---

Hej

Hvad er der galt med folk (forældre) idag ?


ALLE bliver sgu skilt, min kæreste er ved at skride, vi havde det godt
sammen men hun mødte en anden og nu skal vores 2 børn være
skilsmissebørn (fedt).

Næsten alle vi kender er skilt og de få der ikke var det da dette med
min kæreste startede (4 mdr siden), er blevet det nu!


HVAD FANDEN ER DER GALT MED FOLK !

bliv dog for helvede sammen og løs de problemer der er, har de/i fået
børn sammen så har de/i et ansvar over for børnene at de/i LØSER
jeres/deres problemer FØR de bliver for store !

beklager det sure opstød, men det er sgu for latterligt at børn skal
straffes "bare" fordi deres forældre ikke kan snakke sammen, eller
fordi 1 af dem ikke kan styre deres underliv!(utro)

mvh
mig

---

Er enige med dig
Jeg er selv gift og har 3 børn, vi er endnu sammen efter 9 år.. Trods
problem holder vi stadig fast. For det er ikke godt for børnene at være
skilmissebørn.. (kan lige tilføjle at jeg og min mand er selv skilmissebarn.
Sådan vil vi ikke være når vi har børn..

Idag er vi meget bedre at løse problem end det var for 4-7 år siden..

Jeg tror simpenheld at folk gider ikke løse problem her og nu derfor valgt
de at skride.. Men det er også på en måde at det er ikke godt at man er
sammen med en der drikker for meget eller volder for meget...

"B" <spam@grov.dk> skrev i en meddelelse
news:539ab1ec.0301111229.8598bc3@posting.google.com...
> Hej
>
> Hvad er der galt med folk (forældre) idag ?
>
>
> ALLE bliver sgu skilt, min kæreste er ved at skride, vi havde det godt
> sammen men hun mødte en anden og nu skal vores 2 børn være
> skilsmissebørn (fedt).
>
> Næsten alle vi kender er skilt og de få der ikke var det da dette med
> min kæreste startede (4 mdr siden), er blevet det nu!
>
>
> HVAD FANDEN ER DER GALT MED FOLK !
>
> bliv dog for helvede sammen og løs de problemer der er, har de/i fået
> børn sammen så har de/i et ansvar over for børnene at de/i LØSER
> jeres/deres problemer FØR de bliver for store !
>
> beklager det sure opstød, men det er sgu for latterligt at børn skal
> straffes "bare" fordi deres forældre ikke kan snakke sammen, eller
> fordi 1 af dem ikke kan styre deres underliv!(utro)
>
> mvh
> mig


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.441 / Virus Database: 247 - Release Date: 09-01-2003

---

Jeg kan følge dig 100%. Jeg er sammen med min KÆRESTE, siden 1995. Hun har
altid ønsket at vi skulle gifte os, men jeg er skilsmissebarn og kender
ingen der har et bestående ægteskab, så jeg har afholdt mig fra at springe
ud i sådan noget. Vi har en dreng på 5 år og en lille ny kommer til sidst i
denne måned.

Men selvom jeg kan følge dig, har jeg det alligevel sådan, at når to
mennesker finder sammen, sker det på de præmisser der er til stede på det
aktuelle tidspunkt. Vi ændre os alle sammen med tiden det kan ikke standses.
Vi kan vokse fra hinanden, eller simpelthen få nok. Problermerne og de
udfordringer der opstår undervejs skal, efter min og din mening, løses
indenfor forholdets rammer, men hvis det ikke er muligt for den ene part,
ser jeg ikke det kan være sundt for børnene at deres forældre bliver sammen
i et måske anstrengt, kærlighedsløst og frustrerende forhold. Så er det vel
bedst at vejene skilles.

Vi er nu blevet enige om at blive gift, men jeg er klar over risikoen - men
efter 8 år, syntes jeg vi har været det meste igennem.

Vh
Claus

"B" <spam@grov.dk> skrev i en meddelelse
news:539ab1ec.0301111229.8598bc3@posting.google.com...
> Hej
>
> Hvad er der galt med folk (forældre) idag ?
>
>
> ALLE bliver sgu skilt, min kæreste er ved at skride, vi havde det godt
> sammen men hun mødte en anden og nu skal vores 2 børn være
> skilsmissebørn (fedt).
>
> Næsten alle vi kender er skilt og de få der ikke var det da dette med
> min kæreste startede (4 mdr siden), er blevet det nu!
>
>
> HVAD FANDEN ER DER GALT MED FOLK !
>
> bliv dog for helvede sammen og løs de problemer der er, har de/i fået
> børn sammen så har de/i et ansvar over for børnene at de/i LØSER
> jeres/deres problemer FØR de bliver for store !
>
> beklager det sure opstød, men det er sgu for latterligt at børn skal
> straffes "bare" fordi deres forældre ikke kan snakke sammen, eller
> fordi 1 af dem ikke kan styre deres underliv!(utro)
>
> mvh
> mig

---

B wrote:
> Hej
>
> Hvad er der galt med folk (forældre) idag ?
>
>
> ALLE bliver sgu skilt, min kæreste er ved at skride, vi havde det godt
> sammen men hun mødte en anden og nu skal vores 2 børn være
> skilsmissebørn (fedt).
>
> Næsten alle vi kender er skilt og de få der ikke var det da dette med
> min kæreste startede (4 mdr siden), er blevet det nu!
>
>
> HVAD FANDEN ER DER GALT MED FOLK !
>
> bliv dog for helvede sammen og løs de problemer der er, har de/i fået
> børn sammen så har de/i et ansvar over for børnene at de/i LØSER
> jeres/deres problemer FØR de bliver for store !
>
> beklager det sure opstød, men det er sgu for latterligt at børn skal
> straffes "bare" fordi deres forældre ikke kan snakke sammen, eller
> fordi 1 af dem ikke kan styre deres underliv!(utro)
>

Man skulle måske overveje, som har været oppe at vende i mdierne før, at
sige at et ægteskab ikke er "for livet", men f.eks. en kontrakt der skal
tages op til fornyet overvejelse hver 5 - 7 år.
I det samfund vi lever i idag, sker der så meget både med en selv og ens
partner, men har meget større bevægelsesfrihed og ens "berøringsflade" er
også meget større.

Man skal jo nok holde for øje at ægteskabet er en oldgammel institution som
da den blev introduceret virkede fint da folk i deres levetid måske så 100
500 andre mennesker, idag er det et antal vi kan nå på en dag eller en uge.
Altså meget større "fristelser"...

Allan (Som selv er gift på 4'de år, og har tænkt sig at holde ved)
--
-- Kun døde fisk flyder med strømmen --
-- Skønhed afhænger af øjnene der ser --
-- Cum insantientibus fuere necesse est --

---

Det er jo fint nok at blive sammen om man nu elsker hinanden, men hvis ikke,
hvorfor så undlade sig at prøve andre muligheder i livet, så vidt vides er
det jo kun en gang vi lever og det kan da afgjort ikke være sagen for
børnene om man bliver sammen kun for deres skyld, man visner jo også som
forældre om man ikke kan trives i et forhold som ikke fungere. Derimod kan
blive en bedre forældre om man kommer ud af et forhold hvor man mistrives,
hovedproblemet er jo ganske enkelt når den ene part ikke vil forstå det er
slut og gør det hele svært for den anden samt børnene, det kan også være
svært for den forsmåede part, ingen tvivl om det, men kunne man komme
overens og være venner for børnenes skyld i det mindste, ja så ville børnene
helt sikkert også komme meget lettere over skilsmissen. Det har mange venner
i min omgangskreds bevist - ikke alle - ,men de som har forstået at kunne
tale om skilsmissen og den efterfølgende tid, de har nu harmoniske børn som
også forstår det hele.


"Holger Danske" <Holger_Danske@msn.com> skrev i en meddelelse
news:avr64v$isiqp$1@ID-171232.news.dfncis.de...
> B wrote:
> > Hej
> >
> > Hvad er der galt med folk (forældre) idag ?
> >
> >
> > ALLE bliver sgu skilt, min kæreste er ved at skride, vi havde det godt
> > sammen men hun mødte en anden og nu skal vores 2 børn være
> > skilsmissebørn (fedt).
> >
> > Næsten alle vi kender er skilt og de få der ikke var det da dette med
> > min kæreste startede (4 mdr siden), er blevet det nu!
> >
> >
> > HVAD FANDEN ER DER GALT MED FOLK !
> >
> > bliv dog for helvede sammen og løs de problemer der er, har de/i fået
> > børn sammen så har de/i et ansvar over for børnene at de/i LØSER
> > jeres/deres problemer FØR de bliver for store !
> >
> > beklager det sure opstød, men det er sgu for latterligt at børn skal
> > straffes "bare" fordi deres forældre ikke kan snakke sammen, eller
> > fordi 1 af dem ikke kan styre deres underliv!(utro)
> >
>
> Man skulle måske overveje, som har været oppe at vende i mdierne før, at
> sige at et ægteskab ikke er "for livet", men f.eks. en kontrakt der skal
> tages op til fornyet overvejelse hver 5 - 7 år.
> I det samfund vi lever i idag, sker der så meget både med en selv og ens
> partner, men har meget større bevægelsesfrihed og ens "berøringsflade" er
> også meget større.
>
> Man skal jo nok holde for øje at ægteskabet er en oldgammel institution
som
> da den blev introduceret virkede fint da folk i deres levetid måske så 100
> 500 andre mennesker, idag er det et antal vi kan nå på en dag eller en
uge.
> Altså meget større "fristelser"...
>
> Allan (Som selv er gift på 4'de år, og har tænkt sig at holde ved)
> --
> -- Kun døde fisk flyder med strømmen --
> -- Skønhed afhænger af øjnene der ser --
> -- Cum insantientibus fuere necesse est --
>
>

---

"Holger Danske" <Holger_Danske@msn.com> wrote in message
> Man skulle måske overveje, som har været oppe at vende i mdierne før, at
> sige at et ægteskab ikke er "for livet", men f.eks. en kontrakt der skal
> tages op til fornyet overvejelse hver 5 - 7 år.

Jeg synes, at man hellere skulle overveje grundigere,
før man springer ud i et ægteskab. Alt for mange unge
mennesker binder sig til en partner, mens de er helt unge,
og ender med at gifte sig. Det siger sig selv, at mere
tid til at lære hinanden at kende ville resultere i, at
mange af begyndervanskelighederne kunne undgås.
Det er også vigtigt, at man lærer at håndtere problemer,
for de skal nok komme.
Selv er jeg gift på 27. år og godt tilfreds - så det
kan da bestemt lykkes.

Mvh Bodil.

---

Bodil Grove Christensen wrote:
> "Holger Danske" <Holger_Danske@msn.com> wrote in message
>> Man skulle måske overveje, som har været oppe at vende i mdierne
>> før, at sige at et ægteskab ikke er "for livet", men f.eks. en
>> kontrakt der skal tages op til fornyet overvejelse hver 5 - 7 år.
>
> Jeg synes, at man hellere skulle overveje grundigere,
> før man springer ud i et ægteskab. Alt for mange unge
> mennesker binder sig til en partner, mens de er helt unge,
> og ender med at gifte sig. Det siger sig selv, at mere
> tid til at lære hinanden at kende ville resultere i, at
> mange af begyndervanskelighederne kunne undgås.
> Det er også vigtigt, at man lærer at håndtere problemer,
> for de skal nok komme.
> Selv er jeg gift på 27. år og godt tilfreds - så det
> kan da bestemt lykkes.

Jamen det kan du og jeg da godt blive enige om Bodil, jeg var selv 38 da jeg
blev gift.
Men samtidigt må vi også se i øjnene at verden /har/ forandret sig og især
mobiliteten gør at ens berøringsflade bliver meget meget større end for bare
25 år siden, og det mener jeg betyder meget for partnerskabet. Man kan jo så
sige at de der ikke er helt sikre, unge/hurtigt forelskede, men som stadig
gerne vil giftes, skulle tage at prøve et sådant kontrakt "ægteskab" først.
Idéen med dette er at man så skulle have samme privilegier og selvf. ansvar
som i et "rigtigt" ægteskab, det ville lette det meget over for børnene og
begge parter, at det er "legalt" at vokse fra hinanden..
Men igen helt klart, har man valgt at blive gift, må man arbejde for
"sagen", men jeg synes så på den anden side heller ikke at man skal "sidde
lårene" af hinanden udelukkende for børnenes skyld, så må man bide i de sure
æble og forholde sig til at dette ægteskab ikke virkede, for kan man det kan
man som regel også skilles i mindelighed og så ser jeg ikke det store
problem for børnenene, udover f.eks. stor afstand mellem forældrene.
Det var så min 25 øre om dette.....

Allan
--
-- Kun døde fisk flyder med strømmen --
-- Skønhed afhænger af øjnene der ser --
-- Cum insantientibus fuere necesse est --

---

"Bodil Grove Christensen" <grovebgcFJERNDETTE@tdcadsl.dk> skrev i en
meddelelse news:3e21a243$0$167$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...

> Jeg synes, at man hellere skulle overveje grundigere,
> før man springer ud i et ægteskab.

Hvordan overvejer man, så man har gjort det grundigt nok?
Hvor længe skal man overveje?

Personligt er jeg ikke engang nået til at overveje at blive gift *S*

Er det i øvrigt bedre eller mere fornuftigt eller mere acceptabelt at
afbryde et forhold uden at have gift - end at gøre det efter den juridiske
kontrakt er indgået?

> Alt for mange unge mennesker binder sig til en partner, mens de er helt
unge,
> og ender med at gifte sig.

Og?

> Det siger sig selv, at mere
> tid til at lære hinanden at kende ville resultere i, at
> mange af begyndervanskelighederne kunne undgås.

Er det ikke dét det mange gør.... lærer hinanden at kende og finder ud af,
at det IKKE går? Og sker det ikke helt uden hensyn til, hvor gamle de var,
da de blev gift?

> Det er også vigtigt, at man lærer at håndtere problemer,
> for de skal nok komme.

De problemer der kommer, lærer man vel kun at kende, hvis man vover det, der
kan medføre problemerne? Altså intet forhold = ingen parforholdsproblemer.

> Selv er jeg gift på 27. år og godt tilfreds - så det
> kan da bestemt lykkes.

Men SKAL det nødvendigvis holde så længe? Er det ikke godt nok, at det er
godt så længe det varer? Det er vel ikke en kvalitet i sig selv, AT det har
varet længe - men blot udtryk for, at det forhåbentlig har været godt, siden
det har varet så længe.

Mvh. Lisbeth

---

"B" <spam@grov.dk> skrev i en meddelelse
news:539ab1ec.0301111229.8598bc3@posting.google.com...
> Hej
>
> Hvad er der galt med folk (forældre) idag ?
>
>
> ALLE bliver sgu skilt, min kæreste er ved at skride, vi havde det godt
> sammen men hun mødte en anden og nu skal vores 2 børn være
> skilsmissebørn (fedt).
>
> Næsten alle vi kender er skilt og de få der ikke var det da dette med
> min kæreste startede (4 mdr siden), er blevet det nu!
>
>
> HVAD FANDEN ER DER GALT MED FOLK !
>
> bliv dog for helvede sammen og løs de problemer der er, har de/i fået
> børn sammen så har de/i et ansvar over for børnene at de/i LØSER
> jeres/deres problemer FØR de bliver for store !
>
> beklager det sure opstød, men det er sgu for latterligt at børn skal
> straffes "bare" fordi deres forældre ikke kan snakke sammen, eller
> fordi 1 af dem ikke kan styre deres underliv!(utro)
>
> mvh
> mig

Hejsa
Hvor har du ret!!!!
Jeg er ganske vist ikke gift, men samboende nu på 13. år, altså med den
samme mand og vi har 4 børn.
Det er da ikke lige rosenrødt hele tiden, men jeg kunne ikke drømme om at gå
fra ham, fordi "vi var gået lidt i stå i forholdet", "vil prøve noget andet"
og hvad folk ellers kommer med at tåbelige undskyldninger.
Det er da korrekt at børn kan komme helskindet igennem en skilsmisse, men
børn er omvendt også rigtig gode til at udtrykke de følelser som forældrene
ønsker, altså hvis mor er bekymret over, om lille Peter er ked at
skilsmissen, så skal lille Peter nok vise mor, at det er han ikke, selv om
han rent faktisk er det, for mor er jo selv ked af det og lille Peter vil
ikke være til for meget besvær.
Jeg har hørt en betegnelse "det zappende menneske" og det passer vist meget
godt i parforholdene også. Vi gifter os ved et stort romantisk bryllup, får
et par børn, bliver skilt, finder hver en ny, der også har et par børn og så
får vi lige et eller to børn sammen, inden vi også bliver skilt.
Vi er så nervøse for at vi ikke når det hele, istedet for at se hvor langt
vi kan komme med det vi har. Det er da muligt, at der er en spænding ved en
ny partner (ved det ikke selv, da jeg jo ikke har prøvet), men jeg synes i
hvert fald, at det er fascinerende at opleve, hvordan et forhold udvikler
sig gennem så mange år, som vi har været sammen. Jeg ville bestemt ikke
bryde mig om at starte forfra med en anden. Og det er såmænd ikke engang
ungerne jeg tænker på, men mig selv. Det giver en stor tryghed at bo sammen
med en man kender så godt.
For ungernes vedkommende, ja så ville jeg føle mig som verdens dårligste
mor, hvis jeg splittede familien pga. jeg havde mødt en anden! Selvom jeg i
givet fald ikke var lykkelig i mit nuværende forhold, så ville det i mine
øjne være dybt urimeligt, at lade det gå ud over dem, ved at de dels skulle
se mig ked af det, men så i tilgift også rive dem væk fra deres far i
dagligdagen. Næh, løsningen måtte i givet fald være at tage en snak med
manden om, at jeg var ked af det og så ville vi sammen finde en løsning og
jeg ved, at min i hvert fald ville gøre sit yderste for at bidrage til
problemernes løsning.
Det der ikke knækker en, bliver man stærkere af. Det gælder også
parforholdet.
MVH Rikke

www.rikkebachmann.webbyen.dk

---

"torup bachmann" <vagntorupSLET@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:bhaU9.14$EB.450@news.get2net.dk...

> Det er da ikke lige rosenrødt hele tiden, men jeg kunne ikke drømme om at
gå
> fra ham, fordi "vi var gået lidt i stå i forholdet", "vil prøve noget
andet"
> og hvad folk ellers kommer med at tåbelige undskyldninger.

Siger du, at folk går fra hinanden med ovenstående begrundelser? Jeg har
nemlig aldrig oplevet en skilsmisse, hvor så lidt har været nok til at folk
har ladet sig skille.

> Det er da korrekt at børn kan komme helskindet igennem en skilsmisse,

Der er sågar børn, der kan komme helskindet gennem deres forældres ægteskab.
Men desværre ikke alle

> Vi er så nervøse for at vi ikke når det hele, istedet for at se hvor langt
> vi kan komme med det vi har.

Taler du nu om dig selv? Eller er det ANDRE, der er sådan?

Jeg genkender ikke mig selv i din påstand. Og jeg tror heller ikke, at den
passer på DIG. Det forekommer mig i hvert fald, at du hellere vil se, hvor
langt du kan komme med ham du har nu. Ergo må det være andre, du taler om -
og altså ikke "vi".

> Det giver en stor tryghed at bo sammen
> med en man kender så godt.

Måske andre har det anderledes? *S*
Kan du forestille dig, at det for nogle føles trygt og godt IKKE at bo
sammen med en?

Du ved ganske givet også, at det for mange er vældig utrygt - for nogle
ligefrem livsfarligt - at bo sammen med ham/hende de engang er flyttede
sammen med.

Hvad du gør, er i stor udstrækning at dreje DIN personlige oplevelse af,
hvad der er godt for DIG, til at være noget universelt og generelt gældende,
som er godt for alle. Men sådan er det jo ikke. Heldigvis.

> Det der ikke knækker en, bliver man stærkere af. Det gælder også
> parforholdet.

Det gælder sørme også for en skilsmisse.... at den ikke nødvendigvis er
noget, der knækker hverken børn eller voksne. *S*

Mvh. Lisbeth

---

"w e b w o m a n" <anaeitis_nospam @pc.dk> skrev i en meddelelse
news:3e213f4a$0$1745$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> "torup bachmann" <vagntorupSLET@get2net.dk> skrev i en meddelelse
> news:bhaU9.14$EB.450@news.get2net.dk...
>
> > Det er da ikke lige rosenrødt hele tiden, men jeg kunne ikke drømme om
at
> gå
> > fra ham, fordi "vi var gået lidt i stå i forholdet", "vil prøve noget
> andet"
> > og hvad folk ellers kommer med at tåbelige undskyldninger.
>
> Siger du, at folk går fra hinanden med ovenstående begrundelser? Jeg har
> nemlig aldrig oplevet en skilsmisse, hvor så lidt har været nok til at
folk
> har ladet sig skille.
>
Ja, indtil flere gange faktisk

> > Det er da korrekt at børn kan komme helskindet igennem en skilsmisse,
>
> Der er sågar børn, der kan komme helskindet gennem deres forældres
ægteskab.
> Men desværre ikke alle

Nej, det har du skam da ret i.
>
> > Vi er så nervøse for at vi ikke når det hele, istedet for at se hvor
langt
> > vi kan komme med det vi har.
>
> Taler du nu om dig selv? Eller er det ANDRE, der er sådan?

Bestemt ikke os selv. Vi har ikke noget vi skal nå. Vi nyder livet sammen og
glæder os over det vi har.
>
> Jeg genkender ikke mig selv i din påstand. Og jeg tror heller ikke, at den
> passer på DIG. Det forekommer mig i hvert fald, at du hellere vil se, hvor
> langt du kan komme med ham du har nu. Ergo må det være andre, du taler
om -
> og altså ikke "vi".
>
> > Det giver en stor tryghed at bo sammen
> > med en man kender så godt.
>
> Måske andre har det anderledes? *S*
> Kan du forestille dig, at det for nogle føles trygt og godt IKKE at bo
> sammen med en?

Ja, men så skulle man måske have ventet med at få børn indtil, at man havde
boet sammen i nogle år, så man vidste mere om, hvem det var man havde valgt
at leve sammen med.
>
> Du ved ganske givet også, at det for mange er vældig utrygt - for nogle
> ligefrem livsfarligt - at bo sammen med ham/hende de engang er flyttede
> sammen med.

Det er vist ikke den situation, trådstarteren taler om
>
> Hvad du gør, er i stor udstrækning at dreje DIN personlige oplevelse af,
> hvad der er godt for DIG, til at være noget universelt og generelt
gældende,
> som er godt for alle. Men sådan er det jo ikke. Heldigvis.
>
> > Det der ikke knækker en, bliver man stærkere af. Det gælder også
> > parforholdet.
>
> Det gælder sørme også for en skilsmisse.... at den ikke nødvendigvis er
> noget, der knækker hverken børn eller voksne. *S*

Nej, ikke nødvendigvis, men ofte.
>
> Mvh. Lisbeth
>
> Rikke
>
>

---

torup bachmann wrote:
>>
>> Siger du, at folk går fra hinanden med ovenstående begrundelser? Jeg
>> har nemlig aldrig oplevet en skilsmisse, hvor så lidt har været nok
>> til at folk har ladet sig skille.
>>
> Ja, indtil flere gange faktisk

og du er helt sikker på at det ikke bare er toppen af isbjerget??? at der
måske ligger noget væsentligt dybere bag.....

>> Måske andre har det anderledes? *S*
>> Kan du forestille dig, at det for nogle føles trygt og godt IKKE at
>> bo sammen med en?
>
> Ja, men så skulle man måske have ventet med at få børn indtil, at man
> havde boet sammen i nogle år, så man vidste mere om, hvem det var man
> havde valgt at leve sammen med.

man kan jo altid være bagklog...... har du nogensinde overvejet at folk
forandrer sig?? nogle mennesker forandrer sig endda så væsentligt at man ike
kan genkende den persom man forelskede sig i engang.....

>> Det gælder sørme også for en skilsmisse.... at den ikke nødvendigvis
>> er noget, der knækker hverken børn eller voksne. *S*
>
> Nej, ikke nødvendigvis, men ofte.

øhhh nå.....

min holdning til hele det her, er at hvor plat det end lyder så er det
"samfundets skyld"...... vi lever i dag i et brug og smid væk samfund og det
bliver efterhånden overført til vores private liv.....
ligesom vi blive fodret med billeder og historier om den store perfekte
kærlighed der er essentiel og livsnødvendig for at leve, hvor det før i
tiden var en livsnødvendighed at man blev sammen.....

min helt private holdning til parforhold er at mennesket ikke er 100%
monogamt... men seriemonogamt...... vores liv er så fulde af ting og
forandringer og vi forandrer os med i den verden..... langt mere end før i
tiden....... vi er langt mere egoistiske end vi som mennesker har været
før... vi vil ikke kun have familie og mad på bordet og tag over hovedet...
vi vil have kærlighed, sex, skønt hjem, velfungerende familie, fed karriere
og alt skal bare være guld og grønne skove...... men vi som mennesker er
ikke indretttet til at kunne alt dette uden at et eller andet skal give sig
( naturligvis er der undtagelser, det er der jo altid).... og så er det
første der somregel ryger sex og kærligheden.... og dermed brister den
perfekte illusion, og man orker ikke kæmpe for noget man ikke elsker
mere....
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

"Sabina Hertzum" <sabina@SPAMmandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:vjcU9.34204$Hl6.3742012@news010.worldonline.dk...
> torup bachmann wrote:
>
> min holdning til hele det her, er at hvor plat det end lyder så er det
> "samfundets skyld"...... vi lever i dag i et brug og smid væk samfund og
det
> bliver efterhånden overført til vores private liv.....
> ligesom vi blive fodret med billeder og historier om den store perfekte
> kærlighed der er essentiel og livsnødvendig for at leve, hvor det før i
> tiden var en livsnødvendighed at man blev sammen.....
>
> min helt private holdning til parforhold er at mennesket ikke er 100%
> monogamt... men seriemonogamt...... vores liv er så fulde af ting og
> forandringer og vi forandrer os med i den verden..... langt mere end før i
> tiden....... vi er langt mere egoistiske end vi som mennesker har været
> før... vi vil ikke kun have familie og mad på bordet og tag over
hovedet...
> vi vil have kærlighed, sex, skønt hjem, velfungerende familie, fed
karriere
> og alt skal bare være guld og grønne skove...... men vi som mennesker er
> ikke indretttet til at kunne alt dette uden at et eller andet skal give
sig
> ( naturligvis er der undtagelser, det er der jo altid).... og så er det
> første der somregel ryger sex og kærligheden.... og dermed brister den
> perfekte illusion, og man orker ikke kæmpe for noget man ikke elsker
> mere....
> --
> Knus Sabina
>
> www.MandeZonen.dk
> Danmarks førende mandeportal.

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv! - bortset fra at jeg ikke tror, at
mennesker er seriemonogame, for "alle" drømmer om at finde partneren for
livet. Der ligger altså ikke som udgangspunkt noget ønske om at leve sammen
med mere end en i løbet af sit liv.
Alligevel opstår der hos mange en eller anden tanke/følelse af, at der må
være noget bedre eller i det mindste noget andet et eller andet sted derude,
fordi der er gået lidt for meget vane i det eksisterende.
Du har som sagt ret i, at folk i dag vil have det hele. TV-programmer som
viser rige par med 2 yndige unger får mange til at ønske sig et sådant liv.
De glemmer bare. at TV ikke viser at Hr. Mangepenge også glemmer at lægge
sine sure sokker til vask, at deres opvaskemaskine også går i stykker, at
deres unger også bliver mobbet osv osv osv.
I stedet for at stræbe efter noget, vi tror, gør os lykkelige, synes jeg
istedet vi skal glæde os over det vi har (og nej jeg taler ikke om forhold
med voldelige ægtefæller og den slags men såkaldt almindelige familier). Det
eneste den stræben fører til, som jeg ser det, er depressioner og stress.
Rikke

www.rikkebachmann.webbyen.dk


>
>

---

"torup bachmann" <vagntorupSLET@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:XucU9.39$EB.1467@news.get2net.dk...

> Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv! - bortset fra at jeg ikke tror,
at
> mennesker er seriemonogame, for "alle" drømmer om at finde partneren for
> livet.

Hvad får dig egentlig til at tro og mene, at alle drømmer om at finde en
partner for livet? Er det blot din egen lyst, du projicere over på andre -
eller har du noget mere konkret at have formodningen i?

> Der ligger altså ikke som udgangspunkt noget ønske om at leve sammen
> med mere end en i løbet af sit liv.

Hvad får dig til at drage den konklusion? Hvad baserer du det på.
Antallet af skilsmisser og utroskab bekræfter da slet ikke din påstand.

> Alligevel opstår der hos mange en eller anden tanke/følelse af, at der må
> være noget bedre eller i det mindste noget andet et eller andet sted
derude,
> fordi der er gået lidt for meget vane i det eksisterende.

Måske ER vaner for kedelige for mennesker? Måske er det ikke bare en
tanke/følelse - men et reelt og påtrængende behov at opleve noget mere og
andet end ét menneske og ét livsvarigt forhold kan byde på.

> I stedet for at stræbe efter noget, vi tror, gør os lykkelige, synes jeg
> istedet vi skal glæde os over det vi har (og nej jeg taler ikke om forhold
> med voldelige ægtefæller og den slags men såkaldt almindelige familier).

Hvorfor skulle folk dog ikke stræbe efter det, de tror gør dem lykkelige? Er
det ikke det samme DU gør?

Mvh. Lisbeth

---

torup bachmann wrote:
> Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv! - bortset fra at jeg ikke
> tror, at mennesker er seriemonogame, for "alle" drømmer om at finde
> partneren for livet.

gør "alle" det?? for i så fald er jeg ikke en af alle..... jeg har aldrig
næret nogen illusioner om at min søns far var den mand jeg skulle tilbringe
resten af livet med... jeg håbede og ville skam gerne dengang, men det ville
han så ikke efter 5 år...... i dag er jeg sådan set taknemmelig for at han
brød med mig, for jeg er kommet langt i min udvikling som menneske, længere
end jeg kunne været kommet sammen med ham.....
nu har jeg så en pragtfuld kæreste som jeg bestemt også drømmer og håber på
at tilbringe livet sammen med...... hvis det ikke var drømmen, hvorfor så i
det hele taget være sammen..... men livet indeholder nu engang ingen
garantier.....

> Der ligger altså ikke som udgangspunkt noget
> ønske om at leve sammen med mere end en i løbet af sit liv.

hvorfor ikke?? hvordan kan man have en ide om hvordan det perfekte liv vil
være, og så forvente at det bare sker??
jeg tror der er mange der finder "den eneste ene" mange gange i deres
liv..... nogle gange finder man ham i 3 forskellige fyre inden for 10 år,
andre gange i 10 forskellige fyre inden for 3 år...... og hvis man mener han
er den eneste ene, og man har haft en eneste ene før, så er det hvad jeg
mener er seriemonogami......
det er ligesom generalprøver..... de fleste har haft mindst en, før de
kaster sig ud i premieren....

> Alligevel opstår der hos mange en eller anden tanke/følelse af, at
> der må være noget bedre eller i det mindste noget andet et eller
> andet sted derude, fordi der er gået lidt for meget vane i det
> eksisterende.

det opstår der hos de fleste på et eller andet tidspunkt vil jeg tro....

> Du har som sagt ret i, at folk i dag vil have det hele. TV-programmer
> som viser rige par med 2 yndige unger får mange til at ønske sig et
> sådant liv. De glemmer bare. at TV ikke viser at Hr. Mangepenge også
> glemmer at lægge sine sure sokker til vask, at deres opvaskemaskine
> også går i stykker, at deres unger også bliver mobbet osv osv osv.
> I stedet for at stræbe efter noget, vi tror, gør os lykkelige, synes
> jeg istedet vi skal glæde os over det vi har (og nej jeg taler ikke
> om forhold med voldelige ægtefæller og den slags men såkaldt
> almindelige familier). Det eneste den stræben fører til, som jeg ser
> det, er depressioner og stress.

jamen hvad gør man så når det man er i ikke er det man kan blive lykkelig
af?? hvorfor glæde sig over noget man reelt ikke finder nogen glæde i??
hvor fedt er det når man aften efter aften skal lægge sig ved siden af en
mand der rent seksuelt ikke tænder en mere, og rent interlektuelt er løbet
tør fordi han bruger al energien på at stå og rable fjogede vittighederne af
med gutterne hver fredag.... når det eneste man har at glæde sig over er
ungerne og deres glade øjne og pragtfulde smil..... og jobbet hvor man får
den udfordring man har behov for.....
når det eneste man opnår af sin partner er irriterede miner og et
kærlighedsløst monotont sexliv der går på tre hug og en aflevering hver
onsdag......
så kan jeg sku godt forstå de kvinder (og mænd) der vælger at kigge
andetsteds efter samtale og gnist....

--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

"Sabina Hertzum" wrote in message
news:VBiU9.34497$Hl6.3817896@news010.worldonline.dk...
>...... hvis det ikke var drømmen, hvorfor så i
> det hele taget være sammen..... men livet indeholder nu engang ingen
> garantier.....

Lige præcis.
Når man starter et forhold, så gør man det da fordi man regner med og tror
på, det kan holde.
Ligeledes når man vælger at få børn sammen. Men jeg mener ikke, man skal
flytte fødderne fra jorden af den grund. Man er nød til at se i øjnene, at
den eneste man kan stole på, er sig selv lige NU. ( Ingen ved hvordan de
selv tænker om fem ti år).
Hvis man ikke kan se det, så synes jeg, at man har et meget usløret billede
af virkeligheden.

> > I stedet for at stræbe efter noget, vi tror, gør os lykkelige, synes
> > jeg istedet vi skal glæde os over det vi har (og nej jeg taler ikke
> > om forhold med voldelige ægtefæller og den slags men såkaldt
> > almindelige familier). Det eneste den stræben fører til, som jeg ser
> > det, er depressioner og stress.

( Ved godt det er Rikkes og ikke Sabinas citat).
Det første vil jeg give dig ret i, og jeg tror også at rigtig mange forsøger
at tage sig til takke, men på et eller andet tidspunkt kan ballonen springe
alligevel.
Det sidste er jeg ikke sikker på. En skilsmisse kan ikke ende mere i stress
eller depressioner end et ulykkelig ægteskab kan.
Og jeg må indrømme, jeg har indtil dags dato ikke set en eneste, der er
blevet skilt og som stadig mange år efter går og sukker efter eksen. Jeg har
heller ikke set børn som år efter år er dybt præget af forældrenes
skilsmisse.
Det er klart at en skilsmisse tager på een. Men det er kun for en periode,
man kommer over det. Jeg synes faktisk at 18 års opvækst hos et forældrepar
med div. problemer er meget mere ødelæggende end det 1½ år der gik inden MIN
familie var på fode igen.

> jamen hvad gør man så når det man er i ikke er det man kan blive lykkelig
> af?? hvorfor glæde sig over noget man reelt ikke finder nogen glæde i??

Ja, præcis, hvilken værdi ligger der i at sige "Jeg har levet mit liv sammen
med een mand. Vi skændes tit, men vi havde nogle dejlige børn." Jeg ville da
hellere kunne sige : "Jeg har levet mit liv sammen med to mænd. Den ene fik
jeg mine dejlige børn med, og den anden gjorde mig lykkelig."
Vi må huske på, at vi kun lever een gang, hvorfor ikke forsøge at få så
meget som muligt er, ud af det?
Jeg så et klip med en mand i tv forleden. Han var gået fra kone og børn lød
det til og boede nu i en stråhytte på den anden side af jordkloden. Han lød
meget religiøs, så måske har han været præst? Men summa sumarum er at han
til sidste sagde noget i retning af: "Hvis jeg var blevet hjemme, så ville
jeg, når jeg kommer op i himmelen og Gud spørger mig, hvad jeg har lavet kun
kunne sige:"Jamen jeg har boet (et sted på Sjælland) og passer mit hjem og
mit job og så gik jeg og drømte om at tage til (det her varme land, hvor han
nu boede). Men jeg nåede det aldrig rigtigt." Gud ville så svare mig: "Dit
fjols! Her har du gået og drømt om det i så mange år. Jeg gav dig livet,
fordi du skulle leve det og udnytte de muligheder du havde. Du brændte det
af, du skulle skamme dig."

Og føj, hvor har han dog ret.

Nette

---

Nette wrote:
> "Sabina Hertzum" wrote in message
> news:VBiU9.34497$Hl6.3817896@news010.worldonline.dk...
>> ...... hvis det ikke var drømmen, hvorfor så i
>> det hele taget være sammen..... men livet indeholder nu engang ingen
>> garantier.....
>
> Lige præcis.
> Når man starter et forhold, så gør man det da fordi man regner med og
> tror på, det kan holde.

ikke altid.... ihvertfald ikke for mig...... da jeg fandt sammen med min ex,
var jeg SIKKER på at jeg skulle være enlig mor..... det gik meget meget
stærkt, men han holdt ved, og som tiden gik blev jeg mere og mere glad for
ham...... men jeg startede bestemt ikke forholdet ud fra en forestilling om
at det skulle være ham og mig for livet......

> Ligeledes når man vælger at få børn sammen. Men jeg mener ikke, man
> skal flytte fødderne fra jorden af den grund. Man er nød til at se i
> øjnene, at den eneste man kan stole på, er sig selv lige NU. ( Ingen
> ved hvordan de selv tænker om fem ti år).

uanset hvordan man vender og drejer den så er den eneste man kan stole 100%
på sig selv...... det kan være man er heldig og igennem livet finder en
partner eller nogle få venner som man vil stole på med sit liv, men man er
altid nød til at tænke på sig selv først......

> Hvis man ikke kan se det, så synes jeg, at man har et meget usløret
> billede af virkeligheden.

your so right....

> Det er klart at en skilsmisse tager på een. Men det er kun for en
> periode, man kommer over det. Jeg synes faktisk at 18 års opvækst hos
> et forældrepar med div. problemer er meget mere ødelæggende end det
> 1½ år der gik inden MIN familie var på fode igen.

jeg vil personligt også langt hellere have en glad forældre end to
ulykkelige...... man får som barn langt mere ud af livet hvis man har en
positiv indstilling med hjemmefra, og det får man altså ikke af et par
ulykkelige forældre... der sansyneligvis alligevel går fra hinanden lige så
snart ungerne er fløjet fra reden......

>> jamen hvad gør man så når det man er i ikke er det man kan blive
>> lykkelig af?? hvorfor glæde sig over noget man reelt ikke finder
>> nogen glæde i??
>
> Ja, præcis, hvilken værdi ligger der i at sige "Jeg har levet mit liv
> sammen med een mand. Vi skændes tit, men vi havde nogle dejlige
> børn." Jeg ville da hellere kunne sige : "Jeg har levet mit liv
> sammen med to mænd. Den ene fik jeg mine dejlige børn med, og den
> anden gjorde mig lykkelig."
> Vi må huske på, at vi kun lever een gang, hvorfor ikke forsøge at få
> så meget som muligt er, ud af det?

den kommentar fortjener lige dem her
"!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!" ;)

knus sabina

---

"torup bachmann" <vagntorupSLET@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:nxbU9.33$EB.877@news.get2net.dk...

> Ja, indtil flere gange faktisk

Har folk fortalt dig personligt, at de har valgt at blive skilt, fordi "vi
var gået lidt i stå i forholdet" eller "vil prøve noget andet". I givet fald
er jeg forundret, for jeg har oplevet mange skilmísser i min familie og
omgangskreds, men aldrig hørt så overfladiske forklaringer på, hvorfor de
har valgt at blive skilt. Og jeg tillader mig også at tvivle på, at
forklaringen nogensinde er så banal - slet ikke, hvis folk har fået børn
sammen.

> Bestemt ikke os selv. Vi har ikke noget vi skal nå. Vi nyder livet sammen
og
> glæder os over det vi har.

Dejligt at høre! Men hvad er din pointe med ovenstående i relation til
ANDRES valg.

> Ja, men så skulle man måske have ventet med at få børn indtil, at man
havde
> boet sammen i nogle år, så man vidste mere om, hvem det var man havde
valgt
> at leve sammen med.

Selv når folk får børn sammen efter at have levet sammen nogle år, kan det
ende med, at de flytter fra hinanden. Mennesker udvikler sig til tider helt
uforudsigeligt - og heldigvis for det! Men det kan selv nok så mange år med
fælles adresse ikke garantere mod.

Jeg har også hørt, at der er nogle - vist endda mange - der ikke har
planlagt, hvornår børnene skulle komme. Sådanne situationer må man til tider
klare, som man bedst kan. Man kan selvfølgelig vælge abort med den
begrundelse, at man lige skal bo sammen nogle år først for at se, om det går
at få børn sammen.

Men hvorfor egentlig ... det at have boet sammen nogle år er ingen garanti
for, at man bliver boende sammen?

> > Du ved ganske givet også, at det for mange er vældig utrygt - for nogle
> > ligefrem livsfarligt - at bo sammen med ham/hende de engang er flyttede
> > sammen med.
>
> Det er vist ikke den situation, trådstarteren taler om

Det melder historien faktisk INTET om, så det ved vi ikke.
Men jeg skrev det nu som modvægt til din generaliserende påstand om det
modsatte: at det er trygt at bo sammen med en, man kender godt. Ville såmænd
blot påpege, at det ikke altid er trygt.....

Mvh. Lisbeth

---

torup bachmann wrote:

>>
>>>Det giver en stor tryghed at bo sammen
>>>med en man kender så godt.
>>
>>Måske andre har det anderledes? *S*
>>Kan du forestille dig, at det for nogle føles trygt og godt IKKE at bo
>>sammen med en?
>
>
> Ja, men så skulle man måske have ventet med at få børn indtil, at man havde
> boet sammen i nogle år, så man vidste mere om, hvem det var man havde valgt
> at leve sammen med.

Det er en af de mest forkerte påstande i snakken om skilsmisser !!!!
Min tanke om det er at når man har boet sammen i nogle år (hvor mange er
nok ?) så har man efterhånden fået indarbejdet en hel masse
rutiner/mønstre. Alt sådan noget med at den ene vasker tøj om
eftermiddagen fordi det passer og lige kan nås. Den anden laver mad,
opvasken i fællesskab hver dag efter maden. Sådanne rutiner kan vi også
kalde vaner, og det er sjovt nok noget der gør os trygge bl.a. fordi der
et holdepunkt og tage udgangspunkt i. Derudover så er det blevet mere
"in" at karrieren skal være på plads før børnen. Alle disse vaner er ret
fast efter nogle år i bofællesskab, og når så drømmebarnet kommer bliver
alle disse vaner smadret totalt. Der er intet som et barn der kan vende
totalt op og ned på ens liv - det er jo det skønne. Men når barnet nu
ikke lige passer ind sammen med de gamle vaner, så skal der nye
løsninger til, og så kan man se nye sider af et andet menneske man
ellers troede man kendte så godt.
Jeg tror i høj grad på at det er vigtigt at familien får lov til at
udvikle sig sammen, og sammen finde sit ståsted i verden. Dette gøres
efter min overbevisning bedst ved at kaste sig ud i livet med næsen
forrest og øjnene godt åbne.
Personligt har jeg fulgt ovenstående, hvilket har resulteret i at jeg
ingen uddannelse har, men til gengæld en rigtig skøn familie, hvor
båndene er knyttet meget tæt. Der bliver også plads til at vi er
forskellige steder på forskellige tidspunkter af vores liv.


>>>Det der ikke knækker en, bliver man stærkere af. Det gælder også
>>>parforholdet.
>>
>>Det gælder sørme også for en skilsmisse.... at den ikke nødvendigvis er
>>noget, der knækker hverken børn eller voksne. *S*
>
>
> Nej, ikke nødvendigvis, men ofte.

Ikke skilsmissen, men alle de ting den medfører. Det er vigtigt at
adskille de to ting, da det ene ikke nødvendigvis behøver medføre det andet.


mvh
Brian

---

"torup bachmann" wrote in message news:bhaU9.14$EB.450@news.get2net.dk...
> Det er da ikke lige rosenrødt hele tiden, men jeg kunne ikke drømme om at
gå
> fra ham, fordi "vi var gået lidt i stå i forholdet", "vil prøve noget
andet"
> og hvad folk ellers kommer med at tåbelige undskyldninger.

Hvis folk har prøvet dag ind og dag ud i mange år, og det stadig ikke er
lykkedes for dem at bevare et forhold, der er værdigt for dem selv og
ungerne, så synes jeg faktisk ikke det er en tåbelig undskyldning.
Hvis det er en idé den ene part får og smutter fra den ene dag til den
anden, så er det noget andet, og så giver jeg dig helt ret i, at det er
tåbeligt.
Men sådan har jeg endnu aldrig set nogle blive skilt.

> Vi er så nervøse for at vi ikke når det hele, istedet for at se hvor langt
> vi kan komme med det vi har. Det er da muligt, at der er en spænding ved
en
> ny partner (ved det ikke selv, da jeg jo ikke har prøvet), men jeg synes i
> hvert fald, at det er fascinerende at opleve, hvordan et forhold udvikler
> sig gennem så mange år, som vi har været sammen. ¨

Tro mig, som barn er det ikke spor fachinerende at se sine forældre holde
sammen, fordi de har børn. Det kan børnene sagtens mærke. Det kan være
langt mere ødelæggende end en skilsmisse.

>Jeg ville bestemt ikke
> bryde mig om at starte forfra med en anden. Og det er såmænd ikke engang
> ungerne jeg tænker på, men mig selv. Det giver en stor tryghed at bo
sammen
> med en man kender så godt.

Ja, det gør det da, og det siger de voldsramte kvinder også. Men sagen er jo
netop at trygheden i at bo sammen med een betyder mindre, når det kommer til
stykket.

> For ungernes vedkommende, ja så ville jeg føle mig som verdens dårligste
> mor, hvis jeg splittede familien pga. jeg havde mødt en anden! Selvom jeg
i
> givet fald ikke var lykkelig i mit nuværende forhold, så ville det i mine
> øjne være dybt urimeligt, at lade det gå ud over dem, ved at de dels
skulle
> se mig ked af det, men så i tilgift også rive dem væk fra deres far i
> dagligdagen.

Mine forældre blev skilt, da deres børn var fløjet fra reden. Det havde kørt
dårligt i mange år, og man kunne tydeligt fornemme, at de holdt sammen,
fordi de havde den samme overbevisning som dig: Deres børn skulle ikke være
skilsmissebørn, de ville ikke splitte familien osv. Men sagen var jo netop
at de heller ikke var lykkelige. Det at skulle gå og se sine forældre
ulykkelige dag efter dag igennem en hel barndom og opvækst, er utrolig
hårdt.
Da de blev skilt kom der, som der gør, et par hårde år for os alle, men i
dag er de begge rigtig og ægte lykkelige og det er en fryd at se. Hvad jeg
så kan ærge mig over, er deres stædighed dengang, for havde de da bare skudt
en hvid pil efter deres holdninger, og fået skilsmisse dengang, så havde de
kunnet nå at få endnu flere lykkelige år og vi unger kunne have set vores
forældre glade gennem vores opvækst.

>Næh, løsningen måtte i givet fald være at tage en snak med
> manden om, at jeg var ked af det og så ville vi sammen finde en løsning og
> jeg ved, at min i hvert fald ville gøre sit yderste for at bidrage til
> problemernes løsning.
> Det der ikke knækker en, bliver man stærkere af. Det gælder også
> parforholdet.

Hvorfor arbejde på at blive stærk, hvis man skal rende rundt fra man er 18
og til at man dør og være ulykkelig, når man i stedet, kan blive stærk af en
skilsmisse og blive lykkelig igen?

Nette

---

"torup bachmann" <vagntorupSLET@get2net.dk> skrev i en meddelelse
news:bhaU9.14$EB.450@news.get2net.dk...
>
> Hejsa
> Hvor har du ret!!!!
> Jeg er ganske vist ikke gift, men samboende nu på 13. år, altså med den
> samme mand og vi har 4 børn.

flot

> Det er da ikke lige rosenrødt hele tiden, men jeg kunne ikke drømme om at gå
> fra ham, fordi "vi var gået lidt i stå i forholdet", "vil prøve noget andet"
> og hvad folk ellers kommer med at tåbelige undskyldninger.

det er sgu den indstilling jeg efterlyser, det er sgu for nemt at bare
opgive og smutte til andre græsgange (på bekostning af børnene)

> Det er da korrekt at børn kan komme helskindet igennem en skilsmisse, men
> børn er omvendt også rigtig gode til at udtrykke de følelser som forældrene
> ønsker, altså hvis mor er bekymret over, om lille Peter er ked at
> skilsmissen, så skal lille Peter nok vise mor, at det er han ikke, selv om
> han rent faktisk er det, for mor er jo selv ked af det og lille Peter vil
> ikke være til for meget besvær.

helt korrekt

> Jeg har hørt en betegnelse "det zappende menneske" og det passer vist meget
> godt i parforholdene også. Vi gifter os ved et stort romantisk bryllup, får
> et par børn, bliver skilt, finder hver en ny, der også har et par børn og så
> får vi lige et eller to børn sammen, inden vi også bliver skilt.

kik på denne artikel
http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=235541

> Vi er så nervøse for at vi ikke når det hele, istedet for at se hvor langt
> vi kan komme med det vi har. Det er da muligt, at der er en spænding ved en
> ny partner (ved det ikke selv, da jeg jo ikke har prøvet), men jeg synes i
> hvert fald, at det er fascinerende at opleve, hvordan et forhold udvikler
> sig gennem så mange år, som vi har været sammen. Jeg ville bestemt ikke
> bryde mig om at starte forfra med en anden. Og det er såmænd ikke engang
> ungerne jeg tænker på, men mig selv. Det giver en stor tryghed at bo sammen
> med en man kender så godt.

Desværre for mig "valgte" kæresten af blive forelsket i en anden
istedet for at kæmpe

> For ungernes vedkommende, ja så ville jeg føle mig som verdens dårligste
> mor, hvis jeg splittede familien pga. jeg havde mødt en anden! Selvom jeg i
> givet fald ikke var lykkelig i mit nuværende forhold, så ville det i mine
> øjne være dybt urimeligt, at lade det gå ud over dem, ved at de dels skulle
> se mig ked af det, men så i tilgift også rive dem væk fra deres far i
> dagligdagen. Næh, løsningen måtte i givet fald være at tage en snak med
> manden om, at jeg var ked af det og så ville vi sammen finde en løsning og
> jeg ved, at min i hvert fald ville gøre sit yderste for at bidrage til
> problemernes løsning.

det "valg" fik jeg og vores børn desværre ikke

> Det der ikke knækker en, bliver man stærkere af. Det gælder også
> parforholdet.

du har ret, desværre tror jeg ikke det gælder for børnene (hvis de er
under 16 - 18 år)


mvh
mig

---

"B" <spam@grov.dk> skrev i en meddelelse
news:539ab1ec.0301120646.25ef5b0d@posting.google.com...
> "torup bachmann" <vagntorupSLET@get2net.dk> skrev i en meddelelse
> news:bhaU9.14$EB.450@news.get2net.dk...
> >
> > Hejsa
> > Hvor har du ret!!!!
> > Jeg er ganske vist ikke gift, men samboende nu på 13. år, altså med den
> > samme mand og vi har 4 børn.
>
> flot
>
> > Det er da ikke lige rosenrødt hele tiden, men jeg kunne ikke drømme om
at gå
> > fra ham, fordi "vi var gået lidt i stå i forholdet", "vil prøve noget
andet"
> > og hvad folk ellers kommer med at tåbelige undskyldninger.
>
> det er sgu den indstilling jeg efterlyser, det er sgu for nemt at bare
> opgive og smutte til andre græsgange (på bekostning af børnene)
>
> > Det er da korrekt at børn kan komme helskindet igennem en skilsmisse,
men
> > børn er omvendt også rigtig gode til at udtrykke de følelser som
forældrene
> > ønsker, altså hvis mor er bekymret over, om lille Peter er ked at
> > skilsmissen, så skal lille Peter nok vise mor, at det er han ikke, selv
om
> > han rent faktisk er det, for mor er jo selv ked af det og lille Peter
vil
> > ikke være til for meget besvær.
>
> helt korrekt
>
> > Jeg har hørt en betegnelse "det zappende menneske" og det passer vist
meget
> > godt i parforholdene også. Vi gifter os ved et stort romantisk bryllup,
får
> > et par børn, bliver skilt, finder hver en ny, der også har et par børn
og så
> > får vi lige et eller to børn sammen, inden vi også bliver skilt.
>
> kik på denne artikel
> http://politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=235541
>
> > Vi er så nervøse for at vi ikke når det hele, istedet for at se hvor
langt
> > vi kan komme med det vi har. Det er da muligt, at der er en spænding ved
en
> > ny partner (ved det ikke selv, da jeg jo ikke har prøvet), men jeg synes
i
> > hvert fald, at det er fascinerende at opleve, hvordan et forhold
udvikler
> > sig gennem så mange år, som vi har været sammen. Jeg ville bestemt ikke
> > bryde mig om at starte forfra med en anden. Og det er såmænd ikke engang
> > ungerne jeg tænker på, men mig selv. Det giver en stor tryghed at bo
sammen
> > med en man kender så godt.
>
> Desværre for mig "valgte" kæresten af blive forelsket i en anden
> istedet for at kæmpe
>
> > For ungernes vedkommende, ja så ville jeg føle mig som verdens dårligste
> > mor, hvis jeg splittede familien pga. jeg havde mødt en anden! Selvom
jeg i
> > givet fald ikke var lykkelig i mit nuværende forhold, så ville det i
mine
> > øjne være dybt urimeligt, at lade det gå ud over dem, ved at de dels
skulle
> > se mig ked af det, men så i tilgift også rive dem væk fra deres far i
> > dagligdagen. Næh, løsningen måtte i givet fald være at tage en snak med
> > manden om, at jeg var ked af det og så ville vi sammen finde en løsning
og
> > jeg ved, at min i hvert fald ville gøre sit yderste for at bidrage til
> > problemernes løsning.
>
> det "valg" fik jeg og vores børn desværre ikke
>
> > Det der ikke knækker en, bliver man stærkere af. Det gælder også
> > parforholdet.
>
> du har ret, desværre tror jeg ikke det gælder for børnene (hvis de er
> under 16 - 18 år)
>
>
> mvh
> mig

Hej Mig
Vi to er vist en uddøende race, hvis man skal dømme efter de andre indlæg i
debatten.
Håber alt trods alt vil ordne sig for dig og dine børn.
De bedste ønsker for fremtiden

Mange venlige hilsner
Rikke

---

"B" <spam@grov.dk> skrev i en meddelelse
news:539ab1ec.0301120646.25ef5b0d@posting.google.com...

> det er sgu den indstilling jeg efterlyser, det er sgu for nemt at bare
> opgive og smutte til andre græsgange (på bekostning af børnene)

Forkert. Det er aldrig nemt!

> Desværre for mig "valgte" kæresten af blive forelsket i en anden
> istedet for at kæmpe

Måske kæresten synes, at hun har kæmpet længe?
Det er ikke ualmindeligt, at et skilsmissepar har vidt forskellige
opfattelser af, hvor godt/skidt det er gået i tiden forud for skilsmissen.

> du har ret, desværre tror jeg ikke det gælder for børnene (hvis de er
> under 16 - 18 år)

Jamen der tager du fejl. Børn kan godt klare en skilsmisse - hvis forældrene
forstår at tackle det på en ordentlig måde.

Mvh. Lisbeth

---

"w e b w o m a n" <anaeitis_nospam @pc.dk> skrev i en meddelelse
>
> Jamen der tager du fejl. Børn kan godt klare en skilsmisse - hvis
forældrene
> forstår at tackle det på en ordentlig måde.

Det har du sandsynligvis ret i, at mange børn kan.
Det gør det i hvert fald væsentligt nemmere for dem.

MEN - hvis forældre ikke kan tackle hverdagen på en ordentlig måde, tror du
så de kan håndtere en skilsmisse?
I den situation er det ofte fornuften, der ryger først.
Min pointe er, at jeg tror på, at en ganske væsentlig del af dem der bliver
skilt, IKKE er i stand til sammen at klare ting og sager på ordentlige
måder.

Dette er ikke en argumentation for, at de i så fald bør blive sammen for
enhver pris.

Hilsen Inger

---

"Inger Pedersen" <inger@pedersen.tdcadsl.dk> skrev i en meddelelse
news:3e21afe0$0$232$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...

> MEN - hvis forældre ikke kan tackle hverdagen på en ordentlig måde, tror
du
> så de kan håndtere en skilsmisse?

Nej. Og så kan de sandsynligvis heller ikke tacke at behandle hinanden
ordentligt i forholdet. Men jeg tror, at skilsmisse i sådanne tilfælde ER
den bedste løsning.

Kender vi ikke alle forhold, hvor folk behandler hinanden usselt - og måske
endda tillige behandler børnene usselt?

Ægteskab eller parforhold er jo ikke i sig selv en garanti for, at hverken
børn eller voksne trives!

> Min pointe er, at jeg tror på, at en ganske væsentlig del af dem der
bliver
> skilt, IKKE er i stand til sammen at klare ting og sager på ordentlige
> måder.

Korrekt. Og min påstand er, det kunne de såmænd heller ikke, om de var
blevet sammen.

> Dette er ikke en argumentation for, at de i så fald bør blive sammen for
> enhver pris.

Jeg mener ikke man bør bliver sammen, hvis ikke "indtægten" er væsenligt
højere end "udgiften".

Mvh. Lisbeth

---

On 11 Jan 2003 12:29:34 -0800, B wrote:

> beklager det sure opstød, men det er sgu for latterligt at børn skal
> straffes "bare" fordi deres forældre ikke kan snakke sammen, eller
> fordi 1 af dem ikke kan styre deres underliv!(utro)

Jeg vil give dig ret langt hen af vejen, i dag er der mange der giver alt
for let op i deres forhold/ægteskab.
Når det så er sagt, så mener jeg til gengæld ikke, at man absolut skal
blive sammen "bare" for f.eks. børnenes skyld.
Folk kan udvikle sig i så forskellige retninger, at det ingen mening har
for dem at blive sammen.
Der kan være tale om vold, alkoholproblemer eller lignende, der f.eks.
kan gøre at partneren ikke tør blive sammen med den anden.
Og hvis der er tale om utroskab, så er det jo ikke sikkert at den anden
part kan eller vil tilgive og stole på sin utro partner igen. Og så
begynder det imho at blive meget svært i et forhold.

Så selvom jeg nok synes at mange bør gøre meget mere for at genoprette
troen, tilliden osv. i deres forhold, og måske især hvis der også er børn
involveret, så mener jeg absolut ikke at man bør blive sammen for enhver
pris, heller ikke selvom der er børn i forholdet.

Mvh. Jan

---

Kort sagt var vi først samlever i 6 år og så derefter gifter vi og det er nu
2½ år siden vi er mand og kone.. De første 6 år var jeg ikke sikker på om vi
skal gifte, så er det jeg for 2½ år siden... Det har gået fint

"Jan Allan Andersen" <nospam_akker@ishoejby.dk> skrev i en meddelelse
news:dor0x4xn3ero$.h6rnbt1jfx73.dlg@40tude.net...
> On 11 Jan 2003 12:29:34 -0800, B wrote:
>
> > beklager det sure opstød, men det er sgu for latterligt at børn skal
> > straffes "bare" fordi deres forældre ikke kan snakke sammen, eller
> > fordi 1 af dem ikke kan styre deres underliv!(utro)
>
> Jeg vil give dig ret langt hen af vejen, i dag er der mange der giver alt
> for let op i deres forhold/ægteskab.
> Når det så er sagt, så mener jeg til gengæld ikke, at man absolut skal
> blive sammen "bare" for f.eks. børnenes skyld.
> Folk kan udvikle sig i så forskellige retninger, at det ingen mening har
> for dem at blive sammen.
> Der kan være tale om vold, alkoholproblemer eller lignende, der f.eks.
> kan gøre at partneren ikke tør blive sammen med den anden.
> Og hvis der er tale om utroskab, så er det jo ikke sikkert at den anden
> part kan eller vil tilgive og stole på sin utro partner igen. Og så
> begynder det imho at blive meget svært i et forhold.
>
> Så selvom jeg nok synes at mange bør gøre meget mere for at genoprette
> troen, tilliden osv. i deres forhold, og måske især hvis der også er børn
> involveret, så mener jeg absolut ikke at man bør blive sammen for enhver
> pris, heller ikke selvom der er børn i forholdet.
>
> Mvh. Jan


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.441 / Virus Database: 247 - Release Date: 09-01-2003

---

"B" <spam@grov.dk> skrev i en meddelelse
news:539ab1ec.0301111229.8598bc3@posting.google.com...
> Hej

> HVAD FANDEN ER DER GALT MED FOLK !
Klip
> bliv dog for helvede sammen og løs de problemer der er, har de/i fået
> børn sammen så har de/i et ansvar over for børnene at de/i LØSER
> jeres/deres problemer FØR de bliver for store !
Klip
> mvh
> mig

Kære B
Allerførst vil jeg sige, at jeg håber du kommer igennem den situation, du nå
står i, på den bedst mulige måde.
Selv er jeg pt. separeret med udsigt til skilsmisse met par måneder. Jeg var
sammen med en mand i 19 år, og sammen har vi 3 børn.
Skilsmissen er mit valg. Det har været det sværeste valg i hele mit
liv.....og jeg har været mindst 10 år om at realisere valget. I de år har
angst og moral afholdt mig fra at gøre, hvad jeg virkelig burde have gjort.
Jeg blev i et forhold, der var uligeværdigt, uværdigt for begge parter og på
alle måder en følelsesmæssig ørkenvandring uden nogen form for det, jeg som
menneske har behov for: nærhed, kærlighed, venskab og intimitet.
Hvorfor? Fordi jeg er vokset op med holdningen, at man SKAL blive og
kæmpe...hvis jeg bare kæmpede,,,,,,så ville alt blive godt. Det blev det
aldrig. Mine store børn voksede op reelt uden en mand i huset, hvorfor jeg
var nødt til at trække i de lange bukser...Det gav mine piger store
problemer, som resulterede i psykolog på familien. Efter 1 år i parterapi
begyndte jeg for første gang at fornemme, at jeg aldrig ville kunne kæmpe
mig til at få tingene til at fungere. Jeg fik langsomt bearbejdet min angst
og turde endelig tage skridtet. Mine børn havde i mange år opfordret mig til
at blive skilt. Da jeg endelig gjorde det, mødte jeg kun forståelse og hjælp
hos venner og familie, som aldrig havde kunnet forstå, hvorfor jeg blev i
forholdet. Den person, jeg var sammen med ham, var ulykkelig og slet ikke
velfungerende.
Nu, efter 3½ måned alene, er jeg begyndt at tro på, at jeg ikke er unormal,
men faktisk helt alm. Min ex. er fyldt med vrede, bitterhed og had, hvilket
gør det svært at samarbejde om de ting, der nu engang kræver samarbejde. De
store børn prøver at vise omsorg for ham,men han magter dem ikke, ligesom
den lille, som savner ham, ikke kan være hos ham, så meget som hun ville
fordi "hun keder sig bare og har det bedste derhjemme", som han siger.
Jeg gør alt hvad jeg kan, han kan få penge af mig, han kan se børnene alt
han vil, men jeg kan ikke leve med ham.
Jeg kan forstå på mange indlæg, at jeg burde føle mig som en skidt kvinde,
men jeg tror jeg har gjort det rigtigt.
Verden er ikke altid sort-hvid........og I som lever i gode forhold og
tror, at skilsmisse bare et let og egoistisk valg uden hensyn til andre..
værdsæt jeres liv! I aner ikke, hvordan det er........
Hilsen Mille

---

Hej Mille

Det er en utrolig svært beslutning du har taget. Det er flot gået!!!


Mille wrote:

[snip]
> Nu, efter 3½ måned alene, er jeg begyndt at tro på, at jeg ikke er unormal,
> men faktisk helt alm. Min ex. er fyldt med vrede, bitterhed og had, hvilket
> gør det svært at samarbejde om de ting, der nu engang kræver samarbejde. De
> store børn prøver at vise omsorg for ham,men han magter dem ikke, ligesom
> den lille, som savner ham, ikke kan være hos ham, så meget som hun ville
> fordi "hun keder sig bare og har det bedste derhjemme", som han siger.
> Jeg gør alt hvad jeg kan, han kan få penge af mig, han kan se børnene alt
> han vil, men jeg kan ikke leve med ham.

I mine tidligere indlæg omtaler jeg de ting der følger i kælevandet på
en skilsmisse. Lige præcis her er et af de punkter, hvor skilsmissen
bliver rigtig svær for alle i familien. Børnene er jo totalt magtesløse
i sådanne situationer, og netop dette giver problemer.

> Jeg kan forstå på mange indlæg, at jeg burde føle mig som en skidt kvinde,
> men jeg tror jeg har gjort det rigtigt.

Det har du ! Vær aldrig tvivl om det. Den vigtigste dyd af alle er
ærlighed - og vel og mæske ærlighed over for sig selv. Er man ikke ærlig
over for sig selv kan man heller ikke være det over for andre.
Du har brugt mange år, for mange måske, til at tage en beslutning du
også mente at kunne tage ansvaret for. Nyd det og glæd dig over de nye
muligheder det giver, men pas på med at være for bitter over dit
tidligere parforhold.

> Verden er ikke altid sort-hvid........og I som lever i gode forhold og
> tror, at skilsmisse bare et let og egoistisk valg uden hensyn til andre..
> værdsæt jeres liv! I aner ikke, hvordan det er........

Det har du nok meget ret i ! Selvom man har prøvet at leve med skilte
forældre, og har en helt klar ide om hvad man ikke vil og hvordan man
ellers vil håndtere situationen, så har man adrig været den der skulle
få det hele til at fungere til trods for......

> Hilsen Mille

mvh
Brian

---

"Mille" <bente_beks@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:avrnca$17iu$1@news.net.uni-c.dk...

> Verden er ikke altid sort-hvid........og I som lever i gode forhold og
> tror, at skilsmisse bare et let og egoistisk valg uden hensyn til andre..
> værdsæt jeres liv! I aner ikke, hvordan det er........

Hvor har du bare ret!

Held og lykke med dit valg, for uanset hvad, så er det selvfølgelig vigtigt,
at man sørger for at have det godt. Også for børnenes skyld.

Mv.h Lisbeth

---

"Mille" <bente_beks@hotmail.com> wrote in message
> Jeg kan forstå på mange indlæg, at jeg burde føle mig som en skidt kvinde,
> men jeg tror jeg har gjort det rigtigt.
> Verden er ikke altid sort-hvid........og I som lever i gode forhold og
> tror, at skilsmisse bare et let og egoistisk valg uden hensyn til andre..
> værdsæt jeres liv! I aner ikke, hvordan det er........

Tro mig, jeg respekterer dig, for hvad du valgte -
jeg er sikker på, at du ikke kunne have gjort bedre.

Men mth. skilsmisse eller ej - at andre par magter
at være gift i mange, mange år betyder jo ikke, at
de ikke har været gennem lignende problemer -
de har bare holdt ud og løst de problemer, der kunne
løses.........

Og dermed også sagt, at ikke alle problemer kan løses,
for det kan de ikke, nogle gange ønsker den ene part
ikke at gøre noget, eller kan ikke se problemet, eller
magter ikke at gøre noget................

Men tro mig, det kan lykkes, endda lykkes at starte forfra,
når al tillid og kærlighed er slut..........det er et spørgsmål
om vilje fra begge parter.

Mvh. Bodil.

---

"Bodil Grove Christensen" <grovebgcFJERNDETTE@tdcadsl.dk> skrev i en
meddelelse news:3e21a4c4$0$190$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...

> Men mth. skilsmisse eller ej - at andre par magter
> at være gift i mange, mange år betyder jo ikke, at
> de ikke har været gennem lignende problemer -
> de har bare holdt ud og løst de problemer, der kunne
> løses.........

Det betyder heller ikke, at de HAR været gennem de samme problemer.
Og folk reagerer jo individuelt på problemer så hvorfor overhovedet
sammenligne sine egne problemer med andres?

> Men tro mig, det kan lykkes, endda lykkes at starte forfra,
> når al tillid og kærlighed er slut..........det er et spørgsmål
> om vilje fra begge parter.

Selvfølgelig kan det lykkes - hvis der er basis for det. Men det er der
langtfra altid.
Og hvorfor er det egentlig så vigtigt at få det til at vare længe? Er det et
mål i sig selv i dine øjne - og er det et tegn på, at et forhold er godt, at
det har varet længe?

Det længste forhold jeg kender til, har varet 45 år. Det burde afgjort være
stoppet for mange år siden, men det varer desværre ved til døden dem
skiller.

Hvad udsætter man i øvrigt sine børn for, hvis man bliver ved selvom
kærligheden og tilliden er slut og man alligevel fortsætter derfra? Hvad er
risikoen.... for der er jo langtfra nogen garanti for, at man kan genfinde
kærligheden og tilliden.

Mvh. Lisbeth

---

"w e b w o m a n" <anaeitis_nospam @pc.dk> wrote in message
news:3e21bcb5$0$1760$ba624c82@nntp03.dk.telia.net...
> "Bodil Grove Christensen" <grovebgcFJERNDETTE@tdcadsl.dk> skrev i en
> meddelelse news:3e21a4c4$0$190$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
>
> > Men mth. skilsmisse eller ej - at andre par magter
> > at være gift i mange, mange år betyder jo ikke, at
> > de ikke har været gennem lignende problemer -
> > de har bare holdt ud og løst de problemer, der kunne
> > løses.........
>
> Det betyder heller ikke, at de HAR været gennem de samme problemer.
> Og folk reagerer jo individuelt på problemer så hvorfor overhovedet
> sammenligne sine egne problemer med andres?
>
> > Men tro mig, det kan lykkes, endda lykkes at starte forfra,
> > når al tillid og kærlighed er slut..........det er et spørgsmål
> > om vilje fra begge parter.
>
> Selvfølgelig kan det lykkes - hvis der er basis for det. Men det er der
> langtfra altid.
> Og hvorfor er det egentlig så vigtigt at få det til at vare længe? Er det
et
> mål i sig selv i dine øjne - og er det et tegn på, at et forhold er godt,
at
> det har varet længe?
>
> Det længste forhold jeg kender til, har varet 45 år. Det burde afgjort
være
> stoppet for mange år siden, men det varer desværre ved til døden dem
> skiller.

Jeg husker kun alt for tydeligt, at vi to
har debatteret denne sag før - vi er
ikke enige, vi bliver ikke enige - og
sådan er det altså bare.

Mvh. Bodil.

---

Hej

B wrote:
> Hej
>
> Hvad er der galt med folk (forældre) idag ?

Ikke mere end der altid har været !

>
>
> ALLE bliver sgu skilt, min kæreste er ved at skride, vi havde det godt
> sammen men hun mødte en anden og nu skal vores 2 børn være
> skilsmissebørn (fedt).
>
> Næsten alle vi kender er skilt og de få der ikke var det da dette med
> min kæreste startede (4 mdr siden), er blevet det nu!
>
>
> HVAD FANDEN ER DER GALT MED FOLK !

Der er sgu da ikke noeg tgalt med dem - tværtimod. De har tænkt sig om
og tager konsekvensen af deres tidligere handliger op til overvejelse,
og så tager de ansvaret for det.

>
> bliv dog for helvede sammen og løs de problemer der er, har de/i fået
> børn sammen så har de/i et ansvar over for børnene at de/i LØSER
> jeres/deres problemer FØR de bliver for store !

Dette er slet ikke umuligt selv når man er skilt !!! At blive skilt har
vel i høj grad også med et ansvar over for børnene at gøre.

>
> beklager det sure opstød, men det er sgu for latterligt at børn skal
> straffes "bare" fordi deres forældre ikke kan snakke sammen, eller
> fordi 1 af dem ikke kan styre deres underliv!(utro)

Hvordan er det at de bliver straffet når man bliver skilt ?
I mine øjne er det ikke selve skilsmissen der er problemet, man alle de
udenom ting der følger i kølevandet på en så drastisk beslutning.
Der kommer let en kamp om hvor barnet/børnene skal bo, hvor tit på besøg
hos den anden forælder, nye kærester , omlægninger af livsstil m.m..
Alle disse ting er totalt nye for alle i familien og ulempen er for
alvor at de alle dumper ned samtidig.
Personligt tror jeg meget af misk masket i forbindelse med skilsmisser
opstår fordi begge forældre bliver alene, og skal finde ud af og
håndtere dette. Når der bliver vendt så radikalt op og ned på de daglige
mønstre begynder man nok naturligt at pille de ting fra man ikke havde
på hitlisten i parforholdet - altså man går i gang med at optimere sit
liv ! Det er nok meget svært for børnene at finde hoved og hale i. Især
hvis dette f.eks. inkluderer at den ene forælder flytter til anden by.
Kunne forældre blive enige om at livet for barnet skal fortsætte så
meget lig tidligere som muligt, så er et stort blødt skridt taget.

mvh
Brian

---

Det er da også frygteligt om den ene part gerne vil ud af et
forhold/ægteskab og ikke kan komme det fordi den anden part ikke vil indse
det er slut, at man så bliver fordi man er "nød" til det grundet de stakkels
børn som bliver trukket frem og brugt som undskyldning for at man helst skal
blive sammen pg.a dem, det er da at være i et "fængsel" for alle parter. Det
er bestemt ikke noget liv som nogen kan ønske sig.

Så hellere det at begge parter indser at det er slut, selvfølgelig vil det
gøre ondt, måske mere på den ene part end den anden, men det er det bedste
at afslutte et dårligt forhold også for børnenes skyld og når vi så hele
tiden snakker om hvad som er bedst for børnene, hvorfor så ikke få det
bedste ud af skilsmissen for børnenes skyld og prøve at enes over det og
opføre os som voksne mennesker og huske på, at det jo er små mennesker som
vi har med at gøre her først og fremmest.

Mange ting her i livet kan da gøre ondt, men man må altså tage sig sammen,
tage sig selv i nakken og komme videre, ikke vade i de samme ting hele
tiden.

mvh mig





"Brian Christensen" <brian@ryo.dk> skrev i en meddelelse
news:3E21699D.1000309@ryo.dk...
> Hej
>
> B wrote:
> > Hej
> >
> > Hvad er der galt med folk (forældre) idag ?
>
> Ikke mere end der altid har været !
>
> >
> >
> > ALLE bliver sgu skilt, min kæreste er ved at skride, vi havde det godt
> > sammen men hun mødte en anden og nu skal vores 2 børn være
> > skilsmissebørn (fedt).
> >
> > Næsten alle vi kender er skilt og de få der ikke var det da dette med
> > min kæreste startede (4 mdr siden), er blevet det nu!
> >
> >
> > HVAD FANDEN ER DER GALT MED FOLK !
>
> Der er sgu da ikke noeg tgalt med dem - tværtimod. De har tænkt sig om
> og tager konsekvensen af deres tidligere handliger op til overvejelse,
> og så tager de ansvaret for det.
>
> >
> > bliv dog for helvede sammen og løs de problemer der er, har de/i fået
> > børn sammen så har de/i et ansvar over for børnene at de/i LØSER
> > jeres/deres problemer FØR de bliver for store !
>
> Dette er slet ikke umuligt selv når man er skilt !!! At blive skilt har
> vel i høj grad også med et ansvar over for børnene at gøre.
>
> >
> > beklager det sure opstød, men det er sgu for latterligt at børn skal
> > straffes "bare" fordi deres forældre ikke kan snakke sammen, eller
> > fordi 1 af dem ikke kan styre deres underliv!(utro)
>
> Hvordan er det at de bliver straffet når man bliver skilt ?
> I mine øjne er det ikke selve skilsmissen der er problemet, man alle de
> udenom ting der følger i kølevandet på en så drastisk beslutning.
> Der kommer let en kamp om hvor barnet/børnene skal bo, hvor tit på besøg
> hos den anden forælder, nye kærester , omlægninger af livsstil m.m..
> Alle disse ting er totalt nye for alle i familien og ulempen er for
> alvor at de alle dumper ned samtidig.
> Personligt tror jeg meget af misk masket i forbindelse med skilsmisser
> opstår fordi begge forældre bliver alene, og skal finde ud af og
> håndtere dette. Når der bliver vendt så radikalt op og ned på de daglige
> mønstre begynder man nok naturligt at pille de ting fra man ikke havde
> på hitlisten i parforholdet - altså man går i gang med at optimere sit
> liv ! Det er nok meget svært for børnene at finde hoved og hale i. Især
> hvis dette f.eks. inkluderer at den ene forælder flytter til anden by.
> Kunne forældre blive enige om at livet for barnet skal fortsætte så
> meget lig tidligere som muligt, så er et stort blødt skridt taget.
>
> mvh
> Brian
>
>
>

---

"Brian Christensen" <brian@ryo.dk> skrev i en meddelelse
news:3E21699D.1000309@ryo.dk...
>
> Ikke mere end der altid har været !
>
Jo, skilsmissestatistikerne er steget med flere hundrede procent
>
> Der er sgu da ikke noeg tgalt med dem - tværtimod. De har tænkt sig om
> og tager konsekvensen af deres tidligere handliger op til overvejelse,
> og så tager de ansvaret for det.

De var ting de skulle have tænkt på INDEN de fik børn, af få børn er ikke
som at købe et hus, eller bil, man kan ikke bare anullere handlen, og børn
har krav og brug for deres forældre sammen !
>
> Dette er slet ikke umuligt selv når man er skilt !!! At blive skilt har
> vel i høj grad også med et ansvar over for børnene at gøre.

ja, hvis der er vold/alkohol, etc indblandet, ellers er der "næsten" altid
en løsning på problemerne (man skal bare have viljen)

> Hvordan er det at de bliver straffet når man bliver skilt ?
> I mine øjne er det ikke selve skilsmissen der er problemet, man alle de
> udenom ting der følger i kølevandet på en så drastisk beslutning.

Så børn bliver ikke kede af at deres foældre ikke bor sammen ?


> Der kommer let en kamp om hvor barnet/børnene skal bo, hvor tit på besøg
> hos den anden forælder, nye kærester , omlægninger af livsstil m.m..
> Alle disse ting er totalt nye for alle i familien og ulempen er for
> alvor at de alle dumper ned samtidig.

Og disse "kampe" opstår 9 ud af 10 gange og derudover er alene det at børn
oplever en skilsmisse (Selv en af de gode) ting der kommer til at præge
børnet resten af livet (specielt når barnet bliver voksen og selv skal til
at stifte familie)

> Personligt tror jeg meget af misk masket i forbindelse med skilsmisser
> opstår fordi begge forældre bliver alene, og skal finde ud af og
> håndtere dette. Når der bliver vendt så radikalt op og ned på de daglige
> mønstre begynder man nok naturligt at pille de ting fra man ikke havde
> på hitlisten i parforholdet - altså man går i gang med at optimere sit
> liv ! Det er nok meget svært for børnene at finde hoved og hale i. Især
> hvis dette f.eks. inkluderer at den ene forælder flytter til anden by.
> Kunne forældre blive enige om at livet for barnet skal fortsætte så
> meget lig tidligere som muligt, så er et stort blødt skridt taget.
>
Og hvad så når der begynder at komme nye kærester til mor og Far osv, osv

Der findes IKKE en eneste undersøgelse der siger andet end at en skilsmisse
medfører STORE konsekvenser for børn (uanset om det er en dårlig eller
mindre dårlig skilsmisse (for der findes ikke en "god" skilsmisse))

Og jeg vil gerne understrege at jeg IKKE snakker om de skilsmisser hvor der
er vold, KÆMPE skænderier, alkohol, osv.
Jeg taler om de 6 ud af 10 skilsmisser som "bare" sker fordi at folk løber
tørt i det, syntes det ikke passer ind i deres livsbillede, finder en anden,
søger forelskelse hele livet, etc....det kan man ikke tillade sig når man
har fået børn ! (det er IKKE en handel der kan annulleres, der følger et
ansvar med når man får børn), når det er sagt, så er der ydermere
undersøgelser der viser at den holdning som mange har til skilsmisser bærer
et tydligt præg af at tresser (60) generationen var et BOOM i skilsmisser
(næsten på mode at blive skilt)
Og det sjove er at det 99 ud af 100 gange er en person som er blevet skilt
(og typisk den der gik fra forholdet) der FORSVARER at det er iorden at man
bliver skilt (brug for at kunne forsvare sin handling ?)

mvh
brian

---

"Brian K" wrote in message
news:VLSU9.35428$Hl6.4052317@news010.worldonline.dk...
> De var ting de skulle have tænkt på INDEN de fik børn, af få børn er ikke
> som at købe et hus, eller bil, man kan ikke bare anullere handlen, og børn
> har krav og brug for deres forældre sammen !

Også selv om forældrene går og har det dårligt, er deprimeret, skændes og
intet kan få til at fungere i hjemmet?

> ja, hvis der er vold/alkohol, etc indblandet, ellers er der "næsten" altid
> en løsning på problemerne (man skal bare have viljen)

Nu er følelser ikke noget man selv kan styre, og hvis man først har det
skidt i det forhold man er i, så er det meget meget svært, at lave sine
følelser om igen til at blive gode, dejlige og lykkelige, sådan de kan
smitte af på børnene.

> Så børn bliver ikke kede af at deres foældre ikke bor sammen ?

Hellere det, end at de bor sammen og skændes eller er kede af det konstant.

> Og disse "kampe" opstår 9 ud af 10 gange og derudover er alene det at børn
> oplever en skilsmisse (Selv en af de gode) ting der kommer til at præge
> børnet resten af livet (specielt når barnet bliver voksen og selv skal til
> at stifte familie)

Tro mig, børnene bliver også meget mærket af at forældrene ikke har det
godt, når de bor sammen.

> Og det sjove er at det 99 ud af 100 gange er en person som er blevet skilt
> (og typisk den der gik fra forholdet) der FORSVARER at det er iorden at
man
> bliver skilt (brug for at kunne forsvare sin handling ?)

Men er det egentligt ikke nærliggende, at det netop er det, der har haft
problemerne, som udtaler sig? Det er så skide nemt for folk som ikke selv
har haft de smerter, at være belærende. Men det ser nu een gang pænest ud på
papiret....

Pudsigt nok, så må jeg være den ene ud af de 100, for jeg er ikke selv
skilt. .- Jeg har "bare" oplevet hele min barndom, at bo sammen med nogle
forældre som forsøgte og forsøgte for min skyld. - D E T blev ikke spor
sjovt, før mine forældre blev skilt og vores krise var overstået.

Du nævner en hel del tal hele dit indlæg igennem. Er det noget, du har fra
kilder?

Nette

---

"Nette" <nettesnetpost@hotmail.com> wrote in message
> Nu er følelser ikke noget man selv kan styre, og hvis man først har det
> skidt i det forhold man er i, så er det meget meget svært, at lave sine
> følelser om igen til at blive gode, dejlige og lykkelige, sådan de kan
> smitte af på børnene.

Nåeh, det er jeg nu ikke helt enig i.
Man kan styre sine følelser så meget, at
man kan beslutte sig for ikke at forelske
sig i andre........
Man kan også beslutte sig for ikke at blive
vred eller såret - men valget er nu helt
ens eget.
Men det er ikke nemt, men det kan læres.

Mvh. Bodil.

---

"Bodil Grove Christensen" wrote in message
news:3e2465a9$0$170$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> Nåeh, det er jeg nu ikke helt enig i.
> Man kan styre sine følelser så meget, at
> man kan beslutte sig for ikke at forelske
> sig i andre........

Man kan beslutte sig for at lukke af overfor een, hvis man mærker der komme
rnoget snigende ja.

> Man kan også beslutte sig for ikke at blive
> vred eller såret - men valget er nu helt
> ens eget.
> Men det er ikke nemt, men det kan læres.

Ja, det kan man da sagtens, men kun i nuét. Efterhånden som tiden går,
ophober det sig alligevel. Og eftersom det forhåbentligt sker oftere at man
irreteres over ting som kan være nok så banale i et forhold, end at man
foræelser sig, så kan det ofte være sådanne småtings ophoben der giver
resultat på et tidspunkt.

Nette

---

"Nette" <nettesnetpost@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3e247392$0$2582$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
>
>
> Man kan beslutte sig for at lukke af overfor een, hvis man mærker der
kommer
> noget snigende ja.

Ja og skynde sig hjem til kæresten og sige at der er noget galt i vores
forhold !!!!

>
> Ja, det kan man da sagtens, men kun i nuét. Efterhånden som tiden går,
> ophober det sig alligevel. Og eftersom det forhåbentligt sker oftere at
man
> irreteres over ting som kan være nok så banale i et forhold, end at man
> foræelser sig, så kan det ofte være sådanne småtings ophoben der giver
> resultat på et tidspunkt.
>

Og det er det der er pointen !!!!! Man SKAL ikke bare lade det ophobe sig
(specielt ikke når man har børn), man skal reagere på at der er noget galt
og gøre noget ved det !



Mvh
brian

---

Bodil Grove Christensen wrote:
> "Nette" <nettesnetpost@hotmail.com> wrote in message
>
>>Nu er følelser ikke noget man selv kan styre, og hvis man først har det
>>skidt i det forhold man er i, så er det meget meget svært, at lave sine
>>følelser om igen til at blive gode, dejlige og lykkelige, sådan de kan
>>smitte af på børnene.
>
>
> Nåeh, det er jeg nu ikke helt enig i.
> Man kan styre sine følelser så meget, at
> man kan beslutte sig for ikke at forelske
> sig i andre........
> Man kan også beslutte sig for ikke at blive
> vred eller såret - men valget er nu helt
> ens eget.
> Men det er ikke nemt, men det kan læres.

Hvordan i al verden skulle det kunne blive en positiv ting at lukke af
for sine følelser?
Nu har jeg i mange år hørt på hvor dårlige især mænd er til at tale
følelser, og så siger du at man skal lukke af for dem! Underligt.
Jeg tror ikke på at du kan styre dine følelser. Det ligger i sin natur
for følelser at de er ukontrollerbare. Hvis det var muligt kunne man jo
styre sine følelser så man endnu engang blev forelsket i sin partner, og
så tror jeg ærlig talt ikke der var skilsmisser, da det unægtelig ville
være nemmere at styre sine følelser end at håndtere en skilsmisse.
Ligeledes tror jeg ikke man kan beslutte sig for ikke at blive vred -
netop fordi vrede er en følelse. Fuldstændig som at blive såret.
Hvordan kan man undgå at blive såret, hvis ens partner ikke respekterer
en mere og derfor heller ikke de valg man tager?

mvh
Brian

---

"Brian Christensen" <brian@ryo.dk> skrev i en meddelelse
news:3E25D1CB.9020603@ryo.dk...
>
> Hvordan i al verden skulle det kunne blive en positiv ting at lukke af
> for sine følelser?

eks: Jeg er på arbejde og en sød pige kommer ind for at købe en varer af mig
(jeg føler mig ramt af et lyn så smuk og dejlig er hun), der er ikke andre
kunder i butikken og vi begynder at tale om alt muligt.........mens man står
der og kikker i hendes smukke blå øjne og lader som om man lytter på hvad
hun siger (i virkligheden står man og svæver på en lyserød sky og ville
ønske at man var sammen med HENDE på en lækker bountyø i det vestindiske
øhav)...........så dukker SAMVITTIGHEDEN og (og han er ret god til at styre
og lukke af for følelser)......pludeslig står man og tænker på hvad der er
bedst, skal jeg "hitte" på hende og få et telefon nummer (jeg behøver jo
ikke at ringe til hende!!), eller bør jeg LUKKE for følelesen at det URGAMLE
instinkt der siger at det er NYT og spændende og måske kan jeg blive
FORELSKET igen, eller skal jeg værdsætte det som jeg har med min kæreste
gennem 10 år (som ikke er helt liiiiiiiiiiiiiiiige så spændende som DETTE
her er (lige nu), hvad med det jeg har med mine 2 børn (for det slutter med
det samme hvis man startet på sådan noget (utro)), for man kan IKKE have det
samme forhold til sine børn som 50 / 50 forældre (der mangler "det" der er
når 2 forældre er sammen med sine børn, etc.

Jeg har hver gang valgt at LUKKE for feks denne følelse og har hvergang
været glad for det når jeg om aftenen sad derhjemme sammen med min kæreste
og mine 2 børn.(nu eks kæreste for hun valgte IKKE at LUKKE for den følelse)

Pointen er at den følelse man har kl 12.00 den 10 dec for feks ens forhold
ikke nødvendigvis er den rigtige, følelser variere fra dag til dag, måned
til måned, år for år og det er man nødtil at acceptere når man har børn og
er en familie.

et eks:
man har 1 barn og tingen kører derud af man er lykkelig (for det er nemt med
1 barn), man bestemmer sig for at få barn nummer 2, og nu bliver det
farligt, for man har pludselig 1 barn på feks 3 år som er stor nok til at
det ikke er spændende at se på sin lillebror/søster i 12 timer om dagen og
vil gerne lave "det" de plejer at lave (legeplads, masser af opmærksomhed,
etc) og når far kommer hjem (vi antager lige at det er moderen som har
barsel), så skal storesøster altså aktiveres og have opmærksomhed så Far
giver ikke kæresten ret meget af sin tid mere (hun nusser/passer lillebror
og han leger med storesøster), behøver vi gå ind på det med sex ?(hvor meget
plads der er i en bobbeltseng når der er 2 børn og 2 voksne i den)(og man
iøvrigt er totalt nedkørt efter at have været "på" fra kl 7.00 til 21.00,
pludselig har man ikke haft sex i 1 mdr (2 mdr ?, 3 mdr?), så er der det med
at tale sammen, det er heller ikke nemt for hvem "orker" at hygge, når de 2
unger sover.....så er der lige et hjem der ligner en slagmark og der skal
ryddes op, osv. så gider jeg ikke at beskrive mere og nu kommer pointen !:
På et sådan tidspunkt der vil nogen (sikkert mange) tænke er det her livet
?, hvor er hyggen, hvor er kærligheden, hvor er den kæreste som jeg havde
for 1 år siden, jeg er hele tiden stresset, føler feks ikke jeg slår til (?)
og hvis man ikke enten sætter sig ned og snakke rmed sin kæreste om det
eller søger hjælp (parterapi) eller læser om det at have feks 2 børn så går
det galt !.
Det er uundgåligt at det er hårdt at være et par (uanset om der er 1 eller 2
børn), i børnenes yngste år er det hårdere, men man er (tror jeg) nødtil at
acceptere at der på visse tidspunkter ikke er så meget "kærlighed" og
acceptere at man kun har 24 timer i døgnet (så er der kolik, øjenbetændelse,
hoste, forkølelse, røde hunde, osv, osv (nattesøvn bliver spoleret, etc), i
MIN verden der er det ikke noget problem at acceptere dette (for jeg vidste
at jeg elskede min kæreste og jeg vidste at det dette med 2 børn var en
periode som SKAL være stresset), og derfor LUKKEDE jeg mine følelser af når
jeg en gang i mellem (meget sjældent) tænkte: "er det det jeg ønsker af
livet (stress, etc)", "fuck hvor er hun en sur kælling", osv og 1 time eller
1 dag efter så var jeg glad for at jeg gjorde det for så var der lige 30
minutter ro om aftenene hvor man nød hinanden.

Det er lige som med mange ting i livet...hvis man ikke kan få det til at
virke så søg hjælp (og livet i sig selv når man er 2 er kompliceret nok, med
2 børn....så bliver det "let" mere kompliceret og er man først røget "lidt"
af sporet (skændes bare "lidt") så er der ikke langt til det går galt hvis
man ikke får fat i en brugsvejledning

Man kan IKKE bare følge sine følelser hver gang de springer frem (jeg har
feks tit lyst til at røve en bank (evige penge problemer med 2 børn)), jeg
har også tit lyst til at "hoppe" på naboens kone (men gør det ikke fordi
hendes kæreste er 2 meter høj og vejer 139kg), og sådan kan jeg blive ved !

> Jeg tror ikke på at du kan styre dine følelser.

jo, sagtens (men er forelskelse er UMULIG at styre hvis den først får "lov"
til at trænge i gennem til dig) (forelskelse og kærlighed er 2 forskellige
ting, husk lige det)

>Det ligger i sin natur
> for følelser at de er ukontrollerbare.

Bestemt ikke

>Hvis det var muligt kunne man jo
> styre sine følelser så man endnu engang blev forelsket i sin partner, og
> så tror jeg ærlig talt ikke der var skilsmisser, da det unægtelig ville
> være nemmere at styre sine følelser end at håndtere en skilsmisse.

Prøv at spørge en parterapeut hvor mange forhold ud af feks 100 de får
tilbage på sporet ! (mit gæt er mindst 95).


> Ligeledes tror jeg ikke man kan beslutte sig for ikke at blive vred -
> netop fordi vrede er en følelse.

Jeg har feks et UTROLIGT temperament, men har igennem årene lært at
kontrolere det (tælle til 10), så jo den følelse kan man også kontrolere
(ellers havde min eks kæreste været skudt, dolket, hængt, druknet, kvalt for
længe siden ) (læs lige det som en joke ikke !!)

> Fuldstændig som at blive såret.
> Hvordan kan man undgå at blive såret, hvis ens partner ikke respekterer
> en mere og derfor heller ikke de valg man tager?

Handler måske om kommunikation ?
Eks:
Hun/han siger: Du gør altid......, du gør aldrig.........., jeg hader når
du.........(angreb, og alle mensker lukker af når der bliver angrbet, eller
går til modangreb)

Hvad hvis man i stedet sagde: Du gør mig ked af det / vred / etc når du
.......... (gør den anden person ansvarlig for hvad du føler)

Bare min tanker

Jeg kan iøvrigt varmt anbefale den bog der hedder "hjælp dit parforhold -
før det går galt" (ville ønske jeg havde læst den 30 dage FØR mit liv blev
et helvede)

mvh
mig

---

Nette wrote:

>>Og det sjove er at det 99 ud af 100 gange er en person som er blevet skilt
>>(og typisk den der gik fra forholdet) der FORSVARER at det er iorden at man
>>bliver skilt (brug for at kunne forsvare sin handling ?)
>
>
> Men er det egentligt ikke nærliggende, at det netop er det, der har haft
> problemerne, som udtaler sig? Det er så skide nemt for folk som ikke selv
> har haft de smerter, at være belærende. Men det ser nu een gang pænest ud på
> papiret....

Det er bare velsagt!
Det er så let at være forsmået. Alle har jo medlidenhed med en og så
bliver det nok sværere at træde ud af den rolle igen.

>
> Pudsigt nok, så må jeg være den ene ud af de 100, for jeg er ikke selv
> skilt. .- Jeg har "bare" oplevet hele min barndom, at bo sammen med nogle
> forældre som forsøgte og forsøgte for min skyld. - D E T blev ikke spor
> sjovt, før mine forældre blev skilt og vores krise var overstået.

Så er jeg en anden ud af andre hundrede for jeg er heller ikke skilt.
Mine forældre tog konsekvensen og blev skilt, og det har bestemt ikke
været lykkeligt altid, da de på ingen måde var på talefod med hinanden.
Jeg kunne og kan stadig ikke (er 31 år) snakke med den ene om den anden
uden der sneg bittehed og næsten had ind i mine forældres udtalelser, så
stopper man hurtigt med det.
Min kone har oplevet noget nær det samme som dig, og det blev først til
og have med og gøre efter skilsmissen, som først kom da begge unger var
fløjet fra reden. Mange gange har hun ønsket at de noget før havde taget
konsekvensen af et ulykkeligt ægteskab.
Min bedste ven er også skilsmissebarn. En af de gode vil jeg betegne det
for forældrene har altid været i stand til at snakke sammen og være i
samme stue efter skilsmissen.
Os der har været møllen igennem ved hvad vi udtaler os om, når det
drejer sig om skilsmisse-børn.

mvh
Brian C

---

"Brian Christensen" <brian@ryo.dk> skrev i en meddelelse
news:3E25CAD6.3050602@ryo.dk...
> Mine forældre tog konsekvensen og blev skilt, og det har bestemt ikke
> været lykkeligt altid, da de på ingen måde var på talefod med hinanden.
> Jeg kunne og kan stadig ikke (er 31 år) snakke med den ene om den anden
> uden der sneg bittehed og næsten had ind i mine forældres udtalelser, så
> stopper man hurtigt med det.
> Min kone har oplevet noget nær det samme som dig, og det blev først til
> og have med og gøre efter skilsmissen, som først kom da begge unger var
> fløjet fra reden. Mange gange har hun ønsket at de noget før havde taget
> konsekvensen af et ulykkeligt ægteskab.
> Min bedste ven er også skilsmissebarn. En af de gode vil jeg betegne det
> for forældrene har altid været i stand til at snakke sammen og være i
> samme stue efter skilsmissen.
> Os der har været møllen igennem ved hvad vi udtaler os om, når det
> drejer sig om skilsmisse-børn.
>


Hej

Kan du se sammenhængen, mange af os er børn af en generation af forældre som
valgt at blive skilt, nu er det nemt at sige "de kunne heller ikke få det
til at virke!", og idag er det så nemt at bare sige "vi passede ikke sammen
mere", "vi elskede ikke hinanden mere" for ALLE kender nogen der er skilt og
ingen kritisere eller kikker "skævt" til dig når du siger at jeg er skilt



mvh
brian

---

"Nette" <nettesnetpost@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3e243a44$0$2598$ba624c82@nntp04.dk.telia.net...
>
> Også selv om forældrene går og har det dårligt, er deprimeret, skændes og
> intet kan få til at fungere i hjemmet?

sådan har det jo sikkert ikke altid været, så det handler måske om
kommunikation (se tidliger indlæg fra idag)
og om at finde vejen igen (hvor man ikke stikker til hinanden istedet for at
snakke, skændes i stedet for at snakke, osv)

>
> Nu er følelser ikke noget man selv kan styre, og hvis man først har det
> skidt i det forhold man er i, så er det meget meget svært, at lave sine
> følelser om igen til at blive gode, dejlige og lykkelige, sådan de kan
> smitte af på børnene.
>

jeg tror det handler om indstilling !

> Hellere det, end at de bor sammen og skændes eller er kede af det
konstant.

samme svar som ovenfor

> Tro mig, børnene bliver også meget mærket af at forældrene ikke har det
> godt, når de bor sammen.
>
ja, naturligvis !!!!!, men derfor handler det jo også om at gøre det godt
igen (hvis man bare bliver ved med at trampe rundt i de samme problemer
istedet for at løse dem, så bliver børnene taberne), men problemer KAN løses
det handler om indstilling (i min verden)


> Men er det egentligt ikke nærliggende, at det netop er det, der har haft
> problemerne, som udtaler sig? Det er så skide nemt for folk som ikke selv
> har haft de smerter, at være belærende. Men det ser nu een gang pænest ud
på
> papiret....
>
Jeg mente at det var den ene af de 2 der var i et forhold der gik istykker
(ikke bare folk som ikke har prøvet det!)

> Pudsigt nok, så må jeg være den ene ud af de 100, for jeg er ikke selv
> skilt. .- Jeg har "bare" oplevet hele min barndom, at bo sammen med nogle
> forældre som forsøgte og forsøgte for min skyld. - D E T blev ikke spor
> sjovt, før mine forældre blev skilt og vores krise var overstået.

Det gælder ikke om at blive sammen for børnenes skyld, men om at forsøge at
få det til at fungere for børnenes skyld (og skal man forsøge 3 gange og
fejle hvergang....så må man søge hjælp (partereapi)

Nej, det er mine helt personlige gæt (skulle jeg måske have skrevet,
beklager fejlen)


mvh
brian

---

"Brian K" wrote in message news:b09rja$13ru$1@news.cybercity.dk...
> > Nu er følelser ikke noget man selv kan styre, og hvis man først har det
> > skidt i det forhold man er i, så er det meget meget svært, at lave sine
> > følelser om igen til at blive gode, dejlige og lykkelige, sådan de kan
> > smitte af på børnene.
> >
>
> jeg tror det handler om indstilling !

Min indstilling til mit tidligere forhold, var at det her SKULLE lykkes. Men
hver gang, han rørte mig, fik jeg kvalme og følte, jeg skulle brække mig. Vi
forsøgte og forsøgte, men jeg var mæt, havde fået nok, og des mere han
gjorde godt, des mere kvalme fik jeg.
Det kunne i k k e lykkes alligevel. Nogle gange er man nød til at give op
og komme videre i en fart. Igen, husk at du kun har dette ene liv. Der er
ingen grund til at skulle leve det med kvalme to gange ugentligt, hvis man
kan få et bedre liv uden.
Min veninde, hvis mor har været syg, hele min venindes barndom igennem, har
lidt frygteligt under det. Men jeg tror faktisk at de har gjort a l t,
ligesom mine forældre har, for at få det hele til at fungere. I mange år
bebrejdede min veninde sin mor hendes evige sygdom, men i dag ser hun på sin
mor, som værende en stakkel, der ikke turde tage chancen og få et ordentligt
liv.

> > Tro mig, børnene bliver også meget mærket af at forældrene ikke har det
> > godt, når de bor sammen.
> >
> ja, naturligvis !!!!!, men derfor handler det jo også om at gøre det godt
> igen (hvis man bare bliver ved med at trampe rundt i de samme problemer
> istedet for at løse dem, så bliver børnene taberne), men problemer KAN
løses
> det handler om indstilling (i min verden)

Så må jeg igen sige, at det er fordi du ikke har haft "rigtige" problemer.
Langt fra alt, kan løses.

> > Men er det egentligt ikke nærliggende, at det netop er det, der har haft
> > problemerne, som udtaler sig? Det er så skide nemt for folk som ikke
selv
> > har haft de smerter, at være belærende. Men det ser nu een gang pænest
ud
> på
> > papiret....
> >
> Jeg mente at det var den ene af de 2 der var i et forhold der gik istykker
> (ikke bare folk som ikke har prøvet det!)

Den forstår jeg ikke lige?
Det jeg mener er, at det da er meget logisk at de folk der sidder og taler
sagen netop er folk som har haft problemer, der ikke kunne løses.
Det eneste jeg gør, er at vende den om og sige at det er klart at folk der
ikke har haft den slags problemer, siger alt alting kan løses.

> Det gælder ikke om at blive sammen for børnenes skyld, men om at forsøge
at
> få det til at fungere for børnenes skyld (og skal man forsøge 3 gange og
> fejle hvergang....så må man søge hjælp (partereapi)

Det er jeg nu også ret sikker på at mine forældre har prøvet på. De er ikke
idioter.
Ang parterapi, - det e r prøvet i mit tilfælde. Resultatet var at jeg røg
endnu længere væk og fik endnu mere kvalme.

Nette

---

"Nette" <nettesnetpost@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3e28886d$0$24680$ba624c82@nntp02.dk.telia.net...
>
> "Brian K" wrote in message news:b09rja$13ru$1@news.cybercity.dk...
> > > Nu er følelser ikke noget man selv kan styre, og hvis man først har
det
> > > skidt i det forhold man er i, så er det meget meget svært, at lave
sine
> > > følelser om igen til at blive gode, dejlige og lykkelige, sådan de kan
> > > smitte af på børnene.
> > >
> >
> > jeg tror det handler om indstilling !
>
> Min indstilling til mit tidligere forhold, var at det her SKULLE lykkes.
Men
> hver gang, han rørte mig, fik jeg kvalme og følte, jeg skulle brække mig.
Vi
> forsøgte og forsøgte, men jeg var mæt, havde fået nok, og des mere han
> gjorde godt, des mere kvalme fik jeg.
> Det kunne i k k e lykkes alligevel. Nogle gange er man nød til at give op
> og komme videre i en fart. Igen, husk at du kun har dette ene liv. Der er
> ingen grund til at skulle leve det med kvalme to gange ugentligt, hvis
man
> kan få et bedre liv uden.
> Min veninde, hvis mor har været syg, hele min venindes barndom igennem,
har
> lidt frygteligt under det. Men jeg tror faktisk at de har gjort a l t,
> ligesom mine forældre har, for at få det hele til at fungere. I mange år
> bebrejdede min veninde sin mor hendes evige sygdom, men i dag ser hun på
sin
> mor, som værende en stakkel, der ikke turde tage chancen og få et
ordentligt
> liv.
>
> > > Tro mig, børnene bliver også meget mærket af at forældrene ikke har
det
> > > godt, når de bor sammen.
> > >
> > ja, naturligvis !!!!!, men derfor handler det jo også om at gøre det
godt
> > igen (hvis man bare bliver ved med at trampe rundt i de samme problemer
> > istedet for at løse dem, så bliver børnene taberne), men problemer KAN
> løses
> > det handler om indstilling (i min verden)
>
> Så må jeg igen sige, at det er fordi du ikke har haft "rigtige" problemer.
> Langt fra alt, kan løses.
>
> > > Men er det egentligt ikke nærliggende, at det netop er det, der har
haft
> > > problemerne, som udtaler sig? Det er så skide nemt for folk som ikke
> selv
> > > har haft de smerter, at være belærende. Men det ser nu een gang pænest
> ud
> > på
> > > papiret....
> > >
> > Jeg mente at det var den ene af de 2 der var i et forhold der gik
istykker
> > (ikke bare folk som ikke har prøvet det!)
>
> Den forstår jeg ikke lige?
> Det jeg mener er, at det da er meget logisk at de folk der sidder og taler
> sagen netop er folk som har haft problemer, der ikke kunne løses.
> Det eneste jeg gør, er at vende den om og sige at det er klart at folk der
> ikke har haft den slags problemer, siger alt alting kan løses.
>
> > Det gælder ikke om at blive sammen for børnenes skyld, men om at forsøge
> at
> > få det til at fungere for børnenes skyld (og skal man forsøge 3 gange og
> > fejle hvergang....så må man søge hjælp (partereapi)
>
> Det er jeg nu også ret sikker på at mine forældre har prøvet på. De er
ikke
> idioter.
> Ang parterapi, - det e r prøvet i mit tilfælde. Resultatet var at jeg røg
> endnu længere væk og fik endnu mere kvalme.
>
> Nette
Du har da fuldstændig ret Nette, kender godt det med ligefrem at få kvalme
over en man ikke kan udholde mere og så hjælper det jo ikke man skal blive
sammen pg.a. børnene og i det hele taget undlade sig noget nyt i livet som
du siger, man skal jo videre og helst på bedste måde således ens børn kan
opleve en glad og at man har mere overskud til dem derfor og som du siger,
det er måske eneste gang vi lever, altså derfor sidste chance for at komme
videre. Det skal da ikke være meningen man skal ligge der i sin grav og
ærger sig over det man ikke fik gjort, det tjener til ingens formål. Børnene
vil da for det meste nok forstå en senere når de selv er voksne er jeg
sikker på.

---

Brian K wrote:

>>Ikke mere end der altid har været !
>>
>
> Jo, skilsmissestatistikerne er steget med flere hundrede procent

Det kan man jo tolke som man vil. Jeg vælger at tolke det sådan at vi
bliver mere bevidste om hvad der er bedst for alle parter, også børnene!
Førhen var ikke i orden at blive skilt, og mange mente (og mener) at det
kan være direkte psykisk skadeligt for børnene at forældre bliver skilt.
Som så mange andre i disse debatter, så mener jeg også at det er langt
mere skadeligt at blive i et forhold under sin egen tvang. Det bliver jo
et forhold der eksisterer på trods af og ikke på grund af.

>>Der er sgu da ikke noeg tgalt med dem - tværtimod. De har tænkt sig om
>>og tager konsekvensen af deres tidligere handliger op til overvejelse,
>>og så tager de ansvaret for det.
>
>
> De var ting de skulle have tænkt på INDEN de fik børn, af få børn er ikke
> som at købe et hus, eller bil, man kan ikke bare anullere handlen, og børn
> har krav og brug for deres forældre sammen !

Og dermed har vi elimineret enhver menneskelig ret til at træffe en
forkert beslutning. Uanset hvor meget man tænker over tingene, så kan
man aldrig, gentager aldrig, have alle overvejelser med i sine
beslutninger om at få børn.
Hvordan i al verden kan du forvente at man kan tage højde for alt før
man kaster sig ud i forældreskabet?
Personligt tænkte jeg meget over om jeg ville have børn/barn. Men
alligevel er jeg blevet overrasket mere end en gang over hvordan det nu
engang er for mig at være far, og ikke mindtst hvilke konsekvenser det
har fået for vores parforhold.
Fordi man bliver skilt er det ikke ensbetydende med at handlen bliver
annulleret. Man er jo for pokker da stadig forældre til barnet. At man
så ikke lever sammen er en anden sag.
I min verden har børnene/barnet ikke krav og brug for at forældrene er
sammen. Det de har krav og brug for er lykkelige og ansvarsbevidste
forældre. Jeg synes ikke det er det samme som at skulle blive sammen,
men at man søger at bruge livet fornuftigt og inddrage sine børn i sit
liv således at man positivt kan vise og lære barnet hvordan et liv kan
udforme sig.
Tro endelig ikke at jeg har den mening at man bare skal springe videre i
livet, hvis det nuværende ikke lige passer ind ens drømme. Det er netop
her ansvarsbevidstheden kommer ind i billedet.
Hvordan vurderer du om et andet menneske er en du kan leve sammen med de
næste 20 år?

>>Dette er slet ikke umuligt selv når man er skilt !!! At blive skilt har
>>vel i høj grad også med et ansvar over for børnene at gøre.
>
>
> ja, hvis der er vold/alkohol, etc indblandet, ellers er der "næsten" altid
> en løsning på problemerne (man skal bare have viljen)

Det er rart at du skriver næsten. Men jeg bryder mig tilgengæld ikke om
din mening om at man BARE skal have viljen. Jeg har endnu ikke hørt om
nogen der ved viljens kraft nærede dybe følelser for et andet menneske!
Dette er nu ikke fordi jeg nærer mistillid til frasen om at viljen
flytter bjerge - tværtimod. I alle mennesker ligger instinkter og har en
klar afgørende indflydelse på hvordan vi reagerer og handler i
forskellige situationer. Deri har jeg også et tro på at vi fra naturens
side er monogame. Dette er en miljø-arv vi har fået gennem generationer,
hvor det var uacceptabelt i mange kredse at leve med flere partnere både
på een gang eller efter hinanden. Vi er i bund og grund dyr, og kigger
vi på de dyr der ligger os nærmest er ingen af disse monogame - tværtimod.

>
>
>>Hvordan er det at de bliver straffet når man bliver skilt ?
>>I mine øjne er det ikke selve skilsmissen der er problemet, man alle de
>>udenom ting der følger i kølevandet på en så drastisk beslutning.
>
>
> Så børn bliver ikke kede af at deres foældre ikke bor sammen ?

Næe, det tror jeg grundlæggende ikke. Alt kan og skal vejes for og imod,
og der er ingen facitliste på livet - heldigvis.
Som jeg netop skrev i sætningen, så er skilsmissen ikke selve problemet.
At man bliver skilt behøver ikke betyde at man flytter fra hinanden
eller langt fra hinanden. Jeg kan sagtens se løsninger på netop dette,
f.eks. bofællesskab. At flytte fra hinanden er en af de ting der følger
i kølevandet på en skilsmisse, især hvis man har ventet for længe! Har
man det så er det jo næsten uundgåeligt at det går skævt når man først
har taget beslutningen. Det der ofte mangler i de situationer er
respekten for hinanden. Den må man ikke kaste bort fordi man ikke kan
leve sammen i et parforhold.

>
>>Der kommer let en kamp om hvor barnet/børnene skal bo, hvor tit på besøg
>>hos den anden forælder, nye kærester , omlægninger af livsstil m.m..
>>Alle disse ting er totalt nye for alle i familien og ulempen er for
>>alvor at de alle dumper ned samtidig.
>
>
> Og disse "kampe" opstår 9 ud af 10 gange og derudover er alene det at børn
> oplever en skilsmisse (Selv en af de gode) ting der kommer til at præge
> børnet resten af livet (specielt når barnet bliver voksen og selv skal til
> at stifte familie)

Tja, alle forældres handlinger præger børnene resten af livet - positive
såvel som negative.
Hvordan mener du at voksne skilsmissebørn er præget?
Jeg maner skilsmissebørn har en meget sund indstilling til hvordan livet
kan udspille sig, og er meget vel klar over de konsekvenser en
skilsmisse kan have. Det har børn fra et forhold hvor forældrene bliver
sammen ikke. I mine øjne vil de på ingen måde være i stand til at tænke
over alle de konsekvenser det har at sætte børn i livet. Noget du selv
mener kommende forældre skal have overvejet INDEN de får børn.

>
>
>>Personligt tror jeg meget af misk masket i forbindelse med skilsmisser
>>opstår fordi begge forældre bliver alene, og skal finde ud af og
>>håndtere dette. Når der bliver vendt så radikalt op og ned på de daglige
>>mønstre begynder man nok naturligt at pille de ting fra man ikke havde
>>på hitlisten i parforholdet - altså man går i gang med at optimere sit
>>liv ! Det er nok meget svært for børnene at finde hoved og hale i. Især
>>hvis dette f.eks. inkluderer at den ene forælder flytter til anden by.
>>Kunne forældre blive enige om at livet for barnet skal fortsætte så
>>meget lig tidligere som muligt, så er et stort blødt skridt taget.
>>
>
> Og hvad så når der begynder at komme nye kærester til mor og Far osv, osv

Ja, så vil jeg sige HURRA. Livet går altså virkelig videre selvom far og
mor ikke er enige om at leve sammen. Det er da enormt livsbekræftende at
et menneske kan nære dybe følelser til mere end blot eet menneske.
Som jeg skrev, så tror jeg at det er de store omvæltninger forældrene
foretager i kølevandet på en skilsmisse der netop giver de store
problemer. Kommer tingene ikke oven i hinanden umiddelbart efter en
skilsmisse kan børnene meget bedre forholde sig de enkelte dele
efterhånden som de kommer.

>
> Der findes IKKE en eneste undersøgelse der siger andet end at en skilsmisse
> medfører STORE konsekvenser for børn (uanset om det er en dårlig eller
> mindre dårlig skilsmisse (for der findes ikke en "god" skilsmisse))

Ingen benægter at de har store konsekvenser at lade sig skille!
Det er meget muligt der ikke findes gode skilsmisser, men der findes
helt sikkert mere eller mindre dårlige skilsmisser. Og det er da klart
bedre med en mindre dårlig end meget dårlig.

>
> Og jeg vil gerne understrege at jeg IKKE snakker om de skilsmisser hvor der
> er vold, KÆMPE skænderier, alkohol, osv.
> Jeg taler om de 6 ud af 10 skilsmisser som "bare" sker fordi at folk løber
> tørt i det, syntes det ikke passer ind i deres livsbillede, finder en anden,
> søger forelskelse hele livet, etc....

Som Nette beder om, så vil også jeg bede om dokumentation for netop
denne udtalelse.
Jeg tror ikke på skilsmisser blot fordi de løber sur i det. Og hvordan
skal man kunne vurdere præcis hvornår det bliver for surt INDEN det
ender i kæmpe skænderier? At afsluttet et parforhold inden det ender i
vold og/eller kæmpe skænderier er enormt ansvarsbevidst synes jeg. De er
da virkelig i stand til at holde mens legen er god - noget man bliver
tudet ørene fulde af som barn.
Det er heldigvis blevet acceptabelt IKKE at finde sig i vold i
forholdet, så klart nok at der kommer flere skilsmisser på denne konto.
At årsagen så ikke udelukkende er pga. vold er vel også udtryk for at vi
er blevet meget bedre til at sige fra INDEN det går over gevind.
Alkohol er et af Danmarks aller største samfundsproblemer, så også her
tror jeg at vi er bedre til at stoppe i god tid. Førhen var det jo
næsten acceptabelt at være mere eller mindre alkoholiker.
Netop de to årsager tror jeg er grund til flere skilsmisser, og det er
fandme fedt at nogen siger fra over for det!

> det kan man ikke tillade sig når man
> har fået børn ! (det er IKKE en handel der kan annulleres, der følger et
> ansvar med når man får børn), når det er sagt, så er der ydermere
> undersøgelser der viser at den holdning som mange har til skilsmisser bærer
> et tydligt præg af at tresser (60) generationen var et BOOM i skilsmisser
> (næsten på mode at blive skilt)

Er det ikke netop denne generation der har levet med at forældrene blev
sammen for enhver pris? De ved en hel del om hvad det indebærer at blive
sammen på trods af alle mulige årsager.
Kald du det bare et modefænomæn, jeg kalder det ansvarsbevidsthed

> Og det sjove er at det 99 ud af 100 gange er en person som er blevet skilt
> (og typisk den der gik fra forholdet) der FORSVARER at det er iorden at man
> bliver skilt (brug for at kunne forsvare sin handling ?)

Hvor sjovt det er sætter jeg spørgsmålstegn ved.
Nej, der er ikke brug for at forsvare sin handling, men de personer har
vel indset at det ikke er mere at bygge et forhold på.

Til sidst et par spørgsmål til dig:
Hvor meget skal man finde sig i?
Hvis den ene part har viljen til at finde løsninger, og ikke den anden,
hvordan tackler man så situationen?


mvh
Brian C

---

"Brian Christensen" <brian@ryo.dk> skrev i en meddelelse
news:3E25C7EF.8020803@ryo.dk...
>
Hej Brian


wow, det var sgu et seriøst indlæg !

og det kommertil at tage mig mindst 1 - 2 timer at svare på det, og den tid
har jeg ikke lige nu (men jeg lover at jeg nok skal svare!!)

Grundlæggende så er jeg enig med dig i mindst 70% af det du skirver i dette
indlæg, men der er stadig ting jeg gerne vil belyse med dokumentation, osv


jeg vender tilbage snart


mvh
brian

---

Thja... jeg ved snart ikke.
Efter 12 år med den samme kæreste valgte vi at prøve noget nyt..... vi blev
gift.
Min svigerinde kalder godt nok vores forhold for alternativt.

Jeg tror nok at mange går ind i et forhold med for store forventninger om
fremtiden, og når forelskelsen lægger sig og børnene skriger om natten skal
mange forhold stå en svær prøve, andre igen vokser vel fra hinanden, bliver
for forskellige, eller svigerfamilien bliver for meget.
Jeg kan komme på mange årsager til hvorfor det ikke virker, men det mest
interessante er vel
når det lykkes, og man stadig efter 20 år eller mere stadig holder sammen..

MVH

Carina

---

"Søren Saxtorph" <saxtorph@post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3e247e53$0$258$edfadb0f@dread15.news.tele.dk...
> Thja... jeg ved snart ikke.
> Efter 12 år med den samme kæreste valgte vi at prøve noget nyt..... vi
blev
> gift.
> Min svigerinde kalder godt nok vores forhold for alternativt.
>
> Jeg tror nok at mange går ind i et forhold med for store forventninger om
> fremtiden, og når forelskelsen lægger sig og børnene skriger om natten
skal
> mange forhold stå en svær prøve, andre igen vokser vel fra hinanden,
bliver
> for forskellige, eller svigerfamilien bliver for meget.
> Jeg kan komme på mange årsager til hvorfor det ikke virker, men det mest
> interessante er vel
> når det lykkes, og man stadig efter 20 år eller mere stadig holder
sammen..
>
> MVH
>
> Carina
>
Ja, det er jo skønt når nogen kan arbejde sig ud af problemerne, men det er
desværre ikke alle som kan det.

Jeg tror stadig på at man ikke skal blive i et forhold om det slider på
nogen, men komme ud af det på bedste måde og tænke på at vi er de voksne og
vi er dem som skal være "venner" for børnenes skyld og det kan man altså
sagtens hvis man indstiller sig på det, også selvom man ikke bor sammen
længere. Det kan endda gå hen og blive et bedre venskab man har om man vil
det og tænker fornuftigt, det ville også være det aller bedst for børnene.
Jeg kender mange eksempler på det er lykkedes.

Helt problemfrit bliver det vel aldrig, men er livet da problemfrit? Nej
vel.............. og det er uanset hvad man så gør. Det kan være store
problemer eller små og det er her forskellen ligger.

mvh mig

---

> Ja, det er jo skønt når nogen kan arbejde sig ud af problemerne, men det
er
> desværre ikke alle som kan det.
>
> Jeg tror stadig på at man ikke skal blive i et forhold om det slider på
> nogen, men komme ud af det på bedste måde og tænke på at vi er de voksne
og
> vi er dem som skal være "venner" for børnenes skyld og det kan man altså
> sagtens hvis man indstiller sig på det, også selvom man ikke bor sammen
> længere.

Jeg giver dig helt ret, for børnenes skyld er det bedst for forældrene at
skilles som venner. De mange skilsmisser fra min egen familie er vist også
forløbet mere eller mindre stille og roligt. Men hvis forældrende er for
forskellige og lige emsige og hver holder på deres ret, jag så kan det gå
grueligt galt, som en fjernsynsudsendelse for nylig, hvor forældrende måtte
mødes med mægler og på neutral grund for bare at snakke sammen...det er synd
for børnene.


MVH

Carina

---

"Søren Saxtorph" <saxtorph@post.tele.dk> skrev i en meddelelse
news:3e271286$0$71653$edfadb0f@dread11.news.tele.dk...
>
> ja så kan det gå
> grueligt galt, som en fjernsynsudsendelse for nylig, hvor forældrende
måtte
> mødes med mægler og på neutral grund for bare at snakke sammen...det er
synd
> for børnene.
>
>

Hej

ja det var skræmmende at se på !
og det værste af de hele var at ingen af dem var "dumme" at høre på, de var
bare begge 2 intereseret i at være forældre 24 timer i døgnet (og man kan
ikke begge 2 være forældre 24 timer i døgnet når man er skilt og har dele
børn).


mvh
brian

---

spam@grov.dk (B) wrote
(news:539ab1ec.0301111229.8598bc3@posting.google.com):

> ALLE bliver sgu skilt, min kæreste er ved at skride, vi havde det
> godt sammen men hun mødte en anden og nu skal vores 2 børn være
> skilsmissebørn (fedt).

Tjah - hvis man bare gentager noget ofte nok, bliver det så sandt?

I 75% af danske børnefamilier (familier med børn under 18 år) bor
begge de biologisk forældre sammen med børnene. Skilsmisse er
*ikke* normen, uanset hvor mange gange medierne siger noget andet.
Men andelen af delte familier har været stigende de seneste 30 år,
det er rigtigt.

> HVAD FANDEN ER DER GALT MED FOLK !

Deres caps-lock har sat sig fast?

> bliv dog for helvede sammen og løs de problemer der er, har de/i
> fået børn sammen så har de/i et ansvar over for børnene at de/i
> LØSER jeres/deres problemer FØR de bliver for store !

Et parforhold kræver at man gør en indsats - helt enig. Helst før
der opstår problemer i forholder. Man skylder sig selv og sin
partner at tage det alvorligt og arbejde med sig selv og hinanden.
Men det skulle meget gerne være noget man gør fordi man tager
ansvar for hinanden - ikke "for børnenes skyld". Hvis forældrene
gør det bliver det hurtigere en større belastning for børnene end
en skilsmisse.

/Lars

---

"Lars Fischer" <fischer@suk.dk> skrev i en meddelelse
news:Xns930BB198A5EAfischersukdk@130.227.3.84...
>
> > HVAD FANDEN ER DER GALT MED FOLK !
>
> Deres caps-lock har sat sig fast?

*ROFL*

---

"Lars Fischer" <fischer@suk.dk> skrev i en meddelelse
news:Xns930BB198A5EAfischersukdk@130.227.3.84...
>
> Tjah - hvis man bare gentager noget ofte nok, bliver det så sandt?

Læs lige det jeg skrev (og meningen i det)

>
> I 75% af danske børnefamilier (familier med børn under 18 år) bor
> begge de biologisk forældre sammen med børnene. Skilsmisse er
> *ikke* normen, uanset hvor mange gange medierne siger noget andet.
> Men andelen af delte familier har været stigende de seneste 30 år,
> det er rigtigt.
>
og det syntes du ikke er foruroligende ? (og det rigtige tal er faktisk 68
%)
Og det er en stigning på ca 219% (ifølge en TV udsendelse som jeg ikke kan
huske hvad hed)

>
> Deres caps-lock har sat sig fast?

nej jeg "råber"

>
> > bliv dog for helvede sammen og løs de problemer der er, har de/i
> > fået børn sammen så har de/i et ansvar over for børnene at de/i
> > LØSER jeres/deres problemer FØR de bliver for store !
>
> Et parforhold kræver at man gør en indsats - helt enig. Helst før
> der opstår problemer i forholder. Man skylder sig selv og sin
> partner at tage det alvorligt og arbejde med sig selv og hinanden.
Ja, men nu er "alle" jo ikke så fornuftige som dig , så nogen falder i og
vågner op med et forhold som har problemer og nogen løser dem og andre
kaster med sten (men børnene er taberne hver gang)

> Men det skulle meget gerne være noget man gør fordi man tager
> ansvar for hinanden - ikke "for børnenes skyld".

Der er vi ueninge, man skal ikke blive samen for børnenes skyld, men man
skal få det til at virke for børnenes skyld ! (det forpligtede man sig til
da man valgte at få dem)


> Hvis forældrene
> gør det bliver det hurtigere en større belastning for børnene end
> en skilsmisse.

Ja, hvis det ikke er voksne mennesker som kan finde ud af at få tingene til
at fungere og at sætte sine børn s behov før sine egne, ellers ikke (hvis
man elskede hinanden nok til at få børn sammen så burde man også elske
hinanden og sine børn nok til at blive sammen og få det til at fungere (og
finde tilbage til det sted før det gik galt)

Vedlægger lige en liste (ønske liste ) fra børnene selv:
*****
Børn i skilsmisser

- Børnerådets panelrapport

*******************

Undersøgelsen er foretaget i Børnerådets børnepanel, der ved
undersøgelsestidspunktet (forår 2000) udgjorde 62 skoleklasser på 6.
klassetrin. Det er altså 11-12 årige børn der har deltaget i undersøgelsen.

Svarprocenten er 85,5% - eller 1002 svar i alt.

En fjerdedel af de adspurgte børn er fra skilsmissefamilier. Der er en lige
stor andel af drenge og piger, der har deltaget i undersøgelsen nemlig 50%
af hvert køn. Det betyder, at sammensætningen, hvad angår køn og
skilsmissebaggrund, svarer omtrent til den, der er i befolkningen som
helhed. Alle børn uanset deres familiære situation er adspurgt for at
indfange en "generel" børneindstilling hos børn i 11-12 års alderen.

*******************************************************



8. Hvordan kan forældre tage hensyn til deres børn



I undersøgelsen er børnepanelet blevet bedt om med egne ord, at fortælle,
hvordan de synes forældre, der vil skilles kan tage hensyn til deres børn.

Børnenes respons er blevet inddelt i kategorier efter indhold. Den kategori
med flest svar er blevet placeret øverst. Herefter følger en prioriteret
rækkefølge alt efter antal af svar.





1. Prioritet: Forældre skal på et tidligt tidspunkt fortælle børn om
skilsmissen, snakke med

dem og tage dem med på råd.



2. Prioritet: Forældre skal lade være med at skænde/slås, når børnene er
til stede.



3. Prioritet: Lade børn over en vis alder bestemme, hvor de vil bo og
være.



4. Prioritet: Lade børn få mulighed for at være lige meget sammen med
begge forældre.



5. prioritet: Forældre skal ikke bare tænke på sig selv. Men på hvad der
er bedst for barnet.



6. Prioritet: Forældre skal helst bo tæt på hinanden.



7. Prioritet: Forældre bør fortsat kunne tale sammen/være venner/omtale
hinanden ordentlig

overfor hinanden.



8. Prioritet: Forældre skal på et tidligt tidspunkt prøve at løse
problemerne sammen eventuelt

med hjælp udefra.



9. Prioritet: Børn skal have mulighed for at blive i deres sædvanlige
skole, omgås venner, dyrke

deres fritidsinteresser og besøge familie på begge
sider.



10. Prioritet: Forældre skal være sød ved børnene og løbende sørge for, at
de har det godt.



11. Prioritet: Forældre skal fortsætte med sammen at holde fødselsdage,
familiefester, højtider

og udflugter sammen med børnene.



12. Prioritet: Forældre skal blive sammen for børnenes skyld.



13. Prioritet: Forældre bør vente med at blive skilt, til børnene er gamle
nok til at forstå det.

(Kilde: Lis Nielsen, DPU 2000)



mvh
Brian

---

"Brian K" <brian@nospam.com> wrote in
news:b1cd04$ma4$1@news.cybercity.dk:

> Der er vi ueninge, man skal ikke blive samen for børnenes skyld, men
> man skal få det til at virke for børnenes skyld ! (det forpligtede man
> sig til da man valgte at få dem)

Hvad skal man få til at virke? Ægteskabet/samlivet? For hvad er så
forskellen?

> Ja, hvis det ikke er voksne mennesker som kan finde ud af at få
> tingene til at fungere og at sætte sine børn s behov før sine egne,
> ellers ikke (hvis man elskede hinanden nok til at få børn sammen så
> burde man også elske hinanden og sine børn nok til at blive sammen og
> få det til at fungere (og finde tilbage til det sted før det gik galt)

Hvor har du dog et dybt unuanceret syn på tilværelsen.
Selv om der ikke ligefrem er tale om vold eller lignende i familien, så kan
der være flere grunde til en skilsmisse, og også til at dét vil være det
bedste også for børnene.
Jeg mener da også at man bør arbejde/kæmpe for at bevare sit forhold, og i
allerhøjeste grad hvis man har børn sammen. Men derfra og så til at sige, at
hvis man ikke kan det, så er man "dårlige" voksne og "dårlige" forældre - Det
er rent ud sagt for latterligt.

Mvh. Jan