/ Forside / Karriere / Uddannelse / Højere uddannelser / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Højere uddannelser
#NavnPoint
Nordsted1 1588
erling_l 1224
ans 1150
dova 895
gert_h 800
molokyle 661
berpox 610
creamygirl 610
3773 570
10  jomfruane 570
Eksakt videnskab i Srimad Bhagavatam
Fra : Jahnu


Dato : 14-11-05 03:00

Uddrag fra "Eksakt videnskab i Srimad Bhagavatam"


Af Sadaputa das (Richard Thompson Ph.d.)

I encyklopædien finder vi, at i gamle dage blev længde defineret af
bredden på hånden samt af afstanden mellem albuen og spidsen af
langfingeren (alen). Teksten fortsætter med at sige, "Sådanne
standarder var både foranderlige og forgængelige, og kun i moderne
tid har man vedtaget definitive og faste standarder." (Microsoft
Encarta)

I middelalderen var der helt sikkert mange modstridende og dårligt
definerede standarder for vægt og mål, men nøjagtige standarder for
mål er ikke udelukkende en moderne opfindelse.
Se på følgende eksempel. I 900-tallets England bestemte kong
Athelstan, at kongens område, hvori kongens fred hersker, skulle
strække sig fra den kongelige residens til en afstand af 3 miles, 3
furlongs (1 furlong = 1/8 mile) , 9 acres (1 acre = 0,4 hektar = 1.363
tønder land), 9 fod, 9 håndfalder og 9 bygkorn. Dette lyder som en af
oldtidens besynderligheder. Men det definerer en cirkel med en diameter
på 36.500 fod - næsten præcis 1/10 af en breddegrad i Sydengland.

At måle med breddegrader

For nøjagtig at bestemme en længdeenhed er det naturligt at bruge
breddegraden som standard, fordi breddegrader defineres med
udgangspunkt i jorden størrelse - en konstant der kan måles
astronomisk. Hvis en brand eller invasion ødelægger den oprindelige
standard-målestav i en eller anden regeringsbygning, kan astronomiske
aflæsninger bruges til at genoprette den tabte værdi. Det virker
selvfølgelig usandsynligt, at man foretog præcise astronomiske
målinger i England på kong Athelstans tid. Men hvis vi kigger på
vægt og mål i et historisk perspektiv, finder vi, at afstande i
oldtiden blev målt med udgangspunkt i breddegrader, og
middelaldersamfundene arvede mange eksakte målestandarder. Disse
indbefattede rummål, der defineredes som længde opløftet til 3.
potens, og vægt defineret ved at fylde et sådant rummål med vand.

Den græske astronom Eratosthenes tildeles almindeligvis æren som den
første, der målte jordens omkreds ved at observere breddegrader (se
figur 2). Han siges at have noteret, at solen, når den står direkte
over Syene ved Krebsens vendekreds, kaster en skygge på 7,2 grader i
Alexandria. Da han kendte afstanden mellem Syene og Alexandria, kunne
han beregne længden af en breddegrad, og udregne jordens omkreds.

Men noget tyder på, at jordens størrelse var kendt længe før
Eratosthenes. Den italienske historiker Livio Stecchini har ført
omfattende beviser for, at de gamle egyptere tegnede deres land vha.
længde- og breddegrader. Han gør gældende, at de havde nøjagtig
viden om jordens mål, og at sådan viden var uløseligt forbundet med
udformningen af den store pyramide ved Giza. Eftersom den store
pyramide dateres til ca. 2.500 f.Kr. betyder dette, at jorden blev
målt videnskabeligt i det mindste så langt tilbage i tiden.

At definere en yojana

Vender vi os til Indien, finder vi en længdeenhed - kaldet en yojana
- der ved første øjekast lader til at være ligeså dårligt
defineret som den engelske furlong eller fod. En yojana defineres som
enten 16.000 eller 32.000 hasta'er, hvor en hasta, eller alen, er 24
angula'er eller fingre. At der var mindst to længder for en yojana
støttes af de tekster, de gamle indiske astronomer efterlod sig.
400-talsastronomen Aryabhata brugte en yojana på ca. 13 km, og
astronomiteksten Surya-siddhanta en yojana på ca. 8 km.

Den første antydning af yojanaens ældre historie kommer fra Strabo,
der beskriver Megesthenes oplevelser. Han var en græsk ambassadør i
Indien i perioden efter Alexander den Store. Strabo citerer Megasthenes
for at sige, at langs med den kongelig vej til Indiens hovedstad
Palibothra (der menes at være det moderne Patna) blev søjler rejst
for hver 10. stadium (se figur 3). Den britiske lærde Alexander
Cunningham hævder, at søjlerne markerede et interval på én krosha.
Da der traditionelt er 4 kroshaer per yojana, indebærer dette 40
stadier per yojana. Stecchini giver 400 alen per stadium, og dette
indebærer 16.000 alen per yojana.

Eftersom den kortere af de to definitioner på en yojana er 16.000
hasta'er, kan vi forsøgsvis identificere hastaen, eller den indiske
alen, med den græske alen. Denne længdeenhed er velkendt, og gør det
muligt for os at beregne længden af en yojana. En græsk alen er
462,42 mm. Dette giver en kort yojana på ca. 7,4 km, der nogenlunde
passer med tekster som Surya-siddhanta. Stecchini påpeger, at en
stadium blev defineret som 1/600 af en breddegrad. Dette ville i så
fald betyde, at der er 15 små yojana'er per breddegrad. Ligeledes er
der 60 kroshaer per breddegrad eller 1 krosha per minut...

Den store pyramide

Lad os kort udskifte den græske alen med en noget mindre enhed afstemt
med breddegraden på ækvator. Alle vore ovenstående udregninger ville
fungere, hvis vi brugte den græske alen direkte, og ikke lavede denne
erstatning. Men fejlene ville være større. Så jeg foretrækker at
afstemme længden på de to yojanaer med en breddegrad ved ækvator
snarere end i Grækenland.

Interessant nok kan vi finde støtte for dette i konstruktionen af den
store pyramide i Egypten. I 1925 lavede en ingeniør ved navn J.H. Cole
en nøjagtig inspektion af den store pyramide med tidssvarende
instrumenter. Han fandt, at to gange omkredsen er lig med 1.842,91
meter. Til sammenligning er et minut af en breddegrad ved ækvator -
eller en krosha af den lille yojana - 1.842,93 meter. Med andre ord
er omkredsen af den store pyramide næsten præcis 1 krosha. Ligeledes
finder vi, at en hasta af den lille yojana passer næsten nøjagtig 500
gange ind i hver side af pyramiden.

De græske alen- og stadium-enheder passer imidlertid mindre præcist
med pyramiden. (Der er en fejl på 0,4%.) Så det lader til, at den
store pyramide blev bygget med længdeenheder, der var afstemte med
breddegraderne ved ækvator...

Vise oldtidsmennesker

Hvis yojanaen var præcist defineret som en brøkdel af breddegraden
ved ækvator, må de folk, der definerede den, have vidst, at jorden er
kugleformet. Ja, de lader til at have kendt målene på jordens
hvælving ved ækvator.

Hvem var disse mennesker, og hvor boede de? Beviserne vi har behandlet
her sætter dem i det mindste så langt tilbage som den store pyramide
- en tid hvor folk angiveligt troede, jorden var flad. Alligevel
viser korrelationerne mellem planetbanerne og Bhumandalas træk, at
Bhagavatams "jord-mandala" var langt fra at være en naiv flad
jord. Dens forbindelse med planetbanerne viser, at Bhumandala
repræsenterer solsystemets plan, der (hvis vi ser bort fra banernes
små hældningsvinkler) faktisk er fladt.

Bhagavatam omtaler en ældgammel vedisk verdenscivilisation. Selvom de
informationer, vi har kigget på her, ikke beviser, at en sådan
civilisation har eksisteret, viser de trods alt, at nogle mennesker i
en fjern fortid opnåede et uventet højt niveau af videnskabelig
indsigt. Om de levede i Øst, Vest eller begge steder er svært at
sige. Vi ved dog, at nogle beviser for denne civilisation er bevaret i
tekster fra Indien, såsom Srimad-Bhagavatam, og yderligere beviser
kunne sagtens dukke frem fra gamle ruiner i Vesten. Måske var der en
avanceret civilisation med global indflydelse. Det ville være nyttigt
at holde øjnene åbne for flere beviser, der kunne kaste lys over
dette skjulte kapitel af menneskets historie.


 
 
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408928
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste