---

Ægypten og den vediske kultur

Af Vrin Parker. Oversat af Benjamin Bjerre.

Mellemøstens oldtidsriger.    

Den nye Salmonsen fra 1949 skriver: "Mitanni, oldtidsrige i
N-Mesopotamien omkr. midten af 2. årtus. f. Kr. Den churrittiske
befolkning her organiseredes som staten M af en indoeur. overklasse.
M, der en tid beherskede Ninive, faldt for hittitterne, og en del af
dets område kom til Assyrien. Svækkelse af M-s og senere af
hittitternes magt muliggjorde udvidelsen af assyrisk herredømme til,
og udover, disse egne."

For omkring 4000 år siden beherskede hurrianerne (harierne) et vigtigt
rige ved navn Mitanni, der lå i flodområdet i det øvre Eufrat. Mitanni
er bredt anerkendt som et sanskrittalende rige med vedisk dharma og
kultur. Dette bevises blandt andet af forskellige gamle tavler m.m.,
der er blevet fundet af arkæologerne.

I en traktat mellem den hittiske konge Suppilulima og Mattiwaza
(Mattiraja) af det hurriske (hariske) rige Mitanni fra ca. 1350 f.Kr.
nævnes blandt de guddommelige vidner Mitrash, Uruwana, Indra og
Nashatiyanu, der er de selvsamme Mithra, Varuna, Indra og Nasatya fra
den Vediske gudekreds.

En anden skrivelse fra det hittiske kejserdømmes statsarkiver blev
opdaget i Baghaz-keui i nutidens Tyrkiet. Det er en afhandling om
hestevognsvæddeløb, og den bruger sanskrit-ord som aikavartana = én
runde, teravartana = tre runder, tanchavartana = fem runder og
sattavartana = syv runder.

Udgravninger i El-Amarna i Ægypten har vist, at det omkring 1500 f.Kr.
var konger og prinser med typiske vediske navne, der herskede i
området omkring nutidens Syrien. Nogle af disse navne er Artamanya,
Aryavirya, Yashodatta og Suttarna.

Udfra mitanniske egennavne som Shuwardatta kan man også udlede
tilstedeværelsen af den vediske solgud Surya i den mitanniske
gudekreds. Surya tilbedtes også af Babylons vedisk/ariske konger,
kassiterne, under navnet Suryash.

Farao Amenhotep den Store.

Ifølge 3400 år gamle optegnelser fra oldtiden giftede den ægyptiske
kejser Menkheperura eller Thutmose Den Fjerde sig med en datter af
Kong Artatma. Artatma var konge i Mitanni. Vi ved fra et brev
adresseret af Dushratta, Mitannis konge, Artatmas barnebarn, til
Akhnaton, at seks gange havde Kong Thutmose fremsat sin anmodning, men
forgæves. Mitanni var et lille rige, som slet ikke kunne sammenlignes
med det mægtige ægyptiske kejserdømme. Nogle mener, den ægyptiske
konges mangel på vedisk kultur var grunden til, at Kong Artatma
gentagne gange gav afslag på at give sin datter i ægteskab til sin
tids mest magtfulde monark. Ikke før den syvende forespørgsel gik Kong
Artatma med til ægteskabet. De gamle optegnelser siger: "Efter den
syvende anmodning gav kongen af Mitanni sin datter til Ægyptens
konge."

Den nye dronning gav udadtil afkald på sit vediske sanskritnavn og tog
et ægyptisk navn, der passede bedre til hendes nye position, Mutemuya
eller 'Mut i den hellige bark' [Mut var en ægyptisk gudinde, Amons
hustru. Bark er et tremastet skib]. Hun omtales på monumenterne som
"arveprinsesse, Syden og Nordens leder". Om hendes personlighed og
reelle indflydelse vides intet. Det kan kun formodes, at hun i sit nye
hjem ville føle sig tiltrukket af vediske guddomme som solguden Surya,
som ægypterne kaldte Atem eller Aton. Sandsynligvis kunne hun bedre
relatere til Atons flammende diskos, der var meget lig hendes hjemlige
ariske guder Mithra og Surya, i stedet for den ophøjede Amon,
stammeguden fra Thebes. Hendes ægte, uafviselige bidrag til Ægyptens
videre historie (og religiøse tænkning) ligger i det faktum, at hun
fødte Kong Amenhotep Den Tredje eller Amenhotep Den Store.
Amenhotep Den Tredje giftede sig med en af oldtidens mest
bemærkelsesværdige kvindelige skikkelser, Tiy, datter af Yuaa og Tuau
eller Tuaa. Selv om Yuaa var præst for den ældgamle ægyptiske
frugtbarhedsgud Min, var han en udlænding 'fra Nordsyrien' eller mere
præcist fra Mitanni. Sir Flinders Petrie mener, at Yuaa var en af de
talrige allierede prinser eller vasaller, der på det tidspunkt blev
opdraget ved det ægyptiske hof.

Under denne epoke af Ægyptens historie var landets herskende
aristokrati inklusive kongen således af blandet ægyptisk og mitannisk
afstamning. Historikerne er ikke sikre på, om Dronning Tiys mor, Tuau
eller Tuaa, der ifølge de fleste historikere var af kongelig
afstamning, var en fuldblods ægypter eller delvist eller helt
mitannier til trods for sit ægyptiske navn. I et brev fra Dushratta,
Mitannis konge, til Akhnaton kaldes Tiy 'min søster', hvilket antyder,
at hun i det mindste igennem en af sine forældre selv var af kongeligt
mitannisk blod.

Der er ikke skrevet meget om den sandsynlige vediske indflydelse, som
det ægyptiske hofs mange mitannier havde, og i særdeleshed ikke nok om
deres indflydelse på den unge prins, der skulle bestige tronen som
Amenhotep Den Fjerde. Han er blevet foreviget under navnet Akhnaton,
Kong Tutankhamons berømte fader.

Farao Akhnaton/Amenhotep Den Fjerde.

Akhnaton fødtes i det smukke Charuk-palads i Thebes i eller kort efter
1395 f. Kr. Nogle historikere placerer hans fødsel et par år
tidligere. I den unge alder af 12 år blev Akhnaton kronet som Ægyptens
konge. Optegnelser viser, at i begyndelsen regerede hans mitanniske
mor, Dronning Tiy, i hans sted. Da Mitannis konge, Kong Dashratha
(Dushratta), skriver for at lykønske ham med tiltrædelsen, henvender
han sig til Dronning Tiy og ikke direkte til Akhnaton. Selv i senere
breve fra denne periode skriver Dashratha til Akhnaton og råder ham
til at "rådføre sig med sin mor" i vigtige sager.

Selv om det ofte overses, havde Akhnaton dybe vediske rødder. På hans
fars side var hans bedstemor mitannier, hans far var halvt mitannier,
og hans egen mor var halvt eller måske helt mitannier.
Ikke bare størstedelen af hans familie var mitannisk, men hans kone
var også en mitannisk prinsesse, Kong Dashrathas datter, den berømte
Nefertiti. Det er velkendt, at sammen med Akhnaton var de aktive i
rollen som ypperstepræst og -præstinde i Aton-religionen.
Som sagt er der ingen tvivl om mitanniernes vediske/ariske identitet,
og vi kan være sikre på, at Akhnaton var stærkt påvirket af vedisk
kultur. Beviserne for den vediske indflydelse på Akhnaton via
mitannierne synes at være hævet over enhver tvivl.

I en alder af atten år fik Akhnaton enevældig magt over hele
kongeriget. På det tidspunkt erklærede han sin tro på én Gud, Solen,
Aton, dvs. skiven eller den flammende kugle.

Han proklamerede offentligt sin tro på Aton som gudernes Gud, men selv
om det fejlagtigt er blevet hævdet, at tilbedelsen af Aton blev
'opfundet' af Farao Akhnaton, nød Aton allerede fra og med Akhnatons
far, Amenhotep Den Tredje, et højt niveau af tilbedelse.

Atons symbol, som det blev præsenteret af Akhnaton, var et billede af
Solskiven i en slags trekantsform med mange solstråler spredt ud, hvor
solstrålerne ender i hænder. (Nogle forskere har også bemærket, at
pyramidernes form repræsenterer Solens stråler, der skinner ned på
jorden i en trekantsform med toppen som lyskilden og strålerne, der
spreder sig ud, efterhånden som de når jorden.) Ligheden mellem
Akhnatons Aton og Surya er slående. Sanskrit-beskrivelsen af lysets
guddommelige udspring stemmer helt overens med det billede af Aton,
der gives i den ægyptiske konges hymner.

"Som opliveren og fremskynderen hæver Han Sine lange arme af guld om
morgenen, vækker alle væsner fra deres søvn, indgyder dem energi og
begraver dem i søvn om aftenen." (fra en vedisk bøn til Solguden).
Denne beskrivelse svarer perfekt på de udskæringer, man har af Aton
som Solskiven, der udbreder sine gyldne arme ned mod jorden.
Arkæologer har bekræftet, at alle disse billeder og udskæringer af
Aton engang var belagte med guld.

Akhnaton som monoteist.

Nogle har hævdet, at Akhnaton var en soldyrker, mere en naturdyrker
end en hengiven af én Højeste Guddom. Imidlertid bekræfter Akhnatons
egne ord, at dette ikke er tilfældet. Akhnaton talte om Solskiven som
Atons øje og en repræsentant for Atons magt. Vedaerne taler om
Surya-narayana, solen som en repræsentant for Guddommens Højeste
Personlighed. I Brahma-Samhita beskrives solen også som Guds øje.
Akhnatons hengivelse til solen er forståelig set i dette lys.
Bortset fra de allertidligste inskriptioner ledsages Akhnatons navn af
sætningen 'Ankh-em-Maat' eller 'Lever i sandhed'. I en af hans
tilhængeres grav blev fundet en inskription: "Kongen har indgydt mig
sandheden, og at lyve er en vederstyggelighed." (Fra en hofmand ved
navn Ay's grav.) Som vi ved er satya eller sandhed også et af den
vediske kulturs grundpiller. Den dag i dag er Indien/Bharatas motto:
'Satyam eva jayate'.

Akhnatons sang til Aton viser tillige en bemærkelsesværdig
videnskabelig forståelse af solens rolle i livets virke på hele
planeten. Nogle ser mere hans religion som "en filosofisk og
videnskabelig revolution imod religion" end en ny religion. Én
historiker, H.R.Hall, ser Akhnaton som "historiens første
videnskabelige tænker" på grund af hans videnskabelige forståelse af
solen og dens forbindelse til den organiske verden. De, der kender til
vedisk religion, ved imidlertid, at sand religion hviler på
videnskabelige principper. Som tilhænger af vedisk dharma var Akhnaton
tilsyneladende klar over dette og mange andre videnskabelige og
åndelige kendsgerninger.

Det skal nævnes, at det anerkendes, at Akhnatons hengivelse til en
Højeste Guddom påvirkede Moses og den jødiske religion. Dette er endnu
en meget vigtig forbindelse mellem på den ene side vedisk kultur og på
den anden side Jødedom, Kristendom og Islam.

Konklusion

Jeg ser det som en stærk bekræftelse af sandheden, at det mest
bemærkelsesværdige og berømte fund i Ægyptens historie var opdagelsen
af Akhnatons søn Tutankhamons grav. Universet har en vidunderlig evne
til at bringe sandhed og retfærdighed for dagens lys. Efter Akhnatons
død gjorde Amons præster deres bedste for at tilintetgøre mindet om
Akhnaton og hans religion for Aton. Alle hans monumenter og
inskriptioner blev revet ned, og stenene blev alle genanvendt.
Det var imidlertid selve denne vanhelligelse, der har bevaret
Akhnatons historie i tusinder af år. Da alle hans inskriptioner og
udskæringer blev genbrugt, blev de gemt væk ikke bare fra det
ægyptiske folks øjne, men også fra miljøets eroderende påvirkninger.
Hans fjenders nyligt udskårne inskriptioner forsvandt snart på grund
af påvirkningerne fra sol, vind og regn. Akhnatons minde er imidlertid
bevaret den dag i dag som et vidnesbyrd om den vediske kulturs
indflydelse langt uden for det, vi i dag kalder Indiens grænser.***


www.iskcon.com www.iskcon.dk www.harekrishna.dk
www.in2-mec.com www.krishna.com