Damaskus-pøbel er typisk for lovreligion
Vor kulturs historie er om lynch og massesuggestion. Enguderi betyder
intolerance og når englene besøger Lot i Sodoma, så søger pøblen at
voldtage dem, og når Lot hindrer dette, så rettes flertalsdiktaturets
vrede mod Lot og opsparet vold viser stærk - alle for een.første
Mosebog kapitel 19, 4-11.
Af samme grund siger Herren til Moses i 2. Mosebog kapitel 23, at man
ikke må følge mængden, for den er uretfærdig.
Også Paulus udsættes for pøbelens amokløb. Nu er pøbelen ikke ophidset
seksuelt, men religiøst og økonomisk. I Apostlenes Gerninger kapitel
19, 23-40 fortælles det, hvordan købmænd, håndværkere og det samlede
erhvervsliv ophidsede folkemasserne imod Paulus, fordi hans
forkyndelse ramte de store indtægter, som mange fik fra kulten omkring
Artemis-templet. Kun en behjertet indgriben fra en embedsmand hindrer
folkemassen i at slå Paulus ihjel.
Paulus og de første kristne udsættes ofte for pøbelens amokløb, idet
man både fra jødisk og hedensk side gav de kristne skylden for de
sygdomme og katastrofer, der ramte de antikke bysamfund. Som
kirkefaderen Tertullian i det 2. århundrede siger: "Hver gang der sker
en katastrofe i samfundet, lyder råbet igennem gaderne: kast de
kristne for løverne".
I det 8. og 9. århundrede gav spørgsmålet om billeder i kirkerne store
problemer med pøbelen i det byzantinske rige. Gadekampene rasede
imellem tilhængere og modstandere. Baggrunden var tolkningen af
billedforbudet. Forbudet var overleveret fra jødedommen, og
eksisterede siden om side med traditionen om at kunne afbillede
Kristus, som jo havde været menneske.
Denne strid blussede igen op under reformationen over hele Europa. Det
var et opgør med den katolske kirkes helgendyrkelse, der blev beskyldt
for at være blevet en dyrkelse af billederne i sig selv. Det medførte
flere steder, at gadens pøbel stormede kirkerne og rev alt ud, som
havde med katolsk kunst at gøre. Samtidig tævede eller dræbte pøbelen
dem, som satte sig imod denne hærgen. Således blev Frue Kirke i
København udsat for pøbelens hærgen allerede i 1530, hvor en
folkemængde tog sagen i egen hånd for at "udkaste det katolske
kætteri".
I 1762 måtte Jean Jacques Rousseau flygte fra Paris. Det skyldtes at
hans antikristelige bog "Contrat sociale" havde fået kirken til at
fordømme den, og der var udstedt arrestordre mod ham. Han tog hjem til
den landsby, hvor hans villa lå. Her måtte han skyndsomst flygte,
fordi en folkemængde ville den blasfemiske filosof til livs. De
brændte og plyndrede hans villa, og Rousseau måtte flygte til England,
hvor han fik asyl hos filosoffen David Hume.
Søren Kierkegaard kendte gadens parlament fra København. Han
reflekterer blandt andet i "Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift"
fra 1847, over fænomenet individ kontra masse. Han tager Sokrates frem
som eksempel på individet. Sokrates, som går rundt i Athens gader og
taler med folk for at bevidstgøre dem om sig selv, han er individet.
Mennesketers fremstående individer vil ofte idealiserer ånd. Massen ,
derimod , hygger sig med at være dyrisk, som danskerne under
retsopgøret 1945-50 , hvor vi overgik andre europæeres barbari ved at
indføre dødsstraf med tilbagevirkende kraft.
Kierkegard fremdrager et eksempel med pave Urbans korstogsprædiken i
1097. I denne prædiken taler Urban for, og opildner til at befri
hellige steder og dræbe vantro. Endnu inden han er færdig med at tale,
brøler folkemasserne "Deus vult" (Gud vil det).
Skismaet p.t. er om EU skal godtage invasionisternes overtro og
blasfemi-forbud eller lade oplysningstidens tolerance være andet end
teori og floskler
Kina og Japan kan vi lære meget af. Selvfølgelig kan også deres masser
gå amok og opføre sig dyrisk i visse extreme krisesygdomme, men fordi
de aldrig har tilladt befolkningseksplosion at føre til socialistisk
storbyslum, men har insisteret på at de der kan udføre landarbejde
skal gøre det og ikke nasse på erhvervslivet, og fordi tradition for
mange botisava og shinto guder lægger op til at sandheden er
individuel, er konfuzianske folk på et højere civilisatorisk stade end
fx danskernne. At holde vandtætte skodder mellem politik, tro og etik
er indlysende rigtigt - respekt for markedet er respekt for størst
mulig trivsel for alle. (hvis problem med links, s søg
http://www.religion.dk/nyheder/artikel:aid=281234)