| Nu er jeg godt nok lidt på herrens mark...
 
 Mit hus er fra 1923 med en lav kælder (ca. 2m til loftet). Indvendigt
 har de tidligere beboere beklædt med profilbrædder, og bag disse kan
 jeg se ca. 50 mm glasuld direkte på kældermuren.
 
 Forleden opdagede jeg noget svamp på et hjørne af beklædningen, og da
 jeg brækkede det af opdagede jeg, at soklen virker mør - den kan
 pilles i småstykker med fingrene.
 
 Ved at surfe lidt på nettet har jeg fundet en milliard gode råd om
 ud/indvendig isolering, og så bliver jeg godt nok i vildrede. Min
 umiddelbare plan er noget i retning af følgende:
 
 Udvendig skal jeg i gang med at grave en rende om huset, reparere
 soklen med puds, lægge dræn i bunden og enten 1) sætte platonplader på
 soklen eller 2) sætte isover terrænplader på soklen. Er dette arbejde
 overflødigt, da kælderen ikke er decideret fugtig?
 
 Indvendig skal soklen repareres ved at mest muligt af det løse
 fjernes, og der mures op igen. Derefter skal der isoleres med
 rockwool, dampspærre og til sidst ny vægbeklædning. Eller skal
 dampspærren inderst? Skal der være afstand mellem isolering og mur?
 Eller er dette afhængigt af den udvendige sokkelbehandling?
 
 Bag på huset er en terrasse - skal den fjernes, inden jeg beklæder
 soklen? Der kan på ingen måde trænge vand ned fra terrassen, kun fra
 siderne. Kan man nøjes med sokkelbehandling på en del af huset?
 
 Gode råd er velkomne...
 
 Mvh. JIB
 
 
 
 |