Måske af interesse: Jeg jar oversat en artikel af den spanske journalist og
musiker
Nacho Escolar, om er gået over til at udgive sin musik på en
Creative Commons-licens - artiklen findes også i en udgave med
hyperlinks, for dem der måtte være interesserede i henvisninger:
http://www.modspil.dk/politik/musiker__piratkopi_r__mine_sange_.html
PIRATKOPIÉR MINE SANGE!
- af Ignacio Escolar,
http://www.escolar.net
Hvis jeg havde brugt lige så meget tid på at dele pizzaer ud, som jeg har
brugt på at lave musik, havde jeg tjent flere penge alene i drikkepenge.
Kunstnernes muligheder for at skabe trues ikke af piratkopiering på
Internettet. Brug E-Mule, Gnutella eller andre fildeligingstjenester uden
samvittighedsnag - det er en tjeneste at gøre os musikere.
Jeg er en heldig musiker. Mit band kom lige præcis over de 10.000 solgte
eksemplarer af vores første plade. I en verden, hvor Enrique Iglesias kan
synge som han gør og stadig sælge seks millioner eksemplarer, er det vel
ikke meget at skrive hjem om. Men hvis jeg havde den samme grad af succes
som fodboldspiller, ville jeg spille i Superligaen, og hvis jeg beskæftigede
mig med medicin og slap lige så godt fra det, ville jeg være neurokirurg. I
et par uger i april måned 2000 kom en af vore singler ind på syttendepladsen
i listen af de mest solgte i hele Spanien; så man kun på de spanske bands,
var det en tredjeplads. Hvert år udgives 32.000 nye plader, og kun 250 af
disse formår at overbevise mere end 10.000 mennesker om, at de skal købe
dem. Kun 0,7% af alle de musikere, som udgav en plade sidste år (de fleste
når aldrig så langt som til pladestudiet) har haft mere held med sig end
jeg.
Så nu tænker du sikkert, at jeg da må svømme i penge. Eller, i det mindste,
at jeg kan leve nogenlunde anstændigt af mine musikalske evner. Hvor meget
tjener man, hvis man er blandt de bedste 0.7% inden for din egen profession?
Jeg skal ikke trætte mine læsere med tal, men efter tre års anstrengelser,
hvorefter det endelig lykkedes at nå frem til at se min LP i forretningerne,
har jeg ikke tjent meget mere end 3.000 euro på salg og royalties. Knap 85
euro om måneden er, hvad min usædvanligt succesrige musikalske karriere har
kunnet indbringe. Min andel af lejen for øvelokalet - min garanti for, at
naboerne ikke for mig smidt ud for at støje - er 40 euro om måneden. Ved
juletid brugte jeg halvdelen af min fortjeneste på mit seneste indfald, et
nyt keyboard. Hvis jeg havde en manager med beføjelse til at nedlægge veto
mod mit budget, ville jeg stadig spille på den casiotone, som jeg fik i
julegave i 1986.
Jeg vil ikke give piratkopieringen skylden for min personlige bankerot.
Ejheller skyder jeg skylden på det "sex and drugs and rock'n'roll", som
udfolder sig i den ekstremt smagløse annonce, hvori SGAE (Sociedad General
de Autores y Editores, det spanske CODA) forsøger at overbevise landets
musikfans om, at de hellere må betale for fornøjelsen. Som de fleste af de
nørder, som spilder deres tid i øvelokalet og deres penge på instrumenter og
forstærkere, foretrækker jeg tilfredsstillelsen ved at vide, at nogen gør
sig den ulejlighed at lytte til min musik, for de tyve cent, jeg får for
hvert solgt eksemplar (hvis pladen er på tilbud eller sælges i forbindelse
med en TV-reklame, er det kun fem cent).
Hvis den imaginære manager, som jeg talte om før, ellers var smart, ville
han være enig med mig. Hver gang, jeg giver en koncert, tjener jeg -
afhængigt af stedet og af promotorens velvilje, mellem 100 og 400 euro. Jeg
lover, at hvis nogen af mine læsere skulle finde komme til en af disse, vil
jeg ikke bede om en fotokopi af stregkoden fra CD'en som adgangsbevis. Som
alle andre musiker, der kan tælle og lægge sammen, ved jeg, at 100.000
piratkopierende fans til mine koncerter er bedre end 10.000 med den
originale CD.
MP3, Napster eller Gnutella er altså ikke musikkens endeligt. Hverken min
eller nogen andens. Jeg kan forsikre, at jeg heldigvis kan undvære de 85
euro om måneden, jeg får fra CODA-afgift og royalties. For Metallica eller
et hvilket som helst andet megasælgende band gælder samme regel, selvom det
er større tal, vi snakker om. Koncerter, T-shirts og reklamer giver mange
flere penge end de royalties (mellem 8 og 15% af udsalgsprisen), som de
multionationale pladeselskaber betaler pr. solgt plade. Det er rigtigt, at
pladeselskaberne betaler for indspilninger og reklaener, men kender du nogen
anden slags forretning, hvor fordelingen mellem de, som får ideen og udfører
arbejdet, og de som kommer med pengene, er så ujævn?. Jeg må tilstå, at jeg
ikke aner, hvad der fik Metallica og konsorter til at tage parti for deres
investorer og lægge sag an mod Napster. Alt dette, for at deres fans kunne
vende sig imod dem, Gud indgå en pagt med djævelen, og Napster forvandle sig
fra pirat til fribytter. Jeg ville have fundet det alt for pinligt.
Den gratis distribution af sange på internettet vil ikke gøre det af med
skabelsen af ny musik, men jeg håber, den vil gøre det af med
pladeselskabernes misbrug af deres stilling. Også selvom vi "nodesmede" har
fået det stadigt bedre gennem årene. Hvis de stakkels blues-musikere fra
fyrrerne - de, som RCA (som i dag ejes af Napsters samarbejdspartner
Bertelsmann) betalte seks dollars og en flaske bourbon for at indspille en
plade - kunne høre Metallicas trommeslager Lars Ulrich beklage sig...
Jeg vil ikke påstå, at jeg ikke vidste, hvad jeg gik ind til, da jeg for
halvandet år siden skrev under på min kontrakt med Universal Music. Til
mødet var der en højtstående person fra selskabet, som opsummerede aftalens
ni A4-ark således: "Vi pladeselskaber er et nødvendigt onde". Og det vil jeg
ikke benægte. Uden dem ville mit band aldrig have solgt 10.000 plader.
Heller ikke, selvom jeg er sikker på, vi lige så godt kunne have foræret dem
væk.
--
http://www.modspil.dk -
fordi tiden kræver et MODSPIL!