---

Jeg har et spørgsmål vedrørende USA's økonomiske politik. Jeg tænker her på
bestræbelserne for at sætte gang i økonomien ved at give ufinanseret
skattelettelser.

Hvad er forskellen på at stimulere økonomien ved hjælp af traditionel
keynesiansk politik (igangsætte offentlige arbejdsopgaver) og så at sætte
gang i aktiviteteten ved at give skattelettelser til befolkningen.

Den synlige forskel er selvfølgelig, at man ikke kan vide hvilke
aktiviteter den private borger vil sætte igang. Man løber endog den risiko,
at han spare op og undlader at forbruge.

Intentionerne må dog siges at være de samme, eller...???

--
Using M2, Opera's revolutionary e-mail client: http://www.opera.com/m2/

---

L.. Mathiasen wrote:
> Jeg har et spørgsmål vedrørende USA's økonomiske politik. Jeg tænker her
> på bestræbelserne for at sætte gang i økonomien ved at give ufinanseret
> skattelettelser.
>
> Hvad er forskellen på at stimulere økonomien ved hjælp af traditionel
> keynesiansk politik (igangsætte offentlige arbejdsopgaver) og så at
> sætte gang i aktiviteteten ved at give skattelettelser til befolkningen.
>
> Den synlige forskel er selvfølgelig, at man ikke kan vide hvilke
> aktiviteter den private borger vil sætte igang. Man løber endog den
> risiko, at han spare op og undlader at forbruge.

I følge traditionel keynesiansk tankegang er ufinansierede offentlige
udgifter bedre end skattelettelser da det antages at forbrugerne, hvis
de får en skattelettelse, sparer op med en fast andel af indkomsten.
Selv hvis udgiften er finansieret hæves aktivitetsniveauet fordi der
spares mindre op i økonomien.

Omdrejningspunktet er i høj grad antagelsen om at opsparingen er
upåvirket af politiktiltagene. Ser man på den såkaldte Keynes-Ramsey
model hvor opsparingen er fremadskuende og bruges til pensionsformål
indser forbrugeren at de ufinansierede skattelettelser vil "hævne" sig
en gang i fremtiden, og sparer derfor alligevel mere op for at modgå
dette. Dette annulerer den ekspansive effekt af finanspolitikken
fuldstændigt (men bemærk dog at forbrugeren i denne model antages at
leve uendeligt længe eller have et perfekt arvemotiv).

I praksis er der tale om en række blandede effekter (både forbrugere,
virksomheder, export/import-, finans- og valutamarkeder er involveret i
en større pærevælling), men i forskellige makroøkonomiske modeller kan
man udregne den såkaldte finanseffekt, som er en numerisk simulation af
finanspolitiske tiltag, såsom finansierede/ufinansierede skattelettelser
og offentlige udgiftsstignigner. Jeg har ikke lige tallene i hovedet,
men prøv at tjekke Finansredegørelsen (ADAM) og DØR rapporterne (SMEC).


Hilsen Mikkel