Bertel Lund Hansen ytrede sig i
<c25gjvo3o12mmmp53s31c5hria9gcodqs2@news.stofanet.dk> med dette:
>mik skrev:
>>Er der kun en måde at betragte verden på? (den vestlige måde)
>
>Hvad *er* den vestlige måde at betragte verden på?
Den dualistiske.
Mens man i østen har en helhedstanke.
Jeg må heller uddybe dette lidt:
Op igennem historien, fra oldtidens græske filosofi, over
oplysningstiden, til i dag, har man søgt at afdække og forstå viden.
Denne søgen har ofte hængt sammen med en higen efter sandheden, altså et
forsøg på at afdække hemmeligheden bag den sande viden, og således ikke
anlægge en ontologisk dimension. I den vestlige, jødisk/kristne kultur
har dette i nogen udstrækning ført til en forestilling om en opdeling,
en dualisme i ånd og materie; krop og sjæl. Der findes grundlæggende
historisk set, to store epistemologiske traditioner i vesten:
Rationalismen, for hvilken den absolutte sande viden skal findes igennem
en art ideel mental proces, løsrevet fra den fysiske verden, hvorved man
afdæk-ker a priori viden, og Empirismen der anser viden akkumuleret på
baggrund af sanseba-seret erfaring forankret i en objektiv fysisk
virkelighed for sand.
Allerede i antikkens Grækenland fandtes tidlige tiltag til disse
opfattelser, eksemplificeret ved Platon, der opererede ud fra en nærmest
rationalistisk forestilling om ideen som alle tings bagvedliggende sande
væsen, der kun kan forstås igennem en art indre mentalt øje, og dennes
elev Aristoteles, for hvem individuelle ting snarere skal ses kun som
deres fysiske fremtoning og egenskaber, hvorved disse kun kan forstås
igennem hvad sanserne kan fortælle én.
Da filosofien blev "genopdaget" i oplysningstiden[1], efter at have
overlevet i den arabiske verden, eksisterer denne todeling stadig, her
eksemplificeret ved Rene Descartes (1596-1650) som eksponent for hvad
man kan kalde kontinental rationalisme, der i sin hoved-konklusion der
identificerer ham som en selverkendende og tænkende ting (Cognito, ergo
sum), samt at denne tænkende ting (sjæl) må være adskilt fra kroppen
(herefter erkender han der er en Gud og går videre med at der eksisterer
en ydre verden). Descartes fører herved dualismen videre ind i den
moderne filosofi, ved netop at adskille det tænkende jeg fra krop og
materie. Hans måde at resonere på, kommer til at danne forbillede for
mange efterfølgende filosoffer, da han søger at benytte en logisk
deduktion metode (der netop er kendetegnende for rationalismen).
Descartes indfører herved tre centrale begre-ber, sjælen, Gud og
verdenen, for at kunne begrunde naturvidenskaben (som er baseret på
matematikken) og med dette perspektiv åbner han op for en dybere
indtrængen i materi-ens hemmeligheder (verden anses for at være et
mekanisk system, med kausale virk-ningsårsager). Som modsætning til
Descartes dukker de engelske empirister op, og tager udgangspunkt i en
del af Descartes filosofi, som Descartes ikke selv udforskede, nemlig
subjektet. Mens Descartes kun benyttede subjektet som indfaldsvinkel til
naturvidenska-ben, mener Locke at vi er nødt til at studere subjektet
selv, da det er den eneste måde at forstå hvad erkendelse er. Lockes
hovedpræmis, der kommer til at danne empirismens hovedsætning er, at al
erkendelse stammer fra erfaringen. Herved var en ny dualisme født:
Rationalisme/Empirisme.
Senere har flere forsøgt sig med at danne synteser af
rationalisme/empirisme, eks. Kant der anså viden for en syntese af
erfaringer og begreber, på denne vis gjorde han adgangen til den
empiriske virkelighed afhængig af de særegne træk ved menneskets måde at
erfare på. Ifølge Kant er erkendelsen om naturvidenskabens grundlag en
selverkendelse der og-så går langt ud over den individuelle
videnskabsmands egen selvforståelse.
Men gældende gør det sig dog stadig i dag, i vesten, at
vidensopfattelsen er gennemsyret af denne tidligere nævnte dualistiske
opdeling, hvilket stadig gør sin indflydelse gældende.
Sideløbende med disse vestlige traditioner opstod i Asien en noget anden
forestilling og tilgang til filosofien. Her opererede man ikke med denne
klassiske europæiske opdeling, men betragtede verden ud fra et
"enhedsprincip" der tog udgangspunkt i den på dette sted meget udbredte
buddhistiske lære:
1. Oneness of humanity and Nature
2. Oneness of body and mind
3. Oneness of self and other
Det ses her at specielt karakteristika nummer to gør op med den vestlige
forståelse af vi-den som separeret fra menneskelig filosofisk og
epistemologisk udvikling.
Det er her vigtigt at være bevidst om at der ikke er tale om identiske
størrelser, men at oneness kommer af et kinesisk begreb for "ikke-to"
eller "non-dualistisk" , det er således to adskilte dele af samme
fænomen, eller to aspekter af samme ting. Jf. det velkendte Taoistiske
symbol: Yin & Yang, der netop illustrerer samhørigheden mellem det
spirituelle/åndelige (mind - Yang [den lyse del]) og det fysiske (body -
Yin [den mørke del]) .
Dette betyder at, da man ikke ser denne opdeling er man mere tilbøjelig
til at fokusere på direkte personlig erfaring, hvor imod man i vesten
primært tager udgangspunkt i abstrak-te teorier og hypoteser. Det er
her vigtigt at slå fast at man ikke kan sammenligne denne øst/vest
opdeling med den klassiske vestlige empirisme/rationalisme og Descartes
dualisme, men derimod at personlig erfaring betyder at viden hører
sammen med handling, og meget ofte opnås igennem denne.
Dette focus på handling betyder endvidere at man i østen, som Japans
første teoretiske filosof Kitaro Nishida ridser op, mener at:
"[…] the essential mode is to act on the world, not to cognize it."
Herved forstås at mennesket er et væsen der dels er en del af, og dels
interagerer med verden omkring det, endnu engang jævnfør oneness
princippet (her måske i særdelieshed punkt 2 og 3), og på denne måde
opnås sand viden; ikke igennem teoretisk tænkning men kun igennem
helheden af krop og sind, hvilket meget ofte betyder handling. Således
ser man her en forståelsesforskel i forhold til den vestlige der ser
mennesket som løsrevet fra det der beskues, teoretiseres eller
filosoferes over.
[1] Jeg vælger her at se bort fra Augustin (354-430), som beskæftigede
sig med Platon og Sokrates til at udvikle hans kristne
filosofi/verdensanskuelse, der siger at sand viden stammer fra Gud,
hvorved at troen på Gud bliver vejen til at opnå den sande viden. Vi ser
også bort fra Thomas Aquinas (1224-1274) der byggede videre på Augustin
og Aristoteles. Aquinus var dog den første kristne filosof som adskilte
ideen om den sande viden fra troen, da han mente at den viden vi har om
naturen ikke behøver hvile på en bevidsthed på et guddommeligt nærvær.
--
Mvh. Allan Stig Kiilerich Frederiksen
"Det med `samfundstjenstligt incitament' er noget sejlivet sludder"
- Michael Michelsen
Ikke enig? - Meld dig ind! <
http://www.digitalforbruger.dk>