De vigtigste begreber er vidnepligt, tavshedspligt og
vidnefritagelse. Der er selvfølgelig mange flere.
Mødepligt.
Det er domstolene, der bestemmer, om der måske
konkret er eller ikke er en gyldig vidnefritagelsesgrund. Derfor er
der mødepligt.
Hvis du altså bliver bedt om at møde i Retten, fordi den lokale
anklager ikke er så stærk i procesret og tror, at du skal belaste din
egen far eller mor i en
straffesag, må de pænt betale dig vidnegodtgørelse for at møde og høre
dommeren
fortælle dig, at du godt må tage hjem igen uden at fortælle noget.
Vidnepligt.
Vidnefritagelse og tavshedspligt er ikke helt det samme. Fx er
polititilhold (Straffelovens §265), der jo også er en slags
tavshedspligt, ikke det samme, som at man ikke behøver at afgive
vidneforklaring i retten, sådan som enhver har pligt til efter
retsplejelovens §168.
Dog er domstole som bekendt nogle tålmodige væsner; de tager dig gerne
i forvaring i indtil 6 måneder, hvis det ikke lige passer ind i dine
planer at tale lige den dag, hvor dommeren har tid. (Retsplejelovens
§178 stk. 1 litra 5)
Tavshedspligt.
Tavshedspligt er en pligt til at tie. De specielle regler om
tavshedspligt finder vi rundt omkring - En søgning på retsinfo.dk på
"tavshedspligt" giver 425 resultater. Fx i lægeloven for læger, i
psykologloven for psykologer, i forvaltningsloven for de offentligt
ansatte (og privat ansatte der arbejder for det offentlige).
Den almindelige regel i Straffelovens §264d pålægger alle
tavshedspligt, så man
behøver såmænd ikke en fin titel for at have tavshedspligt.
Vidnefritagelse.
Vidnefritagelse er en undtagelse fra den almindelige pligt til at tale
som vidne for en domstol. Reglerne om vidnefritagelse finder vi i
retsplejelovens kapil 18. Den vidnefritagelsesgrund, der hænger sammen
med reglerne om tavshedspligt, finder vi i §170.
Gradbøjning.
Vidnefritagelse begrundet i tavshedspligt kan gradbøjes. Det er kun
forsvarsadvokater, der har absolut og ubrydelig tavshedspligt. De kan
_aldrig_
pålægges at afgive vidneforklaring om deres arbejde.
Så du vil være helt sikker, skal du kun betro dig til din forsvarer.
Om man så
personligt kan stole på en advokat er en anden sag
Den næstbedste beskyttelse har læger, præster og advokater. (når
advokaten ikke er forsvarer) Beskyttelsen gælder selvfølgelig kun, når
de er på arbejde. Det er altså ikke sådan, at læger, præster og
advokater generelt er fritaget for vidnepligt. De er kun fritaget for
at fortælle, hvad de ved, fordi de har passet deres arbejde.
Imamer.
"Andre trossamfund" et gammeldags begreb, som begyndte at miste sin
betydning i
1969, da man ophørte med at anderkende flere trossamfund. Efter en
traditionel
læsning er muslimske imamer ikke sidestillet med folkekirkens eller
andre
trossamfunds præster.
Men religionsfriheden er beskyttet både i Grundloven og, mere vigtigt,
i Den
Europæisk Menneskerettighedskonvention. Så der er en god chance for,
at domsolene i en konkret sag vil vidnefritage en muslimsk imam eller
anden "præst" fra et ikke anderkendt trossamfund.
Det vigtige er "trossamfund", ikke "anderkendt".
Afvejning.
Den slags vidner, altså advokater, læger og præster kan kun pålægges
at afgive
forklaring i helt ekstreme situationer. Det kan fx være, hvis en præst
ved, at en uskyldig er i fængsel. (Men fx ikke, hvis en præst blot
ved, at en uskyldig er dømt, men løsladt forlængst.)
For at finde ud af, om tavhedspligtsundergivne vidner alligevel skal
afgive
forklaring, foretager retten en afvejning af på den ene side
samfundets berettigede interesse i forklaring og på den anden side den
tavshedsbeskyttedes interesse i hemmeligholdelse.
Det kommer nok som en stor overraskelse, at retten har brug for en god
grund til at fritage et vidne med tavshedspligt for at afgive
forklaring.
Det er ikke en god forklaring, at den, der er beskyttet af
tavshedspligt,
foretrækker at blande samfundet og politiet ude af sit liv, selvom det
kan være
meget fornuftigt henset til, at politiet kan have en kritisabel
optræden.
Hvis forklaringen skal være god, skal den ramme noget, som retsordenen
beskytter
mere, end den beskytter samfundets interesse i at pålægge forklaring.
Selvinkrimineringsforbudet.
Tavshedspligt som vidnefritagelsesgrund skal forståes i nær sammenhæng
med det
menneskeretligt anderkendte forbud i strafferetten med legale pligter
til
selvimkrimineringsforbudet.
Selvinkrimineringsforbudet betyter, at man ikke har pligt til at
fremlægge beviser imod sig selv. Det være sig sin egen sandfærdige og
derfor belastende forklaring. Det kan være dokumenter og genstande.
Det kan være en en person, som man har betroet sig til i forventing om
at være beskyttet af tavshedspligt. En sådan person har man ikke pligt
til at føre som vidne mod sig selv. Det ville jo være det samme som at
føre sine egne ord som bevis mod sig selv.
Kerneområdet for retsplejelovens §170 stk. 3, bestemmelsen om
vidnefritagelse for tavshedspligtige personer, er hvor krænkelse af
tavshedspligten ville udsætte den tavshedsbeskyttede for straf.
Vidneudelukkelse kan også komme på tale, hvor den beskyttede risikerer
repressalier.
Eksempel.
Et af medlem af et trossamfund har været en tur forbi en villavej,
hvor J. Hansens punkterede knallert holder ulovligt parkeret. I sin
tvivl om hvad han skal gøre, henvender han sig til trossamfundets
præst.
Ad omveje kommer dette til politiets kundskab, og de vil så gerne
snakke med vores medlem. Medlemmet vil ikke snakke med dem.
Kan vi tvinge præsten til at tale? Det er klart, at vores medlem ikke
har
gjort noget forkert. Det er jo ikke ham, der har parkeret knallerten
ulovligt, så han ikke risikerer ikke straf. Den undskyldning duer
ikke.
Men det kunne være, at J. Hansen havde skræmt vores medlem, der også
bor i Hundige eller måske i Ishøj, med trusler om ikke at skylle ud i
toilettet fremover.
Nu må retten forholde sig til, hvor alvorlig den trussel er. Hvis
retten tager
truslen alvorligt, må den vidnefritage vores præst. Ellers vil den nok
ikke.
Et eksempel til.
Hvis man decideret bruger en betroelse til en tavshedspligtig person
som instrurment til at begå en forbrydelse, vil retten nok heller ikke
vidnefritage.
I U.1996.834Ø blev der indgivet en falsk anmeldelse til en
socialforvaltning om
seksulet misbrug af en lille pige. Hvis man indgiver falsk anmeldelse
til politiet, ved de godt, hvem man er. Og så kan de jo godt finde ud
af, hvem de skal straffe for falsk anmeldelse.
Det er klart, at falskanmelderen ikke kunne sikre sig imod straf for
falsk
anmeldelse ved at håbe på socialforvaltningens tavshedspligt. Mod et
sådant misbrug af tavshedspligt reagerede Østre Landsret i denne sag
ved at pålægge
socialforvaltningen at afgive vidneforklaring.
Derved tilsidesatte landsretten socialforvaltningens tavshedspligt.
Love.
Retsplejelovens § 168.
Retsplejelovens § 178.
Retsplejeloven § 170.
Straffelovens § 264 d.
Straffelovens § 152.
Straffelovens § 152 b.
Med venlig Hilsen,
Ulrik Guldbæk