Ved et rent held nærlæste jeg tv-programmerne i går. Fransk TV5 sendte
den vietnamesisk-franske film fra 1992 Duften af den grønne papaya.
Det er godtnok en af de smukkeste og mest bevægende film, jeg har set.
Historie er der næsten ikke. En faderløs landsbypige Nui sendes 1951
til byen for at tjene. Trods lange hårde arbejdsdage møder hun også
medmenneskelighed, hun bevarer sin livsglæde og omgivelsernes respekt
og får sin prins til sidst. Mere lyrisk end fortællende, meget mere
billede end replik, derfor klarede jeg mig også fint med fransk
synkronisering - den kunne såmænd have været på vietnamesisk.
Berlingskes omtale er noget misvisende: "I takt med, at indlydelsen
fra Vesten gør sig stadig mere gældende følger vi Muis opvækst, og
filmen er lige dele film om Vietnams historie og kvindens historie i
et samfund, hvor der ofte ikke er tid til at stoppe op og dufte til
frugterne for det handler om hårdt arbejde."
Vi følger ikke Muis opvækst kontinuert, men får to lange sekvenser med
ti års mellemrum. Jeg ser ingen stigende vestlig indflydelse, begge
sekvenser foregår i buddhistisk miljø med præg af overklasse og
intelektualitet, i begge er der traditionelle og vestlige elementer.
Af vietnams turbulente historie 1951-61 intet eller allerhøjst nogle
få indslag i lydkulissen. Det er ikke nogen solcialrealistisk, eller i
hvert fald ikke en socialt indigneret film. Kvindens vilkår er hårde,
hendes rolle passivt accepterende. Bui handler mindre end der handles
med hende, men netop med hende, ikke mod hende. Det hårde arbejde
hindrer hende ikke i at bevare livsglæden og en enestående skønhed
indefra, der vinder omgivelsernes respekt og kærlighed.
Hun spilles af to skuespillere, begge glimrende, barneudgavende
fremragende.
De meget smukkede billeder er kærlighed til landet, dets natur og
mennesker.
Nå, måske er jeg præget af, at jeg faktisk har mødt Nui derude i
Sydøstasien.
Mon den fås på cd?
--
hilsen pl
http://huse-i-naestved.dk