/ Forside / Interesser / Andre interesser / Spiritisme / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Spiritisme
#NavnPoint
frk.fidus 995
pallebhan.. 385
Dr.Mark 244
Nordsted1 240
mango 230
Rellom 230
dova 203
jakjoe 200
svendgive.. 200
10  enligmorh.. 200
Hvad støtter de empiriske vidnesbyrd?
Fra : Ukendt


Dato : 21-11-04 01:14


Hvad støtter de empiriske vidnesbyrd?

Tidligere bragte vi artiklen Vediske kontra vestlige opfattelser af
Sadaputa Dasa, hvor han bl.a. skrev:

"En stor mængde af bevismateriale fra det paranormale område støtter
realiteten af subtilt legemliggjorte væsener og mystiske evner.
Resultater af forskning på det paranormale felt stemmer overens med
det vediske syn på verden. Det giver empirisk støtte til det vediske
billede, og den vediske litteratur udgør en rationel, videnskabelig
ramme for forståelse af paranormale fænomener.."

Hvad betyder 'paranormalt' i denne forbindelse? Der findes næppe en
streng videnskabelig definition af ordet, men en antydning af ordets
betydning giver Sadaputa i det følgende:

"Officiel videnskab er tilbøjelig til at afvise dette bevismateriale,
for det bryder med accepterede teorier. Teoretiske strukturer kan
imidlertid ændre sig, og mange betydelige videnskabsmænd har seriøst
studeret paranormale fænomener."

Paranormalt må da altså betyde noget, som man - eller mere præcist
nogle - ikke vil gå med til at acceptere eksistensen af. Paranormale
ting findes i virkeligheden slet ikke, for gjorde de det, var de ikke
paranormale.

Denne artikel ser således på eksempler på påståede paranormale,
empiriske beviser for den vediske verdensopfattelse. 'Empirisk' eller
'empiri' refererer i denne forbindelse til viden, der indhentes med
vore sansers observationer igennem direkte iagttagelser, eksperimenter
osv. Det refererer også til vores fortolkning af de samme empiriske
data, som vore sanser indhenter.

Nu er empirisk viden altid behæftet med fejl og mangler. Vore sanser
er mangelfulde og kan aldrig give perfekt information om verden. De er
også ufuldstændige, for vore sanser kan aldrig sanse alting, men kun
et lille begrænset udsnit af virkeligheden. Vi er også selv
mangelfulde og kan nemt fejltolke empiriske data. Derfor beviser
empirisk viden i sidste ende ikke ret meget. Empiriske data kan højst
understøtte en given opfattelse, og de kan somme tider vise, at en
bestemt opfattelse eller teori umuligt kan være rigtig. F.eks. siger
det materialistiske livssyn, at alt kan forklares materielt. Hvis der
konstateres et empirisk fænomen, der ikke kan forklares materielt,
falder denne teori til jorden. Men fordi nogle empiriske data
modbeviser den materialistiske opfattelse, beviser de ikke dermed
automatisk den vediske teori. De gør den allerhøjst lidt mere mulig
eller sandsynlig.

Med dette i mente har jeg tænkt mig at gennemgå en række empiriske
fænomener, der underbygger Vedaernes virkelighedsforståelse. Faktisk
findes og observeres der talrige ting, som ikke skulle kunne findes
ifølge den officielle videnskabs teorier. I det følgende har jeg tænkt
mig at diskutere en række fænomener som dyr og væsener, der ikke
skulle findes, uacceptable arkæologiske og historiske vidnesbyrd,
UFO'er og rumvæsener, spiritistiske fænomener som varsler,
kommunikation med afdøde, spøgerier m.m.

Fantastiske væsener

Vedaerne beskriver mange fantastiske levende væsener i universet, i
alt 8.400.000. Mange af dem findes ikke her på jorden, og vi er vel
vant til at mene, at her på jorden har vi kun de 'normale' dyr, som
findes i en zoologisk have. Nogle iagttagelser tyder dog på, at visse
af Vedaernes mere fantastiske væsener også findes her på jorden.
Vedaerne omtaler således syena-ørnen, en kæmpefugl, der flyver imellem
planeterne. Den lægger æg, imens de flyver, og æggene udklækkes ved at
falde ned igennem atmosfæren.

Om der er tale om syena-ørne, er selvfølgeligt svært at sige, men
specielt i Nord- og Mellemamerika er der blevet set fugle af en
størrelse, at selv de største kendte fugle blegner ved sammenligning.
De største fugle kan ifølge zoologerne højst løfte nogle få kilo.
Trods det blev den 5-årige Marie Delex i 1838 i Schweiz fanget af
enorm fugl, der fløj væk med hende. To måneder senere blev hendes
svært tilredte lig fundet. I 1932 blev en norsk pige fanget af en
havørn og løftet op til en klippehylde i 200 meters højde (hun
overlevede), og i 1977 blev en 10-årig dreng i Illinois løftet en
meter i luften af en stor fugl. I alle tre tilfælde skulle der ikke
findes fugle, der er store nok til at løfte dem. De to piger vejede
omkring 20 kg, og drengen ca. 35 kg. Hvad var det for nogle fugle?

Vedaerne beskriver timingila-fisk og kæmpeslanger som Kaliya og
Vasuki. Findes de? Noget tyder i hvert fald på flere meget usædvanlige
kæmpevæsener i jordens have. Et eksempel er kraken, der er blevet set
i Norge og andre steder i Europa i 16-1700-tallet. Den norske biskop
Erik Pontoppidan skrev i 1753 om kraken, "det største havuhyre i
verden. Det er rundt, fladt og fuld af arme eller forgreninger." Han
fortalte videre, hvordan fiskerne kendte dette uhyre. Somme tider
skete det, at på steder, hvor vandet skulle være flere hundrede meter
dybt, ville det kun være 40-50 meter, og så vidste de, at der var en
krake og skulle passe på, at den ikke pludselig kom op til overfladen.
I 1680 skulle en mindre krake være strandet ved Alstedhaug i Norge, og
i 1673 strandede en kæmpekrake på mindst 30 meter ved Irlands
vestkyst.

Meget kendte er Loch Ness-uhyret i Skotland, men lignende væsener er
også blevet set andre steder. Et interessant eksempel er Hans Egedes
uhyre. Hans Egede var norsk præst og kaldes Grønlands apostel, fordi
han fra 1721-1736 missionerede på Grønland. Udover at missionere
gjorde han også en lang række naturiagttagelser, som han sammen med
sin søn Poul skrev om. De beskrev med tekst og tegninger mange
umiddelbart genkendelige dyr, men i et enkelt notat beskrives et dyr,
som ingen kan sætte navn på. Poul Egede skrev oversat til moderne
dansk:

"Den 6. (juli 1734) kom et meget skrækkeligt havdyr til syne. Det
rejste sig så højt over vandet, at hovedet ragede over vores mast. Det
havde en lang, spids snude og blæste som en hvalfisk, havde brede
store lapper, og kroppen syntes at være begroet med skæl."

Han fortæller videre, at uhyret for neden var skabt som en slange, og
afstanden imellem hoved og hale var et hel skibs længde. På nogle
medfølgende tegninger har han skitseret uhyret. Både Hans og Poul
Egede var sobre mennesker, og der er ingen tvivl, om de virkeligt så
dette væsen. Men hvad de så, har ingen har kunnet finde ud.
En anden gruppe af mystiske væsener er kæmpeaber. Vedaerne taler om
vanaraerne, en aberace, der bl.a. hjalp Herren Ramacandra med at finde
Moder Sita, og moderne antropologer gør også et stort nummer ud af at
have fundet forskellige 'uddøde' abemennesker. Men er de uddøde?

Faktisk er der mange iagttagelser verden over af yeti'er fra Himalaya
og big-foot eller sasquatch fra Nordamerika. På europæiske
middelalderfriser finder man også skitser, hvor der midt iblandt en
masse forskellige mennesker og dyr går et abemenneske. Har tegneren
anbragt et fantasivæsen midt imellem normale væsener eller?

Hvad viser alt dette? Næppe meget, men vi kan dog slutte, at verden er
større, end vi tror, og vi har ikke nødvendigvis set alt, der er at
se.

Forhistoriske gåder

Hvordan så verden ud i forhistorisk tid? Vestlige historikere mener,
at fortidens mennesker bestod af primitive stenalderfolk, og gradvist
har vi udviklet os til et stadie af civilisation og kultur, som aldrig
tidligere er set.

Er det sandheden? Vedaerne modsiger dette. Ifølge Vedaerne var der i
tidligere tider der civilisationer, der kunne måle sig med den moderne
civilisation i materiel forstand og i åndelig forstand overgik
fortidens menneskehed på alle områder nutiden. Srila Prabhupada
skriver i Srimad-Bhagavatam 3.22.17 i forbindelse med Kardama og
Devahuti, der ifølge Srimad-Bhagavatam levede for millioner af år
siden:

"Ikke blot nu, men også dengang var der skyskrabere. Her finder vi
ordet harmya-prsthe. Harmya betyder 'en meget stor paladsagtig
bygning'. Svat vimanat betyder fra 'hans egen flyvemaskine'. Det
antydes, at også dengang fandtes der private flyvemaskiner eller
helikoptere."

Man kan spørge sig selv, om pyramiderne eller sydamerikanske byer som
Machu Picchu eller Tiahuanaco kunne opføres af stenalderkulturer.
Hvad med Stonehenge og lignende? Kunne stenalderfolk udvikle og tale
sanskrit, det mest grammatisk komplekse og fuldstændige sprog
nogensinde set? I det hele taget kan man hævde, at så mange
arkæologiske vidnesbyrd tilsyneladende støtter den vediske opfattelse,
at det er umuligt bare opremse dem alle her. Her er et interessant
eksempel.

I 1929 fandt en gruppe arbejdere i Istanbul under en oprydning i et
palads et gammelt støvet landkort. De var lige ved at smide det væk,
men en af arbejderne syntes alligevel, det var interessant og endte
med at overdrage det til et museum. Til alt held, for landkortet var
fra 1513 og tegnet af Piri Reis, en berømt tyrkisk admiral. Kortet er
sensationelt. Det er lavet på gazelleskind og meget velbevaret. Det
viser interessant nok Sydamerika og Afrika placeret korrekt i forhold
til hinanden. Den virkelige sensation kom dog først i 1956, da den
amerikanske arkæolog Arlington Mallery begyndte at studere det. Han
opdagede, at det, der ligner en forlængelse af Sydamerika, i
virkeligheden er Antarktis' kyst. Da Antarktis først blev opdaget i
begyndelsen af det 19'ende århundrede, er dette et mysterium.
Endnu mere interessant bliver det, når man opdager, at dele af
kystlinien, der i dag dækkes af is, er isfri på hans kort. Geologer
siger, at disse kyster har været dækket af is i mindst 6000 år. Piri
Reis skriver selv på sit kort, at det bygger på ældre kort (som vi
ikke længere kender til).

Piri Reis' kort er ikke det eneste lignende kort fra middelalderen.
Franskmanden Oronteus Finaeus tegnede Antarktis i 1531. Den berømte
hollandske kartograf Gerard Kramer (1512-1594), der også er kendt som
Mercator, inkluderede Antarktis på flere af sine kort. Philippe
Buache, fransk kartograf fra 1700-tallet, tegnede et fuldstændigt
isfrit Antarktis (hvilket det ikke skulle have været i to millioner
år). Tilsyneladende må han have haft endnu ældre informationer end de
foregående kartografer.

Der findes også andre kort fra middelalderen og oldtiden, der viser
Europa og Nordafrika, som de må set ud under den sidste istid, altså
for mere end 10.000 år siden. Det store spørgsmålet er, hvem der har
lavet disse kort. Primitive stenalderfolk?

Brahmastraer - fortidens atomvåben

Vedaerne beskriver en civilisation, hvor der også forekom krig og
vold. Krig førtes dog efter religiøse og ridderlige principper,
hvilket indebar, at krig foregik krigerne imellem og aldrig ramte
civilbefolkningen. Krigerne havde bue og pil, køller, sværd, lanser
osv. Det passer fint med teorien om primitive stenalderfolk. Men
hvilke buer og pile! Vedaernes beskrivelse af pilene er mere end blot
pinde med fjer og flintspidser. Disse pile var lige så frygtelige som
de mest moderne våben.

Et eksempel er brahmastraen. Dette våben var lige så ødelæggende som
atomvåben, ja farligere, for ikke bare var det mere kraftfuldt, men
det var også et præcisionsvåben, der med usvigelig sikkerhed kunne
opsøge og ramme sit mål. Srimad-Bhagavatam beskriver et tilfælde af
anvendelsen af disse brahmastra-våben, da Arjuna og Asvattama kæmpede
imod hinanden. Hele universet blev oplyst, da to brahmastraer mødtes
og eksploderede.

Er der vidnesbyrd om, at sådanne våben virkeligt har eksisteret? Igen
kan dette ikke bevises empirisk, men en bestemt hændelse i moderne tid
peger på muligheden for det. Den 30. juni 1908 ved 7-tiden om morgenen
blev Tunguska, et område i Sibirien 750 km nordvest for Bajkalsøen,
ramt af den voldsomste eksplosion i historisk tid, en eksplosion, der
blæste 2000 km2 skov omkuld. Selv om det var højlys dag, kunne lyset
fra eksplosionen ses 700 km derfra. I Europa, hvor det var midnat,
blev det så lyst, at man kunne læse en avis. Trykbølgen fra
eksplosionen vandrede jorden rundt to gange, og hele vejret på den
nordlige halvkugle var påvirket deraf i flere måneder efter.
Hvad der forårsagede denne eksplosion, er fortsat en gåde. Der er
mange mystiske og uforklarlige faktorer.

Mindst 700 øjenvidneberetninger fortalte om et flyvende objekt, der
kom fra Bajkalsøen og ændrede kurs, og en paddehatteformet ildkugle,
hvilket udelukker, at det var en komet eller et meteor. Ingen nationer
på jorden havde udviklet atomvåben. Hvad skete der? Stødte jorden
sammen med et sort hul? En prøvesprængning fra det ydre rum? En
forulykket UFO? Spekulationerne er talrige, og svaret er, at ingen ved
det med sikkerhed. Var det en brahmastra? Uden at komme videre ind på
det her, kan vi konstatere, at der i nyere tid faktisk har været en
eksplosion, der kunne måle sig med atomvåbnene i styrke, før disse
havde set dagens lys.

Når yogierne forlader kroppen

Srimad-Bhagavatam fortæller om Dhrtarastra, der forlod Pandavaernes
palads for på sine sidste dage at nå åndelig fuldkommenhed. Han levede
i total afsondrethed på et øde sted og praktiserede det ottefoldige
yoga-system, hvorigennem yogier er i stand til at løfte sjælen op
igennem kroppens forskellige chakraer og i sidste ende forlade kroppen
igennem kron-chakraet øverst i kraniet. Det fortælles, at da han
forlader kroppen, er varmen fra hans sjæl så voldsom, at den med det
samme sætter kroppen i brand, og denne brænder til aske på sekunder.
Nu skal vi frem til 1938, da G.A. Shepherdson, indehaveren af et stort
byggefirma, den 8. april var ude at inspicere en byggeplads. Nogle
arbejdere så ham køre forbi, men pludselig standsede bilen brat midt
ude på vejen. Da han ikke kom ud af bilen, tænkte arbejderne, at måske
var han blevet dårlig, og løb hen for at hjælpe ham. Da de kom hen til
bilen, så de imidlertid til deres rædsel og forbløffelse, at de var
kommet for sent. Shephardson var brændt til aske på mindre end et
minut, og bilen var ikke engang svedet indvendigt. Branden så ud til
at være kommet inde fra hans krop.

Dette er ikke et helt ualmindeligt fænomen? Siden 1500-tallet ved man,
at mindst 135 mennesker er omkommet af, hvad man kalder spontan
selvforbrænding. Spørgsmålet for os er, om man kan sammenligne spontan
selvforbrænding med beskrivelserne af, hvordan en fuldkommen yogi
forlader kroppen.



www.iskcon.com www.iskcon.dk www.harekrishna.dk
www.in2-mec.com www.krishna.com


 
 
Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408924
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste