.a. derfor er det trist at se "fryseskadet" kød udskældt, som om det
var usundt.
At straffe hvad ikke følger snobberi, er muslim-agtigt.
Og så skal jeg nok undlade at dvæle ved fremskridtspioneren Svend
Erik Mortensgaards site før han lavede
www.mogensglistrup.dk, hvor han
omtalte indere, der drikker deres morgenurin hver dag med velbehag og
tro på gavn. Eller de mange dyr, der spiser egen afføring bl.a. vilde
kaniner og grønlandske slædehunde.
Suppe er godt at starte med, for den bliver kold. Og sådan søbemad er
billig, så maven skal fyldes med suppe og brød, førend hver
festdeltager tager en skive af det dyre kød. Desert/is kan man altid
klemme ned, og da husmødre elsker at se meget mad fortæret, så spises
det søde til sidst, hvor man egentlig er mæt.
Staten gør skade når den blander sig i mad. Kun alvorlige farer skal
Levnedsmiddelstyrelsen kontrollere om - ikke smiley-fnidder