---

Hejsa Gruppe...

Min kæreste og jeg har fået en lille chihuahua-han. Jeg var den der tog fri
den første uge og var hjemme med ham, når min kæreste var på arbejde. Måske
er det derfor at hunden nu er utroligt knyttet til mig, og faktisk ikke så
meget til ham.
Når vi feks er ude at gå tur, er det kun mig der kan kalde hunden til mig.
Peanut, som den hedder, er selvfølgelig i snor. Når fyren holder snoren og
jeg går videre, så går den lystigt efter mig, til snoren ikke er længere.
Heller ingen problemer med at kalde den til mig, selv når snoren er på og
min kæreste holder. Men fyren kan bare slet ikke kalde hunden til sig, når
det er omvendt.
Peanut kommer heller ikke ud og hilser på ham, når han kommer ind af døren,
selv hvis han har været alene længe. Når jeg derimod kommer hjem, er der
bare hvalp over det hele og slik alle steder. Ren lykke. Peanut vil også
helst sove hos mig i sofaen osv. Han bider endda min kæreste nogen gange.
Han havde en hvalpeperiode, hvor han bare bed i alt, men det er han
nogenlunde ovre. Bare ikke med min kæreste. Han bliver stadig hapset i
nallerne sommetider.
Min kæreste er faktisk begyndt at tro at hunden ikke kan lide ham. Det tror
jeg godt nok ikke, men hvad kan man sige? Det ser jo lidt ud som om at
hunden har valgt sig en favorit.
Nu er det ikke sådan at det kun er min kæreste der straffer hunden og siger
fy og nej, tværtimod. Vi sørger for at være lige hårde ved ham, så det ikke
bliver en god/ond person situation.
Jeg kan ikke lige gennemskue hvad vi gør, for at hunden kommer til at elske
kæresten ligeså meget, som den elsker mig.
Kan det have noget at gøre med at Peanut er en han, og at han betragter min
kæreste som en "kæle-rival" eller hvad? Jeg mangler lidt erfaring med det
her, det er vores første hund nemlig. Peanut er i øvrigt en glad og sund
lille hvalp, på ingen måde utryg, og han er altid nysgerrig og legesyg.
Selvfølgelig også en lille kælepotte. Han elsker at have gæster og elsker
alle han møder. Han er altså ikke sky eller noget.
Er der nogen der kan hjælpe? Ville være glad for at høre fra nogen der har
erfaring med dette.

Mvh. Nana

ps. Peanut er lige over 11 uger, og vi har haft ham i næsten tre.

---

"Nana Sørensen" <dodo20038@tiscali.dk> skrev i en meddelelse
news:9IJqc.32$Vf.1002@news000.worldonline.dk...
> Hejsa Gruppe...
>
> Min kæreste og jeg har fået en lille chihuahua-han. Jeg var den der tog
fri
> den første uge og var hjemme med ham, når min kæreste var på arbejde.
Måske
> er det derfor at hunden nu er utroligt knyttet til mig, og faktisk ikke så
> meget til ham.


Hej Nana

Mange hunde har det lidt svært med mænd , ja tilgiv mig ..men det har de
altså !
Mænd har kraftigere stemmer , er større og virker tit mere truende ...også
fordi mænd ikke altid er ret gode til at lave "venlig mimik , og lille
stemme "....

For at vinde hundens tillid , skal I begge kunne hundesprog , nemlig lære de
dæmpende signaler ! ( I kan finde meget om disse på nettet )

Klip .

Han bider endda min kæreste nogen gange.
> Han havde en hvalpeperiode, hvor han bare bed i alt, men det er han
> nogenlunde ovre.

nej...hvalpe kommer ikke over denne periode før meget senere , han skal lige
skifte tænder også , og så er der den herlige kønsmodenheds periode også når
de nærmer sig 8-10 måneders alderen .....
Han er stadigvæk kun en meget lille hvalp !

I skal finde ud af om han bider fordi han er bange for din kæreste , det
tror jeg nemlig . Usikkerhed er den største årsag til bid , efter min mening
....så skab tillid mellem Peanut og kæresten aller først . Brug verdens
bedste lokke middel , lækre godbidder i mini format , gerne pølse eller
andet kød .

Bare ikke med min kæreste. Han bliver stadig hapset i
> nallerne sommetider.
> Min kæreste er faktisk begyndt at tro at hunden ikke kan lide ham. Det
tror
> jeg godt nok ikke, men hvad kan man sige?

Du kan sige : Så nu skal vi alle tre hygge os med pølser , peanut , du får
flest hos "far"...værs´go !! ))

Det ser jo lidt ud som om at
> hunden har valgt sig en favorit.
> Nu er det ikke sådan at det kun er min kæreste der straffer hunden og
siger
> fy og nej, tværtimod.

Lad være med at straffe . Det er sådan en gammel metode , som efterhånden
burde gå til de evige jagtmarker , med mindre vi taler om meget uartige
hunde , som er voksne !
Hvalpe skal ikke straffes , de skal enten ignoreres eller roses !
Gør hvalpen noget galt så tænk på at den jo først lige skal lære alting , og
man lærer altså bedst når man roses for det gode , og ignoreres ved det
mindre gode .
Bider hvalpen i noget den ikke må bide i , så giv den et alternativ ..


Vi sørger for at være lige hårde ved ham, så det ikke
> bliver en god/ond person situation.
> Jeg kan ikke lige gennemskue hvad vi gør, for at hunden kommer til at
elske
> kæresten ligeså meget, som den elsker mig.
> Kan det have noget at gøre med at Peanut er en han, og at han betragter
min
> kæreste som en "kæle-rival" eller hvad?


Nej , hunde tænker ikke sådan ! Hunde læser vores "krops sprog" som de ville
tolke deres artsfællers kropssprog.
Hvis din hund opfatter dig som Alfaen ( lederen ) så den vil den forsøge at
passe på dig hvis der er ved at ske dig noget , altså f eks gå i mellem dig
og kæresten hvis han vil give dig et knus ...dette er IKKE jalousi , men
mistolkes simpelthen så tit , fordi vi giver vores hunde menneskelige træk ,
hvilket vi skal stoppe med at gøre !!

Igen , jeg kan kun opfordre dig til at lære alt om hundens sprog , så kan du
forstå hvorfor den gør som den gør !


I øvrigt er det utroligt spændende at læse om ...og så er det også rigtig
sjovt at gå til hundetræning , med sin hund ......kast dig ud i det , det er
ikke kedeligt !!!

Håber du kan bruge nogle af rådene

Mange hilsener Holm
Held og lykke fremover .

---

Hej igen... (Holm)


Mange tak for de gode råd. En del af dem har vi allerede prøvet. Bla. det
med at hygge i sofaen, men at det er far, der er den største godbids-giver.
Det hjælper også en hel del.
Jeg har allerede læst en del på nettet om hundesprog og bruger det også
meget. Det gør vi faktisk begge to. Det fungerer også enormt godt. Jeg er
helt sikker på at mange hunde ville have det bedre, hvis ejerne satte sig
lidt ind i det.
Jeg ved godt at jeg skrev "straffet", men det blev opfattet lidt forkert.
Vi straffer selvfølgelig ikke hvalpen på den måde. Hvis han feks. bider,
så siger vi NEJ, og flytter ham. Hvis han fortsætter så bliver han ignoreret
lidt. Han får i hvertfald ikke nogen opmærksomhed ud af at bide. Derimod
roser vi ham til skyerne, når han IKKE bider, og sørger derfor for at han
godt er klar over, at det er hyggeligt når man ikke bider, og ikke sjovt når
man gør. Vi slår ham selvfølgelig aldrig! Vi bruger meget ros, frem for
hårde ord, for hvalpen bliver da bare utryg af at blive skreget af hele
tiden. Den gode adfærd skal belønnes, den dårlige ikke. Tit når hunden
bider, så siger vi nej, og giver ham noget andet i munden, som et lille
tyggedyr. Jeg kan gætte mig til at tænderne godt kan klø, når de kommer
frem, så han bliver meget tit tilbudt noget andet end fingre at tygge i.
Selvfølgelig sørger vi også for at legetøjet ikke bliver opfattet som en
belønning, man får ved at bide.Han bliver flyttet væk, får et nej, og får
legetøjet. Og når han så bider i det, så bliver han igen rost meget.
Du siger at hunde måske har det svært med mænd. Nu har jeg luret lidt på min
kæreste de sidste par dage, og kigget om han opfører sig eller bevæger sig
anderledes end jeg gør. Jeg kan godt se at han selvfølgelig er større, og
hans stemme er måske knap så fimset som min, men han gør virkelig meget for
at hunden er tryg. Langsomme bevægelser, sætter sig på gulvet hos hunden i
stedet for at bøje sig ind over den. Han tramper heller ikke rundt eller
råber. Og faktisk taler han MEGET lyst til hunden, helt automatisk. Det
gør de fleste mænd vel. (I ved: nåååh, din lille putteduttehvalp, der er så
sød og blød.) Han "knurrer" heller af Peanut ved at sige Nåååååh, hvor er du
sød, med dyb stemme. Min kæreste opfører sig faktisk ret eksemplarisk og
hundevenligt. Derudover er hunden jo dødglad for ham, bare ikke i ligeså høj
grad, når jeg er i nærheden. Han ER bare meget gladere for mig. Jeg tvivler
på at hvalpen er bange for min kæreste, for han vil gerne op til ham, sidde
hos ham og kæles af ham. Han virker ikke utryg eller sky i nærheden af
kæresten, og er meget opsøgende overfor ham.
Der var et andet indlæg der meget gav råd omkring forkælelse og "mors hund"
osv. Jeg syntes bare ikke at vi begår nogle af de klassiske fejl mht det.
Det er ikke sådan at hunden får trøst af mig, hvis kæresten har ignoreret
eller sagt nej til hunden. Jeg syntes heller ikke at vi forkæler ham eller
noget. Faktisk opfører vi os meget ens overfor Peanut, også derfor undrer
det mig, at hunden bare bedre kan lide mig. Måske er jeg bare blødere at
ligge på og dufter bedre?
Peanut virker jo ikke "jaloux" i den forstand. Han hapser ikke i min
kæreste, hvis han prøver at røre mig. Tværtimod. Peanut elsker at være i
midten af et kram og slikke os begge i ansigtet. Han er generelt en lækker
lille hvalp, der bare er meget elskelig. Han har ingen
agressivitetsproblemer på den måde, at han bider min kæreste når vi
allesammen ligge og putter, han virker ikke som om det rører ham. Jeg tror
heller ikke at han opfatter min kæreste som en laverestående, end ham selv.
Selvom der nu nok kan være noget i at jeg er "alfa-han" herhjemme. Efetr
hvad jeg ved om hunde og ulve, og deres sociale orden, så opfører jeg mig
som lederen, og min kæreste som lederens mage. Tæt på rolledelingen i et
ulvekobbel eller noget. Jeg tror derfor ikke at hunden tror at den skal
beskytte mig mod min kæreste, det giver den ikke udtryk for.
Jeg har skrevet lidt mere yddybende omkring Peanuts "bide-mønster" i mit
andet indlæg fra i dag. Det vile være dejligt, hvis du læste det også, og
gav et bud på hvad det er, vi evt gør forkert. Det er utroligt dejlig at
høre fra de hundekyndige, og dejligt at have et forum, der er så villige til
at give gode råd . Tak for det...

Mvh. Nana

Ps. Nu lyder det lidt som om, at Peanut faktisk ikke laver andet end at
bide. Sådan er det jo ikke. LANGT det meste af tiden bider han slet slet
ikke, men elsker at kæle og lege. Men det skal tages fat om nu, så det ikke
BLIVER et problem senere hen. For lige nu, er det ikke specielt
problematisk, for så meget bider han slet ikke. Spørgsmålet går mere på,
hvorfor vuffen bare elsker mig mere?



"Holm" <dortheholm@mail.dk> skrev i en meddelelse
news:40ab762a$0$202$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> "Nana Sørensen" <dodo20038@tiscali.dk> skrev i en meddelelse
> news:9IJqc.32$Vf.1002@news000.worldonline.dk...
> > Hejsa Gruppe...
> >
> > Min kæreste og jeg har fået en lille chihuahua-han. Jeg var den der tog
> fri
> > den første uge og var hjemme med ham, når min kæreste var på arbejde.
> Måske
> > er det derfor at hunden nu er utroligt knyttet til mig, og faktisk ikke
så
> > meget til ham.
>
>
> Hej Nana
>
> Mange hunde har det lidt svært med mænd , ja tilgiv mig ..men det har de
> altså !
> Mænd har kraftigere stemmer , er større og virker tit mere truende ...også
> fordi mænd ikke altid er ret gode til at lave "venlig mimik , og lille
> stemme "....
>
> For at vinde hundens tillid , skal I begge kunne hundesprog , nemlig lære
de
> dæmpende signaler ! ( I kan finde meget om disse på nettet )
>
> Klip .
>
> Han bider endda min kæreste nogen gange.
> > Han havde en hvalpeperiode, hvor han bare bed i alt, men det er han
> > nogenlunde ovre.
>
> nej...hvalpe kommer ikke over denne periode før meget senere , han skal
lige
> skifte tænder også , og så er der den herlige kønsmodenheds periode også
når
> de nærmer sig 8-10 måneders alderen .....
> Han er stadigvæk kun en meget lille hvalp !
>
> I skal finde ud af om han bider fordi han er bange for din kæreste , det
> tror jeg nemlig . Usikkerhed er den største årsag til bid , efter min
mening
> ...så skab tillid mellem Peanut og kæresten aller først . Brug verdens
> bedste lokke middel , lækre godbidder i mini format , gerne pølse eller
> andet kød .
>
> Bare ikke med min kæreste. Han bliver stadig hapset i
> > nallerne sommetider.
> > Min kæreste er faktisk begyndt at tro at hunden ikke kan lide ham. Det
> tror
> > jeg godt nok ikke, men hvad kan man sige?
>
> Du kan sige : Så nu skal vi alle tre hygge os med pølser , peanut , du får
> flest hos "far"...værs´go !! ))
>
> Det ser jo lidt ud som om at
> > hunden har valgt sig en favorit.
> > Nu er det ikke sådan at det kun er min kæreste der straffer hunden og
> siger
> > fy og nej, tværtimod.
>
> Lad være med at straffe . Det er sådan en gammel metode , som efterhånden
> burde gå til de evige jagtmarker , med mindre vi taler om meget uartige
> hunde , som er voksne !
> Hvalpe skal ikke straffes , de skal enten ignoreres eller roses !
> Gør hvalpen noget galt så tænk på at den jo først lige skal lære alting ,
og
> man lærer altså bedst når man roses for det gode , og ignoreres ved det
> mindre gode .
> Bider hvalpen i noget den ikke må bide i , så giv den et alternativ ..
>
>
> Vi sørger for at være lige hårde ved ham, så det ikke
> > bliver en god/ond person situation.
> > Jeg kan ikke lige gennemskue hvad vi gør, for at hunden kommer til at
> elske
> > kæresten ligeså meget, som den elsker mig.
> > Kan det have noget at gøre med at Peanut er en han, og at han betragter
> min
> > kæreste som en "kæle-rival" eller hvad?
>
>
> Nej , hunde tænker ikke sådan ! Hunde læser vores "krops sprog" som de
ville
> tolke deres artsfællers kropssprog.
> Hvis din hund opfatter dig som Alfaen ( lederen ) så den vil den forsøge
at
> passe på dig hvis der er ved at ske dig noget , altså f eks gå i mellem
dig
> og kæresten hvis han vil give dig et knus ...dette er IKKE jalousi , men
> mistolkes simpelthen så tit , fordi vi giver vores hunde menneskelige træk
,
> hvilket vi skal stoppe med at gøre !!
>
> Igen , jeg kan kun opfordre dig til at lære alt om hundens sprog , så kan
du
> forstå hvorfor den gør som den gør !
>
>
> I øvrigt er det utroligt spændende at læse om ...og så er det også rigtig
> sjovt at gå til hundetræning , med sin hund ......kast dig ud i det , det
er
> ikke kedeligt !!!
>
> Håber du kan bruge nogle af rådene
>
> Mange hilsener Holm
> Held og lykke fremover .
>
>

---

"Nana Sørensen" <dodo20038@tiscali.dk> wrote in message
news:9IJqc.32$Vf.1002@news000.worldonline.dk...
> Hejsa Gruppe...
>
> Min kæreste og jeg har fået en lille chihuahua-han. Jeg var den der tog
fri
> den første uge og var hjemme med ham, når min kæreste var på arbejde.
Måske
> er det derfor at hunden nu er utroligt knyttet til mig, og faktisk ikke så
> meget til ham.

Det er meget normalt. Når den er lille har den brug for en masse omsorg, da
den jo lige har mistet sin mor.
Det var det samme der skete herhjemme. Jeg troede sq ikke kræet kunne lide
mig i starten, da det kun var min kæreste der duede.


> Når vi feks er ude at gå tur, er det kun mig der kan kalde hunden til mig.
> Peanut, som den hedder, er selvfølgelig i snor. Når fyren holder snoren og
> jeg går videre, så går den lystigt efter mig, til snoren ikke er længere.

Hvad hvis han går forrest?
En måde at lære en hund at komme når man kalder er altid at give den en
godbid når den kommer. Med tiden lærer den at associere det at komme med
noget godt, og man kan stoppe med at give godbidder hver gang.


> Peanut kommer heller ikke ud og hilser på ham, når han kommer ind af
døren,
> selv hvis han har været alene længe.

OK - Den kan jeg ikke forklare.


> Han bider endda min kæreste nogen gange.

Det gjorde Tyson også med mig. Vi tillagde det, at han hurtigt fandt ud af
at min kæreste gav rolighed og tryghed, mens jeg gav vild leg.

Hos os skifter det undertiden, så det kun er mig der duer.
I en periode på en uge var han komplet ligeglad med min kæreste når jeg kom
hjem efter en gåtur med ham og han sov helt op ad mig. Andre gange er det
kun hende han sover op ad.

Jeg tror roligt I blot kan se tiden an uden at være bekymrede, selvom det
kan være ret generende.

Måske I kan afhjælpe problemet hvis det kun er ham, der fodrer den.

Mvh
Jimmy

---

Jeg må nok indrømme at jeg sidder og hiver håret af i totterne ved den
beskrivelse og så ser jeg samtidig for mig alle de der små hidsige
hunde, der sidder på mors arm og snapper efter alle, der kommer for
nær.

Jeg kan kun læse det som om den er møgforkælet og har snuppet dig som
ejendom og din kæreste skal ikke komme for tæt på, for han er åbenbart
for lavt i hierakiet. Du skal løsrive dig fra hunden og lade kæresten
komme til. Fremover fodrer han den og han skal regelmæssigt gå/lege
med den -uden du er med. Desuden skal han (og du) stille krav til
bette-svær om at den opfører sig ordentligt...at bide er ALDRIG
tilladt og uanset hundens størrelse er det ubehageligt.

Jeg kan godt se (og være lettet over) at det ikke er en stor hund I
har, for så kunne det gå grueligt galt. Husk at uanset hans størrelse,
så er han en hund og skal behandles derefter.

Måske tager jeg fejl, men det er bare hvad jeg læser ud af dit indlæg,
så hvis du har flere oplysninger der evt kan ændre på min holdning er
du velkommen til at skrive mere.

De fleste hunde er på et eller andet niveau en-mandshunde, men de SKAL
lære at tolere alle, ellers er de et irritationsmoment.

Held og lykke med Jer.

---

hejsa Louise....

Jeg tror du har misforstået mig fuldstændigt. Nu er det jo ikke sådan at
hunden bider i agressivitet eller nervøsitet over for min kæreste. Han
prøver heller ikke at holde min kæreste væk fra mig, eller opfører sig
agressivt når min kæreste holder om mig, når hunden sidder hos mig. Peanut
er altså ikke "jaloux".
Kæresten fodrer allerede hunden, og han tager meget tit hunden med når han
går ud alene, så det er altså ikke fordi kræet er en lille "mors hund".
Tværtimod. Vi opfører os begge ens overfor ham og INGEN af os lader hunden
bide, uden at den får et kraftigt nej og bliver flyttet. Vi roser begge
Peanut meget, frem for at skælde ud, men markerer selvfølgelig hårdt at
bideri og kradsen ikke er ok. Det er på ingen måde sådan at hunden er
snotforkælet og bliver en lille pestilens.
Det jeg prøvede at forklare var, at hunden er glad for alle, inkl min
kæreste, men den er GLADEST for mig. Peanut vil bare hellere være hos mig,
men har intet imod og er også enormt glad for min kæreste.
Du lyder som om hunden allerede ikke kan tolerere andre end mig, og sådan er
det så absolut på ingen måde. Han ELSKER alle mennesker, er superglad for
gæster og er i det hele taget meget social og kælen, også overfor min
kæreste og fremmede. Han er bare meget gladere for mig. Min kæreste er helt
ok og er supersød, men han vil bare HELLERE være hos mig. De var derfor jeg
spurgte om man bare skulle acceptere at hunden er lidt gladere for mig, og
hvis man ikke skulle, hvad man så skulle gøre. De "råd" du giver, bruger vi
allerede.
Jeg bliver i virkeligheden nok en smule irriteret over at blive misforstået
så meget. For de problemer du nævner, er bare slet ikke se problemer vi har.
Vi har IKKE en hidsig tæppetisser, der er agressiv overfor alle andre end
"mor". Vi har IKKE en hund, der bider fremmede. Vi har IKKE en forkælet
hund, men derimod en lykkelig lille hvalp, der bliver elsket, men elsket som
en hund, ikke et barn.
Min kæreste leger hele tiden med hunden alene, leger nok vildere end jeg gør
med den. Måske er det i virkeligheden fordi hvalpen ser min kæreste som en
legekammerat, og ikke en puttevoksen, som han har mig til? Han småbideri
sker tit i leg, eller når vi har leget lidt vildt. Det er jo ikke sådan at
hvalpen hapser efter min kæreste bare sådan spontant og bare hopper i fjæset
på ham. Han er ikke engang agressiv eller ubehagelig tilpas hos min kæreste.
Ang. din sidste kommentar. Du skriver at hunde som regel til en vis grad er
enmands-hunde, og at de skal lære at tolerere alle, ellers bliver de en
pestilens. Det viser lidt for mig, at du vist helt har misforstået mit
indlæg. Hunden er jo netop enormt tolerant, elsker som sagt alle. Den
tolerer fint mennesker, fugle, katte og andre hunde. Den er hverken arrig,
utryg eller hidsig. Det var slet ikke det mit indlæg gik på...
Du skal være meget velkommen til at skrive mere, og evt spørge, så du kan få
opklaret hvad det virkelige problem gik på. For råd omkring agressive og
intolerante enmands-hunde er ikke relevante. Heldigvis.

Mvh. Nana


"Louise" <egdal@sporty.dk> skrev i en meddelelse
news:125af6bd.0405200347.70709d84@posting.google.com...
> Jeg må nok indrømme at jeg sidder og hiver håret af i totterne ved den
> beskrivelse og så ser jeg samtidig for mig alle de der små hidsige
> hunde, der sidder på mors arm og snapper efter alle, der kommer for
> nær.
>
> Jeg kan kun læse det som om den er møgforkælet og har snuppet dig som
> ejendom og din kæreste skal ikke komme for tæt på, for han er åbenbart
> for lavt i hierakiet. Du skal løsrive dig fra hunden og lade kæresten
> komme til. Fremover fodrer han den og han skal regelmæssigt gå/lege
> med den -uden du er med. Desuden skal han (og du) stille krav til
> bette-svær om at den opfører sig ordentligt...at bide er ALDRIG
> tilladt og uanset hundens størrelse er det ubehageligt.
>
> Jeg kan godt se (og være lettet over) at det ikke er en stor hund I
> har, for så kunne det gå grueligt galt. Husk at uanset hans størrelse,
> så er han en hund og skal behandles derefter.
>
> Måske tager jeg fejl, men det er bare hvad jeg læser ud af dit indlæg,
> så hvis du har flere oplysninger der evt kan ændre på min holdning er
> du velkommen til at skrive mere.
>
> C>
> Held og lykke med Jer.

---

Hej J..

Hi hi... Omsorg det får han i hvertfald. Faktisk så var kræet så puttesyg,
at han sov OVENPÅ mit hovede i de første par dage. Nok fordi jeg møfler
meget i søvne, så PÅ mit hovede var der ikke så stor fare for at skulle
flytte sig i utide.Vi trøstede ham selvfølgelig meget i starten når han
savnede sine søskende, uden at pylre om ham. Vi kælede bare meget med ham og
gav ham meget kropskontakt og varme. Nu sover Peanut for sig selv i sin
kasse, nede ved siden af sengen. Han kan slet ikke komme derop, for sengen
er 1,5 meter høj, så det problem løste sig selv. Han pev kun en lille smule
de to første nætter, og kun i et kvarter, så accepterede han kassen og har
sovet fint der siden.
Mht til at gå tur. Vi har virkelig prøvet meget. Også at min kæreste går
forrest og fører an, men hunden går alligevel lige ved siden af mig. Hvis
kæresten fortsætter, og jeg ikke gør, så sætter den sig, indtil jeg går
videre. Hvis kæresten holder snoren, og jeg går videre, så myldrer Peanut
lystigt efter mig, indtil snoren stopper. Han vil åbenbart helst gå der hvor
jeg går. Peanut vil helst have at vi begge går med, men følger med det samme
efter mig, hvis jeg går væk fra ham. Han lyder lidt morsyg, men det er han
ikke. Han går meget gerne på opdagelse selv, men følger med når vi er gået
lidt for langt væk. (Dvs tre meter, så kommer han løbende.
Jeg har også overvejet det med at min kæreste giver leg, og jeg giver nus.
Jeg tror godt det kunne have noget med det at gøre. Hunden syntes faktisk at
det er sjovere at lege med min kæreste, men nus og putte får han hos mig.
Kvinder er jo lidt blødere og mindre kantede end mænd, så der er måske ikke
noget at sige til, at hunden hellere vil sove på mine frodige lår.
Kæresten fodrer i øvrigt allerede hunden, så den del er der styr på.
Jeg tror heller ikke at det er et problem i virkeligheden. Jeg satser også
lidt på at det er en periode, ligesom du nævner med din hund. Sådan nogen
ting ændrer sig vel også, kræet er jo kun 11 uger.
Mange tak for dit svar...

Mvh. Nana



"Jimmy" <nyhedsgruppe2001@SPAM.yahoo.co.uk> skrev i en meddelelse
news:40ab8ef9$0$3045$14726298@news.sunsite.dk...
>
> "Nana Sørensen" <dodo20038@tiscali.dk> wrote in message
> news:9IJqc.32$Vf.1002@news000.worldonline.dk...
> > Hejsa Gruppe...
> >
> > Min kæreste og jeg har fået en lille chihuahua-han. Jeg var den der tog
> fri
> > den første uge og var hjemme med ham, når min kæreste var på arbejde.
> Måske
> > er det derfor at hunden nu er utroligt knyttet til mig, og faktisk ikke
så
> > meget til ham.
>
> Det er meget normalt. Når den er lille har den brug for en masse omsorg,
da
> den jo lige har mistet sin mor.
> Det var det samme der skete herhjemme. Jeg troede sq ikke kræet kunne lide
> mig i starten, da det kun var min kæreste der duede.
>
>
> > Når vi feks er ude at gå tur, er det kun mig der kan kalde hunden til
mig.
> > Peanut, som den hedder, er selvfølgelig i snor. Når fyren holder snoren
og
> > jeg går videre, så går den lystigt efter mig, til snoren ikke er
længere.
>
> Hvad hvis han går forrest?
> En måde at lære en hund at komme når man kalder er altid at give den en
> godbid når den kommer. Med tiden lærer den at associere det at komme med
> noget godt, og man kan stoppe med at give godbidder hver gang.
>
>
> > Peanut kommer heller ikke ud og hilser på ham, når han kommer ind af
> døren,
> > selv hvis han har været alene længe.
>
> OK - Den kan jeg ikke forklare.
>
>
> > Han bider endda min kæreste nogen gange.
>
> Det gjorde Tyson også med mig. Vi tillagde det, at han hurtigt fandt ud af
> at min kæreste gav rolighed og tryghed, mens jeg gav vild leg.
>
> Hos os skifter det undertiden, så det kun er mig der duer.
> I en periode på en uge var han komplet ligeglad med min kæreste når jeg
kom
> hjem efter en gåtur med ham og han sov helt op ad mig. Andre gange er det
> kun hende han sover op ad.
>
> Jeg tror roligt I blot kan se tiden an uden at være bekymrede, selvom det
> kan være ret generende.
>
> Måske I kan afhjælpe problemet hvis det kun er ham, der fodrer den.
>
> Mvh
> Jimmy
>
>
>
>
>

---

Hej Nana.
Tja - her i huset har vi to kælenavne til vores to hunde... Anns Lillevuf -
og Jans Vuffi
Lillevuffen er identisk med min sheltie Dise... mens Vuffi er min mands
store lab-x Sif (åndssvagt kælenavn til så stor en hund, men det var naboens
3 årige datter som fandt på det - og Sif adlød )
At kælenavnene er forsynet med vores navne først, siger vel også alt om de
to hundes tilknytning til hvert deres menneske...
Sif holder skam meget af mig - vil meget gerne med på ture med mig - jeg
fodrer hende - og hun synes også det er rigtig skægt, når jeg lærer hende
nye trick!... Men, når jeg har været væk fra hjemmet i nogle dage, og Manden
evt har været væk i en time, for at hente mig og bagage ved en station
e.lign, ja, så bliver Sif så lykkelig fordi MANDEN endelig (!!!) er kommet
hjem til hende I forbifarten registrerer hun da, at jeg også er der -
men det er ham, hun bliver glad for at se!
Dise er så knyttet til mig, at det er helt umuligt for manden at få hende
med ud af havelågen, hvis jeg sidder tilbage i huset! ret upraktisk, da jeg
havde forstuvet foden *sss* Er vi sammen på luftetur (og har Sif med), så
går Dise med mig, hvis vi af en eller anden grund skal hver sin vej! Selv om
Dises "flokfører" Sif altså ikke er med mig.... Dise kan finde på at gø
alarm, hvis Manden kommer hjem og det er mørkt - noget hun aldrig gør, hvis
det er mig! Men Dise ææælsker også at ligge i bunke med manden på sofaen

Da vi i sin tid fik Sif, havde jeg tre ugers ferie, som bla blev brugt til
at lære hende "alt det grundlæggende"... det siger sig selv at jeg derfor
også var den som oftest gik lufteture osv...
Da vi fik Dise, var Manden langtidssygemeldt - gæt selv, hvem der tog sig af
"alt det grundlæggende" med hende
Vores hunde er IKKE enmandshunde!!!
Sif er (pensioneret) redningshund... og Dise er aktiv som agilityhund... De
møder mange nye mennesker - og gæster kommer jo kun for at kæle med dem(!)
Der er aldrig problemer, når vi har haft brug for at få dem passet af
andre - de ligger ikke og "savner" os...
Men alligevel har de hver især valgt at knytte sig stærkest til hver sit
menneske i den familie, som de nu lever i Måske fordi de (hundene) har
kunnet mærke, hvor de fik den bedste respons på deres behov!??? Manden gider
ikke agility - og jeg har aldrig kunnet se det morsomme i at trave afsted
ved et spor på en pløret pløjemark!

Nyd jeres lille hvalp... for mig lyder den som en dejlig lille vaps!

Mvh Ann

---

Hej Ann....

Mange tak for dit svar.
Det lader til at alle hunde bruger forskellige mennesker til forskellige
behov. Skægt nok, så er Peanut her de sidste par dage begyndt at virke en
del mere glad for min kæreste. Han gider godt at sove på ham, og blive kælet
af ham.
Måske var det ikke et problem i virkeligheden. Hunde har nok det som
mennesker på det punkt. Vi gider jo heller ikke de samme mennesker hele
tiden, men skifter lidt rundt, efter hvilke behov man skal have dækket. Så
alt i alt går det enormt godt med den lille vuf.
Klap hundene fra mig...

Mvh. Nana



"Ann K" <tsars@os.dk> skrev i en meddelelse
news:40af22cc$0$282$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
> Hej Nana.
> Tja - her i huset har vi to kælenavne til vores to hunde... Anns
Lillevuf -
> og Jans Vuffi
> Lillevuffen er identisk med min sheltie Dise... mens Vuffi er min mands
> store lab-x Sif (åndssvagt kælenavn til så stor en hund, men det var
naboens
> 3 årige datter som fandt på det - og Sif adlød )
> At kælenavnene er forsynet med vores navne først, siger vel også alt om de
> to hundes tilknytning til hvert deres menneske...
> Sif holder skam meget af mig - vil meget gerne med på ture med mig - jeg
> fodrer hende - og hun synes også det er rigtig skægt, når jeg lærer hende
> nye trick!... Men, når jeg har været væk fra hjemmet i nogle dage, og
Manden
> evt har været væk i en time, for at hente mig og bagage ved en station
> e.lign, ja, så bliver Sif så lykkelig fordi MANDEN endelig (!!!) er kommet
> hjem til hende I forbifarten registrerer hun da, at jeg også er der -
> men det er ham, hun bliver glad for at se!
> Dise er så knyttet til mig, at det er helt umuligt for manden at få hende
> med ud af havelågen, hvis jeg sidder tilbage i huset! ret upraktisk, da
jeg
> havde forstuvet foden *sss* Er vi sammen på luftetur (og har Sif med), så
> går Dise med mig, hvis vi af en eller anden grund skal hver sin vej! Selv
om
> Dises "flokfører" Sif altså ikke er med mig.... Dise kan finde på at gø
> alarm, hvis Manden kommer hjem og det er mørkt - noget hun aldrig gør,
hvis
> det er mig! Men Dise ææælsker også at ligge i bunke med manden på sofaen

>
> Da vi i sin tid fik Sif, havde jeg tre ugers ferie, som bla blev brugt til
> at lære hende "alt det grundlæggende"... det siger sig selv at jeg derfor
> også var den som oftest gik lufteture osv...
> Da vi fik Dise, var Manden langtidssygemeldt - gæt selv, hvem der tog sig
af
> "alt det grundlæggende" med hende
> Vores hunde er IKKE enmandshunde!!!
> Sif er (pensioneret) redningshund... og Dise er aktiv som agilityhund...
De
> møder mange nye mennesker - og gæster kommer jo kun for at kæle med dem(!)
> Der er aldrig problemer, når vi har haft brug for at få dem passet af
> andre - de ligger ikke og "savner" os...
> Men alligevel har de hver især valgt at knytte sig stærkest til hver sit
> menneske i den familie, som de nu lever i Måske fordi de (hundene) har
> kunnet mærke, hvor de fik den bedste respons på deres behov!??? Manden
gider
> ikke agility - og jeg har aldrig kunnet se det morsomme i at trave afsted
> ved et spor på en pløret pløjemark!
>
> Nyd jeres lille hvalp... for mig lyder den som en dejlig lille vaps!
>
> Mvh Ann
>
>