---

Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det. Også
mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg selv,
ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
situation, eller har et råd til mig.

--
Leveret af:
http://www.kandu.dk/
"Vejen til en hurtig løsning"

---

bomape wrote:

først vil jeg ligge ud med at sige at jeg kan ikke fortælle dig hvordan du
skal leve dit liv...... det kan ingen andre end du selv.,.. men jeg kan
fortælle dig lidt om min historie ;)

> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af
> at jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det.

jeg blev også gravid som 19 årig.... havde kun kendt min dengang 23 årige
kæreste i en uge da det skete.....
jeg fik det konstateret hos lægen 4 uger efter.... min kæreste var så reel
at han fra day one sagde at det var MIT valg... MIN krop..... og at han
ville støtte mig uanset hvad jeg valgte......

> Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil
> ødelægge hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun
> tjener penge fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største
> økonomi.

jeg har kun min mor, men hun var TOSSET..... damn hun var gal.... her stod
jeg... var kun lige færdig med et år på handelsskolen, vidste ikke hvad jeg
ville med mit liv, med en kæreste jeg knapt kendte, boede stadig hjemme, det
eneste job jeg havde haft var noget aktivering gennem kommunen og så et
fritidsjob på en bar.... hvilke forudsætninger havde jeg for at få et barn??

> Jeg selv, ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at
> jeg bør få en abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne
> tanke, og mit hjerte siger jeg skal beholde MIT barn.

jeg havde så nogle uger til at vænne mit til tanken om et barn.... jeg havde
nemlig en instinktiv følelse i kroppen da jeg blev gravid ( faktisk i samme
øjeblik det skete ;) ) så jeg havde tænkt over det i lidt tid inden jeg fik
det endelig konstateret af lægen...
min kæreste havde støttet mig 100% og hele tiden sagt "det tager vi som det
kommer"....
så da lægen kommer ind og fortæller mig at prøven var positiv og begyndte at
snakke om "muligheder" var der ingen tvivl i mit hjerte...
dette var MIT barn, og jeg KUNNE ganske enkelt ikke få det fjernet.......
det ville for mig være det samme som mord....... også selvom min fornuft
fortalte mig at abort var den eneste løsning.....

misforstå mig nu ikke.... jeg går 100% ind for fri abort...... men det er et
utroligt personligt valg, og ingen, hverken kæreste eller forældre skal
blande sig i den beslutning...... de har haft deres ret til at sige til og
fra ( dine forældre i deres opdragelse, og din kæreste i valget mht at bruge
kondom eller ej)

> Jeg ved, jeg
> ikke kan give barnet en masse materielle goder, men en masse
> kærlighed skal det nok få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis
> de har stået i samme situation, eller har et råd til mig.

jeg flyttede hjemmefra og sammen med min kæreste da jeg var 5 mdr
henne...... vi boede i et lille utæt toværelses stråtægt hus fra 1870.....
vi havde udelukkende arvede og brugte møbler ( min kæreste havde kun en
doppeltseng da vi flyttede sammen), vi købte alt brugt og levede for
pebernødder, men hold da op hvor var jeg lykkelig..... vi flyttede
naturligvis så snart vi havde pengene og muligheden for det, og flyttede da
i en tre værelses lejlighed da min søn var omkring 5 mdr gammel.... men
stadig med brugte møbler...... efterhånden som de brød sammen blev de
skiftet ud med noget billigt nyt.....
min søn manglede ALDRIG noget.... han var en skøn glad lille unge som spiste
som han skulle og havde al den kærlighed og tryghed han behøvede......
matrielle goder er bestemt ikke alt..... børn bliver ikke lykkeligere af
dem, trust me on this......

nu er han 8 år...... i den mellemliggende periode har jeg taget mig en
uddannelse til frisør, jeg oplevede at blive enlig mor efter ca 5 år sammen
med min søns far, jeg fandt mig en pragtfuld ny mand som jeg i dag deler
tilværelsen med i den anden ende af landet..... og jeg fik en kronisk
lidelse der har kostet mig et års sygemelding...... men ved du hvad?? jeg
har et GODT liv...... trods (eller måske på grund af) de mange hickups......

min holdning er: gør hvad DU vil..... ikke hvad andre vil.... sæt dig for at
det er DIT liv og vælg det _til_ hver eneste dag..... det vil være hårdt og
du vil sansyneligvis græde mange tårer...... men du vil kunne leve med det
fordi det er _DIT_ valg og dit liv.......

hvis du foretager et valg der ligger langt fra dit hjerte vil du altid
fortryde det..... altid tænke "hvad nu hvis" og "havde jeg bare"......

jeg håber jeg kunne give dig lidt klarhed omkring din situation ;)

--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

Jeg synes klart at du skal følge dit hjerte! En masse mareielle goder er
bare noget man gir' i erstatning hvis man har dårlig samvittighed over at
barnet ikke får nok kærlighed, så det skal du ikke bekymre dig for!

Jeg blev selv gravid som 18-årig. Nu er jeg 23 og har 3 dejlige børn... Og
tro mig, de har IKKE ødelagt mit liv! Tværtimod!

Jeg har, som Sabina havde, en kæreste, der sagde at han støttede mig uanset
hvad jeg valgte... Og efter den 1. ville han jo gerne ha' flere. Vi er
stadig sammen og han er far til alle 3 børn!

Så længe du bærer viljen i hjertet, så kan du sagtens klare det! Det er
noget fis at et barn ødelægger ens liv! Jeg har da aldrig hørt magen til
sludder! -Og jeg vil lige sige at jeg altså levede det vilde fest-liv da jeg
blev gravid, så det VAR en stor omvæltning, -men den var DEJLIG!

Held og lykke med det! Har du brug for nogen dejlige tøser til at støtte
dig, så synes jeg du skal hoppe forbi http://www.far-mor.dk -Den side har
jeg haft rigtig stor fornøjelse af! Håber vi får at høre hvordan det er gået
dig og hvad du har besluttet dig for. Du er velkommen til at maile mig
privat på balto@flatcoated-retriever.dk og på f-m er mit nick CherryCdk

Du skal nok gøre det rigtige!

Rinnie Ilsøe

---

"bomape" <bomape.news@kandu.dk> wrote in news:NpKQ9.21618$Hl6.2303177
@news010.worldonline.dk:

> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det. Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil
ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg
selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.
>

Jeg blev gravid da jeg var 34 år og har nu en dejlig søn på knap 3
måneder, så man kan ikke ligefrem sige jeg har været i samme situation.
Men jeg har alligevel lyst til at svare.

Du får en masse gode råd fra folk som vil dit bedste. Men i sidste ende
er det dit valg - og kun dit.

Jeg kender ikke barnets far og ønsker ikke at fornærme nogen ansvarlige
og modne 19-årige mænd, men i min overbevisning er de færreste 19-årige
mænd klar til opgaven. Det er kvinderne heller ikke, men de bliver nødt
til at blive klar - de kan ikke så godt løbe fra situationen som mænd
kan. Så du skal ikke regne med at barnets far vil være der for dig hele
vejen igennem, hvis han er så er det ren gevinst, men tænk din situation
igennem for hvordan du vil have det, hvis han ikke er der. Mit råd er at
få ham registreret som barnets far - for barnets skyld (ikke for
børnepengene, men så barnet har en far). Det er det eneste du skal
forlange af ham. Det og så når han er der, så skal han også mene det og
tage del i ansvaret for barnet. Du har ikke brug for at skulle tage
ansvaret for både et nyfødt barn og en dreng på 19.

Det lyder som om du godt ved at det vil koste en del at få barnet. Men
snak med så mange nybagte forældre som du kan omkring hvad det betyder at
blive mor, så du får en realistisk holdning til at være mor. Prøv at
finde nogle fora på nettet for unge mødre og skriv til dem.

Hvis du vælger at få barnet, så tag imod al den hjælp du kan få, også fra
familie og bekendte. Det er der ingen skam i og der er en masse fornuft i
det.

Og nu skriger mit barn

--ingermarie

---

bomape wrote:
>
> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det.

Godt. Han har en holdning, og er samtidig villig til at påtage sig sit
ansvar. Men hvordan tror *du* han vil fungere som far? (Husk i den
sammenhæng, at de fleste vokser med ansvaret. Hvis de ikke simpelthen
ender med at løbe fra det.)

> Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre.

Hvad slags uddannelse?

Der er uddannelser, der er så fleksible, at det godt kan lade sig gøre
at have et barn ved siden af, medens andre har så stive rammer, eller
stiller så store krav, at det er vanskeligt.

Specielt skal du tænke på forholdet mellem timer og hjemmearbejde, og
individuelt arbejde kontra gruppearbejde. Gruppearbejde er godt, det
holder dig til ilden; men det forudsætter, at din gruppe er villig til
at vise lidt fleksibilitet over for din situation.

Tilsvarende med jobbet. Er det et egentligt fast arbejde, hvor du kan
forvente at få barselsorlov mv, eller er der tale om et af den slags
studenterjobs hvor det måske er mere tvivlsomt? Hvor fleksibel er
arbejdsgiveren? Kunne du evt. finde et andet, mere fleksibelt job?

> Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få.

Materielle goder er ligegyldige for et barn, specielt et lille barn. Og
man kan komme rigtig langt med at arve, låne og købe brugt.

Det er langt vigtige for barnet, at du/I trives og er tryg(ge).

> Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.

Jeg har ikke prøvet situationen, men jeg vil foreslå nogle ting du skal
tænke over.

Fornuft og følelser kan ikke argumentere med hinanden. De taler hvert
sit sprog. Og jeg vil ikke blande mig i dine følelser.

Men fornuften ser ofte nye og ukendte ting som uoverstigelige
forhindringer. Du skal derfor prøve at få et overblik over, hvad det
egentlig kommer til at betyde, hvis du får barnet. Og hvis du ikke får
barnet! For begge dele vil have konsekvenser. (Og hvis du vil gøre det
rigtig grundigt, så tænker du både over rædselsscenariet m. 12 måneders
kolik og lykkedrømmen, hvor ungen sover, spiser og er glad hele tiden.
Men lad være med at lægge for meget i de rædselshistorier, der altid
florerer.)

Hvordan er dit netværk? Hvor gode er dine muligheder for at få støtte og
hjælp fra familie og venner? Hvis du vil fortsætte din uddannelse, får
du/I brug for det.

--
Kristian Damm Jensen | Feed the hungry at www.thehungersite.com
kristian-damm.jensen@cgey.com | Two wrongs doesn't make a right,
ICQ# 146728724 | but three lefts do.

---

"bomape" <bomape.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:NpKQ9.21618$Hl6.2303177@news010.worldonline.dk...
> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det.


Vi var henholdsvis 17 ( knap 18 ) og 19 år, da vi fik vores første barn. Det
er en stor beslutning, at få et barn så tidligt, men det er også en stor og
personlig beslutning, at få foretaget en abort. Vi valgte dengang, at få
barnet. Uanset om man får sit barn / børn i en tidlig eller sen alder, så
vokser både mor og far med opgaven. Vores den ældste er i dag knap 10 år
gammel. Der er senere kommet, en lillebror og en lillesøster til.


Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.


Som du beskriver dine følelser, omkring det hele ovenfor, så vil jeg råde
dig til, at følge dit hjerte. Jeg tror, at DU vil fortryde, hvis du vælger
en abort. Det er jo din beslutning og ikke dine forældre, som skal træffe
valget for dig.
Det behøves ikke, at ødelægge dit liv, at få et barn nu. Uddannelsen kan du
jo godt fortsætte med, i et par måneder endnu og så færdiggøre den på et
senere tidspunkt. Som andre også skriver, så kan man komme langt med brugte
møbler / ting eller med billigt nyt.

Kærligheden børn og forældre imellem, kan langt fra erstattes, af materielle
goder. Det giver en ubeskrivelig glæde, når børnene kommer og fortæller, at
de elsker en, eller den lille baby, kommer med sit første store smil, til
mor og far.

Uanset hvad du vælger og hvad vi andre giver dig af råd og erfaringer
herinde, så vælg det, som er det rigtige for DIG !


Mvh. www.tjekmig.dk

---

Jeg vil ikke komme med så mange råd, men blot kommentere en enkelt ting.

In an article of 1 Jan 2003 bomape wrote:

> er under uddannelse

Et barn behøver naturligvis ikke på nogen måder ødelægge din uddannelse.
Men desværre er der måske en god chance for det. Det afhænger i høj grad af
uddannelsen.

En videregående boglig uddannelse kræver meget arbejde, mange timers
lektielæsning og opgaveregning efter skole og indimellem gruppe- og
projektarbejde på underlige tidspunkter. Alt dette kan være svært at passe
ind i en dagligdag, hvor man er nødt til at bruge tid på et barn.

Jeg har et par gange mødt et par enlige mødre, der samtidig var igang med
en videregående uddannelse. De har alle været nødt til at opgive
uddannelsen, og hvad der siden er sket med dem, ved jeg ikke. Der er uden
tvivl undtagelser, hvor en enlig mor har klaret sig igennem en videregående
uddannelse, men jeg har endnu aldrig mødt nogen. De har muligvis så også
fået barnet sidst i uddannelsen.

Er der derimod en stor opbakning hjemmefra, så kan det uden tvivl lade sig
gøre. Jeg kender flere, som har fået barn under sin uddannelse og også
gennemført uddannelsen, men i alle disse tilfælde har de ikke været enlige
mødre, men der har hjemme været et igennem flere år fast forhold med en
mand, der havde fast arbejde og ikke selv var under uddannelse, og
derudover havde barnet i alle de tilfælde, jeg har mødt, også været
planlagt forud.

Men der er naturligvis også uddannelser, der er langt mere en kl. 8-16
uddannelse uden en masse ekstra arbejde uden for skoletiden. Og en sådan
uddannelse vil være meget mere forligelig med et barn.

Hvilken situation, du står i, ved jeg ikke. At barnets far gerne vil være
far for barnet, er naturligvis dejligt, men vil han også være mand for
dig samtidig? Hvis det kun er weekendfar hver anden weekend, så er han ikke
meget bevendt for dig, hvis du har behov for tid til at uddanne dig.

Det var nogle betragtning om uddannelse og børn, men der er jo meget mere
end det at tage i betragtning.

--
Uffe Holst

---

Uffe Holst wrote:
> Der er
> uden tvivl undtagelser, hvor en enlig mor har klaret sig igennem en
> videregående uddannelse, men jeg har endnu aldrig mødt nogen. De har
> muligvis så også fået barnet sidst i uddannelsen.

hvad betragtes som "sidst i uddannelsen"??

> Er der derimod en stor opbakning hjemmefra, så kan det uden tvivl
> lade sig gøre. Jeg kender flere, som har fået barn under sin
> uddannelse og også gennemført uddannelsen, men i alle disse tilfælde
> har de ikke været enlige mødre, men der har hjemme været et igennem
> flere år fast forhold med en mand, der havde fast arbejde og ikke
> selv var under uddannelse, og derudover havde barnet i alle de
> tilfælde, jeg har mødt, også været planlagt forud.

jeg havde min søns far ved min side halvvejs igennem min uddannelse...... en
vel at mærke 4 årig uddannelse.....
han forlod mig da jeg havde henved 2½ år tilbage.... og jeg præsterede at
færdiggøre på trods af at jeg blev enlig, var nødt til at flytte fra hele
mit netværk, og oven i hatten fik en kronisk tarmsygdom.... ( for slet ikke
at snakke om hvad der foregik i mit liv omkring det tidspunkt jeg skulle til
svendeprøve)

> Men der er naturligvis også uddannelser, der er langt mere en kl. 8-16
> uddannelse uden en masse ekstra arbejde uden for skoletiden. Og en
> sådan uddannelse vil være meget mere forligelig med et barn.

det kan være svært ja, men det kan lade sig gøre hvis man VIL.....
i de knapt 2½ år jeg boede i den by jeg var under uddannelse i, havde jeg
intet netværk, min uddannelse krævede at jeg var på skole 12 uger af gangen
hvert halve år, og resten af tiden arbejdede jeg efter butikstider.... jeg
er uddannet frisør...
det var stjerne hårdt, men hvis man vil kan man alt....... jeg ville være
frisør, så jeg betalte babysitterne for de penge jeg ellers kunne have købt
tøj for til mig selv, jeg snakkede med min mester om fleksibel arbejdstid og
det lykkedes mig ca en gang om ugen at kunne gå tidligt..... jeg havde hver
4 lørdag fri ( dvs jeg hver 4 weekend også var nødt til at have babysitter
på)......
min søn var 4 år da jeg blev alene med ham......

at man er bange for at man ikke kan, er imo ikke grunden til at lade være
med at tage en uddannelse, det handler om at finde uddannelsEN.... den man
er villig til at kæmpe for at få, og så bare gøre det, i stedet for at sætte
sig ned og mugge over alt det man ikke kan og ikke når.....
man kan hvad man vil, HVIS man vil........
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

In an article of 2 Jan 2003 Sabina Hertzum wrote:

> > Der er
> > uden tvivl undtagelser, hvor en enlig mor har klaret sig igennem en
> > videregående uddannelse, men jeg har endnu aldrig mødt nogen. De har
> > muligvis så også fået barnet sidst i uddannelsen.
>
> hvad betragtes som "sidst i uddannelsen"??

Aner det ikke. Som sagt, har jeg ikke mødt nogen af disse undtagelser.

> jeg havde min søns far ved min side halvvejs igennem min
> uddannelse...... en> vel at mærke 4 årig uddannelse.....

Med chancen for nu at få en på kassen, for jeg ved trods alt intet om
uddannelsen til frisør, så betragter jeg ikke frisøruddannelsen som en
"videregående boglig uddannelse", og det var disse, jeg talte til.
Håndværksuddannelserne, som jeg betragter frisøruddannelsen til at høre
under, og jeg kender trods alt en del, som har uddannet sig i disse
retninger, dog aldrig frisør, er langt mere en kl. 8-16 uddannelse, hvor
man i hovedsagen går i skole om dagen og har fri om aftenen, selvom der da
er skoleperioder.

> det kan være svært ja, men det kan lade sig gøre hvis man VIL.....

Helt enig, men visse scenarier gør det nemmere at kunne det, man vil. Et
studie, hvor du i hovedsagen har fri om aftenen, en mand derhjemme til at
aflaste o.lign. kan vi jo nemt blive enige om gør det nemmere.

Da jeg i sin tid læste, tog jeg de fleste dage hjemmefra inden 7 om
morgenen, og var typisk hjemme mellem 16 og 17. De to dage om ugen, hvor
der var laboratorieøvelser, blev klokken ikke sjældent 19, førend jeg var
hjemme. Og endelig hjemme kunne jeg se frem til flere timers lektielæsning
hver aften, og naturligvis endnu flere i weekenderne. Indimellem kunne
lektielæsningen naturligvis være udskiftet med noget gruppearbejde et eller
andet omsonst sted hos en klassekammerat. Og der var nogen, der brugte
endnu mere tid end jeg, men de blev selvfølgelig også færdig på normeret
tid -- det gjorde jeg ikke!

Jeg vil i hvert fald nødig have været enlig mor og både skullet passe det
studie og et barn samtidig. Jeg ville ikke have budt mit barn det.
Selvfølgelig kan man slække på arbejdets kvalitet (dvs. man får dårligere
karakterer), men det vil ud over at se dårligt ud på papiret have den
ulempe, at man senere i studiet er meget dårligere rustet til videregående
fag, der anvender de andre fag som værktøjer, med det resultat, at man
dumper og forlænger studiet endnu mere -- eller endog i værste fald aldrig
får afslutter studiet.

Som sagt, dem jeg kender, der har fået barn under studiet og været alene om
det, er alle forsvundet og aldrig vendt tilbage.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uffe@eremitage.dk> skrev i en meddelelse
news:H7.37.IN2wGThYD1cg5Tc.NR@eremitage.dk...

> Håndværksuddannelserne, som jeg betragter frisøruddannelsen til at høre
> under, og jeg kender trods alt en del, som har uddannet sig i disse
> retninger, dog aldrig frisør, er langt mere en kl. 8-16 uddannelse, hvor
> man i hovedsagen går i skole om dagen og har fri om aftenen, selvom der da
> er skoleperioder.

Du har ret i, at frisøruddannelsen er et håndværk og ikke en boglig
uddannelse. Men det betyder jo netop begrænsninger af samme art, som et
arbejde ofte vil medføre.

At være i gang med en "videregående boglig uddannelse" er lig med langt mere
smidige og fleksible "arbejdsforhold" for forældrene.

Hvad Sabina har været i gang med, er derfor langt sværere at klare for en
enlig mor end en "videregående boglig uddannelse". At den videregående
uddannelse måske varer 2-3 år mere, gør det ikke sværere - det betyder bare,
at den varer længere.

Sabina har derimod klaret en uddannelse med langt mere ufleksible mødetider
og en fysisk langt mere krævende/udmattende arbejdsdag. På en videregående,
boglig uddannelse er mulighederne ofte langt mere fleksible. Arbejdet
(lektierne) skal ikke udføres mellem 8 og 16 men kan netop ofte udføres på
de tidspunkterm der passer bedst ind i familiens rytme.

Mvh. Lisbeth

---

In an article of 2 Jan 2003 w e b w o m a n wrote:

> Sabina har derimod klaret en uddannelse med langt mere ufleksible mødetider
> og en fysisk langt mere krævende/udmattende arbejdsdag. På en videregående,
> boglig uddannelse er mulighederne ofte langt mere fleksible. Arbejdet
> (lektierne) skal ikke udføres mellem 8 og 16 men kan netop ofte udføres på
> de tidspunkterm der passer bedst ind i familiens rytme.

Som jeg skrev lige før, og du derfor ikke har læst endnu, så er der jo nok
forskel på boglige uddannelser.

På min boglige uddannelse havde jeg undervisning fra 8-12.30 hver dag, to af
uges dage var der laboratorier øvelser fra 13-17 (eller indimellem blev
klokken jo 18, førend forsøget var færdigt), to andre dage var der
opgaveregning fra 13-16.30. Hver uge skulle der afleveres fem sæt
hjemmeopgaver, der typisk tog 3-5 timer hver at lave. Derudover var det
nødvendigt med mindst 1-2 timer dagligt for få læst teksten i bøgerne.

Okay, måske vil du kalde min uddannelse mere fleksibel, eftersom der
jo ikke var nogen, der tvang mig til at møde op til undervisningstimerne,
ikke nogen, der tvang mig til at lave hjemmeopgaver eller læse i bøgerne,
men ville man gennemføre på normeret tid, så var ovenstående reelt
nødvendigt.

Så kald det, hvad du vil. Jeg havde reelt mødetider, der bandt mig til
skolen fra 8-16 hver dag, og derudover 20-30 timers lektier hver uge. Og
derudover havde jeg også i min første del af studiet over 10 timers
transport om ugen.

--
Uffe Holst

---

"Uffe Holst" <uffe@eremitage.dk> skrev i en meddelelse
news:49.v8.IN2mIzPYD1cOOIe.NR@eremitage.dk...

> Som jeg skrev lige før, og du derfor ikke har læst endnu, så er der jo nok
> forskel på boglige uddannelser.

Ja.. der er forskel.

Men jeg troede vi talte om de generelle billede og ikke om en enkelt
uddannelse (din).
Skal vi ikke gennemgå alle uddannelser én for én, men kun male med store og
gennrelle penselsstrøg, så indebærer mange af de videregående uddannelser
alt andet lige mange flere fleksible muligheder end de fleste
håndværkeruddannelser og faste job. (Og ja... så er der alle undtagelserne
*S*)

> Okay, måske vil du kalde min uddannelse mere fleksibel, eftersom der
> jo ikke var nogen, der tvang mig til at møde op til undervisningstimerne,
> ikke nogen, der tvang mig til at lave hjemmeopgaver eller læse i bøgerne,
> men ville man gennemføre på normeret tid, så var ovenstående reelt
> nødvendigt.

Men ikke nogen, der tvang dig til at gøre det hele på bestemte tidspunkter.
Har du et barn, der skal tages vare på samtidig, så betyder det i det store
og hele nok mindre, om det tager et år eller to ekstra at blive færdig med
uddannelsen. Til gengæld kan du eksemplvis glæde dig over, at du 10 år
senere kan koncentrerer dig på en helt anden måde om dit job.

Mvh. Lisbeth

---

In an article of 2 Jan 2003 w e b w o m a n wrote:

> Men jeg troede vi talte om de generelle billede og ikke om en enkelt
> uddannelse (din).

Ja, det troede jeg egentlig også, men jeg kom vist frem til den erkendelse,
at mange videregående boglige uddannelser måske er væsentlig mindre
belastende end min uddannlse, hvilket måske kan forklare, hvorfor jeg kun
har kendt enlige mødre, der ikke kunne formå at gennemføre uddannelsen
samtidig med barnet.

--
Uffe Holst

---

In an article of 2 Jan 2003 Uffe Holst wrote:

> "videregående boglig uddannelse"

Ja, man skal jo nok heller ikke skære alle videregående boglige uddannelser
over den samme kam. Jeg havde engang en kammerat, som læste statskundskab
eller noget i den retning på KU. Selvom han blev færdig på 6 år (og ikke de
normerede 5 år), havde han fuldtidsjob ved siden af studiet i hele
studietiden og havde nok mere fritid end jeg.

--
Uffe Holst

---

Uffe Holst wrote:
>
> Med chancen for nu at få en på kassen, for jeg ved trods alt intet om
> uddannelsen til frisør, så betragter jeg ikke frisøruddannelsen som en
> "videregående boglig uddannelse", og det var disse, jeg talte til.
> Håndværksuddannelserne, som jeg betragter frisøruddannelsen til at
> høre under, og jeg kender trods alt en del, som har uddannet sig i
> disse retninger, dog aldrig frisør, er langt mere en kl. 8-16
> uddannelse, hvor man i hovedsagen går i skole om dagen og har fri om
> aftenen, selvom der da er skoleperioder.

jamen så lad mig da belære dig ;)

frisøruddannelsen er lige dele teori og praksis.... (og nu snakker jeg om
den 4 årige og ikke den nye og i min bog væsentlig dårligere uddannelse der
varer et år)... vi uddannes i regnskab, samfundsfag, salg, kemi, dansk,
engelsk, biologi, permanent teori, farve teori og naturligvis de andre
gængse ting for faget, som feks sociale færdigheder og geometri.....
derudover er der de praktiske ting som dameklip, herreklip ( og nej det er
ikke en og samme ting) vandondulation, aftenfrisering, langhårsopsætning,
børneklip, permanent, farve, jernondulation, makeup ( både dag og aften) og
så videre og så videre.... der skal læres de grundliggende greb og teknikker
og så skal der kæles for kreativiteten..... og det kommer ikke af sig selv
for de fleste...

derudover er faget et butiksfag, hvilket betyder at arbejdstiden ofte ligger
fra 9-17.30 til daglig, til kl 19 om fredagen og 8 til 12-13 stykker om
lørdagen.... ( det er igen afhængig af salonen) somregel har man i tiden på
salonen en ugentlig fridag, og muligvis en månedlig lørdagsfri.....

uddannelsen er delt op i 6 skoleperioder afbrudt af praktik på salonen.....
den første skoleperiode er på 6 mdr, herefter er de på hver 12 uger...... i
skoleperioderne er der mødetid kl 8 om morgenen og skolen afslutter somregel
kl 15 medmindre der er træning efter skoletid ( hvilket ofte sker, vi bliver
jo ikke kun eksamineret i de boglige fag men også de praktiske)

uddannelsen er utrolig krævende, langt mere end de fleste tror..... for man
skal kunne sine boglige ting, man skal kunne sine grundliggende teknikker og
man skal samtidig være dedikeret og kreativ......

når man går til eksamen (den praktiske svendeprøve) får man en række
opgaver... feks bestod min egen af : damemode på lodtrækningsmodel, damemode
med farve, herre mode på lodtrækningsmodel, fønbælger og
langthårsopsætning...... så vidt jeg ved var det vist ovenikøbet sidste gang
i frisørfagets historie de havde fønbølger med som en diciplin for sig......
ud over det rent faglige giver det "ekstra credit" at lave et miliø om
modellen.... på damemodellerne skal der derudover lægges makeup.. du kan se
mit resultat fra svendeprøven her: http://www.shedevil.subnet.dk under "mit
arbejde".....

ud over den praktisk svendeprøve er der også den teoretiske hvor man skal
eksamineres i kemi, biologi og permanent og farveteori...... den overståes
dog på den 6 skoleperiode, hvor den praktiske svendeprøve ligger 4-6 uger
efter skoleperioden er slut, for at man har lidt tid til at træne......

vedsiden af at man uddanner sig, skal man passe sit job og træne og
læse........ for mit vedkommende betød det at fra jeg havde været igang med
uddannelsen i 3/4 år, arbejdede jeg på samme nivau som min chef og min
kollega ( som begge var uddannede)... jeg bar det samme kundegrundlag, idet
min kollega skulle på barsel og jeg skulle dække hendes kunder.....

så reelt set er frisørfaget en håndværkeruddannelse, men ikke i gængs
forstand....... der er langt mere i det end bare at kunne sit håndværk.....

> > det kan være svært ja, men det kan lade sig gøre hvis man VIL.....
>
> Helt enig, men visse scenarier gør det nemmere at kunne det, man vil.
> Et studie, hvor du i hovedsagen har fri om aftenen, en mand derhjemme
> til at aflaste o.lign. kan vi jo nemt blive enige om gør det nemmere.

så absolut...... men det var nu ikke tilfældet med mig....
hov.. jeg glemte helt at nævne at udover uddannelsen og jobbet og de andre
ting der nu følger med et fag som dette, så var der de kurser man tager på
som "salon".... disse ligger primært om aftenen og det drejede sig for mig
om mellem 6 og 8 aftner om året.....

> Da jeg i sin tid læste, tog jeg de fleste dage hjemmefra inden 7 om
> morgenen, og var typisk hjemme mellem 16 og 17. De to dage om ugen,
> hvor der var laboratorieøvelser, blev klokken ikke sjældent 19,
> førend jeg var hjemme. Og endelig hjemme kunne jeg se frem til flere
> timers lektielæsning hver aften, og naturligvis endnu flere i
> weekenderne. Indimellem kunne lektielæsningen naturligvis være
> udskiftet med noget gruppearbejde et eller andet omsonst sted hos en
> klassekammerat. Og der var nogen, der brugte endnu mere tid end jeg,
> men de blev selvfølgelig også færdig på normeret tid -- det gjorde
> jeg ikke!

jeg havde ikke andre muligheder end at bruge den tid der var tildelt.....
for mig var det ganske enkelt ikke en option at misse min svendeprøve og
udskyde den 6 mdr.... dertil havde jeg kæmpet for længe.....
der skal iøvrigt siges at inden jeg fik læreplads havde jeg søgt plads i
1½-2 år..... så de skal ligges oven i uddannelsen..... det er de færreste
der er villige til at hyre unge piger med et lille barn......

fordelen for dig var at du kunne planlægge din tid så du kunne læse
hjemme.... min træning kunne af gode grunde ikke foregå hjemme..... lyset
var for det første slet ikke optimal, for det andet manglede jeg 80 procent
af mit nødvendige værktøj..... så al træning skulle foregå på salonen eller
skolen......
jeg har MANGE gange haft min søn med nede i salonen efter arbejdstid for at
træne på en bestemt frisure.....

jeg glemte helt at sige, at efter hver skoleophold eksamineres vi i de
grundliggende dicipliner som har været på programmet..... plus de basisfag
der skulle færdiggøres undervejs......

> Jeg vil i hvert fald nødig have været enlig mor og både skullet passe
> det studie og et barn samtidig. Jeg ville ikke have budt mit barn det.
> Selvfølgelig kan man slække på arbejdets kvalitet (dvs. man får
> dårligere karakterer), men det vil ud over at se dårligt ud på
> papiret have den ulempe, at man senere i studiet er meget dårligere
> rustet til videregående fag, der anvender de andre fag som værktøjer,
> med det resultat, at man dumper og forlænger studiet endnu mere --
> eller endog i værste fald aldrig får afslutter studiet.

jeg fik en væsentlig dårligere karakter til sidst, fordi jeg i perioden op
til svendeprøven havde temmelig mange problemer......
dels spillede min tarmsygdom voldsomt op på grund af stress..... dels
brækkede min søn låret kort før svendeprøven ( den 1 september og jeg skulle
til svendeprøve i november..... faktisk brækkede han benet samme dag som jeg
fik diciplinerne at vide)...

> Som sagt, dem jeg kender, der har fået barn under studiet og været
> alene om det, er alle forsvundet og aldrig vendt tilbage.

jeg har mødt flere der har kæmpet sig vej igennem, men som sagt er det slet
ikke nemt...... det er ufatteligt hårdt.... men det kan lade sig gøre, men
kun hvis man virkelig vil......
det er jo ikke til at sige om de kvinder du kender ikke har været sikre på
at de havde valgt den rette vej, eller om de var usikre på deres egne
evner..... der kan være ufatteligt mange grunde til at de sprang fra....
de kan have fundet ud af at familien var det primære lige nu, eller at
uddannelsen ikke lige var det alligevel.....

men faktum er at der findes mange derude der har færdiggjort en uddannelse
på trods ( eller på grund) af et eller flere børn......

--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.

---

"Uffe Holst" <uffe@eremitage.dk> skrev i en meddelelse
news:53.x2.IN2zClbYD1cnT3d.NR@eremitage.dk...


> Der er uden tvivl undtagelser, hvor en enlig mor har klaret sig igennem en
videregående
> uddannelse, men jeg har endnu aldrig mødt nogen. De har muligvis så også
> fået barnet sidst i uddannelsen.

Jeg er en af dem. *S*
Fik barn som 20-årig og begyndte på min uddannelse 1 år senere.
Blev såkaldt enlig mor 1½ år efter jeg var gået i gang med uddannelsen.

Jeg kender adskillige, der har klaret både barn/børn og videregående
uddannelse.
Min datter gik eksempelvis i børnehave med to piger, hvis forældre begge
klarede at uddanne sig til læger og samtidig få tre børn. Far klarede det på
normeret tid - mor var nogle år længere om det. At der nok er relativt få,
der kaster sig ud i det, tror jeg i høj grad skyldes den udbredte og
sørgelige misforståelse, at uddannelse og karriere bør komme FØR børnene.

Faktisk er det nemmere at have barn i et uddannelsesforløb end når
jobbet/karrieren skal plejes. Der er færre penge, men mere tid.

Jeg kender også nogle stykker, der ventede med at få børnene til de var
færdige med uddannelsen. Det er de sidstnævnte, der har de materielle goder.
Men det er også dem, der er mest stressede og pressede. Er man midt i
30'erne, har to småbørn, to biler, gæld til kreditforeningen etc. er det
ikke nemt at få tid og råd til at passe karrieren og de supplerende kurser.

Mvh. Lisbeth

---

Blot en kommentar:

>..... Der er uden
tvivl undtagelser, hvor en enlig mor har klaret sig igennem en videregående
uddannelse, men jeg har endnu aldrig mødt nogen. De har muligvis så også
fået barnet sidst i uddannelsen.

Jeg underviser på universitetet. Der er en del enlige mødre, men - som du
også skriver - også en del, der falder fra. Der er efter mit skøn dog mindst
lige så mange, der klarer det. Men det er sejt, ingen tvivl om det. Også i
forhold til det sociale med studiekammaraterne.

mvh
marianne

---

"bomape" <bomape.news@kandu.dk> wrote in message
news:NpKQ9.21618$Hl6.2303177@news010.worldonline.dk...
> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det. Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.
Man fortryder sjældent de børn, man får. Jeg hører ikke ofte nogen sige:
hende skulle jeg aldrig have fået.

På den anden side blev jeg gravid sidste år af vanvare. Vi var parat til
barnet (efter nogen tids overvejelser), men set i bakspejlet kan jeg da nu
se det fornuftige i, at det ikke blev til noget (det døde af sig selv). Jeg
er 44 år og har to sunde børn på 5 og 10.

Fordelen ved at få børn tidligt, mens man er under uddannelse, ligger i, at
man ikke har et indtægtstab - man har nemlig ikke nogen indtægt af betydning
at tabe

Jeg kan ikke råde dig - jeg kender dig ikke, men jeg giver de andre ret i,
at det er DIN beslutning. Ikke din mors, ikke lægens, ikke din kærestes og
ikke min. Men vær parat til at stå alene med det en dag. Sandsynligheden
taler for, at du ikke bor sammen med din nuværende kæreste resten af livet
(selv om man selvfølgelig aldrig skal sige aldrig)

Held og lykke med hvad du end beslutter dig til. Det er fedt at have børn!

Tine

---

Hvis jeg stod i en ligende situation, ville jeg henvende mig til
Mødrehjælpen.
Deres hjemmeside er http://www.mhj1983.dk

På http://www.mhj1983.dk/m4.htm er der en adresseliste med telefonnumre. Så
vidt jeg kan se er der rådgivning i København, Odense, Århus og Randers, og
lokalforeninger i Horsens, Næstved og Skælskør.
Her er hvad jeg fandt, også om abortrådgivning.

---------------Citat-----------------
RÅDGIVNING TIL HELE FAMILIEN

Rådgivningen er Mødrehjælpens væsentlige opgave. Den omfatter rådgivning af
den enkelte, af par og af deres børn. Det vigtigste formål med rådgivningen
er hjælp til selvhjælp - rådgivningen er gratis.

--------------Saks---------------------

MØDREHJÆLPEN - Århus

Abortrådgivning - før eller efter

Er du blevet gravid, og i tvivl om du vil have barnet, kan du hurtigt få en
samtale med en socialrådgiver, der kan hjælpe dig med at finde frem til,
hvad der er rigtigt for dig.

Har du fået en abort og får det svært efterfølgende, tilbyder Mødrehjælpen
støttesamtaler hos socialrådgiver eller psykolog.

-----------------saks--------------

MØDREHJÆLPEN - Odense

Gravid/abort

Alle gravide kvinder i Odense, som er i tvivl om gennemførelse af graviditet
eller provokeret abort, tilbydes i perioden 1. september 2001 til 31. april
2003 rådgivning. Rådgivningen omfatter såvel personlige som sociale - og
økonomiske forhold.

I forbindelse med en provokeret abort tilbydes støttesamtaler før og efter
aborten.

Du kan bestille tid til samtale hos Mødrehjælpen på telefon 6611 2215. Du
kan få tid med dags varsel.

Tilbuddet er et midlertidigt projekt, som er støttet af Sundhedsministeriet,
Fyns Amt og Odense Kommune.

---------------Citat slut----------

Venlig hilsen Meta

---

"bomape" <bomape.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:NpKQ9.21618$Hl6.2303177@news010.worldonline.dk...
> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid.

Hjerteligt tillykke! Det største, der overgår et menneske.

> Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det.

Regn ikke med ham. Man udvikler sig hele livet igennem, selv om det går
langsommere og langsommere, indtil det en dag går tilbage. Om fem år har I
begge forandret jer meget i forhold til, hvordan I er i dag, og sikkert i
hver sin retning, så det er ikke sikkert, du kan holde ham ud til den tid,
eller vice versa. Måske gør I, måske ikke, men regn ikke med det. Regn med,
at du står alene med barnet allerede få måneder efter fødslen. Kan du klare
dét, er det godt, og måske er du være heldig med manden også.

> Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi.

Hvor der er vilje, er der vej.
Men hvor psykisk stærk tror du selv, du er?

> Jeg selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.

Kan du klare barnet alene, og har du viljen til at ofre alt hvad der hedder
fester og halløj på badehotellet for at passe et barn 24 timer i døgnet de
første år, så kan du også. Men hvorfor er det, at fornuften siger noget
andet? Sidder der en orm af tvivl og gnaver?

Mange har fortrudt, at de blev forældre som 20-årige, men jeg har et ret
nærtstående vennepar, der fik to (vist nok mere eller mindre planlagte!)
piger som 20- og 21-årige. Det klarede de i fin stil, for hvor der er vilje,
er der vej, og viljen var til stede. Nu er de 42, og pigerne er flyttet
hjemmefra, så de er i den bedste situation: modne mennesker, der *har*
overstået det at få børn.

Stol ikke på dem der siger, at det er umuligt at få noget til at fungere som
enlig mor, herunder en uddannelse. Der er mange universitetsstuderende med
barnevogne og babylifter (jeg læser på Københavns Universitet, og min
kæreste på RUC, så jeg ved det).

Dét at få et barn er, hvad man selv gør det til. Mit bedste råd må derfor
være: HVIS du vælger at få barnet, så spørg så mange som muligt til råds om,
hvordan man lettest klarer dét at have børn. Lyt ikke til dem der siger, at
det er helt umuligt. Lyt til de konstruktive forældre, ikke de destruktive.
Selv har jeg et par gode råd:

1) Lær barnet at sove igennem så tidligt som overhovedet muligt (så får du
din nattesøvn - dén er vigtig, for mangler du dén, bliver alt andet umuligt)
2) Forsøg at holde fast i et socialt liv trods barnet (en bæresele eller
babylift giver en utrolig mobilitet)
3) Brug bedsteforældre og venner til at læsse af på, og også gerne denne
gruppe
4) Vær stolt, find din indre styrke og stol på, at hvor der er vilje, er der
vej...
5) ... men vær forberedt på det værste (der er 10% risiko for et kolikbarn,
så er du advaret)

Bedste ønsker for fremtiden!

Svend P

---

"Svend Pedersen" skrev i en meddelelse...

<snip>

Rigtigt godt indlæg! Kunne ikke ha' skrevet det bedre selv!

Er selv græs-enke i 2 ud af 4 uger... Og faktisk så nyder jeg de 2 uger
alene med mine 3 børn! Jeg var 18 da jeg fik den 1. pog er nu 23! Den yngste
er lige fyldt 20 mdr. og jeg er pave stolt af mine børn, for de er bare så
nemme og dejlige og vidunderlige, men jeg må tilstå at jeg ikke havde klaret
alene-ugerne uden familiens støtte til af og til lige at se efter de 2 hvis
jeg skal til læge med en eller noget andet...!

---

Hej

Jeg kan fortælle dig at jeg som 19 årige valgte at blive gravid fordi det
var noget som både min kærste og jeg ønskede os. Nu er jeg 23 og mor til 2
dejlige børn. Det har ikke ødelagt mit liv, selvom at jeg også var under
uddannelse dengang jeg fik den første.
Dit liv får bare så meget mere betydning og jeg synes absolut at det er en
fordel at man er så ung, fordi man tit har overskud til en masse andre ting.
End hvis man havde været 39 år.

Et barn vil blive det største i dit liv.

Men valget er dit.

Hled og lykke

Louise

"bomape" <bomape.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:NpKQ9.21618$Hl6.2303177@news010.worldonline.dk...
> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det. Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.
>
> --
> Leveret af:
> http://www.kandu.dk/
> "Vejen til en hurtig løsning"
>

---

Abortere ikke barnet, for det er ligsom man dræber barnet, Det er bedst at
beholde barnet eller bortadporte barnet

"bomape" <bomape.news@kandu.dk> skrev i en meddelelse
news:NpKQ9.21618$Hl6.2303177@news010.worldonline.dk...
> Jeg er en ung kvinde på 19 år, der for et par uger siden fandt ud af at
> jeg er gravid. Mit problem er, at jeg ikke ved, om jeg skal beholde
> barnet, eller få en abort. Faderen (også 19 år) vil ikke have det, og
> ønsker jeg får foretaget en abort, men har sagt, at hvis jeg vælger at
> beholde det, skal han nok være far, selvom han ikke ønsker det. Også
> mine forældre synes jeg bør få det fjernet, da de mener det vil ødelægge
> hele mit liv, da jeg er så ung, er under uddannelse og kun tjener penge
> fra et deltidsarbejde, og derfor ikke har den største økonomi. Jeg selv,
> ved ikke hvad jeg skal gøre. Min fornuft siger, at jeg bør få en
> abort-også selvom jeg græder hver gang jeg får denne tanke, og mit
> hjerte siger jeg skal beholde MIT barn. Jeg ved, jeg ikke kan give
> barnet en masse materielle goder, men en masse kærlighed skal det nok
> få. Jeg vil meget gerne høre fra nogen, hvis de har stået i samme
> situation, eller har et råd til mig.
>
> --
> Leveret af:
> http://www.kandu.dk/
> "Vejen til en hurtig løsning"
>


---
Outgoing mail is certified Virus Free.
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.441 / Virus Database: 247 - Release Date: 09-01-2003