---

Hejsa
Tiden var kommet til et glædeligt gensyn med et af 80-90'ernes største
dansk rocknavne.

Desværre var Sam Mitchell ikke med og istedet havde Stefan Moulvad
taget guitaren.

Det var en lidt ujævn koncert. Først halve time var præget af
nervøsitet og havde svært ved at komme igang.
Men efter en del whisky og cola kom der gang i Allan og det hele
svingede i en times tid.
Der var også 4-5 ukendte numre med og dette mener jeg var et dumt
valg. Vi kom ikke for at høre nye/ukendte numre.

Den sidste halcdel var præget af at lyden var decideret dårlig (første
gang jeg har oplevet det på Train). Jeg kunne næsten ikke høre hvad
Allan sang, men til gegæld gik guitaren rent igennem.

Og guitaren _var_ et problem. Sam var savnet. Der var slet ikke samme
nerve i guitaren og så har Moulvad slet heller ikke den teknik der
skal til for at være standin. Det var tydeligst i soloerne som slet
ikke virkede. Han prøvede at duplikere Sam og det kan man jo ikke. Og
det var heller ikke sådan at Moulvad så kom med sin egen stil som
sandsybligvis havde lydt mere troværdigt.

Så alt i alt en blandet fornøjelse, men takket været nostalgien får
den trods alt hevet sig op på

4 ud af 6 stjerner

Morten
morten@bowman.dk

---

"Morten Bowman Hansen" <FJERNnewsNOSPAM@bowman.dk> wrote in message
news:s9kqqvgq9cgvtpdj8vmiquek9jhtasegcq@4ax.com...
> Hejsa
> Tiden var kommet til et glædeligt gensyn med et af 80-90'ernes største
> dansk rocknavne.
>
> Desværre var Sam Mitchell ikke med og istedet havde Stefan Moulvad
> taget guitaren.
>
> Det var en lidt ujævn koncert. Først halve time var præget af
> nervøsitet og havde svært ved at komme igang.
> Men efter en del whisky og cola kom der gang i Allan og det hele
> svingede i en times tid.
> Der var også 4-5 ukendte numre med og dette mener jeg var et dumt
> valg. Vi kom ikke for at høre nye/ukendte numre.

Det virkede alt for rutinepræget. Allan kunne godt lige have sagt "tak"
eller "er i der" eller sådan noget. Han mumlede nogle ting et par gange man
ikke kunne høre!!

> Den sidste halcdel var præget af at lyden var decideret dårlig (første
> gang jeg har oplevet det på Train). Jeg kunne næsten ikke høre hvad
> Allan sang, men til gegæld gik guitaren rent igennem.
>
> Og guitaren _var_ et problem. Sam var savnet. Der var slet ikke samme
> nerve i guitaren og så har Moulvad slet heller ikke den teknik der
> skal til for at være standin. Det var tydeligst i soloerne som slet
> ikke virkede. Han prøvede at duplikere Sam og det kan man jo ikke. Og
> det var heller ikke sådan at Moulvad så kom med sin egen stil som
> sandsybligvis havde lydt mere troværdigt.

Jeg syntes flere steder spillede han spillede decideret ringe.
Snowman (mener jeg den hedder) fra In the house of secrets kunne jeg næsten
ikke engang kende guitar riffet der er gennemgående i sangen!!

> Så alt i alt en blandet fornøjelse, men takket været nostalgien får
> den trods alt hevet sig op på
>
> 4 ud af 6 stjerner

Jeg går nok desværre ned på 3. Nok mest fordi det var lidt for kedeligt. Mit
yndlingslivenummer med Sandmen "No ones gonna hurt you" manglede, også kunne
de godt have sluttet af med "Don't let me down"

> Morten
> morten@bowman.dk

/Zcully