/ Forside / Interesser / Helbred / Sorg & Krise / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Sorg & Krise
#NavnPoint
Birgitta 1660
Nordsted1 970
dova 930
ans 781
mangorossa 720
creamygirl 610
vaxen 560
Teil 550
pipzi 510
10  clou 510
En fars sorg
Fra : Preben Pedersen


Dato : 23-08-03 11:10

Det er nu 2 år siden at jeg mistede min søn på 36, og jeg har svært
ved at blive glad igen.
Kort før min søn blev erklæret terminal (døende), havde jeg taget den
beslutning at jeg ville skilles. Min kones og mit samliv var helt
ophørt. Vi havde intet til fælles mere, udover vore børn.
Der var rimelig enighed om skilsmissen, og vi kan stadig tale sammen.
Samme år måtte jeg sige farvel til et nyt hus, som jeg havde købt i
den by, hvor jeg arbejdede, pga. en massefyring.
Jeg beholdt det gamle hus, og købte min ekskone ud af huset, så hun
kunne klare sig selv. Det gamle hus måtte jeg også sælge, da mit nye
job blev nedlagt.
Det var meget inden for et år, men jeg har klaret det.
Jeg har fundet en meget sød pige, og bor nu sammen med hende, i hendes
hus, og vi har det rigtigt godt med hinanden.
Det var lidt baggrund, for at fortælle lidt om min situation.
Jeg er flyttet noget væk fra mit tidligere liv, rent fysisk også, men
det giver samtidig det problem at jeg ikke ser mine børnebørn så meget
mere.
Men sorgen over at have mistet min søn, overskygger dog alle andre
problemer.
Min søn og jeg havde et godt forhold til hinanden, og jeg passede ham,
de sidste 5 mådneder han levede, for jeg var fritstillet med fuld løn,
så økonomisk var det ikke noget problem. Min søn var flyttet hjem til
mig, da min ekskone var flyttet ud, og jeg var den eneste der havde
plads.
Min ekskone tog sygeorlov de sidste 2 måneder, for opgaven med at
passe ham var for stor for en person.
Efter min søns død, skulle jeg finde et nyt arbejde og fandt det, men
det blev nedlagt, og så måtte jeg sælge huset. Alt i alt havde jeg nok
ikke tid til at, om man så må sige, sørge rigtigt.
Jeg har nu et godt job, en rigtig sød kvinde og et godt sted at bo.
Det er som om at det først er nu, jeg får rigtig tid til at savne min
søn.
Er der andre der har mistet et barn, som vil indvie mig i deres
følelser omkring det at miste, og hvordan bearbejder man den sorg, og
hvordan kommer man videre, bare lidt gladere end nu?
Jeg kan jo også lige tilføje, at selv om der var nogen enighed om at
blive skilt, så er det ikke gratis for sjælen, og slet ikke efter 36
år.
Peder


 
 
Pegasus (23-08-2003)
Kommentar
Fra : Pegasus


Dato : 23-08-03 23:41

Preben Pedersen (slet BTESR) spake unto us:
> så er det ikke gratis for sjælen, og slet ikke efter 36 år.

Du har stor styrke og handlekraft. Så det skal nok gå. Men nogen gange skal
tingene have lov at være og tiden have lov at gå. Synd at du og exkonen ikke
fandt hinanden i sorgens stund. Du har skåret igennem stærkt og modigt; men
nu skal stumperne hele op. Ethvert problem, du har handlet dig udaf, skal du
møde igen på vejen tilbage til dig selv. Din omsorg for din søn vil stå som
en lysende milepæl i oprydningen. I dit sted ville jeg gå i samtaleterapi.

--
Yours
Pegasus



Jørgen Sejer (07-09-2003)
Kommentar
Fra : Jørgen Sejer


Dato : 07-09-03 06:09

Hallo Preben!!!

At miste er noget -undskyld ordet- noget mærkeligt noget, den ene
dag godt den anden dag intet. I dit tilfælde var det over en
meget lang periode ændringen forandrede dit liv. Grunden til
jeg "tør" svare dig er, jeg har selv misten en søn på 5½ år, men
forskellen mellem din og min hændelse er, min søn blev dræbt ved
en bilulykke i 1986. Grunden til årstallet er lidt vigtig , jeg er
endnu ikke kommet gennem dette, om jeg nogensinde kommer helt
gennem det, ja, hvem ved ??? Et måske lidt mærkeligt svar h´jeg
har taget til mig er, en sådan hændelse sker "kun" med en bestem
baggrund -jeg er ikke religiøs, men jeg føler der er mere eller
mindre mellem himmel og jord, og netop denne tanke har fået min
hverdag til at være lidt bedre. Sjælefred kan være mange ting, og
det er op til den enkelte, men jeg har opdaget, men kan
IKKE "flygte" fra noget sådan -det har jeg også prøvet. Nej
Preben, man er NØD til at bekæmpe den magtesløshed der følger med
sådanne hændelser. Der er forskellige måder derpå, og ingen kan
formidle dens enkelte svar. At DU har stort behov for at kunne
åbne dig, er der ikke nogen tvivl om, spørgsmålet er så blot i
hvilket forum det skulle foregå, om det skal være den borglige
ekspertise eller gruppen der selv har haft det inde på livet, det
ved jeg ikke. jeg har talt med mange mennesker om mit tab, men det
har været "menigmand", og derigennem har jeg fået stor fred i
sjælen, og har idag et meget rimeligt forhold -også efter
skilsmisse. Skulle du få lyst til at kontakte mig, skal du være så
hjerteligvelkommen, og til din orientering er jeg 53.
Håber det bedste for dig i din familie.
Kærlig Hilsen
Jørgen Sejer

Pegasus <troemoedelme@hotmail.com> skrev:
>Preben Pedersen (slet BTESR) spake unto us:
>> så er det ikke gratis for sjælen,
>>og slet ikke efter 36 år.
>
>Du har stor styrke og handlekraft. Så
>det skal nok gå. Men nogen gange skal
>tingene have lov at være og tiden
>have lov at gå. Synd at du og exkonen ikke
>fandt hinanden i sorgens stund. Du
>har skåret igennem stærkt og modigt; men
>nu skal stumperne hele op. Ethvert
>problem, du har handlet dig udaf, skal du
>møde igen på vejen tilbage til dig
>selv. Din omsorg for din søn vil stå som
>en lysende milepæl i oprydningen. I
>dit sted ville jeg gå i
>samtaleterapi.
>
>--
>Yours
>Pegasus

--
Jørgen Sejer
Komponist / Musiker
Lyngens Kvarter 200
7400 Herning


Mari (01-11-2003)
Kommentar
Fra : Mari


Dato : 01-11-03 18:31


"Preben Pedersen (slet BTESR)" <preben.pedersen@BTESRfritid.tele.dk>
skrev i en meddelelse
news:10616334870.999133053791361@dtext.news.tele.dk...
> Det er nu 2 år siden at jeg mistede min søn på 36, og jeg har svært
> ved at blive glad igen.

Kære Preben!

Jeg vil gerne give dig et kærligt ord med..........
Jeg har gemt på min sorg siden 1985 - og har først fundet ud af nu,
hvordan jeg kan finde min vej videre........ og den vej vi kan gå hver
især,
kan være forskellig - alt efter hvad vi i øvrigt har i "rygsækken".

For mig er det en befrielse, at høre andre udtale de ord - som jeg
bare går og tænker. Ord, der ikke kommer ud - men bliver "derinde"
og presser på. Jeg troede at det ville blive een stor svælgen i
selvmedlidenhed,
men tro mig - det er virkelig noget, der er givende.

Jeg har skrevet "sorggruppe" i google.com - og fik disse hits:
http://makeashorterlink.com/?S53A24866

http://www.sorggrupper.folkekirken.dk/Sorggrupper.asp?IDSorggrupper=13

Giv det en chance 5-6 gange - før du giver op. Brug evt. mere end eet
sted,
så du ikke blot er gået forkert - hvis du opgiver.

Arbejdet er dit - men du får nogen at "læne" dig op ad....... mens du
placerer din sorg på rette sted.

Og så vil jeg gerne fortælle dig om netstedet, der heddet
http://www.mindet.dk/
her er det mange muligheder for at komme i kontakt medligesindede.



Og jeg kan anbefale denne bog:
Titel: Den nødvendige smerte
Forfatter: Marianne Davidsen-Nielsen Nini Leick
Bogdata: Gyldendal. Hæftet. 217 sider. ISBN 8700402788
Beskrivelse: Hvorfor bliver den, der rammes af tab, aldrig den
samme som før? Hvorfor kommer nogle mennesker styrkede ud af en stor
sorg? Og hvorfor bliver andre forkrampede, deprimerede, angste eller
udvikler psykosomatiske symptomer? Hvad er det for kræfter som gør, at
sorgen kan blive et vendepunkt, som er så dramatisk, at man enten får et
friere eller et mere indskrænket liv?




Du er allerede på vej.......... og du får mine tanker med dig

/Mari


Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177558
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408914
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste