"Astrid Alstrøm" <astrid@alstroem.dk> writes:
Da jeg studerede havde jeg det fint. Jeg delte en kollegielejlighed
med min mand (dengang kæreste) og vi havde hvad vi skulle bruge.
Da jeg så begyndte at blive mere og mere mærket af min slidgigt og
ikke kunne fortsætte på studiet begyndte problemerne. Lovgivningen er
nemlig ikke lavet til at man ikke har en uddannelse før man bliver
handicappet. Så der var kun kontanthjælp til mig. Det gik også mens
min mand læste, men nu har han fået et job, som lige præcist giver nok
i løn til at jeg ikke får nogle penge. Der er til gengæld kommet en
del ekstra udgifter oveni, så i dag kan vi faktisk ikke klare os
økonomisk.
Og så skal man krænge sit privatliv ud for alle og enhver. Før man kan
gøre sig nogle forhåbninger om hjælp, så skal der laves en
ressourceprofil, hvor man bl.a. bliver udspurgt om forholdet til
forældre, kæreste/ægtefælle. Faktisk skal man vurderes ret meget
psykisk, også selvom man "bare" mangler en arm.
Generelt så skal man bruge meget mere tid på at kæmpe, når man er
handicappet, og det tager tiden fra vigtigere ting som venner og
familie.
Men når man så er kommet igennem det værste af slagsmålene med det
offentlige, så ved jeg faktisk ikke om man har det værre eller bedre
som handicappet end som studerende. Men mon ikke de fleste
handicappede ville foretrække kun at have de økonomiske problemer?
Mvh Trine
--
Fra 1. april tilbyder vi overnatning i seperat lejlighed med plads til
4 mennesker. Tæt på Blokhus, Aalborg, Fårup Sommerland og mange andre
spændende ting. Jeres hund er naturligvis også velkommen.
http://www.triane.dk - I Biersted, nord for Aalborg