"Carsten Madsen" <camadsen.snabela@snabela.ofir.dk> wrote in message
news:9ol_d.1297$4w5.764@news.get2net.dk...
> Hej
>
> Er der slet ingen med erfaringer i den retning??
>
Et karantæneakvarie er vel i princippet blot et akvarie, hvor den/de syge
fisk går alene, og kan medicineres uden at dette påvirker de andre fisk. Det
kan naturligvis være en god ide at komme nyindkøbte fisk i karantæne i en
periode, for at se om der eventuelt skulle bryde en sygdom ud, som fiskene
har haft med.
Men lige præcis hvide pletter ligger desværre latent i mange fisk, og kan
bryde ud ved en stress-påvirkning. Det kunne for eksempel være flytning til
et nyt akvarie, hvorfor det typisk bryder ud når man kommer hjem med nye
fisk fra dyrehandleren. Men flytning fra karantæneakvariet til
opholdsakvariet er jo også en stress-påvirkning, og dermed har du ingen
garanti for, at de hvide pletter ikke dukker op alligevel. Sygdommen og dens
forskellige stadier kan du læse meget mere om på nettet.
Med mindre du vil medicinere fiskene på forhånd, eller har voldsomt dyre
fisk, så ser jeg derfor ingen grund til at bruge karantæneakvarie i relation
til hvide pletter. Opdages det i tide, så er chancerne for helbredelse gode,
og blandt almindelige selskabsfisk har jeg aldrig haft dødsfald på den
konto. Så det handler i høj grad om "rettidig omhu" - og selvfølgelig om at
have medicinen parat. Undlad om muligt at købe fisk, som dyrehandleren lige
har fået ind af døren.
Noget andet er naturligvis et akvarie til isolation af sårede fisk eller
fisk med sygdomme som ikke smitter i første stadie. Og et sådant akvarie bør
vel indrettes med henblik på fiskens behov, så den ikke stresses og svækkes
yderligere. Ved visse sygdomme bør temperaturen dog ændres ift. normalt.
Krav til filtrering/vandskift, gennemluftning osv. er normalt ikke mindre i
karantæneakvariet, da fisken jo netop skal have optimale betingelser for at
komme sig.
Det var mit bud - du får sikkert andre
mvh
TomCK