Ved at benytte Atkins' diætprincipper i forbindelse med en energireduceret
kost kan overvægtige opnå samme vægttab som med andre vægtreducerende
diæter - men ikke mere. Atkins' diæt er altså ikke den længe søgte "magiske"
kostsammensætning, der giver større eller mere længerevarende vægttab.
Grundprincippet i dr. Atkins' nye "kostrevolution" er antagelsen om, at det
er kulhydraterne i kosten, der er den væsentligste årsag til, at man tager
på, og at indtag af kulhydrater gør det svært for overvægtige at tabe sig.
Atkins' kostprogram anbefaler derfor et meget lavt indtag af kulhydrater
samtidig med et relativt højt indtag af fedt og protein. Oprindeligt var
kostprogrammet tænkt til behandling af fedme; men med Atkins' egne ord:
"Kvit kulhydraterne og bliv slank og sund for altid" bliver programmet nu
også anbefalet som en generel forebyggelse af vægtstigning og dermed som et
generelt kostprincip.
Hvordan virker Atkins' diæt i forbindelse med behandling af fedme? Der
foreligger nu flere studier, hvor kulhydratfattig og energireduceret diæt
svarende til Atkins' diæt er undersøgt blandt personer, der lider af fedme.
Efter 1 år er der opnået vægttab, der er på niveau med andre
energireducerede diæter (fedtfattige, fiberrige m.v.). Ved intensiv
livsstilsintervention (kost, fysisk aktivitet, ofte med psykologisk støtte)
kan der gennemsnitligt opnås vægttab efter 1 år på 5-10 % svarende til 5-10
kg., hvis udgangsvægten er 100 kg. Atkins' diætprincipper giver ikke større
vægttab. Det er altså ikke den længe søgte kostfaktor/kostkombination, der
kan give vægttab udover de 5-10 %, der igen og igen er opnået med intensive
livsstilsinterventioner.
Hvordan virker Atkins' diæt i forbindelse med forebyggelse af overvægt og
fedme? Ja, det vides ikke, for der foreligger absolut ingen videnskabelig
dokumentation for effekten af disse kostændringer i forhold til forebyggelse
af overvægt. Atkins' stærke fokuseringer på lavt indtag af kulhydrater
betyder, at fødevarer med et naturligt højt indhold af kulhydrater som
kartofter (og andre rodfrugter), ris, pasta og brød frarådes. Dette er
basale fødevarer for størstedelen af jordens befolkning. I områder
(Sydøstasien), hvor der spises meget kulhydrat (ris flere gange dagligt) er
fedmeforekomsten også mindst, altså modsat Atkins' teori. Det relativt høje
fedtindhold, især af mættet fedt, i Atkins' diæt er ikke foreneligt med en
generel sund kost og kan øge risikoen for hjerte-kar-sygdom, kræft og
diabetes.
Formand for Ernæringsrådet, professor, overlæge, dr.med. Bjørn Richelsen
udtaler: "Det er som om, at da ideen om, at man blot skulle spise
fedtfattigt for at forebygge fedmen, blev afvist, så sagde først
amerikanerne og nu også europæerne - nå, det var altså ikke fedtet, så må
det vel være kulhydraterne. Hvis fedtet i kosten var en forenklet opfattelse
af fedmens årsag, ja, så er kulhydratforklaringen mindst lige så stor en
forenkling. Som det fremgår af Ernæringsrådets rapport om fedme er
årsagsforholdene netop ikke enkle, men meget komplekse. Set i relation til
basale fødevarer som ris, brød, kartofler etc. er Atkins' uvidenskabelige
råd særdeles uheldige og vil kunne gøre mere skade end gavn".
"Selv om vægttab og forebyggelse af overvægt eer vanskelig, skal man ikke
spille hasard med sit helbred og ændre kosten på baggrund af fikse ideer,
selv om de markedsføres aggressivt. Personer med fedme kan uden problemer
benytte Atkins' diæt i perioder for at opnå vægttab. Kostprincippet er
imidlertid forkert til den generelle befolkning og bør netop ikke anvendes
livslangt" slutter Bjørn Richelsen.
fra
http://www.ernaeringsraadet.dk/frame.cfm?id=462&sprog=1&grp=10&menu=1