/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Børn / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Børn
#NavnPoint
Nordsted1 7553
ans 5201
HelleBirg.. 3023
dova 2960
granner01 1261
jakjoe 1192
CLAN 1183
refi 1159
dkwM327 1100
10  jeb3 1067
Morsyg 7-årig.
Fra : Dooz


Dato : 15-08-05 09:41

Min kære datter har i løbet af en dejlig lang sommerferie hjemme udviklet en
nærmest panisk angst for at skulle væk fra mig. Hun har altid haft let ved
at sige farvel, hvadenten det har været dagpleje, børnehave, eller
børnehaveklasse sidste år. Eller for den sags skyld for at tage på
weekendtur hos familie, eller endda på 5 dages koloni denne sommer. Men nu
er hun ved at gå helt i spåner når jeg går fra hende i skolen. De er flinke
til at hjælpe, lige tage hende i hånden og vinke sammen med hende, hvorpå
jeg kysser hende, siger farvel og går, og vi så har en aftale om at jeg lige
smutter forbi vinduet hvor de så står og vinker sammen, og hvor jeg så kan
se hende stå fuldstændig opløst af tårer og række ud efter mig =/
Istedet for at blive bedre i løbet af den første uge, er det nærmere blevet
værre. Så slemt at hun nu panikker på forhånd. I går aftes, en halv time
EFTER jeg troede hun var faldet i søvn, kommer hun hulkende ned, fordi hun
ikke kan lade være med at tænke på at jeg vil gå fra hende mandag morgen, og
hun vil savne mig. Var også stort set det første hun sagde i morges, at jeg
må ikke gå, hun vil ikke i skole, osv. Nåede ca alle symptomer igennem hun
kunne komme på som gode grunde til at hun skulle blive hjemme fra skole, og
kører sig selv op i et hysteri hvor det til sidst bliver til at hun ER syg,
og jeg har tænkt mig at sende hende derover alligevel, og gå fra hende
alligevel. Sagde til sidst med total panik i stemmen " KAN DU DA SLET IKKE
LIDE MIG MERE?!?".
Jeg her prøvet at forklare om savn. At ræsonnere med hende. Men hun går HELT
i sort, siger bare igen og igen at hun savner mig derovre, og at hun ikke
kan klare det. Godt så. Men hvordan lærer man hende det? Hvad kan jeg sige,
gøre, for igen at gøre hende tryg ved at sige farvel til mig? Jeg har
selvfølgelig talt med lærerne, som siger hun fungerer fint når hun ellers er
grædt af om morgenen, leger med de andre, fungerer i timerne, så de synes
bare jeg skal ignorere det, det er jo bare en fase. Hun er en fornuftig pige
man normalt kan ræsonnere til de meste fornuftige ting, og jeg har jo ALDRIG
ikke hentet hende, og hun er også helt med på at det ikke er panik over at
jeg måske glemmer hende, eller at hun "går glip af noget", men helt kontant,
at hun savner mig, og ikke kan kapere det.
Nogen gode råd? Gør ondt at se hende i panik, og det er *meget* frustrerende
at se det blive værre i stedet for bedre=/
Eva



 
 
Rikke & Per (15-08-2005)
Kommentar
Fra : Rikke & Per


Dato : 15-08-05 10:09


"Dooz" <dooz_nospam@city.dk> skrev i en meddelelse
news:ddpkem$2cj2$1@newsbin.cybercity.dk...
> Min kære datter har i løbet af en dejlig lang sommerferie hjemme udviklet
> en nærmest panisk angst for at skulle væk fra mig. Hun har altid haft let
> ved at sige farvel, hvadenten det har været dagpleje, børnehave, eller
> børnehaveklasse sidste år. Eller for den sags skyld for at tage på
> weekendtur hos familie, eller endda på 5 dages koloni denne sommer. Men nu
> er hun ved at gå helt i spåner når jeg går fra hende i skolen. De er
> flinke til at hjælpe, lige tage hende i hånden og vinke sammen med hende,
> hvorpå jeg kysser hende, siger farvel og går, og vi så har en aftale om at
> jeg lige smutter forbi vinduet hvor de så står og vinker sammen, og hvor
> jeg så kan se hende stå fuldstændig opløst af tårer og række ud efter mig
> =/
> Istedet for at blive bedre i løbet af den første uge, er det nærmere
> blevet værre. Så slemt at hun nu panikker på forhånd. I går aftes, en halv
> time EFTER jeg troede hun var faldet i søvn, kommer hun hulkende ned,
> fordi hun ikke kan lade være med at tænke på at jeg vil gå fra hende
> mandag morgen, og hun vil savne mig. Var også stort set det første hun
> sagde i morges, at jeg må ikke gå, hun vil ikke i skole, osv. Nåede ca
> alle symptomer igennem hun kunne komme på som gode grunde til at hun
> skulle blive hjemme fra skole, og kører sig selv op i et hysteri hvor det
> til sidst bliver til at hun ER syg, og jeg har tænkt mig at sende hende
> derover alligevel, og gå fra hende alligevel. Sagde til sidst med total
> panik i stemmen " KAN DU DA SLET IKKE LIDE MIG MERE?!?".
> Jeg her prøvet at forklare om savn. At ræsonnere med hende. Men hun går
> HELT i sort, siger bare igen og igen at hun savner mig derovre, og at hun
> ikke kan klare det. Godt så. Men hvordan lærer man hende det? Hvad kan jeg
> sige, gøre, for igen at gøre hende tryg ved at sige farvel til mig? Jeg
> har selvfølgelig talt med lærerne, som siger hun fungerer fint når hun
> ellers er grædt af om morgenen, leger med de andre, fungerer i timerne, så
> de synes bare jeg skal ignorere det, det er jo bare en fase. Hun er en
> fornuftig pige man normalt kan ræsonnere til de meste fornuftige ting, og
> jeg har jo ALDRIG ikke hentet hende, og hun er også helt med på at det
> ikke er panik over at jeg måske glemmer hende, eller at hun "går glip af
> noget", men helt kontant, at hun savner mig, og ikke kan kapere det.
> Nogen gode råd? Gør ondt at se hende i panik, og det er *meget*
> frustrerende at se det blive værre i stedet for bedre=/
> Eva
>

Selvfølgelig er det en fase, det er alt i livet!! Jeg tror det er vigtigt at
lytte og forstå og i det øjeblik lade følelserne råde. Hendes følelse af
savn kan du ikke tage fra hende og den går selvfølgelig over, men ikke fordi
man ignorerer den eller prøver at være rationel, men ved at møde forståelsen
for at sådan er det lige nu for dig og det er rigtig træls. Selvfølgelig
skal hun også i skole, måske er det en ide at fokuserer på hvad I skal lave
sammen når I er sammen, lave aftaler om at når jeg henter dig i eftermiddag
skal vi; drikke varm kakao, tegne lidt, hygge os med kage, lege, ting hun
kan se frem til når hun har det træls og savner dig. Tegn/skriv lille kort
til madpakken, så hun også ved, at du tænker på hende. Jeg tror det er
vigtigt, at hum bliver mødt og forstået for hende, men også for dig, så du
trods alt føler dig som en god mor, af erfaring ved jeg, at det kan være
svært når man forlader et grædende barn.

Mvh Rikke



Holst (15-08-2005)
Kommentar
Fra : Holst


Dato : 15-08-05 10:09


Dooz wrote:

> Jeg har
> selvfølgelig talt med lærerne, som siger hun fungerer fint når hun ellers er
> grædt af om morgenen, leger med de andre, fungerer i timerne, så de synes
> bare jeg skal ignorere det, det er jo bare en fase.

Jeg er enig. Som spejderleder har jeg også oplevet disse morsyge tøser,
der ikke vil skilles fra deres mor og far og står og stortuder. Min
erfaring er, at det bedste er at aflevere ungen hurtigt. Ikke nogen
lange trøsteseancer, inden man skilles. Ikke noget med at stå og kigge
ind af vinduet bagefter. Blot "kan du have en god dag, mor kommer og
henter dig, farvel skat" og så væk. Min erfaring er, at der kun går få
minutter, så har børnene glemt alt om deres mor og er igang med en leg
eller andet. Men så længe mor og far bliver hængende, fordi de ikke vil
skilles fra deres tudende tøs, så længe bliver pigen også ved med at
tude og være ulykkelig.

Men som de siger, så er det en fase. Min erfaring er, at de kan tage et
par måneder eller tre i værste fald.

Bodil Grove Christen~ (15-08-2005)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 15-08-05 10:10


"Dooz" <dooz_nospam@city.dk> skrev i en meddelelse
news:ddpkem$2cj2$1@newsbin.cybercity.dk...
> Min kære datter har i løbet af en dejlig lang sommerferie hjemme udviklet
> en nærmest panisk angst for at skulle væk fra mig. Hun har altid haft let
> ved at sige farvel, hvadenten det har været dagpleje, børnehave, eller
> børnehaveklasse sidste år. Eller for den sags skyld for at tage på
> weekendtur hos familie, eller endda på 5 dages koloni denne sommer. Men nu
> er hun ved at gå helt i spåner når jeg går fra hende i skolen. De er
> flinke til at hjælpe, lige tage hende i hånden og vinke sammen med hende,
> hvorpå jeg kysser hende, siger farvel og går, og vi så har en aftale om at
> jeg lige smutter forbi vinduet hvor de så står og vinker sammen, og hvor
> jeg så kan se hende stå fuldstændig opløst af tårer og række ud efter mig
> =/
> Istedet for at blive bedre i løbet af den første uge, er det nærmere
> blevet værre. Så slemt at hun nu panikker på forhånd. I går aftes, en halv
> time EFTER jeg troede hun var faldet i søvn, kommer hun hulkende ned,
> fordi hun ikke kan lade være med at tænke på at jeg vil gå fra hende
> mandag morgen, og hun vil savne mig. Var også stort set det første hun
> sagde i morges, at jeg må ikke gå, hun vil ikke i skole, osv. Nåede ca
> alle symptomer igennem hun kunne komme på som gode grunde til at hun
> skulle blive hjemme fra skole, og kører sig selv op i et hysteri hvor det
> til sidst bliver til at hun ER syg, og jeg har tænkt mig at sende hende
> derover alligevel, og gå fra hende alligevel. Sagde til sidst med total
> panik i stemmen " KAN DU DA SLET IKKE LIDE MIG MERE?!?".
> Jeg her prøvet at forklare om savn. At ræsonnere med hende. Men hun går
> HELT i sort, siger bare igen og igen at hun savner mig derovre, og at hun
> ikke kan klare det. Godt så. Men hvordan lærer man hende det? Hvad kan jeg
> sige, gøre, for igen at gøre hende tryg ved at sige farvel til mig? Jeg
> har selvfølgelig talt med lærerne, som siger hun fungerer fint når hun
> ellers er grædt af om morgenen, leger med de andre, fungerer i timerne, så
> de synes bare jeg skal ignorere det, det er jo bare en fase. Hun er en
> fornuftig pige man normalt kan ræsonnere til de meste fornuftige ting, og
> jeg har jo ALDRIG ikke hentet hende, og hun er også helt med på at det
> ikke er panik over at jeg måske glemmer hende, eller at hun "går glip af
> noget", men helt kontant, at hun savner mig, og ikke kan kapere det.
> Nogen gode råd? Gør ondt at se hende i panik, og det er *meget*
> frustrerende at se det blive værre i stedet for bedre=/

Prøv at tale med din datters lærer - det kan jo være, at
det er meget hurtigt ovre, når du ikke kan ses mere.
Måske skulle du lade være med at stå og vinke til
hende gennem vinduet? Det gør det tilsyneladende
meget værre.
En anden mulighed - men det er måske at gøre ondt
værre, det ved jeg ikke - kunne være at være med
i skolens arbejde, hvis ellers lærerne vil tillade det.
Du kunne holde fri et par uger - hvis muligt - og så
være fluen på væggen i din datters klasse.
En ting er da ikke til at overse lige her og nu, og det
er, at din datter har separationsangst, så det vil noget,
og det kan man ikke snakke sig ud af, det tager tid
at komme sig over. Du kan sammenligne det med
voksne, der pludselig får angst for et eller andet,
f.eks. åbne pladser, edderkopper osv.
Det er muligt, at du må have skolepsykologen ind
over, hvis ikke almindelig behandling - som nævnt
ovenfor - hjælper på hende. Hun kender vel klassen i
forvejen?

Mvh.Bodil.



Holst (15-08-2005)
Kommentar
Fra : Holst


Dato : 15-08-05 11:01


Dooz wrote:

> Jeg har
> selvfølgelig talt med lærerne, som siger hun fungerer fint når hun ellers er
> grædt af om morgenen, leger med de andre, fungerer i timerne, så de synes
> bare jeg skal ignorere det, det er jo bare en fase.

Jeg er enig. Som spejderleder har jeg også oplevet disse morsyge tøser,
der ikke vil skilles fra deres mor og far og står og stortuder. Min
erfaring er, at det bedste er at aflevere ungen hurtigt. Ikke nogen
lange trøsteseancer, inden man skilles. Ikke noget med at stå og kigge
ind af vinduet bagefter. Blot "kan du have en god dag, mor kommer og
henter dig, farvel skat" og så væk. Min erfaring er, at der kun går få
minutter, så har børnene glemt alt om deres mor og er igang med en leg
eller andet. Men så længe mor og far bliver hængende, fordi de ikke vil
skilles fra deres tudende tøs, så længe bliver pigen også ved med at
tude og være ulykkelig.

Men som de siger, så er det en fase. Min erfaring er, at de kan tage et
par måneder eller tre i værste fald.


Kitti Egevang (15-08-2005)
Kommentar
Fra : Kitti Egevang


Dato : 15-08-05 15:48

Hej Eva.

Jeg har selv prøvet det du siger med min datter da hun gik i børnehave.
Hun var vist ca. 5 år.
Hun var dybt ulykkelig når jeg skulle forlade hende. Det varede i ca. 2 mdr.
Og det er altså ikke spor sjovt at skulle går fra et grædende barn, det har
du ret i.
Det rør bare en så dybt !!

Det der løste vores problem var at farmand afleverede i stedet.
Han lavede sjov med hende undervejs og sagde at nu skulle de ned i
børnehaven og se om der
var nogen dyr fra Zoo-have der. De gik så rundt og blev enige om at stolen,
bordet, osv. var forskellige dyr.
Farmand var meget opfindsom og fandt på sjove ting de skulle kigge efter
hver morgen.
Og efter et stykke tid, ja så glædede hun sig ligefrem til hvad der nu
skulle ske dernede.
Og så pludselig var problemerne løst. (Og farmand behøvede ikke længere lave
sjov).

Nu ved jeg jo ikke om hendes far har samme mulighed for at aflevere..
Men det løste i hvert fald vores problem.

Hilsen Kitti.
"Dooz" <dooz_nospam@city.dk> wrote in message
news:ddpkem$2cj2$1@newsbin.cybercity.dk...
> Min kære datter har i løbet af en dejlig lang sommerferie hjemme udviklet
> en nærmest panisk angst for at skulle væk fra mig. Hun har altid haft let
> ved at sige farvel, hvadenten det har været dagpleje, børnehave, eller
> børnehaveklasse sidste år. Eller for den sags skyld for at tage på
> weekendtur hos familie, eller endda på 5 dages koloni denne sommer. Men nu
> er hun ved at gå helt i spåner når jeg går fra hende i skolen. De er
> flinke til at hjælpe, lige tage hende i hånden og vinke sammen med hende,
> hvorpå jeg kysser hende, siger farvel og går, og vi så har en aftale om at
> jeg lige smutter forbi vinduet hvor de så står og vinker sammen, og hvor
> jeg så kan se hende stå fuldstændig opløst af tårer og række ud efter mig
> =/
> Istedet for at blive bedre i løbet af den første uge, er det nærmere
> blevet værre. Så slemt at hun nu panikker på forhånd. I går aftes, en halv
> time EFTER jeg troede hun var faldet i søvn, kommer hun hulkende ned,
> fordi hun ikke kan lade være med at tænke på at jeg vil gå fra hende
> mandag morgen, og hun vil savne mig. Var også stort set det første hun
> sagde i morges, at jeg må ikke gå, hun vil ikke i skole, osv. Nåede ca
> alle symptomer igennem hun kunne komme på som gode grunde til at hun
> skulle blive hjemme fra skole, og kører sig selv op i et hysteri hvor det
> til sidst bliver til at hun ER syg, og jeg har tænkt mig at sende hende
> derover alligevel, og gå fra hende alligevel. Sagde til sidst med total
> panik i stemmen " KAN DU DA SLET IKKE LIDE MIG MERE?!?".
> Jeg her prøvet at forklare om savn. At ræsonnere med hende. Men hun går
> HELT i sort, siger bare igen og igen at hun savner mig derovre, og at hun
> ikke kan klare det. Godt så. Men hvordan lærer man hende det? Hvad kan jeg
> sige, gøre, for igen at gøre hende tryg ved at sige farvel til mig? Jeg
> har selvfølgelig talt med lærerne, som siger hun fungerer fint når hun
> ellers er grædt af om morgenen, leger med de andre, fungerer i timerne, så
> de synes bare jeg skal ignorere det, det er jo bare en fase. Hun er en
> fornuftig pige man normalt kan ræsonnere til de meste fornuftige ting, og
> jeg har jo ALDRIG ikke hentet hende, og hun er også helt med på at det
> ikke er panik over at jeg måske glemmer hende, eller at hun "går glip af
> noget", men helt kontant, at hun savner mig, og ikke kan kapere det.
> Nogen gode råd? Gør ondt at se hende i panik, og det er *meget*
> frustrerende at se det blive værre i stedet for bedre=/
> Eva
>



Dooz (16-08-2005)
Kommentar
Fra : Dooz


Dato : 16-08-05 10:29

Har talt lidt mere med hendes lærer, som siger hun fungerer fint derovre, er
glad for at være der, det er KUN afskedsscenen der er svær. Hun foreslog en
lille ting som kan minde om mig, så i dag stod prinsessen og vinkede fint i
vinduet sammen med læreren, et par veninder ( som vinkede til deres
forældre), med hånden knuget om en halskæde hun har lånt af mig, en meget
smuk halskæde med et lille vedhæng. Og hun smilede tappert og vinkede.
Panikkede heller ikke på vejen derover som hun lidt har gjort ellers. Hun
nævnte selv at grunden til hun var gået i spåner nogen dage, var at hun ikke
havde nået at sige noget bestemt. Igår havde hun ikke nået at sige hun synes
jeg er sød, og så knækkede filmen for hende. Jeg forklarede så kort, at idet
vi kysser og siger farvel til hinanden, er ALLE de der ting sagt hun kunne
tænke sig. Altså....hav en god dag, jeg elsker dig, du er sød, vi ses
senere....osv. Den godtog hun sørme.
Og ja, det ville løse problemet helt hvis far kunne aflevere, desværre
starter han på arbejde 2 timer før skolen starter =/ Når han har afleveret
er det HELT uden vrøvl. Uanset om det er i skolens garderobe, inde i klassen
( sjældent !), eller for den sags skyld ude ved porten til skolen hvis der
er et par veninder med forældre hun kan løbe ind sammen med. De kysser /
krammer farvel, og så er hun smuttet med et smil. Hvilket jo så bekræfter at
det ikke er skolen, men mig. Yay ! )
Tak for gode råd og tanker.
Eva



Cat (16-08-2005)
Kommentar
Fra : Cat


Dato : 16-08-05 10:43

Dooz skrev:
> Har talt lidt mere med hendes lærer, som siger hun fungerer fint derovre, er
> glad for at være der, det er KUN afskedsscenen der er svær. Hun foreslog en
> lille ting som kan minde om mig, så i dag stod prinsessen og vinkede fint i
> vinduet sammen med læreren, et par veninder ( som vinkede til deres
> forældre), med hånden knuget om en halskæde hun har lånt af mig, en meget
> smuk halskæde med et lille vedhæng. Og hun smilede tappert og vinkede.
> Panikkede heller ikke på vejen derover som hun lidt har gjort ellers. Hun
> nævnte selv at grunden til hun var gået i spåner nogen dage, var at hun ikke
> havde nået at sige noget bestemt. Igår havde hun ikke nået at sige hun synes
> jeg er sød, og så knækkede filmen for hende. Jeg forklarede så kort, at idet
> vi kysser og siger farvel til hinanden, er ALLE de der ting sagt hun kunne
> tænke sig. Altså....hav en god dag, jeg elsker dig, du er sød, vi ses
> senere....osv. Den godtog hun sørme.
> Og ja, det ville løse problemet helt hvis far kunne aflevere, desværre
> starter han på arbejde 2 timer før skolen starter =/ Når han har afleveret
> er det HELT uden vrøvl. Uanset om det er i skolens garderobe, inde i klassen
> ( sjældent !), eller for den sags skyld ude ved porten til skolen hvis der
> er et par veninder med forældre hun kan løbe ind sammen med. De kysser /
> krammer farvel, og så er hun smuttet med et smil. Hvilket jo så bekræfter at
> det ikke er skolen, men mig. Yay ! )
> Tak for gode råd og tanker.
> Eva
>
>

Flot I fandt en løsning. Jeg tror også, at det at I tager hendes
angst/sorg alvorligt fortæller hende, at hun er god nok, at hendes
følelser er gode nok, men at hun skal i skole og er nødt til at være med
til at finde en løsning.

Tine

Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177559
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408937
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste