/ Forside / Interesser / Familie & Relationer / Børn / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Børn
#NavnPoint
Nordsted1 7553
ans 5201
HelleBirg.. 3023
dova 2960
granner01 1261
jakjoe 1192
CLAN 1183
refi 1159
dkwM327 1100
10  jeb3 1067
Store Teenageproblemer... hvad f.... skal ~
Fra : Familien


Dato : 02-05-04 08:57

Hej

Selvfølgelig kan man forvente problemer med sine teenagebørn, men lige nu
har det taget overhånd for os.

Vi er en rimelig velfungerende familie på 4, uden nogen som helst problemer
overhovedet,... pånær et!

Vi har en dreng på 15 år, som aldrig har været nem. Han har altid levet
efter sine egne regler, og i den seneste 6 måneder er det blevet helt galt,
da han samtidig er kommet i dårligt selskab, hvilket han iøvrigt altid har
søgt efter, selvom han har haft andre muligheder.
Det er mest ift. skolen, hvor han helt er holdt op med at lave lektier, og
hvor vi konstant bliver kontaktet pga. dårlig opførsel, pjækning, mistanke
om hash-ryning i frikvarterne osv. Derudover har der også været episoder med
politiet, samt tyveri fra os.
Og det er ikke fordi vi ikke gør noget, for det gør vi i høj grad. Vi
stiller store krav til, at han laver lektier og til hans opførsel. Så det
har været en tid med meget 'skæld ud', stuearrester og alle mulige andre
"straffe". Hans egen holdning er, at vi er nogle 'skod' forældre fordi vi
stiller nogle krav til ham, for det er jo slet ikke tilfældet med hans
kammerater, som alle kommer fra nogle hjem, hvor forældrene HAR givet op.
Han siger ikke tingene, men hele hans attityde er 'Fuck jer' ift. os - det
meste af tiden. Ind imellem vil han da gerne have lidt familie-tryghed, men
det er kun hvis han har problemer på den anden front.
Seneste snak var lidt en "sidste chance" snak, hvor vi forsøgte at trænge
ind til ham med budskabet om, at han befandt sig helt ude på kanten, og
forsøgte at får ham til at forklare os, hvorfor han ville derud, og hvad han
selv havde tænkt sig med sit liv. Hans reaktion var bare dyb tavshed.
Udviklingen har så bare været, at han lyver for os, ikke afleverer sine
MANGE sedler fra skolen,.... ja i det hele taget bare skider på det hele. I
de sidste 14 dage troede vi, at nu gik det bedre, men det var bare et udtryk
for at han helt uhæmmet har løjet for os, og iøvrigt nærmest droppet sin
skoleforpligtigelse (8 klasse).
Kulminationen kom så i fredags, hvor vi egentlig troede alt var iorden, men
hvor vi så blev kontaktet af skolen igen med budskabet om, at nu havde de
fået nok, og hvor vi efterfølgende fandt flere meddelelser fra skolen, som
han havde skjult for os.

Vores reaktion var at give ham husarrest indtil vi kunne få arrangeret et
møde med kommunen for at høre hvad vores muligheder for at få hjælp af en
eller anden art. Vi lagde ikke skjul på, at vores grænse var overskredet
(han havde jo også fået "sidste chance" talen forinden), og at vi håbede på,
at løsningen kunne være, at vi sammen kunne finde et andet sted han kunne
være, da familien her efterhånden er på opløsningens rand pga. problemerne.
Hans reaktion var at pakke en taske, og simpelthen stikke af fra os (hvilket
han har truet med flere gange tidligere), og vi ved nu ikke hvor han er. Vi
ved så at han ikke har tænkt sig at gå i skole, da han ikke tog sin
skoletakse med. Vi ved bare, at han helt sikkert er i noget dårligt selskab.

Så hvad gør vi nu?
Vi kan 'støve' ham op og tvinge ham hjem (måske), men det giver ham jo klart
følelsen af at han sejrede, og også i fremtiden har den bagdør ift. os, at
han bare kan stikke af. Og så er vi lige vidt.
Vi kan lade ham løbe linien ud, og håbe på, at han selv kommer tilbage, -
med den risiko, at han virkelig roder sig ud i noget lort. Det frygter vi
virkelig at det sker.

Selvfølgelig har man det meget dårligt som forældre fordi man er bange for
hvad der skal ske med knægten, - og det er trods alt hans liv det drejer sig
om. På den anden side, han jo ført en decideret kamp imod os og vores
krav, - ja, vi har ikke følt nogen som helst respekt fra hans side de
seneste 6 måneder, udover for vores represalier. Vi er faktisk bange for, at
han kan finde på, at stjæle vores ting fra huset, når vi ikke er hjemme.

Under forudsætning af, at vi får ham hjem igen, så er en løsning nok. at han
kommer hjemmefra meget hurtigt.
Så er der nogen der ved
- hvilke muligheder der findes for dette, plejefamilie, ungdomskollektiver
etc.,
- hvordan man i givet fald får kontakt til disse (skal man igennem kommunen)
- og hvordan det virker på de unge med den løsning

Og så vil vi da gerne have lidt generelle kommentarer. Tak.

Kh "Familien"



 
 
Britta Larsen (02-05-2004)
Kommentar
Fra : Britta Larsen


Dato : 02-05-04 09:37

Hej Familien...

Mit første spørgsmål til jer, har i efterlyst ham ved politiet og fremlagt
sagen for dem ?

Jeg kender desvære ikke ret meget til problem børn, men min første tanke var
da ovenstående...?
I kan jo tage kontant til kommunen i morgen tideligt og så nok snakke med
dem der har med børn og unge at gøre (socialrådgiver tror jeg nok)

M.v.h.

Britta Larsen



Bodil Grove Christen~ (02-05-2004)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 02-05-04 09:48


"Familien" <SRS@OS_fjernes.dk> skrev i en meddelelse
news:4094a9c9$0$213$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej
>
> Selvfølgelig kan man forvente problemer med sine teenagebørn, men lige nu
> har det taget overhånd for os.
>
> Vi er en rimelig velfungerende familie på 4, uden nogen som helst
problemer
> overhovedet,... pånær et!
>
> Vi har en dreng på 15 år, som aldrig har været nem. Han har altid levet
> efter sine egne regler, og i den seneste 6 måneder er det blevet helt
galt,
> da han samtidig er kommet i dårligt selskab, hvilket han iøvrigt altid har
> søgt efter, selvom han har haft andre muligheder.
> Det er mest ift. skolen, hvor han helt er holdt op med at lave lektier, og
> hvor vi konstant bliver kontaktet pga. dårlig opførsel, pjækning, mistanke
> om hash-ryning i frikvarterne osv. Derudover har der også været episoder
med
> politiet, samt tyveri fra os.
> Og det er ikke fordi vi ikke gør noget, for det gør vi i høj grad. Vi
> stiller store krav til, at han laver lektier og til hans opførsel. Så det
> har været en tid med meget 'skæld ud', stuearrester og alle mulige andre
> "straffe". Hans egen holdning er, at vi er nogle 'skod' forældre fordi vi
> stiller nogle krav til ham, for det er jo slet ikke tilfældet med hans
> kammerater, som alle kommer fra nogle hjem, hvor forældrene HAR givet op.
> Han siger ikke tingene, men hele hans attityde er 'Fuck jer' ift. os - det
> meste af tiden. Ind imellem vil han da gerne have lidt familie-tryghed,
men
> det er kun hvis han har problemer på den anden front.
> Seneste snak var lidt en "sidste chance" snak, hvor vi forsøgte at trænge
> ind til ham med budskabet om, at han befandt sig helt ude på kanten, og
> forsøgte at får ham til at forklare os, hvorfor han ville derud, og hvad
han
> selv havde tænkt sig med sit liv. Hans reaktion var bare dyb tavshed.
> Udviklingen har så bare været, at han lyver for os, ikke afleverer sine
> MANGE sedler fra skolen,.... ja i det hele taget bare skider på det hele.
I
> de sidste 14 dage troede vi, at nu gik det bedre, men det var bare et
udtryk
> for at han helt uhæmmet har løjet for os, og iøvrigt nærmest droppet sin
> skoleforpligtigelse (8 klasse).
> Kulminationen kom så i fredags, hvor vi egentlig troede alt var iorden,
men
> hvor vi så blev kontaktet af skolen igen med budskabet om, at nu havde de
> fået nok, og hvor vi efterfølgende fandt flere meddelelser fra skolen, som
> han havde skjult for os.
>
> Vores reaktion var at give ham husarrest indtil vi kunne få arrangeret et
> møde med kommunen for at høre hvad vores muligheder for at få hjælp af en
> eller anden art. Vi lagde ikke skjul på, at vores grænse var overskredet
> (han havde jo også fået "sidste chance" talen forinden), og at vi håbede
på,
> at løsningen kunne være, at vi sammen kunne finde et andet sted han kunne
> være, da familien her efterhånden er på opløsningens rand pga.
problemerne.
> Hans reaktion var at pakke en taske, og simpelthen stikke af fra os
(hvilket
> han har truet med flere gange tidligere), og vi ved nu ikke hvor han er.
Vi
> ved så at han ikke har tænkt sig at gå i skole, da han ikke tog sin
> skoletakse med. Vi ved bare, at han helt sikkert er i noget dårligt
selskab.
>
> Så hvad gør vi nu?
> Vi kan 'støve' ham op og tvinge ham hjem (måske), men det giver ham jo
klart
> følelsen af at han sejrede, og også i fremtiden har den bagdør ift. os, at
> han bare kan stikke af. Og så er vi lige vidt.
> Vi kan lade ham løbe linien ud, og håbe på, at han selv kommer tilbage, -
> med den risiko, at han virkelig roder sig ud i noget lort. Det frygter vi
> virkelig at det sker.
>
> Selvfølgelig har man det meget dårligt som forældre fordi man er bange for
> hvad der skal ske med knægten, - og det er trods alt hans liv det drejer
sig
> om. På den anden side, han jo ført en decideret kamp imod os og vores
> krav, - ja, vi har ikke følt nogen som helst respekt fra hans side de
> seneste 6 måneder, udover for vores represalier. Vi er faktisk bange for,
at
> han kan finde på, at stjæle vores ting fra huset, når vi ikke er hjemme.
>
> Under forudsætning af, at vi får ham hjem igen, så er en løsning nok. at
han
> kommer hjemmefra meget hurtigt.
> Så er der nogen der ved
> - hvilke muligheder der findes for dette, plejefamilie, ungdomskollektiver
> etc.,
> - hvordan man i givet fald får kontakt til disse (skal man igennem
kommunen)
> - og hvordan det virker på de unge med den løsning
>
> Og så vil vi da gerne have lidt generelle kommentarer. Tak.

Her kommer en kommentar fra en mor, som har været rumlen igennem,
og desværre stadig ikke har fået en positiv kontakt til bemeldte barn:

1. I har gjort, hvad I kunne - ved at sætte grænser.
2. Han er blevet så stor nu, at det egentlig kan give problemer at
ville det bedste for ham, for han tror mere på sig selv og sine
nye kammerater end på jer.
3. I har åbenbart også et andet barn, som har brug for jer, og
jeres barn på 15 har forbrugt jer meget åbenbart mere eller
mindre hele tiden - så måske var det på tide, at I også gav
noget opmærksomhed på det andet barn. Jeres teenager får
jo masser af opmærksomhed fra alle sider pga. sin dårlige
opførsel. (Læs f.eks. bogen "Fighterrelationen").
4. Tag straks kontakt til jeres socialrådgiver på kommunen og
vær 100 % ærlig - sig også, at I ikke kan mere, hvis det er
sådan, I føler.
5. Lad jer ikke nøje med den første, den bedste løsning, men
sørg for, at I får flere muligheder. Det kunne f.eks. være en
stabil, erfaren plejefamilie - eller en ungdomspension.
6. Hvis kommunen ikke magter opgaven (det var vores tilfælde),
så forlang, at amtet tager sig af sagen. Det vil godt nok tage
længere tid, men det er alt andet lige det hele værd.
7. Sørg for, at I voksne ikke bliver uvenner pga. disse problemer.
Det er vigtigt, at I stadig er gode ved hinanden, og hjælper
hinanden gennem denne forfærdentlige tid. Tro mig, I vil
opdage, hvem, der er jeres rigtige venner, og hvem der ikke er.
8. Oven over skyerne skinner solen altid, husk det.

9. I kan ikke tage handlefriheden fra jeres barn, hvis han VIL
(efter alle jeres anstrengelser på at overtale ham!) rulle sig i skidtet,
så lad ham!

Mvh. Bodil.



Familien (02-05-2004)
Kommentar
Fra : Familien


Dato : 02-05-04 10:25


> Her kommer en kommentar fra en mor, som har været rumlen igennem,
> og desværre stadig ikke har fået en positiv kontakt til bemeldte barn:
>
> 1. I har gjort, hvad I kunne - ved at sætte grænser.
> 2. Han er blevet så stor nu, at det egentlig kan give problemer at
> ville det bedste for ham, for han tror mere på sig selv og sine
> nye kammerater end på jer.
> 3. I har åbenbart også et andet barn, som har brug for jer, og
> jeres barn på 15 har forbrugt jer meget åbenbart mere eller
> mindre hele tiden - så måske var det på tide, at I også gav
> noget opmærksomhed på det andet barn. Jeres teenager får
> jo masser af opmærksomhed fra alle sider pga. sin dårlige
> opførsel. (Læs f.eks. bogen "Fighterrelationen").
> 4. Tag straks kontakt til jeres socialrådgiver på kommunen og
> vær 100 % ærlig - sig også, at I ikke kan mere, hvis det er
> sådan, I føler.
> 5. Lad jer ikke nøje med den første, den bedste løsning, men
> sørg for, at I får flere muligheder. Det kunne f.eks. være en
> stabil, erfaren plejefamilie - eller en ungdomspension.
> 6. Hvis kommunen ikke magter opgaven (det var vores tilfælde),
> så forlang, at amtet tager sig af sagen. Det vil godt nok tage
> længere tid, men det er alt andet lige det hele værd.
> 7. Sørg for, at I voksne ikke bliver uvenner pga. disse problemer.
> Det er vigtigt, at I stadig er gode ved hinanden, og hjælper
> hinanden gennem denne forfærdentlige tid. Tro mig, I vil
> opdage, hvem, der er jeres rigtige venner, og hvem der ikke er.
> 8. Oven over skyerne skinner solen altid, husk det.
>
> 9. I kan ikke tage handlefriheden fra jeres barn, hvis han VIL
> (efter alle jeres anstrengelser på at overtale ham!) rulle sig i
skidtet,
> så lad ham!
>
> Mvh. Bodil.
>
>

Hej Bodil

Og tak for svaret.

Det er selvfølgelig meget trist at skulle give op, for guderne skal vide, at
vi har kæmpet! Sådan som vi kan forstå du også har gjort,... det er jo ens
barn, trods alt. Og det har da kostet ift. vores forhold og vores andet barn
som også lige rammer teenagealderen, heldigvis på en meget mere balanceret
måde.

Problemet er netop som du skriver, at han kun tror på sig selv og sine
kammerater, så vi har kun trusler at kæmpe med,.... og de duer jo ikke nu,
da han er stukket af. Sådan eliminerer han jo alle trusler.
Vi er blot i tvivl om, vi skal finde ham og 'slæbe' ham hjem, eller vi skal
lade ham løbe linien ud. Hvis vi ikke skal hoppe på den første og bedste
løsning, så kan der gå noget tid. Og desværre så han meget opsøgende i sin
trang til at "rulle sig i skidtet".
Men kommunen,... dem ryger vi på på mandag.
Hvilken løsning fik I?

Jo tak, solen skinner. Men der findes dage, hvor det er "lidt" sværere at se
den.

Og endnu engang, 1000 tak for svaret. Det ramte lige hovedet på vores
situation.

Hilsen Familien



Bodil Grove Christen~ (02-05-2004)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 02-05-04 15:31


"Familien" <SRS@OS_fjernes.dk> skrev i en meddelelse news:4094be57$0$284
>
> Det er selvfølgelig meget trist at skulle give op, for guderne skal vide,
at
> vi har kæmpet! Sådan som vi kan forstå du også har gjort,... det er jo ens
> barn, trods alt. Og det har da kostet ift. vores forhold og vores andet
barn
> som også lige rammer teenagealderen, heldigvis på en meget mere balanceret
> måde.
>
> Problemet er netop som du skriver, at han kun tror på sig selv og sine
> kammerater, så vi har kun trusler at kæmpe med,.... og de duer jo ikke nu,
> da han er stukket af. Sådan eliminerer han jo alle trusler.
> Vi er blot i tvivl om, vi skal finde ham og 'slæbe' ham hjem, eller vi
skal
> lade ham løbe linien ud. Hvis vi ikke skal hoppe på den første og bedste
> løsning, så kan der gå noget tid. Og desværre så han meget opsøgende i sin
> trang til at "rulle sig i skidtet".
> Men kommunen,... dem ryger vi på på mandag.
> Hvilken løsning fik I?

Jo, ser du, først så måtte vi have ham væk fra "vennerne" -
og "vennernes velmenende forældre", gud hjælpe mig!
Det gjorde vi så ved at sende ham på efterskole, men
desværre alt for tæt på. "Vennernes forældre" udgav
sig for at være os - og det endte desværre med, at
han stak af fra efterskolen, og løb ud til "vennernes forældre",
som kontaktede kommunen og anmeldte os for børnemishandling
el.lign. - jeg har ikke set papirerne.
(Guderne skal vide, at her ikke var tale om børnemishandling,
men et barn med autistiske træk, som slet ikke kunne forstå
en dyt af tingene, og som blev helt stiv inden i.)
Den aften gjorde vi noget smart: vi gik over til vores "næsten-nabo"
og bad om hjælp, for vi vidste, at han kendte os, og at han
vidste, hvor meget vi havde kæmpet for den dreng. Så vi
bad ham om at være tilstede, når kommunens repræsentant
kom for at høre vores version af historien.
For at gøre en meget lang og meget trist historie kortere,
så forstod kommunen slet ikke problemet, og troede, at
de skulle komme på inspektion hos os hver måned, hvad
vi så fortalte dem ville være spildt krudt - de skulle hellere
se at finde et passende sted til vort barn.
I mellemtiden var han blevet sendt i midlertidig familiepleje
i vores by - hos en familie, hvor han tidligere havde arbejdet
som landbrugsmedhjælper. Det var vi glade for, for vi kunne
stole på denne familie. Til gengæld tvang kommunen os til
at acceptere, at han kom hos "vennernes forældre" -
selv om de er meget syge i hovederne, og alle har brug for
hjælp! Det var en bitter pille at sluge....

De tilbød os et sted, hvor manden var mekaniker - og
hvor der "forresten også er et åndssvagt barn" ......
Nej, tak, sagde vi så, vi ønsker et kvalificeret sted.

Lang tid gik, og jeg tror, at de forsøgte at køre os trætte
og stikke piben ind, for de ville koste dem mange penge.

Endelig kom de til den konklusion, at amtet nok hellere
måtte tage over - og ved du hvad - vores næsten nabo
mand arbejder for amtet og blev den, som skulle finde
et passende opholdssted til ham, hvad han naturligvis gjorde.

Herefter begyndte de at sende store girokort til os,
og det første år betalte vi, indtil vi bad om dokumentation
for, at det var lovligt, så hørte girokortene op...

Det er 10 år siden nu, og vores søn har det væsentligt bedre,
har ingen kontakt med de såkaldte "venner" eller deres
lige så tåbelige forældre, men har i dag gode kammerater,
hvor han bor, godt nok langt væk fra os, men vi må nøjes
med at glæde os over det. Han er ikke kommet videre i
sine vrede tanker over de tåbelige forældre, Vorherre har
udstyret ham med, men det kan vi altså ikke gøre ret meget
ved. Vi forsøger efter bedste evne at bevare hans tilknytning
til familien, selv om guderne skal vide, at dette er yderst
smertefuldt, for vi har som sagt andre børn, for hvem dette
er svært at forstå, og som græder over deres brors opførsel.

Han er nu kommet i en alder, hvor han efterhånden er ved
at ønske en forklaring, men den er svær at give ham, så
længe han ikke ønsker at forstå de ting, der lå til grund for
hans forvirrede reaktioner. Vi har ikke i sinde at give op,
selv om vi somme tider må lukke døren og græde i stilhed.

Forvent ikke, at andre voksne, som ikke har haft svære børn,
nogen sinde kommer til at forstå jer og jeres svære tid.
Men bær over med dem. De får også deres problemer,
måske af en anden karakter.

Mvh.Bodil.



Bodil Grove Christen~ (04-05-2004)
Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~


Dato : 04-05-04 22:25


"Bodil Grove Christensen" <grovebgc@FJERNDETTEtdcadsl.dk> skrev i en
meddelelse news:4095063d$0$144$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> "Familien" <SRS@OS_fjernes.dk> skrev i en meddelelse news:4094be57$0$284
> >
> > Det er selvfølgelig meget trist at skulle give op, for guderne skal
vide,
> at
> > vi har kæmpet! Sådan som vi kan forstå du også har gjort,... det er jo
ens
> > barn, trods alt. Og det har da kostet ift. vores forhold og vores andet
> barn
> > som også lige rammer teenagealderen, heldigvis på en meget mere
balanceret
> > måde.
> >
> > Problemet er netop som du skriver, at han kun tror på sig selv og sine
> > kammerater, så vi har kun trusler at kæmpe med,.... og de duer jo ikke
nu,
> > da han er stukket af. Sådan eliminerer han jo alle trusler.
> > Vi er blot i tvivl om, vi skal finde ham og 'slæbe' ham hjem, eller vi
> skal
> > lade ham løbe linien ud. Hvis vi ikke skal hoppe på den første og bedste
> > løsning, så kan der gå noget tid. Og desværre så han meget opsøgende i
sin
> > trang til at "rulle sig i skidtet".
> > Men kommunen,... dem ryger vi på på mandag.
> > Hvilken løsning fik I?
>
> Jo, ser du, først så måtte vi have ham væk fra "vennerne" -
>

Jeg undrer mig en anelse -
jeg gav mit hjerteblod ud, og vi
hører intet mere?
Hvordan gik det med historien?
Mvh:Bodil.



Ralph (02-05-2004)
Kommentar
Fra : Ralph


Dato : 02-05-04 20:12

"Familien" <SRS@OS_fjernes.dk> skrev i en meddelelse
news:4094a9c9$0$213$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej
>
> Selvfølgelig kan man forvente problemer med sine teenagebørn, men lige nu
> har det taget overhånd for os.

[snip en lang historie]

Generelt:

Michael var 15 år, han spillede meget (ikke sport - hasard), til sidst havde
han en kæmpegæld til suspekte personager i københavnsområdet hvor han boede.

Så han slog en gammel dame ned, og røvede hendes taske, dette var hans
første egentligt kriminelle handling og heldigvis blev han genkendt af
vidner og straffet for røveriet.

Herefter blev han sendt til jylland - til min fødeby, hvorfor jeg lærte ham
at kende. Til en ung plejefamilie hvor vi var nogle unge der besøgte dem
engang imellem. Michael fik et job, fik betalt sin spillegæld af. Så at man
godt kunne drikke lidt, gå i byen, ryge en pibe hash en sjælden gang, køre
på en boret knallert UDEN at slå gamle damer ned, og ellers passe sin
skole/arbejde.

Michael kom ud at sejle et par år, det var ikke lige ham, men det gav ham en
ny indstilling til ansvar, og nu har han en familie, arbejde og er hverken
kriminel eller ludoman.

Måske en solstrålehistorie, men bare for at opmuntre jer lidt: det KAN lade
sig gøre at komme ud af miljøet med et godt resultat.

I jeres tilfælde ville JEG glemme alt om at give ham "sejre" og at han synes
I er skodforældre, dette er meget mere alvorligt end som så, find jeres søn,
tal med kommunen, lav en plan, få ham ud af miljøet. Om det hedder
ungdomspension, ungdomsskole, plejefamilie, ud at sejle, arbejde eller hvad
er lidt ligegyldigt, alternativet er meget mere skræmmende end at han skulle
synes ditten eller datten om jer.

Som skrevet i et tidligere indlæg, tag jer af jeres "normale" barn og få
proffesionel hjælp til "Michael"

--
venligst
Ralph



Kristian Damm Jensen (02-05-2004)
Kommentar
Fra : Kristian Damm Jensen


Dato : 02-05-04 21:46

"Familien" <SRS@OS_fjernes.dk> wrote in message news:<4094a9c9$0$213$edfadb0f@dread11.news.tele.dk>...

<snip>

Hej,

Jeg skriver via Google, og er derfor muligvis ikke fuldt opdateret på
denne tråd. Jeg har imidlertid læst begge Brittas indlæg (stærk
læsning) og de bekræfter min første tanke: I kan ikke tvinge ham. Det
er en forbandet situation, fordi I stadig har ansvaret for ham,
moralsk såvel som juridisk, men ikke store muligheder for at påvirke
ham.

Een tanke, der faldt mig ind under læsningen, var "Ved han, at de
elsker ham?" I/du skriver du så meget om repressalier, men realiteten
er, at han har demonstreret hulheden i jeres magtmidler, ved ganske
enkelt at stikke af. Jeg siger ikke, at I ikke skal benytte
repressalier, men hvis han ikke ved, at I elsker ham (og for sig selv
erkender at gengælder følelsen) så har han ingen grund til ikke at
stikke af.

Sat på spidsen: Hvis I ikke i yderste konsekvens kan sige: "her gælder
vores regler, følg dem eller gå" (nej, sådan skal det selvfølgelig
ikke formuleres) og forvente at han bliver, så har I ikke ret meget at
komme med.

I mine ører lyder det som placering udenfor hjemmet er en den eneste
farbare vej. (Også, som Britta skriver, af hensyn til de mindre
søskende.)

Jeg har ingen personlige erfaringer med en situation som jeres. (Og
kan kun bede til, at jeg ikke står i samme situation om 10-15 år.) Og
jeg foregiver ikkeat kun leverere hverken en hel eller halv løsning.
Men med lidt held kan jeg give jer et nyt spor at tænke på, ved siden
af alle de andre.

Held og lykke,
Kristian

Kenneth (05-05-2004)
Kommentar
Fra : Kenneth


Dato : 05-05-04 13:42


"Familien" <SRS@OS_fjernes.dk> wrote in message
news:4094a9c9$0$213$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
> Hej
>
> Selvfølgelig kan man forvente problemer med sine teenagebørn, men lige nu
> har det taget overhånd for os.
>
> Vi er en rimelig velfungerende familie på 4, uden nogen som helst
problemer
> overhovedet,... pånær et!
>
> Vi har en dreng på 15 år, som aldrig har været nem. Han har altid levet
> efter sine egne regler, og i den seneste 6 måneder er det blevet helt
galt,
> da han samtidig er kommet i dårligt selskab, hvilket han iøvrigt altid har
> søgt efter, selvom han har haft andre muligheder.
> Det er mest ift. skolen, hvor han helt er holdt op med at lave lektier, og
> hvor vi konstant bliver kontaktet pga. dårlig opførsel, pjækning, mistanke
> om hash-ryning i frikvarterne osv. Derudover har der også været episoder
med
> politiet, samt tyveri fra os.
> Og det er ikke fordi vi ikke gør noget, for det gør vi i høj grad. Vi
> stiller store krav til, at han laver lektier og til hans opførsel. Så det
> har været en tid med meget 'skæld ud', stuearrester og alle mulige andre
> "straffe". Hans egen holdning er, at vi er nogle 'skod' forældre fordi vi
> stiller nogle krav til ham, for det er jo slet ikke tilfældet med hans
> kammerater, som alle kommer fra nogle hjem, hvor forældrene HAR givet op.
> Han siger ikke tingene, men hele hans attityde er 'Fuck jer' ift. os - det
> meste af tiden. Ind imellem vil han da gerne have lidt familie-tryghed,
men
> det er kun hvis han har problemer på den anden front.
> Seneste snak var lidt en "sidste chance" snak, hvor vi forsøgte at trænge
> ind til ham med budskabet om, at han befandt sig helt ude på kanten, og
> forsøgte at får ham til at forklare os, hvorfor han ville derud, og hvad
han
> selv havde tænkt sig med sit liv. Hans reaktion var bare dyb tavshed.
> Udviklingen har så bare været, at han lyver for os, ikke afleverer sine
> MANGE sedler fra skolen,.... ja i det hele taget bare skider på det hele.
I
> de sidste 14 dage troede vi, at nu gik det bedre, men det var bare et
udtryk
> for at han helt uhæmmet har løjet for os, og iøvrigt nærmest droppet sin
> skoleforpligtigelse (8 klasse).
> Kulminationen kom så i fredags, hvor vi egentlig troede alt var iorden,
men
> hvor vi så blev kontaktet af skolen igen med budskabet om, at nu havde de
> fået nok, og hvor vi efterfølgende fandt flere meddelelser fra skolen, som
> han havde skjult for os.
>
> Vores reaktion var at give ham husarrest indtil vi kunne få arrangeret et
> møde med kommunen for at høre hvad vores muligheder for at få hjælp af en
> eller anden art. Vi lagde ikke skjul på, at vores grænse var overskredet
> (han havde jo også fået "sidste chance" talen forinden), og at vi håbede
på,
> at løsningen kunne være, at vi sammen kunne finde et andet sted han kunne
> være, da familien her efterhånden er på opløsningens rand pga.
problemerne.
> Hans reaktion var at pakke en taske, og simpelthen stikke af fra os
(hvilket
> han har truet med flere gange tidligere), og vi ved nu ikke hvor han er.
Vi
> ved så at han ikke har tænkt sig at gå i skole, da han ikke tog sin
> skoletakse med. Vi ved bare, at han helt sikkert er i noget dårligt
selskab.
>
> Så hvad gør vi nu?
> Vi kan 'støve' ham op og tvinge ham hjem (måske), men det giver ham jo
klart
> følelsen af at han sejrede, og også i fremtiden har den bagdør ift. os, at
> han bare kan stikke af. Og så er vi lige vidt.
> Vi kan lade ham løbe linien ud, og håbe på, at han selv kommer tilbage, -
> med den risiko, at han virkelig roder sig ud i noget lort. Det frygter vi
> virkelig at det sker.
>
> Selvfølgelig har man det meget dårligt som forældre fordi man er bange for
> hvad der skal ske med knægten, - og det er trods alt hans liv det drejer
sig
> om. På den anden side, han jo ført en decideret kamp imod os og vores
> krav, - ja, vi har ikke følt nogen som helst respekt fra hans side de
> seneste 6 måneder, udover for vores represalier. Vi er faktisk bange for,
at
> han kan finde på, at stjæle vores ting fra huset, når vi ikke er hjemme.
>
> Under forudsætning af, at vi får ham hjem igen, så er en løsning nok. at
han
> kommer hjemmefra meget hurtigt.
> Så er der nogen der ved
> - hvilke muligheder der findes for dette, plejefamilie, ungdomskollektiver
> etc.,
> - hvordan man i givet fald får kontakt til disse (skal man igennem
kommunen)
> - og hvordan det virker på de unge med den løsning
>
> Og så vil vi da gerne have lidt generelle kommentarer. Tak.
>
> Kh "Familien"
>

Hej

Da jeg stadig boede hjemme, havde viceværten et ligende problem med sin
datter. Jeg ved, at de sendte hende på kost/efterskole på Bornholm.
Simpelthen, de fik hende væk fra det dårlige miljø, og det blev hun faktisk
glad for. Det var måske en mulighed.

--
Kenneth



N I E L S (06-05-2004)
Kommentar
Fra : N I E L S


Dato : 06-05-04 02:50

"Familien" <SRS@OS_fjernes.dk> skrev
> Selvfølgelig kan man forvente problemer med sine teenagebørn, men lige nu
> har det taget overhånd for os.
[klip]

Kender et eksempel hvor efterskole var det helt rigtige for en 15 årig
hash-rygende knægt, som formodentligt af samme årsag samt 'dårligt selskab',
havde mistet sine visioner til livet.
Efterskolen gav ham gode oplevelser, uddandelse, en vis valgfrihed, ansvar,
venner og en kæreste. Og måske vigtigst; en halv sejr / kompromis i forhold
til forældrene.
N I E L S



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177559
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408938
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste