Hej Per
Sak
Lagt på
www.berlingske.dk 25. marts 2004 kl. 22:30
Troen vækkes på hospitalet
Af Brita Stenstrup
Ny forskning skal kortlægge, om alvorligt syge mennesker bliver mere
religiøse. Præsten på Rigshospitalet har erfaret, at religion stadig har et
sikkert tag i mange mennesker, når de bringes i krise.
»Der bliver bedt mere her på Rigshospitalet end i byens kirker.«
Når hospitalspræst Christian Juul Busch kaldes til en sygeseng, fornemmer
han et mylder af tanker af religiøst tilsnit hos patienten. Både hos ham,
der har fået at vide, at døden er uafvendelig, eller hende, der må indstille
sig på en ny tilværelse med sin alvorlige kroniske sygdom.
Men også hos maratonløberen, der har brækket et ben, siger han.
»Det er individuelt, hvad der udløser folks søgen efter en mening. Vi aner
det ikke, men masser af erfaring siger mig, at religiøse, spirituelle og
eksistentielle tanker intensiveres hos disse patienter og betyder meget for
dem i deres måde at klare deres sygdomme på. Men jeg ved det kun fra de
patienter, jeg taler med. Hvad med alle de andre?«
Med den viden er Christian Juul Busch og hans kollega Henning Nabe-Nielsen
gået til hospitalets ledelse og har udvirket et tre-årigt forskningsprojekt,
som skal kortlægge udbredelsen af religiøse og spirituelle tanker hos
patienter sammenlignet med tankerne hos raske mennesker. Spørgeskema- og
interviewundersøgelser skal også udrede, hvorvidt patienterne bruger
religiøse og spirituelle strategier i forhold til aflednings- og andre
manøvrer, når patienten forsøger at håndtere sin sygdom eller død.
»Et mundheld fra Første Verdenkrig siger, at i skyttegravene findes ingen
ateister. Den slags holder ikke længere, siger nogle. Det er vi for længst
ude over, men det passer ikke. Sammenhængen mellem religiøsitet og
tacklingen af alvorlige sygdomme er langt mere kompliceret. Vi vil gerne
tegne et bredt og præcist billede af patienters religiøse og spirituelle
tanker,« siger Christian Juul Busch.
Hvad kan I bruge resultaterne til?
»Hovedstadens Sygehusfællesskab måler hospitalspersonalet på, om vi følger
de mål, vi opstiller. Et af målene er, at personalet skal imødekomme
patienters og pårørendes anmodning om hjælp til at udøve deres tro og
religion. Vi præster bliver tit bedt om at undervise plejepersonalet, og for
at sikre den erfaringsoverførsel er det vigtigt for os at vide, hvad folk
tror på, og hvad den tro betyder for dem.
Liv i troen
»Nogle vil nok blive overraskede over, hvor meget det religiøse stadig har
tag i folk, når vi nu mere eller mindre har afskaffet religionen. De vil
opdage at folks religiøsitet er lige så intens som tidligere. Den har blot
ændret karakter til en mere udogmatisk trospakke, som de selv har sat
sammen.«
Teologen Camilla Sløk skal koordinere forskningsprojektet, og hun ser gerne
læger og sygeplejersker på skolebænken, når resultaterne fra spørgeskemaerne
og interviewundersøgelserne er bearbejdet. De skal blive bedre sjælesørgere.
Hun køber ikke argumentet om ressourcemangel.
Projektet er af religionssociologisk karakter, ikke kristent. Det forholder
sig også til nyreligiøsitet, islam, reinkarnation m.m., understreger hun,
selv om hun gerne så slægtskabet mellem hospitalerne -middelalderens
helligåndshuse - og kristendommen nøjere betonet. De seneste århundreders
teorier om, hvad man kan tale med patienter om, har skabt afstand mellem
behandlere og patienter, mener hun. Selv arbejder hun som frivillig
sjælesørger i Københavns Domkirkes natkirke, og i går forsvarede hun sin
ph.d.-afhandling »Sjælesorg i moderniteten«.
»Jeg håber, at projektet får den effekt, at hospitalspersonalet lærer at
forstå, at eksistentielle og religiøse tanker fylder virkelig meget hos den
syge. I stedet for at stikke ham en stesolid og haste videre til den næste
patient, skal der lyttes. Læger og sygeplejersker skal turde sige: Ja, du
skal dø, men du er stadig i live, og jeg vil hjælpe dig til at finde et
menneske, du kan tale med,« siger Camilla Sløk.
set fra Berlingeren
Med natlig hilsen
KEK