/ Forside / Karriere / Uddannelse / Højere uddannelser / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Højere uddannelser
#NavnPoint
Nordsted1 1588
erling_l 1224
ans 1150
dova 895
gert_h 800
molokyle 661
berpox 610
creamygirl 610
3773 570
10  jomfruane 570
Ralph Sansbury
Fra : Michael Berg


Dato : 21-07-04 19:31

Hej NG,

Er der nogen der er bekendt med hans teorier?

I følgende artikel fremfører han bl.a. en teori om at tyngdekraft og
magnetisme faktisk er det samme, og hvordan alle konsekvenser af GR (generel
relativitet) kan forklares med magnetisme. Fx. at lys ikke bevæger sig men i
stedet propagerer gennem partikler, ligesom et stød propagerer sig igennem
en række billardkugler der ligger op ad hinanden.

http://www.mountainman.com.au/news96_f.html

Jeg har kun lægmands forstand på den slags men jeg syntes artiklen var
interessant. Den er fra 1996 - er der nogen der har noget opfølgende eller
mere fra samme forfatter?

/Michael



 
 
Sven Nielsen (21-07-2004)
Kommentar
Fra : Sven Nielsen


Dato : 21-07-04 22:54

In article <40feb663$0$202$edfadb0f@dread12.news.tele.dk>,
michael.berg@bergconsult.dot.com says...

> Er der nogen der er bekendt med hans teorier?

Ikke før nu.

> I følgende artikel fremfører han bl.a. en teori om at tyngdekraft og
> magnetisme faktisk er det samme, og hvordan alle konsekvenser af GR (generel
> relativitet) kan forklares med magnetisme. Fx. at lys ikke bevæger sig men i
> stedet propagerer gennem partikler, ligesom et stød propagerer sig igennem
> en række billardkugler der ligger op ad hinanden.

Det er det rene vrøvl. Hvis man har lidt forstand på fysik og
naturvidenskaben kan man se det, blot man kaster et kortvarigt blik på
siden.

> Jeg har kun lægmands forstand på den slags men jeg syntes artiklen var
> interessant. Den er fra 1996 - er der nogen der har noget opfølgende eller
> mere fra samme forfatter?

Hvis du interesserer dig for videnskab, så bør du holde dig fra den slags
fordummende bras. Sansbury er med al tydelighed det, man kalder en crank
eller en crackpot. http://www.ilja-schmelzer.de/ether/crank.html

Hvis du alligevel vil se sider med flere "skøre teorier" indenfor
forskellige områder, så tag et kig på http://www.crank.net/index.html .
Der er henvisninger til masser af den slags teorier indenfor alle områder
af (ikke-) videnskab.

Du kan også bare følge diskussionen herinde. Der er en lille håndfuld
cranks, der hjemsøger denne debat. Jeg skal ikke nævne navne, men
personer, der f.eks. afviser big bang teorien uden at give nogle
egentlige argumenter for det, samtidig med at de ignorerer eller med ad
hoc hypoteser bortforklarer de observationelle kendsgerninger, der har
medført at big bang teorien er en udbredt accepteret videnskabelig model,
er typisk hvad man må kalde cranks. Samme personer vil typisk også have
ideer som f.eks. at månelandingerne var fup eller at korncirkler er lavet
af rumvæsener.

Normalt kan man lige så godt på forhånd opgive at diskutere fornuftigt
med en crank. Men da du foreløbig blot præsenterer dig som en
interesseret lægmand, håber jeg stadig at kunne gøre dig interesseret i
rigtig videnskab i stedet for syg pseudovidenskab. Du kan evt. læse mere
om god kontra syg videnskab på i flg. artikel:
http://en.wikipedia.org/wiki/Bad_science

Med venlig hilsen Sven.

Michael Berg (22-07-2004)
Kommentar
Fra : Michael Berg


Dato : 22-07-04 07:48

Hej,

> > I følgende artikel fremfører han bl.a. en teori om at tyngdekraft og
> > magnetisme faktisk er det samme, og hvordan alle konsekvenser af GR
(generel
> > relativitet) kan forklares med magnetisme. Fx. at lys ikke bevæger sig
men i
> > stedet propagerer gennem partikler, ligesom et stød propagerer sig
igennem
> > en række billardkugler der ligger op ad hinanden.
>
> Det er det rene vrøvl. Hvis man har lidt forstand på fysik og
> naturvidenskaben kan man se det, blot man kaster et kortvarigt blik på
> siden.

"Det er det rene vrøvl" er et postulat. Hvad med om du underbygger det? Og
hvilken del af den meget lange side var det du kastede et kortvarigt blik
på?

At forkaste en teori alene fordi den ikke harmonerer med eksisterende
teorier er da ikke særlig god videnskab synes jeg.

> Hvis du interesserer dig for videnskab, så bør du holde dig fra den slags
> fordummende bras. Sansbury er med al tydelighed det, man kalder en crank
> eller en crackpot. http://www.ilja-schmelzer.de/ether/crank.html

Jeg var ude efter noget konkret kritik, og det du skriver der synes jeg
hverken er særlig smart eller hjælpsomt. Hvorfor er man en crackpot når man
har en alternativ teori til General Relativity? Hawking himself har lige
måttet æde en temmelig stor kamel hvad angår sorte huller, så det sker da at
selv veletablerede teorier må revideres. Ham Ralph foreslår jo ikke noget
der ikke harmonerer med det univers vi kan observere - nåede du at læse
dette ved dit hurtige øjekast?

Jeg er ikke fan eller tilhænger af denne Ralph Sansbury, jeg synes blot hans
teorier var forfriskende og håbede derfor at nogen kunne kaste lidt lys på
de videnskabelige komponenter og metoder han anviser. Indtil du føler du er
klar til at komme ned fra hesten og bruge lidt tid på rigtig videnskabelig
kritik så er det helt okay med mig at du ikke poster flere svar i denne
tråd.

/Michael



Carsten Svaneborg (22-07-2004)
Kommentar
Fra : Carsten Svaneborg


Dato : 22-07-04 11:26

figure it out wrote:
> At forkaste en teori alene fordi den ikke harmonerer med eksisterende
> teorier er da ikke særlig god videnskab synes jeg.

En teori bliver forkastet hvis den ikke stemmer med eksperimenter,
siden de eksisterende teorier må forventes at beskrive eksperimenter
godt, skal din teori være signifikant bedrer end eksisternede teorier
til at beskrive målingerne, for at denne er interessant.

> Hvorfor er man en crackpot når man har en alternativ teori til
> General Relativity?

Fordi det essentielle ikke er at have alternative teorier, men bedrer
beskrivelser af eksperimenterne med færrer parametre.

> Hawking himself har lige måttet æde en temmelig stor kamel hvad angår
> sorte huller, så det sker da at selv veletablerede teorier må revideres.

Jeg undrer mig meget hvad denne sag egentligt handler om.

At sorte huller udsender stråling og derfor langsomt fordamper har da
været kendt i en 10-20 år, og var netop et resultat Hawking selv fandt.

--
Mvh. Carsten Svaneborg
http://www.softwarepatenter.dk

Jakob Nielsen (22-07-2004)
Kommentar
Fra : Jakob Nielsen


Dato : 22-07-04 11:49

> > Hawking himself har lige måttet æde en temmelig stor kamel hvad angår
> > sorte huller, så det sker da at selv veletablerede teorier må revideres.
>
> Jeg undrer mig meget hvad denne sag egentligt handler om.
>
> At sorte huller udsender stråling og derfor langsomt fordamper har da
> været kendt i en 10-20 år, og var netop et resultat Hawking selv fandt.

Sagen drejer sig, mig bekendt, om at den form for udstråling var uden
information om det "inde i" hullet. Dermed tabte universet som sådan
information, hvilket ikke er tilladt. Så vidt jeg husker var udstrålingen jo
forårsaget af dannelsen af et partikkel-antipartikkel par ved randen af
hullet. Hvis antipartiklen falder i og partiklen undslipper, så mister
hullet energi og rummet udenfor får tilført energi. Den undslupne partikkel
har bare ingen information omkring hullet, og derved er der tabt
information.




Jesus-loves-you (22-07-2004)
Kommentar
Fra : Jesus-loves-you


Dato : 22-07-04 19:08

"Jakob Nielsen" skrev
news:40ff9b88$0$176$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk

> > > Hawking himself har lige måttet æde en temmelig stor kamel hvad angår
> > > sorte huller, så det sker da at selv veletablerede teorier må
> > > revideres.
> >
> > Jeg undrer mig meget hvad denne sag egentligt handler om.
> >
> > At sorte huller udsender stråling og derfor langsomt fordamper har da
> > været kendt i en 10-20 år, og var netop et resultat Hawking selv fandt.
>
> Sagen drejer sig, mig bekendt, om at den form for udstråling var uden
> information om det "inde i" hullet. Dermed tabte universet som sådan
> information, hvilket ikke er tilladt. ...

Information - hva' dælen mener man med det ?

> ... Så vidt jeg husker var udstrålingen jo
> forårsaget af dannelsen af et partikkel-antipartikkel par ved randen af
> hullet. ...

Kan jeg få konkretiseret begrebet *stråling* ...

Gamma-stråling, altså elektromagnetiske bølger ?

> ... Hvis antipartiklen falder i og partiklen undslipper, så mister
> hullet energi og rummet udenfor får tilført energi. ...

Kunne man ikke formulere dette på en ny måde, således at forstå, at både
partiklen og antipartiklen tilhører begrebet positiv-energi, blot
polariseret (uden at jeg kan konkretisere dette nærmere) ?

Og hvorfor nu det ?

Det hævdes, at stof + anti-stof er lig med energi.

Denne energi kan komme til udtryk i form at elektromagnetiske bølger og er
altså således pr. definition en såkaldt *positiv* energi ...

"Regnskabet" hænger altså IKKE sammen, dersom vi opfatter stof som værende
positiv energi, mens anti-stof betragtes som værende negativ energi.


> ... Den undslupne partikkel
> har bare ingen information omkring hullet, og derved er der tabt
> information.

Information - mærkeligt defust begreb ?


Med venlig hilsen,
Mogens Kall, The servant of Michael
--
SETI: Win (vind) 2000 Danish Kr. (around 280 US $), jump ...
2921 news:C1PKc.26107$Vf.1378546@news000.worldonline.dk
(use perhaps http://www.google.dk/grphp )
File-number: 2973



Michael Berg (22-07-2004)
Kommentar
Fra : Michael Berg


Dato : 22-07-04 16:56

Hey,

> > Hvorfor er man en crackpot når man har en alternativ teori til
> > General Relativity?
>
> Fordi det essentielle ikke er at have alternative teorier, men bedrer
> beskrivelser af eksperimenterne med færrer parametre.

Jeg finder det rimelig essentielt at vide om æblet falder til jorden på
grund af tyngdekraft eller som en konsekvens af magnetiske dipoler. Det har
da stor betydning for vores teknologiske udvikling.

Iøvrigt beskriver Sansbury's teorier netop universet (tyngdekraften, lysets
bøjning i tyngdefelter osv) som GR gør det, blot med færre parametre. Hans
teori forklarer også nogle fysiske fænomener som vi kan observere, men som
GR ikke kan forklare.

Man skulle tro at når en person tog sig tid til at formulere en
videnskabelig teori og underbygge den med argumenter og matematik, ja så
ville folk i det mindste gøre sig den ulejlighed at pege på de steder hvor
han har lavet regnefejl eller forudsætningerne ikke holder.

Men nej, for det er slet ikke det, det handler om. Det handler nemlig om
religion og ikke videnskab det her. Vi er åbenbart så uimodtagelige for
teorier der ændrer på vores verdensbillede at folk, der bare forsøger at gå
andre veje nærmest bliver betragtede som kættere (eller, som Sven skrev,
crackpots, men det er vel i praksis det samme).

Jeg forstår det ikke, men jeg må jo bare konkludere at det var en stor fejl
at poste indlægget i dk.videnskab.

Jeg undskylder mange gange.

/Michael



Carsten Svaneborg (22-07-2004)
Kommentar
Fra : Carsten Svaneborg


Dato : 22-07-04 18:03

figure it out wrote:
> Man skulle tro at når en person tog sig tid til at formulere en
> videnskabelig teori og underbygge den med argumenter og matematik, ja så
> ville folk i det mindste gøre sig den ulejlighed at pege på de steder hvor
> han har lavet regnefejl eller forudsætningerne ikke holder.

Get real. Skriver du en tekst og ligger den ud på nettet, forventer du
så at folk kommer og stavekorrigerer den for dig, fordi du har brugt så
lang tid på at skrive den? Eller vil du betale et par timers af en
fysikers løn for at få din favorit teori kommenteret?

Hvis han vil have folk til at læse sin teori er vejen at publicerer
den i en peer-reviewed journal, og ikke blot at skrive en webside ligesom
alle de andre crackpots. R. Sansbury (eller folk der hedder det samme)
har forøvrigt publiceret en 4-5 artikler, og ingen af dem forsøger at
revolutionere vores foreståelse af generel relativitetsteori.


> Men nej, for det er slet ikke det, det handler om. Det handler nemlig om
> religion og ikke videnskab det her. Vi er åbenbart så uimodtagelige for
> teorier der ændrer på vores verdensbillede at folk

Størstedelen af all teorier og modeller der formuleres og publiceres i
peer-reviewed journaler forkerte, eller kun gyldige inden for meget
smalle grænser. Mon ikke at tæt på 100% af alle teorier og modeller der
beskrives på en webside et eller andet sted er forkerte?

Eksperimenter der viser hvilke af disse teorier der er rigtige er hvad
der ændrer verden.

> Jeg forstår det ikke, men jeg må jo bare konkludere at det var en stor
> fejl at poste indlægget i dk.videnskab.

dk.livssyn er relevant hvis du vil diskutere crackpots og deres teorier.

--
Mvh. Carsten Svaneborg
http://www.softwarepatenter.dk

Sven Nielsen (22-07-2004)
Kommentar
Fra : Sven Nielsen


Dato : 22-07-04 19:57

In article <40ffe38e$0$202$edfadb0f@dread12.news.tele.dk>,
michael.berg@bergconsult.dot.com says...

> Jeg finder det rimelig essentielt at vide om æblet falder til jorden på
> grund af tyngdekraft eller som en konsekvens af magnetiske dipoler.

Svaret er, at tyngdekraft og elektromagnetisme er to helt forskellige
typer kræfter, som intet har med hinanden at gøre. Bare den simple
observation, at tyngdekraften er ekstremt svag i forhold til em-kræfter,
burde gøre dette rørerende klart for en. EM-kræfter er ca.
1.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000 gange stærkere end
tyngdekræfter. Det er blot en af mange observationer, som en teori, der
forener gravitation med magnetisme skal gøre rede for. En teori som ikke
kan det som et absolut minimum, er der ingen grund til at bekæftige sig
nærmere med.

En "teori" som Sansburys, der faktisk ikke kommer med nogen konkrete
testbare forudsigelser overhovedet er ikke engang "forkert," den er
simpelthen ingenting bortset fra uvidenskabelig.

> Det har da stor betydning for vores teknologiske udvikling.

Det må du forklare nærmere, hvis jeg skal forholde mig til det.

> Iøvrigt beskriver Sansbury's teorier netop universet (tyngdekraften, lysets
> bøjning i tyngdefelter osv) som GR gør det, blot med færre parametre. Hans
> teori forklarer også nogle fysiske fænomener som vi kan observere, men som
> GR ikke kan forklare.

Hvilke? Jeg kunne altså ikke finde et eneste eksempel, heller ikke se, at
hans teori f.eks. forklarer lysets afbøjning i tyngdefeltet. Det eneste
der står, er hans påstand om, at den gør det. Der er i det hele taget
mange påstande i artiklen, men intet der begrunder dem. Ingen formler.
Ingen beregninger. Intet som helst, der kan kaste lys over, om det er
andet end noget, Sansbury har drømt, når han siger, at han har en teori,
der kan alt det, han vil have os til at tro. Jeg ved til gengæld fra mit
kendskab til fysikken, at det er ekstremt usandsynligt, at hans teori
faktisk kan alt det, så det er vel ikke mærkeligt, at jeg gerne vil se
det, før jeg tror det.

> Men nej, for det er slet ikke det, det handler om. Det handler nemlig om
> religion og ikke videnskab det her. Vi er åbenbart så uimodtagelige for
> teorier der ændrer på vores verdensbillede at folk, der bare forsøger at gå
> andre veje nærmest bliver betragtede som kættere (eller, som Sven skrev,
> crackpots, men det er vel i praksis det samme).

Åh ja, så dukkede det typiske crackpot argument op igen. Sjovt nok så
svinger den lige tilbage i hovedet på dig selv. Videnskab bygger ikke på
tro. Det bygger på faktiske observationer og eksperimentelle data. Det er
dig, der vil "missionere" for en "teori," der ikke er nogen beviser for,
og som tilmed strider mod mange velafprøvede modeller i videnskaben. Det
kan da noget bedre sammenlignes med religiøs fanatisme, når man holder
fast i noget, der bevisligt er i uoverensstemmelse med virkeligheden.

Der er intet i videnskaben, der er helligt. Alt er sårbar for kritik, men
det kræver en ting: Beviser i form af faktiske data - eller en bedre
teori. En intetsigende crackpot-teori skal du dog nok ikke regne med får
det videnskabelige samfund til at forkaste en stor del af den moderne
fysik. Vi smider ikke barnet ud med badevandet, og det er dybest set et
økonomisk princip.

> Jeg forstår det ikke, men jeg må jo bare konkludere at det var en stor fejl
> at poste indlægget i dk.videnskab.

Nah, din fejl var nok snarere din imho uheldige måde at reagere på, da du
fik et svar. Personlig ser jeg gerne, at dk.videnskab holdes nogenlunde
fri for pseudovidenskab, men jeg regerer ikke her.

Egentlig vil jeg gerne forstå, hvad der driver jer crackpots. Jeg har det
fint med, at I dyrker jeres "teorier" og kan godt forstå, at det kan
virke spændende. Men hvorfor insisterer I altid på at fremsætte dem i
fora for "ægte" videnskab? Det er som om, I enormt gerne vil anerkendes
og klappes på ryggen af videnskaben. Men når vi piller jeres teorier fra
hinanden med ærlig ment kritik bliver I alligevel enormt sure og skaber
jer mere eller mindre tosset. I kunne have det meget mere fredeligt i
jeres egen nyhedsgruppe, hvor ingen generer jer. Jeg går i hvert fald
ikke på besøg i f.eks. dk.astrologi for at fortælle dem, at de er nogen
idioter. Men crackpots holder sig ikke tilbage for at komme her, på trods
af, at de vil få nogle mentale knubs så længe der er folk med forstand på
videnskab tilbage her.

Med venlig hilsen Sven.

Hans Henrik Hansen (23-07-2004)
Kommentar
Fra : Hans Henrik Hansen


Dato : 23-07-04 09:31

Sven Nielsen <sven@DONT.SPAM.ME.SCIENTIST.COM> wrote:
....
> Svaret er, at tyngdekraft og elektromagnetisme er to helt forskellige
> typer kræfter, som intet har med hinanden at gøre. Bare den simple
> observation, at tyngdekraften er ekstremt svag i forhold til em-kræfter,
> burde gøre dette rørerende klart for en. EM-kræfter er ca.
> 1.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000 gange stærkere end
> tyngdekræfter.

Interessant - men hvordan kvantificerer man i grunden en sammenligning
mellem 'kraft-arter'?
Dette må vel forudsætte en form for 'normalisering' at respektive kilder
til kræfterne - og en sådan kan jeg ikke umiddelbart forestille mig!

--
(fjern slet fra mail adr.)
med venlig hilsen
Hans

Henning Makholm (24-07-2004)
Kommentar
Fra : Henning Makholm


Dato : 24-07-04 23:39

Scripsit sleth2vh@webspeed.dk (Hans Henrik Hansen)
> Sven Nielsen <sven@DONT.SPAM.ME.SCIENTIST.COM> wrote:

> > EM-kræfter er ca.
> > 1.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000 gange stærkere
> > end tyngdekræfter.

> Interessant - men hvordan kvantificerer man i grunden en sammenligning
> mellem 'kraft-arter'? Dette må vel forudsætte en form for
> 'normalisering' at respektive kilder til kræfterne - og en sådan kan
> jeg ikke umiddelbart forestille mig!

Man sammenligner såmænd tyngdekraften mellem to partikler med den
elektrostatiske kraft mellem de samme to partikler. Eftersom begge
krafter aftager med samme afhængighed af afstanden, får man samme
resultat uanset hvor langt partiklerne er fra hinanden.

Den naturligste sammenligning er mellem to elektroner - det giver det
mest imponerende tal, men selv om man skifter en eller begge ud med
protoner [1] i stedet kan man højst barbere 6-7 nuller af Svens
tal. Der er *stadig* millioner af millioner gange til forskel.


[1] En proton har cirka 2000 gange så meget (hvile)masse som en
elektron, men samme (absolutte) ladning.

--
Henning Makholm "The great secret, known to internists and
learned early in marriage by internists' wives, but
still hidden from the general public, is that most things get
better by themselves. Most things, in fact, are better by morning."

Hans Henrik Hansen (25-07-2004)
Kommentar
Fra : Hans Henrik Hansen


Dato : 25-07-04 11:23

Henning Makholm <henning@makholm.net> wrote:
....
> Man sammenligner såmænd tyngdekraften mellem to partikler med den
> elektrostatiske kraft mellem de samme to partikler.

OK - men jeg opfattede det således, at det var tyngdekraft og
*elektromagnetisk* kraft, Sven sammenlignede??


--
(fjern slet fra mail adr.)
med venlig hilsen
Hans

Hans Henrik Hansen (26-07-2004)
Kommentar
Fra : Hans Henrik Hansen


Dato : 26-07-04 17:39

Henning Makholm <henning@makholm.net> wrote:

> Scripsit sleth2vh@webspeed.dk (Hans Henrik Hansen)
> > Sven Nielsen <sven@DONT.SPAM.ME.SCIENTIST.COM> wrote:
>
> > > EM-kræfter er ca.
> > > 1.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000 gange stærkere
> > > end tyngdekræfter.
>
> > Interessant - men hvordan kvantificerer man i grunden en sammenligning
> > mellem 'kraft-arter'? Dette må vel forudsætte en form for
> > 'normalisering' at respektive kilder til kræfterne - og en sådan kan
> > jeg ikke umiddelbart forestille mig!
>
> Man sammenligner såmænd tyngdekraften mellem to partikler med den
> elektrostatiske kraft mellem de samme to partikler.

OK - men er der alligevel ikke én - gerne flere! - der lige vil
skitsere, hvorledes man tilsvarende sammenligner tyngde- og magnetisk
kraft??


--
(fjern slet fra mail adr.)
med venlig hilsen
Hans

Jeppe Stig Nielsen (26-07-2004)
Kommentar
Fra : Jeppe Stig Nielsen


Dato : 26-07-04 18:14

Hans Henrik Hansen wrote:
>
> OK - men er der alligevel ikke én - gerne flere! - der lige vil
> skitsere, hvorledes man tilsvarende sammenligner tyngde- og magnetisk
> kraft??

Siden 1800-tallet opfatter man jo elektricitet og magnetisme som to
sider af samme sag.

Vektorligningen

F = q( E + v×B )

kan siges at definere felterne E (elektrisk) og B (magnetisk). Her er
F den kraftvektor som en lille prøveladning q (skalar) påvirkes af når
den i det pågældende punkt har en hastighedsvektor v.

I stedet for at opfatte E og B som forskellige ting, kan man opfatte
dem som to komponenter af ét og samme matematiske objekt.

Ikke at det hér besvarer dit spørgsmål. Der eksisterer ikke i naturen
en kanonisk magnetisk monopol som man kan tage udgangspunkt i. Så kan
man måske vælge en elementær magnetisk dipol i stedet?

--
Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>. «

"Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)

Hans Henrik Hansen (26-07-2004)
Kommentar
Fra : Hans Henrik Hansen


Dato : 26-07-04 21:15

Jeppe Stig Nielsen wrote:
....
> I stedet for at opfatte E og B som forskellige ting, kan man opfatte
> dem som to komponenter af ét og samme matematiske objekt.

Kunne du så ikke lige konkretisere, hvad du forstår ved 'matematisk objekt'?

--
med venlig hilsen
Hans

Henning Makholm (26-07-2004)
Kommentar
Fra : Henning Makholm


Dato : 26-07-04 21:39

Scripsit Hans Henrik Hansen <h2vhspam@webspeed.dk>
> Jeppe Stig Nielsen wrote:

> > I stedet for at opfatte E og B som forskellige ting, kan man opfatte
> > dem som to komponenter af ét og samme matematiske objekt.

> Kunne du så ikke lige konkretisere, hvad du forstår ved 'matematisk objekt'?

Som Jeppe siger er det en forskel i opfattelse. Et matematisk objekt
er en "ting" som man manipulerer med som en helhed og benævner med et
enkelt symbol i sine formler etc., i modsætning til flere forskellige
objekter som man omtaler hver for sig selv når man gør det samme med
allesammen.

I tilfældet elektromagnetisme, kan man med fordel opfatte E og B som
to komponenter af den elektromagnetiske tensor. Hvis man skifter til
en ny referenceramme der bevæger sig i forhold til den foregående,
kommer det nye B til at afhænge af det gamle E og omvendt, mens den
elektromagnetiske tensor blot transformerer sådan som tensorer nu gør.

--
Henning Makholm "Jeg kunne ikke undgå at bemærke at han gik på hænder."

Jonas Møller Larsen (22-07-2004)
Kommentar
Fra : Jonas Møller Larsen


Dato : 22-07-04 21:28

Michael Berg wrote:
> Jeg finder det rimelig essentielt at vide om æblet falder til jorden på
> grund af tyngdekraft eller som en konsekvens af magnetiske dipoler.

Kraften mellem to dipoler aftager med afstanden i 4. potens. Gjorde
tyngdekraften det samme, ville planeterne ikke bevæge sig i ellipser.
Det var netop fra planetbevægelserne, at Newton opdagede sin tyngdelov,
hvor tyngdekraften aftager med afstanden i 2. potens. Desuden er kraften
mellem dipoler tiltrækkende/frastødende alt efter deres rumlige
orientering. Æblet ville så falde op på træet, når man vendte det om.

> Hans
> teori forklarer også nogle fysiske fænomener som vi kan observere, men som
> GR ikke kan forklare.

Jeg er skeptisk. Hvilke?

--
Jonas Møller Larsen

Jonas Møller Larsen (23-07-2004)
Kommentar
Fra : Jonas Møller Larsen


Dato : 23-07-04 13:30

Jonas Møller Larsen wrote:
> Michael Berg wrote:
>> Hans teori forklarer også nogle fysiske fænomener som vi kan observere, men
>> som GR ikke kan forklare.
>
> Jeg er skeptisk. Hvilke?

Det var egentlig ikke så negativt ment, som det måske lyder. Jeg er
skeptisk men også lidt nysgerrig efter at vide, hvad det er, GR ikke kan
forklare. For dét vil være en overordentlig god grund til at studere
alternative teorier. (Men jeg er ikke nysgerrig nok, til at jeg gider
pløje mig igennem artiklen).

--
Jonas Møller Larsen

Sven Nielsen (22-07-2004)
Kommentar
Fra : Sven Nielsen


Dato : 22-07-04 18:54

In article <40ff6314$0$282$edfadb0f@dread12.news.tele.dk>,
michael.berg@bergconsult.dot.com says...

> "Det er det rene vrøvl" er et postulat.

Nej, det er det ikke. Det er min ærlige mening. Og ja, den er unuanceret,
men jeg udtaler mig trods alt med en baggrund som kandidat i astronomi og
fysik. Med ordet "vrøvl" mener jeg mere præcist, at hans teori er
meningsløs pseudovidenskab.

> Hvad med om du underbygger det? Og hvilken del af den meget lange side var d
> et du kastede et kortvarigt blik på?

Jeg underbygger det sådan set ikke, men jeg har skimmet hele siden.

> At forkaste en teori alene fordi den ikke harmonerer med eksisterende
> teorier er da ikke særlig god videnskab synes jeg.

Det er din påstand - ikke min. Jeg forkaster Sansburys vrøvl fordi det
ikke har noget med videnskab at gøre.

> Jeg var ude efter noget konkret kritik, og det du skriver der synes jeg
> hverken er særlig smart eller hjælpsomt.

Var du ude efter konkret kritik? Hvorfor skrev du så ikke det? Hvorfor
stillede du ikke nogle konkrete spørgsmål? Forventer du, at vi både
finder på spørgsmål og svar, og bagefter skal vi stå model til
fornærmelser og hån, fordi vi stillede op?!

Det jeg skrev var faktisk smart i ordets betydning, i og med at jeg både
er intelligent og vidende om fysik og naturvidenskab. Jeg har oven i
købet studeret mange "skøre" teorier som en slags hobby, og har derfor en
vis erfaring indenfor emnet. Set fra mit synspunkt var jeg også hjælpsom
over for dig, dels ved at svare dig, da andre tilsyneladende ikke ville,
og mit råd var vel egentlig sundt nok. Det jeg ikke kunne hjælpe med, var
at bekræfte dig i, at der var noget som helst fornuftigt at hente i
Sansburys artikel. Og det var jo nok det eneste, du ville opnå, hvilket
jeg nok havde en mistanke om, men alligevel valgte jeg at være venlig og
forsøge at hjælpe. Nu hvor vi har set, hvordan du så reagerede på det, er
der nok ikke nogen, der begår den fejl at gå i dialog med dig en anden
gang.

> Hvorfor er man en crackpot når man har en alternativ teori til General Relativity?

Tag lige og gør dig selv en tjeneste før du siger mere. Sæt dig ind i den
videnskabelige metode. Forsøg at forstå forskellen på videnskab og
pseudovidenskab. Jeg har allerede givet dig nogle links at starte med. Nu
får du et mere, som faktisk er en glimrende start.

http://en.wikipedia.org/wiki/Pseudoscience

Et citat: "A pseudoscience is any body of knowledge purporting to be
either both factual and scientific, or of an even higher standard of
knowledge, but which fails to comply with scientific method."

> Ham Ralph foreslår jo ikke noget der ikke harmonerer med det univers vi kan
> observere - nåede du at læse dette ved dit hurtige øjekast?

Uden at du selv indser det, har du netop argumenteret for, at RS teori er
pseudovidenskab. Den teori er så glat, at den kan passe på alt. Dermed er
den intetsigende og uvidenskabelig.

> Jeg er ikke fan eller tilhænger af denne Ralph Sansbury, jeg synes blot hans
> teorier var forfriskende og håbede derfor at nogen kunne kaste lidt lys på
> de videnskabelige komponenter og metoder han anviser.

Blah blah. Jeg havde på fornemmelsen hvad din hensigt var og nu har du
bekræftet det. Du ville bare finde nogle meningsfæller som du kunne hygge
dig med at diskutere skøre teorier med.

> Indtil du føler du er klar til at komme ned fra hesten

Det kan vist kun opfattes som en (mild) fornærmelse, men det lader jeg
passere. Som en oplysning kan jeg anføre, at jeg ikke har siddet på en
hest i de sidste ca. 18 år.

> og bruge lidt tid på rigtig videnskabelig kritik så er det helt okay med
> mig at du ikke poster flere svar i denne tråd.

Du er tydeligvis ikke interesseret i videnskabelig debat, så lad dog være
at lade som om. Jeg sagde nok ikke det, du ønskede at høre, så nu beder
du mig om at klappe i. Du må da vist være en n00b på usenet, hvis du
tror, at det fungerer sådan.

Med venlig hilsen Sven.

Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177559
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408929
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste