---

I gruppen dk.kultur.sprog foregår der p.t. en lidt hidsig debat omkring
navneloven. Der står i denne lov at man ikke kan give børn navne, der er til
ulempe for dem, og i et cirkulære gives der endvidere belæg for, hvilke
navne, der er godkendt til drenge og hvilke der er godkendt til piger. Det
drejer sig om danske statsborgere.

Nu hævdes det at når der ikke står i loven at man ikke kan give en dreng
pigenavnet Gerd (altså direkte dette navn), selvom et cirkulære fastlægger
de navne der er godkendt til drenge og at denne stavevariation ikke omfatter
navnet Gerd, så er det ikke nogen lov, og så kan man godt give en dreng
navnet Gerd, selvom det ikke er godkendt.

Debatten går altså på om cirkulærets retsvirkning i forhold til en lov, om
det forhold at et ministerium, her kirkeministeriet, har en liste, der
eksplicit deles op i godkendte drenge og godkendte pigenavne, ikke kan være
gældende, da det ikke direkte står i loven.

Måske er der en herinde, der er i stand til at forklare det juridiske fohold
i relation til dette spørgsmål omkring cirkulærer og love og specifikt dette
spørgsmål?
--
ahw

---

"Arne H. Wilstrup" <karl@utroligsmart.dk> wrote in message
news:40ade63e$0$169$edfadb0f@dtext01.news.tele.dk...
[klip]
> Måske er der en herinde, der er i stand til at forklare det juridiske
fohold
> i relation til dette spørgsmål omkring cirkulærer og love og specifikt
dette
> spørgsmål?

Et cirkulære er definitorisk at betragte som en generel tjenestebefaling,
der til forskel fra bekendtgørelser, kun er rettet til forvaltningen selv.
De kan udstedes uden udtrykkelig lovhjemme alene på grundlag af et over- og
underordnelsesforhold mellem forskellige personer inden for samme myndighed.

En generel tjenestebefaling kan som absolut udgangspunkt ikke være
selvstændig hjemmel for forvaltningen, der fastlægger borgerens
retsstilling, men et cirkulære indeholder visse retningslinjer for en sags
afgørelse.

I dette tilfælde fastslår navnelovens § 10, stk. 1, 2. pkt., en regel om, at
ikke må gives et navn, som kan blive til ulempe for barnet.

Der er her tale om en vag og elastisk lovbestemmelse, og Kirkeministeriet
har til fortolkning sammen med Institut for Navneforskning lavet en liste
over navne, som er godkendte.

Den liste er imidlertid ikke andet og mere en en vejledning og en
tjenestebefaling til eksempelvis præsten, der jo er en del af det statslige
hierarki og derfor er i et underordnelsesforhold til Kirkeministeriet.
Tjenestebefalingen i forhold til ham går på, at han ikke har ret til at give
barnet et navn, der ikke står på listen.

For borgeren betyder det imidlertid /ikke/, at man så ikke kan få sit barn
døbt med et andet navn end et godkendt navn. Ønsker man et navn, der ikke er
opført på listen, skal man ansøge Kirkeministeriet, der er forpligtet til at
udøve et skøn i henhold til loven over, hvorvidt det konkret ønskede navn
vil være til ulempe for barnet. Alene at give afslag med henvisning til
listen vil utvivlsomt være i strid med den forvaltningsretlige grundsætning
om skøn under regel. Ministeriet skal vurdere konkret, men kan som nævnt
bruge listen over godkendte navne som en vejledning.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en pige kan blive døbt med et
drengenavn og omvendt, har det ved navnelovens § 10, stk. 1, 2.pkt., været
en forudsætning, at et sådant tilfælde formentlig vil falde ind under "som
kan blive til ulempe for barnet". Det betyder imidlertid ikke, at en pige
alligevel ikke kan få et drengenavn som 2., 3. eller 4. fornavn, hvis man
eksempelvis kan dokumentere, at man har en særlig tilknytning til navnet
f.eks. ved, at det har været anvendt i tidligere slægtsled. Det forudsætter
dog, at barnets forældre har været statsborgere i et land, der følger en
sådan navneskik.

Med venlig hilsen
Karina