/ Forside / Interesser / Dyr / Katte / Nyhedsindlæg
Login
Glemt dit kodeord?
Brugernavn

Kodeord


Reklame
Top 10 brugere
Katte
#NavnPoint
dova 9788
akle 7186
Jernladyen 3710
ans 2627
miritdk 2457
Nordsted1 2217
taliskoko 2188
mulberry 1779
cdripper 1530
10  HelleBirg.. 1440
Nyt spændende emne
Fra : Niels Peter


Dato : 05-12-02 19:45

Jeg kom uvist af hvilken grund til at tænke på, hvordan jeg selv blev "hooked" på Russian Blue i sin tid.
Det var en ren og skær tilfældighed, faktisk: Jeg havde et par huskatte og mente, at det var de eneste ordentlige katte: det her med racekatte var noget værre snobberi (jo, det mente jeg virkelig).
Men en af mine kolleger havde lagt mærke til, at jeg næsten aldrig snakkede om andet end katte - "lige som vi andre aldrig snakker om andet end vores børn" - og nævnte, at hendes mor faktisk opdrættede racekatte og helt tilfældigt lige havde et kuld og kunne jeg ikke lige tænke mig ....
Inden jeg ved, hvad der havde ramt mig, sad jeg oppe hos Solveig Schjørmann ("of Silverblue") med en killing på skødet.
Det var faktisk på det tidspunkt ikke racen jeg faldt for: det var den specifikke kat. Men ganske langsomt blev Russian Blue til Katten for mig ....
Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt rigtige?

Niels Peter
www.bluewhite.dk

 
 
Sanne Schmidt (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Sanne Schmidt


Dato : 05-12-02 20:22

Ja se det er en god historie men hvordan det blev NFO for mig.

Vi var på udstilling i Vissenbjerg for at se på katte og racer. Min mand
snakkede MCO da han tidligere havde haft sådan en, og jeg anede ikke hvilken
kat det var. men en ting vidste jeg. jeg ville udstille og opdrætte uanset
hvilken race jeg fik, da jeg tidligere har gjort det med hunde.

nå men på denne udstilling var der ingen NFO eller MCO folk der ville snakke
og svare på spørgsmål omkring deres race.
Så vi gik og kikkede på katte og jeg/vi blev helt vilde med Birmaen og det
var bare katten for os. Vi mødte også en meget sød opdrætter Christina som
ville fortælle og hjælpe mig igang. vi fik en god dag og mange oplysninger
af hende.
Desværre flyttede vi og jeg mistede kontakten med denne opdrætter, men med
vores hus fulgte der så en NFO med dog uden papir, men på den måde blev det
så NFO vi i dag har, men men Birmaen er ikke glemt og vi vil meget gerne
have denne race en dag, når pladsen er til det, så vil der hos os både være
Birmaer og NF på et eller andet tidspunkt

Hilsen Sanne



Ann Rudbeck (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Ann Rudbeck


Dato : 05-12-02 20:25

In article <3def9de4$0$47058$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk>, Niels
Peter <mail@bluewhite.dk> wrote:


> Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt rigtige?
>
Uha, det bliver en lang historie!
Vi skal nemlig helt tilbage til en lille pige, der læste "Mis med de
blå øjne" (en børnebog om en blåøjet kat, der blev mobbet af alle de
grønøjede, fordi den var "forkert", men til sidst beviste sit værd.
Meget pædagogisk Det fascinerede mig, at der fandtes katte med blå
øjne, det havde jeg aldrig set!
Nogle år senere anskaffede en genbo en siamkilling, selv om vi ikke
måtte have dyr i ejendommen. Hun var nødt til at vise os den, fordi min
mor troede at der sad en kat i affaldsskakten og kaldte - og var ved at
tilkalde både vicevært og hvad-ved-jeg for at redde den. Så naboen
måtte jo gå til bekendelse og vise os det lille myr - det var
selvfølgelig den, der på ægte siamvis råbte og snakkede inde i
lejligheden Jeg så den aldrig mere, men jeg glemte aldrig den lille
bitte spinkle elegante skabning.
Så gik årene. Da jeg var først i tyverne fik jeg en arbejdskollega, der
også blev min ven. Han havde siamesere, nu kom jeg dem endelig på tæt
hold. Især hans hankastrat, den brunmaskede (chokolademaskede?) Manne
faldt jeg pladask for. Han havde en vane med at sidde på noget højt og
så hoppe ned på udvalgte menneskers skulder, når de passerede forbi. Så
sad han dér og spandt og legede pelskrave og tyggede i éns hår - indtil
man kom forbi noget, hvor han kunne stå af igen Det kunne jeg
_slet_ ikke stå for, jeg forelskede mig dybt i Manne, både hans ydre og
hans sind. Da der kom et kuld killinger til - små spinkle myr, der gik
på hessianvæggene og var alle vegne på en gang , var jeg bare helt
solgt.
Jeg boede dog stadig et sted, hvor man ikke måtte have dyr. Og desuden
gjorde jeg ret hurtigt op med mig selv, at jeg ikke ville have kat, før
jeg havde råd til en sygeforsikring. Jeg ville bare ikke stå i den
situation, at måtte aflive en dejlig kat der havde kunnet hjælpes -
fordi jeg ingen penge havde.
Så der gik endnu flere år, jeg blev gift og vi fik ejerlejlighed - og
_så_ kunne det lade sig gøre. Jeg læste en stak bøger om katte og
siamesere, blev endnu mere overbevist - og da min far sagde at han
ville forære mig en killing i julegave (jeg må have ævlet længe om
denne her kat jeg gerne ville have), gik vi i gang med jagten. Vi var
heldige at den allerførste opdrætter vi besøgte havde én killing vi
forelskede os i på stedet - og endnu én jeg senere opdagede, jeg ikke
kunne glemme. Og voila: Donna og Ditte flyttede ind 2-3 uger senere.
Og vi valgte helt rigtigt: Donna er verdens bedste julegave og Ditte er
det bedste vi nogensinde har købt!

--
Knus fra Ann R, spind fra Donna og Ditte
Donna og Dittes katteside: http://www.geocities.com/ann_rudbeck

Niels Peter (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Niels Peter


Dato : 05-12-02 22:03

"Ann Rudbeck" <ann_rudbeck@fjernesyahoo.com> skrev i en meddelelse news:051220022024398507%ann_rudbeck@fjernesyahoo.com...
> In article <3def9de4$0$47058$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk>, Niels
> Peter <mail@bluewhite.dk> wrote:
>
>
> Vi skal nemlig helt tilbage til en lille pige, der læste "Mis med de
> blå øjne" (en børnebog om en blåøjet kat, der blev mobbet af alle de
> grønøjede, fordi den var "forkert", men til sidst beviste sit værd.
> Meget pædagogisk Det fascinerede mig, at der fandtes katte med blå
> øjne, det havde jeg aldrig set!

Tænk, den fik vi også læst højt af som børn.
Jeg var dog et meget skeptisk barn, så jeg blev voksen, før jeg fandt ud af, at der faktisk fandtes katte med blå øjne i virkeligheden ...


(...)
> Han havde en vane med at sidde på noget højt og
> så hoppe ned på udvalgte menneskers skulder, når de passerede forbi. Så
> sad han dér og spandt og legede pelskrave og tyggede i éns hår - indtil
> man kom forbi noget, hvor han kunne stå af igen

Det der med at tygge i hår må være noget særligt for de thailandske racer - det gør en af fruens korater også

> Da der kom et kuld killinger til - små spinkle myr, der gik
> på hessianvæggene og var alle vegne på en gang ,

Endelig fik jeg opklaret noget, jeg længe har spekuleret på længe: hvordan det må være at have siameserkillinger i huset ...

(...)

Tak for indblikket i siameserens forunderlige verden
Jeg har kun kendt én af slagsen, en ældre, kastreret herre, som dengang var ti år.
Han ejede et ældre ægtepar, som jeg var hjemmehjælper hos; første gang, jeg skulle gøre rent hos dem, fik jeg - ud over, hvor støvsugeren stod og den slags - at vide, at "katten skal for resten også støvsuges, ellers bliver den fornærmet".
Jeg troede ikke mine egne øjne, da dyret stillede sig op og blev støvsuget først på den ene side, så den anden, og til sidst på maven.
En énkelt gang glemte jeg det *skammer mig* - hvis blikke kunne dræbe, havde jeg ikke siddet her ...
Siden den gang har jeg været klar over, at "almindelig" er et fremmedord, når man taler om siamesere

Niels Peter

Ann Rudbeck (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Ann Rudbeck


Dato : 05-12-02 22:12

In article <3defbe46$0$47073$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk>, Niels
Peter <mail@bluewhite.dk> wrote:

> Han ejede et ældre ægtepar, som jeg var hjemmehjælper hos; første gang, jeg
> skulle gøre rent hos dem, fik jeg - ud over, hvor støvsugeren stod og den
> slags - at vide, at "katten skal for resten også støvsuges, ellers bliver den
> fornærmet".

*sprutgrin*
Okay, det dér tror jeg altså ikke er almindeligt - heller ikke blandt
siamesere. Mine er gået fra panik! over "dyret med den lange snabel der
hvæser" til "Vi holder øje med dig!". Men den skal godt nok ikke komme
for tæt på!

Om de omtalte killinger: det var på den tid, hvor det var moderne med
benvarmere (en slags tyk strikstrømpe uden fødder der nåede til over
knæet, og blev placeret udenpå bukser eller gamacher, hvis du ikke er
stødt på dem Og disse små kræ kom op på skødet af én på en ganske
særlig måde. De gik simpelthen op ad benet v.h.a. benvarmerne og vupti
- sad de der pludselig. Hæ - de var søde som alle killinger,
selvfølgelig

--
Knus fra Ann R, spind fra Donna og Ditte
Donna og Dittes katteside: http://www.geocities.com/ann_rudbeck

Niels Peter (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Niels Peter


Dato : 05-12-02 22:23

"Ann Rudbeck" <ann_rudbeck@fjernesyahoo.com> skrev i en meddelelse news:051220022212105550%ann_rudbeck@fjernesyahoo.com...
> In article <3defbe46$0$47073$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk>, Niels
> Peter <mail@bluewhite.dk> wrote:
>
(...)
> Om de omtalte killinger: det var på den tid, hvor det var moderne med
> benvarmere (en slags tyk strikstrømpe uden fødder der nåede til over
> knæet, og blev placeret udenpå bukser eller gamacher, hvis du ikke er
> stødt på dem

Kender dem godt - var ikke klar over, de var gået af mode igen

> Og disse små kræ kom op på skødet af én på en ganske
> særlig måde. De gik simpelthen op ad benet v.h.a. benvarmerne og vupti
> - sad de der pludselig. Hæ - de var søde som alle killinger,
> selvfølgelig

Den kan jeg som russermand stikke: mine killinger *gik* aldrig op ad folk - de løb så hurtigt, at de ikke behøvede at holde fast i noget

Niels Peter

Ann Rudbeck (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Ann Rudbeck


Dato : 05-12-02 23:23

In article <3defc31e$0$47057$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk>, Niels
Peter <mail@bluewhite.dk> wrote:

> Den kan jeg som russermand stikke: mine killinger *gik* aldrig op ad folk -
> de løb så hurtigt, at de ikke behøvede at holde fast i noget

Hehe

--
Knus fra Ann R, spind fra Donna og Ditte
Donna og Dittes katteside: http://www.geocities.com/ann_rudbeck

Mette Jensen (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Mette Jensen


Dato : 05-12-02 21:51

Dejligt med et nyt og ikke så diskuteret emne!

| Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var
| den helt rigtige?

Nemt nok! Havde, som dig, kun rigtige katte til at starte med. Walter og
Willy.
To huskatte, rundstrikkede som de skal være.

Nå, det bliver jul og min kæreste forærer mig i julegave, bogen Alverdens
Katte.

En stor flot bog med en masse smukke billeder af... ja alverdens katte.

Jeg pillet selofanen af og slår tilfældigt op på et fuldsidet billede af en
Maine Coon.
Jeg var solgt! Fuldstændig solgt. Jeg måtte bare eje en sådan kat. Her og
nu.
Men... to katte var nok i vores lille lejlighed så det kunne ikke blive
forløbig.

Nå, det skulle i ikke stoppe mig i alt læse alt om Maine Coon katten, jeg
kunne komme i nærheden af.
Og jeg blev mere og mere forelskede.... Sikke et dyr!

Det forfærdelige skete så en dag... Walter kom ikke hjem. Han var blevet
kørt ned, på lokalbanen
Aldrig skulle jeg have kat igen! Det var simpelthen så hårdt. Men som tiden
gik fik jeg alligevel lyst alligevel.
Jagten gik ind. Jeg skulle jo have en Maine Coon i den rigtige farve. Brun.
Vild og brun. Sådan synes jeg det skulle være.
Jeg ringede land og rige rundt for at finde en rigtige kat.... Ikke nogen
nem opgave. Endelig fandt jeg *katten*. Problemet var bare den boede i
Frederikshavn! Rundt regnet så langt væk som den kunne komme!

Men jeg havde heldigvis fat i verdens rareste opdrætter, der gerne ville
komme over med ham!!
Jeg havde Kashmir på prøve en uge, hvor jeg kunne vurdere om vi passede
sammen.
Der var ikke en skygge af tvivl. Maine Coon katten er MIN katterace!

--
Venlig hilsen Mette

www.miacis.dk

Women and cats will do as they please-
men and dogs should relax and get used to the idea.




Mulle's mor Heidi (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Mulle's mor Heidi


Dato : 05-12-02 22:41

<klip>
"Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> skrev i en meddelelse
news:3def9de4$0$47058$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt rigtige?
</klip>

Tja, hvis man som "ikke-racekattejer" må komme med et svar, så har jeg
indtil for ca. 6 år siden, fast troet på at jeg var til hunde. Jeg tænkte
slet ikke på katte, havde på et tidspunkt "arvet" en, som jeg aldrig kom på
"talefod" med, så den fik et andet hjem på en gård.
Men så skete det, en dag, at en kat kom med fem killinger i kælderen til den
forretning hvor jeg arbejdede. moderen forsvandt og vi fik fanget de fire
killinger. Men den femte gemte sig i kælderen og var vel nok kun omkring 5-8
uger. Vi gav den mad, men kunne ikke røre den. Efter ca. 3 uger, lykkedes
det mig omsider at få lov at røre hende og så var jeg solgt. Totalt! En
dejlig trefarvet hunkat. Den fik så lov at bo hos min mor, da jeg ikke måtte
have dyr, hvor jeg boede.
Efter ½ år, kom nogle børn så ind i forretningen med en killing, der var
påkørt. *suk* afsted til dyrlægen og få ham lappet sammen. Og så havde min
mor to katte *G* (der kom senere endnu en men jeg har lige glemt hvorfra dèn
egentlig kom)
Så skulle jeg flytte, og fik noteret hos boligselskabet at jeg havde 2
katte, hvilket jeg ikke havde, men jeg var på det tidspunkt helt pjattet med
de to katte, så jeg fandt så Miver og Mulle til salg i den lokale sprøjte.
De var faktisk skidedyre, hele 50kr pr. stk :o

Det er det bedste jeg nogensinde har investeret 100kr i.....

Læs evt. mere om mine katte her:
http://hei.homepage.dk/killing.html

Historien om min "desperados-kat" MissRosa, kan læses her:
http://hei.homepage.dk/missrosa.html

Så selvom det ikke på dén måde er en "race" så kan man vel sige at min race
er almindelige katte :)

Hilsen Miver, Mulle og MissRosa's mor Heidi







Niels Peter (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Niels Peter


Dato : 05-12-02 23:04

"Mulle's mor Heidi" <_klip_hei@vip.cybercity.dk> skrev i en meddelelse news:asoh4i$93u$1@sunsite.dk...
> <klip>
> "Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> skrev i en meddelelse
>
> Så selvom det ikke på dén måde er en "race" så kan man vel sige at min race
> er almindelige katte :)

Nu tror jeg ikke helt på, at der overhovedet findes almindelige katte
Jeg synes, det er hyggeligt, at tråden er ved at udvide sig fra "hvorfor den race" til "hvorfor katte".
Så det vil jeg da også lige fortællle lidt om for mit eget vedkommende.
Da jeg var barn og fik læst højt om den kat med blå øjne, der blev mobbet af de grønøjede, havde vi hund. Men den var så uopdragen, så det er et spørgsmål, om det i virkelighed ikke var en forklædt kat
Men den ældre dame, der boede inde ved siden af, var den stedlige "kattemor". Ingen kat i nød gik forgæves hos hende. Det gjorde heller ikke sliksultne menneskebørn, som hun også holdt meget af. Inde hos hende var det sådan, at man altid skulle flytte mindst en kat for at komme til at sidde.
På den måde blev jeg allerede som barn indoktrineret med, at katte=hygge og tryghed.
Da jeg som voksen fik mulighed for selv at holde kat, tog jeg ud til Inges Kattehjem og blev valgt af en "smokingfarvet" herre ved navn Kasper (mere om ham ved en senere lejlighed).
Siden har det aldrig skortet på katte hjemme hos mig

Niels Peter

Ann Rudbeck (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Ann Rudbeck


Dato : 05-12-02 23:40

In article <3defcc9a$0$47057$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk>, Niels
Peter <mail@bluewhite.dk> wrote:

> Jeg synes, det er hyggeligt, at tråden er ved at udvide sig fra "hvorfor den
> race" til "hvorfor katte".

Jøsses, så skal vi endnu længere tilbage
Lille mig, ca. 5-6 år måske? På besøg hos noget familie i Grenå, der
havde hus og en rundstrikket grå-og-brun-stribet kat ved navn Pjevs.
Se, nu havde jeg absolut ikke kontakt til dyr i det daglige - dels
måtte vi som omtalt ikke have dyr og dels havde jeg astma og der
var-meget-i-vejen.. Så jeg var dybt betaget af dette her dyr - der
på vanlig kattevis ikke ville have noget med mig at gøre - jeg har nok
været for ivrig.
Men en aften lå katten og blundede i en gyngestol, og jeg sneg mig hen
til den og begyndte at gynge den forsigtigt. Og den blev liggende!
Efter nogen tid spandt den! Min ærefrygt og benovelse kendte ingen
grænser. Jeg fik endda lov at ae den - så forsigtigt, så forsigtigt.
(Missen har sikkert tænkt at jeg var dybt underlig
Og jeg tror min betagelse aldrig er endt. Jeg kan også godt lide hunde
- men katten har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg kan lide at jeg
ikke er dens herre, jeg er dens ven og den er min - hvis jeg fortjener
det. Jeg kan lide at jeg ikke skal kommandere med den, det duer jeg
ikke til (jeg ville blive en elendig hundeejer) - jeg er mere til "lev
og lad leve". Jeg nyder de glidende, smidige bevægelser. Donnas præcise
landing efter et spring - ikke en centimeter for langt eller for højt,
lige tilpas - er en nydelse. Og deres store hengivenhed og deres
grænseløse tillid rører og forbløffer mig - og gør mig stolt, for jeg
ved at man skal gøre sig fortjent til det..
Hvad kan jeg sige - det er bare det dyr der taler til _mig_

--
Knus fra Ann R, spind fra Donna og Ditte
Donna og Dittes katteside: http://www.geocities.com/ann_rudbeck

maz (06-12-2002)
Kommentar
Fra : maz


Dato : 06-12-02 00:08

"Niels Peter" wrote :
Jeg synes, det er hyggeligt, at tråden er ved at udvide sig fra "hvorfor den
race" til "hvorfor katte".>snip>

Tjah.. for mit vedkommende er jeg vokset op med katte. Vi fik vores første
kat (altså indenfor familiens døre), da jeg var 2½-3 år gammel, og jeg kan
derfor kun huske, at jeg altid har været omgivet af disse smukke og hengivne
dyr - i mit tilfælde trad. og klassiske siam. Når jeg tænker tilbage, kan
jeg derfor slet ikke huske livet som "kattefrit" :0))
Vores katte var de mest hengivne og kærlige katte, man kan forestille sig
(og dybt afhængige af os) og det har naturligivs medført, at jeg holder
vanvittigt meget af katte og det ændrer sig aldrig... - heldigvis :0))
maria



Helle Andersen (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Helle Andersen


Dato : 06-12-02 02:23

"Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> skrev i en meddelelse
news:3defcc9a$0$47057$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Jeg synes, det er hyggeligt, at tråden er ved at udvide
> sig fra "hvorfor den race" til "hvorfor katte".

Jeg har altid været vild med dyr generelt, men kunne ikke
have dyr som barn, da min mor var hyperallergiker.

Da jeg var 18 år flyttede jeg hjemmefra og ville egntlig på
et tidspunkt gerne have en hund. Jeg mente dog ikke at
det var tidspunktet, for et 18-årigt, livligt pigebarn, at
påtage sig ansvaret og er glad for, at jeg erkendte min
egen begrænsning

Et par måneder efter jeg var flyttet, passede en veninde en
lille killing på 11 uger, som skulle have nyt hjem, fordi de
mennesker der havde fået den, da den var 8 uger alligevel
ikke kunne have den. Den havde været lukket inde helt
alene på et værelse i 3 uger og var nu midlertidigt min
veninden. Hun kunne dog ikke magte det, fordi killingen
var extremt livlig (læs: understimuleret) så hun spurgte om
jeg kunne passe den til den fik nyt hjem.

Jeg var ikke så meget til katte - jo, de var enormt søde,
men de var altså lidt kedelige........ Men han var den
yndigste lille fede, blå prop, så jeg overgav mig

De næste par år lærte jeg meget om katte og hvis de år
ikke kunne afskrække mig fra katte, er der intet der kan.
Han var en russerkrydsning og pga. hans uheldige start på
livet havde han voldsomme adfærdsforstyrrelser. Katten
ødelagde simpelthen alt og var hyperaktiv. Han kostede
mig forfærdeligt mange penge og mange sorger og
bekymringer, men han gav mig også mange dejlige
oplevelser, samt en lidenskabelig kærlighed til katte. Da
han var et par år gammel, var jeg tæt på at opgive og
smide håndklædet i ringen, men måske kunne han mærke
det, så pludselig begyndte han at rette sig.

Han blev 14 år gammel og jeg havde aldrig senere
problemer med ham, så det var det hele værd. Og man
må sige, at han fik hærdet mig, så jeg altid siden, har taget
kattenes opførsel nogenlunde med et skuldertræk - for jeg
har prøvet dét, der var værre

Han vil altid stå for mig, som noget helt specielt og vil
aldrig blive glemt - og når jeg møder NP's russere tænker
jeg på ham med glæde

--
Helle
Tick-Tag Abyssinians
http://dekatten.dk
http://kattenet.dk



Kate (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Kate


Dato : 05-12-02 23:45

"Mulle's mor Heidi" <_klip_hei@vip.cybercity.dk> wrote in
news:asoh4i$93u$1@sunsite.dk:

> De var faktisk skidedyre, hele 50kr pr. stk :o

Hæhæ, sådan en har jeg også haft. Oliwer stod mig i 50 kr gennem den
blå avis, det var også for mig alle pengene værd.

Nå, mine katte var nu ikke hovsa katte. Dvs. den første kat jeg rigtigt
mindes at have nærkontakt med, var. I min barndom har der vel egentligt
altid været dyr, enten i hjemmet eller omkring mig.
Året før jeg flyttede hjemmefra kom min mor slæbende med det mest
udsultede kræ verden havde set. Han var i en sølle forfatning. Min
stedfar hadede katte af et godt hjerte lige indtil Pusser havde været i
hjemmet nogle få dage.
Da jeg så flyttede hjemmefra vidste jeg at jeg på et tidspunkt ville
ha' kat. Som 20årig var en kat for mig, sådan en man fik foræret og
mere var der vel ikke i det. Jeps, jeg fik da også foræret en kat. Skøn
killing, men desværre var hansyg og første gang dyrlægen så ham sagde
hun at han bestemt ikke var de 8 uger som jeg var blevet bildt ind,
højst 6 uger. Freddie var stort set hele tiden syg og endte med at
blive aflivet få mdr. gammel.
Dette havde ikke afskrækket mig fra at få kat, men havde åbnet mine
øjne for at man skulle være kritisk med hvor man fik sine katte fra.
Omtalte dyrlæge tilbød mig en kat og med tanken at det vel ikke kunne
gå helt galt med en kat fra en dyrlæge jeg stolede på fik jeg så Johan
og Sofie, helt gratis.
Senere, efter jeg var flyttet, kom så Ludvig til. Desværre forsvandt
han sporløst efter ganske kort tid. Ved samme lejlighed blev Johan
skamferet af en anden kat. Dette var for meget for mig og Johan og
Sofie fik udgangsforbud, hvilket faktisk gik utroligt nemt og
smertefrit.
Så var det så at Oliwer kom ind i billedet. Jeg har og har altid haft
en forkærlighed for de "pyjamas-stribede" så Oliwer tog det mig nogen
tid at finde og faktisk var jeg lige inde over en tanke omkring en
Brite. Det var dog kun affødt af dens smukke runde hoved og ikke
baseret på viden om racen som sådan. Talte da også med et par
opdrættere, som ikke kunne sælge mig en kat som jeg kunne betale.
Nå, men disse stribere, som jo står mit hjerte så nært, kom på banen
igen. Efter en tids søgning i alle aviser jeg kunne støve op fandt jeg
så Oliwer i Greve Strand. Det pudsige var faktisk at da jeg hentede
Oliwer gav jeg fyren de 50kr, som han havde skrevet i annoncer, så så
han helt overrasket ud, som om han ikke havde forventet at nogen
vitterligt ville gi' penge for katten, men det syntes jeg jo kun var
ret og rimeligt
Ja, historierne om Lante og Mowgli kender i vist til hudløshed, ikke?
Så det vil jeg ikke gentage, bare konstatere at selvom jeg forelsker
mig i alle de katte jeg besøger, så har striberne altså en helt speciel
plads i mit hjerte.

--
Kate

REMOVE skal ikke fjernes ved svar
REMOVE nothing on answer

Camilla Hæstrup (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Camilla Hæstrup


Dato : 05-12-02 22:53


"Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> skrev i en meddelelse
news:3def9de4$0$47058$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...

[snip]

> Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt rigtige?

Egentlig bør jeg slet ikke blande mig i denne tråd, da det eneste race, der
er i mine to katte, er, når de racer efter hinanden tværs gennem stuen, men
at jeg overhovedet blev katteejer, kan kun tilskrives et held i uheld.

Jeg er "opdrættet" i et hundehjem og har indtil for 2½ år siden syntes, at
katte var nogle mærkelige nogen, som man da ikke kunne have noget forhold
til - de er jo ikke hunde I eftersommeren 2000 går kærestens søn og
forlovede fra hinanden, og ingen af dem har mulighed for at have den
gråstribede huskat, Freja, i deres nye boliger, så sønnen spørger min
kæreste, om ikke vi vil overtage Freja, da min kæreste har haft katte før.

Jeg indvilger - om ikke andet kan hun vel jage musene ud af bryggerset - og
vi henter det nye familiemedlem. Ih guder for en køretur. 20 minutters
konstant skrigen - jeg sværger, hun stoppede ikke engang for at trække luft
ind. Da vi kommer hjem er aftalen helt klar. Kæresten skal tage sig af
Freja. Jeg skal gerne købe godt foder og legetøj til hende, fodre hende og
smile pænt, men ellers holder jeg mig i baggrunden.

Naive lille mig. Som om jeg havde noget at sige i den sag? Inden to dage var
gået, boede Freja på mit skød og ville sk... på min kæreste. Inden tre dage
var gået, havde jeg indset, at jeg havde taget så grusomt fejl mht. katte.
De var jo både intelligente, smukke, fantastiske osv. - Freja havde jo valgt
mig Måske faldt jeg så pladask, fordi jeg aldrig er blevet smigret så
meget. Hvad betyder det, at min kæreste roser min nye kjole, når jeg er
blevet adopteret af et så selvstændigt væsen som en kat?

Under alle omstændigheder havde jeg et rigtigt godt lege/sove/kæle-forhold
til Freja, indtil hun desværre blev kørt ned. Bl.a. kunne jeg "tale" med
hende (I må gerne være skeptiske, for det var jeg faktisk selv længe)
hvilket var en stor hjælp, da vi anskaffede os en killing, Sif. I starten
flygtede Freja, så snart hun så den lille terrorist, men på fem minutter fik
jeg hende til at vende på en tallerken, så Sif fik lov til at putte ved
hende og endog tygge på hendes ører.

Tak for starten på en skøn tråd, Niels Peter. Jeg glæder mig til at læse
flere dejlige kattehistorier.

Mvh. Camilla Hæstrup


---
Bøger til salg på: www.tranlampe.dk
Computergrej o.a. til salg på: www.salg.4952.dk
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.426 / Virus Database: 239 - Release Date: 02-12-02



Leyna (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Leyna


Dato : 06-12-02 09:40

On Thu, 5 Dec 2002 22:52:35 +0100, "Camilla Hæstrup"
<camilla@_FJERN_londahl.dk> wrote:

>
>"Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> skrev i en meddelelse
>news:3def9de4$0$47058$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>
>[snip]
>
>> Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt rigtige?
>
>Egentlig bør jeg slet ikke blande mig i denne tråd, da det eneste race, der
>er i mine to katte, er, når de racer efter hinanden tværs gennem stuen, men
>at jeg overhovedet blev katteejer, kan kun tilskrives et held i uheld.

Så vil jeg godt være med, for selvom mine katte også er huskatte, så
er der vist lidt perser i Popsie. (Det har jeg i hvert fald ladet mig
fortælle.)
Mini er min første kat nogensinde, og hende fik jeg kun fordi min mor
ganske uventet gik hend og døde i februar måned. Mini er kun 2 år. Hun
er sund og rask og en dejlig, men noget reserveret kat. Ikke desto
mindre tog min mand og jeg hende til os, og da vi havde haft hende i
en uge, så var vi solgt. Mini blev mors kat. Min mand gad hun bare
ikke at have noget med at gøre, så han forsøgte (og forsøger stadig)
at "købe" hende med godbidder, og hun er skam også fars kat lige så
længe han har guf, men så kan han ellers også rende og hoppe.
Vi måtte ikke have husdyr i den lille lejlighed vi boede i, da vi fik
Mini, så vi gik i evig angst for at blive sat på gaden, men aflive
hende eller skaffe hende et nyt hjem ville vi jo heller ikke, så enden
på det hele blev at vi pakkede vores ting og flyttede langt ud på
landet, hvor der ikke ville være nogen der brokkede sig over vores
lille kat. Mini havde det fint med flytning, for vi kom fra en
2-værelses i København (hvor hun jo ikke engang kunne komme ud - hun
havde været udekat hos min mor) til et hus på 200 kvm på landet. Det
var lige sagen!
Popsie blev vi mere eller mindre "narret" til at tage. Hun var den
sidste af et killingekuld, som ejeren ikke havde kunne afsætte
andetsteds. Og der var alt for mange katte i det hjem, og Popsie var
lavest i hierakiet. Hun var ikke "nogens" kat, ville ikke tages op
eller kæles for og holdt sig i det hele taget for sig selv. Det var
den besked jeg fik. Denne ejer har hverken fået sine øvrige katte
øretatoveret eller neutraliseret, og da hun spurgte mig om ikke jeg
ville have Popsie, så svarede jeg halvt i sjov at så skulle hun da
være både øretatoveret og neutraliseret. Det gik ejeren ind på. Det
havde jeg jo ikke lige regnet med, men vi havde jo plads nok, så
hvorfor ikke. At både min mand og jeg så sagtens kunne gå til Popsie
og tage hende op, når vi var på besøg, det hjalp jo selvfølgelig lidt
på det hele.
Vi fik Popsie hjem, som et bette skravl. Afpillet var hvad hun var og
nyopereret tilligemed. Hun var netop blevet neutraliseret. I dag er
hun en stor fin kat, som bestemt ikke svarer til ejerens beskrivelse
af hende. Hun stortrives sammen med både Mini og vores hvalp, Vaks og
hun har fået tilnavnet Tægen, da hun ikke er til at slippe af med igen
når hun mener der skal kæles - og det skal der tit.
Jeg er slet ikke kattemenneske, og jeg foretrækker ikke en race
fremfor en anden, men de katte jeg har nu vil jeg slet ikke undvære.
Jeg er helt syg for at få et af de store kattemiljøer fra gulv til
loft til dem, så jeg tror nok at jeg alligevel på et eller andet plan
er solgt.
--
Leyna
Big Girls - Lidt mere end gennemsnittet.
http://www.big-girls.dk

Steffler (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Steffler


Dato : 06-12-02 13:41

"Camilla Hæstrup" <camilla@_FJERN_londahl.dk> wrote in message
news:3defcaa2$1@news.securix.dk...
>
> "Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> skrev i en meddelelse
> news:3def9de4$0$47058$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
>
> [snip]
>
> Naive lille mig. Som om jeg havde noget at sige i den sag? Inden to dage
var
> gået, boede Freja på mit skød og ville sk... på min kæreste.

Når mine forældre er på besøg er det også min Hr. Fader
der er langt den mest interessante... Sjovt som De tiltrækkes af folk
der i bund og grund ikke har meget til overs for dyr

/S



Camilla Hæstrup (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Camilla Hæstrup


Dato : 06-12-02 16:38


"Steffler" <steffen.hansen@MYFINGERdba.dk> skrev i en meddelelse
news:hV0I9.39$n23.1207@news.get2net.dk...
> > Naive lille mig. Som om jeg havde noget at sige i den sag? Inden to dage
> var
> > gået, boede Freja på mit skød og ville sk... på min kæreste.
>
> Hæ Når mine forældre er på besøg er det også min Hr. Fader
> der er langt den mest interessante... Sjovt som De tiltrækkes af folk
> der i bund og grund ikke har meget til overs for dyr
>
> /S

Jeg bliver _nødt til_ at reagere, for jeg vil meget nødigt have det siddende
på mig, at jeg ikke har meget til overs for dyr. Min reservation overfor
katte - før jeg selv blev ejer - skyldtes vist mest uvidenhed. De to katte,
vi har nu, foretrækker også mig fremfor kæresten - jeg påstår, at det er
fordi, jeg har kattetække, mens han holder på, at det er fordi, jeg fodrer
dem. (Døden skal jo have en årsag )

Mvh. Camilla Hæstrup


---
Bøger til salg på: www.tranlampe.dk
Computergrej o.a. til salg på: www.salg.4952.dk
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.426 / Virus Database: 239 - Release Date: 02-12-02



Niels Peter (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Niels Peter


Dato : 06-12-02 17:09

"Camilla Hæstrup" <camilla@_FJERN_londahl.dk> skrev i en meddelelse news:3df0c466$1@news.securix.dk...
>
> "Steffler" <steffen.hansen@MYFINGERdba.dk> skrev i en meddelelse

> Jeg bliver _nødt til_ at reagere, for jeg vil meget nødigt have det siddende
> på mig, at jeg ikke har meget til overs for dyr. Min reservation overfor
> katte - før jeg selv blev ejer - skyldtes vist mest uvidenhed. De to katte,
> vi har nu, foretrækker også mig fremfor kæresten - jeg påstår, at det er
> fordi, jeg har kattetække, mens han holder på, at det er fordi, jeg fodrer
> dem. (Døden skal jo have en årsag )

Du kan fortælle ham, at katte ikke altid foretrækker den, der fodrer dem, så de to ting har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre

Niels Peter

Camilla Hæstrup (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Camilla Hæstrup


Dato : 06-12-02 17:25


"Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> skrev i en meddelelse
news:3df0caf1$0$47064$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...

> Du kan fortælle ham, at katte ikke altid foretrækker den, der fodrer dem,
så de to ting har ikke
> nødvendigvis noget med hinanden at gøre

Du er en skat Niels Peter og er fra nu af inkluderet i aftenbønnen.

Tusind tak; Camilla Hæstrup


---
Bøger til salg på: www.tranlampe.dk
Computergrej o.a. til salg på: www.salg.4952.dk
Checked by AVG anti-virus system (http://www.grisoft.com).
Version: 6.0.426 / Virus Database: 239 - Release Date: 02-12-02



Elwarth (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Elwarth


Dato : 05-12-02 23:29

>Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race >var den helt rigtige?

Hej!

Ja, vi endte jo med at vælge briten.
Det startede egentlig med, at nogle af vores kolleger har en rigtig dejlig
brite, hankastrat. Det fik os i første omgang i gang med at tænke i
racebaner (ikke at forveksle med racerbaner ). Vi var fra starten ret
sikre på, at vi gerne ville have en STOR kat. Vi havde (og har stadig) en
meget stor huskat, Kitti på 6-7 kg.
Jagten på en stor kat startede så med Main Coon. Vi læste i Politikens
Kattebog, at det var den største. Vi tog ud til nogle meget søde og
forstående opdrættere for at se sådan nogen live. De var også rigtig lækre,
søde og ikke mindst store, meeen en Vitus var det jo ikke (Kollegernes
brite). Så det gik op for os, at det altså var sådan en, vi skulle have. Vi
var oprindelig ude efter en blå hun, men det var ikke sådan lige at opdrive
på det tidspunkt, til gengæld kunne vi få en sort. På det tidspunkt var vi
kommet frem til, at bare den var ensfarvet, så var det egentlig det
vigtigste. Så på den måde fik vi Abbie i huset. Jeg tror kun hun var 2 uger
gammel, da vi reserverede hende (eller hendes søster), så vi nåede også at
følge hende en del, inden vi fik hende hjem, herligt
Og hvad er det så ved briten, jeg finder så dejligt?
Det er størrelsen, de runde, massive former og måske især pelsen. Den der
plydspels, der rejser sig op og er så utroligt blød og lækker, uhmm...
Temperamentsmæssigt er jeg nok til lidt af hvert, dog tror jeg ikke, jeg
kunne leve med en af de meget livlige racer, sådan som jeg har læst om dem
her. Det er alligevel for meget af det gode
Det var min lille historie om racevalg

Venligst
Dorthe



Sara (05-12-2002)
Kommentar
Fra : Sara


Dato : 05-12-02 23:36

On Thu, 5 Dec 2002 19:44:36 +0100, "Niels Peter" <mail@bluewhite.dk>
wrote:


>Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt rigtige?

I øjeblikket har jeg to rundkørsler, den ene med en del siameser
iblandet (Er kun et gæt ud fra temperament etc) og den anden med only
god knows what iblandet.

Jeg har endnu ikke sat mig fast på en bestemt race, men jeg hælder dog
mest til enten MCO eller NFO. Heldigvis er der dog stadig så lang tid
til at DH og jeg skal have flere katte i huset (Det vil være for
forstyrrende at introducere endnu en kat til de to jeg har allerede),
at jeg har tid til at kigge mig omkring og lære de to racer at kende
før jeg endelig bestemmer mig til hvilken af dem det skal være.

Sara - Trænet af Flash og Shadow
--
The terrible (cute) twos
Shadow & Flash

Else Gyldenkærne (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Else Gyldenkærne


Dato : 06-12-02 00:03

Ups - kom til at sende til NP privat. Undskyld
----- Original Message -----
From: "Niels Peter" <mail@bluewhite.dk>
Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt rigtige?

Jeg er vokset op med en dejlig hvid/sort (harlekin) huskat - måske årsagen
til, at harlekin i dag er mit yndlingsmønster?
Jeg var omkring 1 år da vi fik ham, og han døde først efter jeg var flyttet
hjemmefra. I nogle år boede jeg alene og var sjældent hjemme, så husdyr var
ikke lige sagen. Men knap var jeg flyttet sammen med min kæreste, førend
hans eks spurgte, om vi ikke nok ville overtage de to burmeserkatte, de
havde haft sammen (altså skilsmissekatte *S*). Hun var dødtræt af dem, og på
nippet til at få dem aflivet, men syntes det var synd for deres lille søn,
der var meget knyttet til hankatten. Jeg havde mødt kattene et par gange, og
syntes det var noget af det grimmeste!! - men alligevel sagde jeg straks ja
til at få dem, for jeg savnede da at have kat. Jeg havde også en ide om at
jeg skulle "redde" den vanartede hunkat (en vis Gaby, I måske har hørt om
*GG*), der var hovedårsagen til at eks'en ville af med dem. Hun trængte
garanteret bare til forståelse. Ak ja, jeg blev klogere..

Nå, sammen med kattene fulgte også Politikens Kattebog, hvor der bl.a. var
præsentationer af forskellige racer. Og selv om jeg efterhånden vænnede mig
til burmesernes udseende, og faktisk godt kunne se, at de var ret flotte, så
begyndte jeg altså at drømme om andre racer.

Så vidt jeg husker kastede jeg først min kærlighed på somalien. Årsag: Den
flotte pels. Men efterhånden fik skovkatten en stor plads i mit hjerte, igen
især pga. udseendet. Aftalen var, at så længe vi havde burmeserne skulle vi
ikke have nye, men når de var væk, var det min tur til at vælge.
Burmesere lever meget længe.....

Efterhånden havde jeg surfet Skovkatteringens hjemmesider tynde og kendte
til de fleste opdrættere. Da Theobald så døde for godt 1 år siden, begyndte
det at blive alvor. En kort overgang kiggede jeg på Tyrkisk Van (her kommer
forkærligheden for mønstret ind), men de blev hurtigt valgt fra igen pga.
sjældenheden og det lidt stejle sind. Og de _er_ altså heller ikke så flotte
som skovkatte.

Næh, det skulle være skovkat. Bl.a. fordi jeg ønskede en kat, der var
mindre krævende/afhængig end burmeseren og som ville sætte større pris på at
være ude. Ak ja - nu har jeg så mine to flotte, skønne skovkatte - men jeg
tør ikke lukke dem ud :-} Og somme tider ville jeg _næsten_ ønske, at de var
lidt opmærksomhedskrævende, fx efter en dag, hvor de ikke har _gidet_ at
snakke med mig. Så sker det *-hvisker-* at jeg drømmer om ragdoll *GG* Men
så kommer Emily og lægger sig på skødet af mig, så jeg må sidde en hel time
mere ved computeren - og så er skovkatten igen den flotteste og lækreste
race der findes

Mvh. Else.
www.geocities.com/gyldenk





Camilla Scharff (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Camilla Scharff


Dato : 06-12-02 00:31

God idé, Niels Peter!

Altså, at burmeseren bestemt var en kat for mig, fandt jeg ud af for ca. 20
år siden, da min mor og hendes (daværende) mand efter et besøg på en
katteudstilling, hjembragte en lille lys killing med skinnende gule øjne,
som de _påstod_ var en lilla (!!) burmeser (spørg lige hvor meget man bliver
mobbet i 5. klasse, når man siger, at man har en lilla kat...).
Amadeus, som han hed - eller Dusse, som jeg kaldte ham - var min bedste
ven... hvad han ikke har måttet lægge sine kønne ører til, den lille
stakkel - altid var han parat med et trøstende spind og et hagegnid, hvis
man var ked af det - eller helt klar til leg og ballade, når man også selv
var i humør til det.
Vi havde imidlertid ikke Dusse mere end 4 år, for på det tidspunkt var min
mor og hendes mand blevet skilt - og jeg flyttede i en periode hjem til min
far, hvor Buster - gråstribet hankat af allerfineste rundstrikkede slags -
allerede huserede. Min mor syntes så, at Dusse var alt for meget alene (helt
fornuftigt kan jeg godt se nu - tudede i mindst 14 dage dengang) og han
flyttede derfor ud til et ældre ægtepar, som samtidig anskaffede sig en brun
hunkilling som legekammerat til Dusse (de var hjemmefra ca. 4 timer dagligt,
og det var aaalt for lang tid for sådan en lille mis, mente de Vi var
en gang ude og besøge Dusse og hans "lillesøster" - og han havde det godt,
så godt at både min mor og mig tudede øjnene ud efter besøget...

Da jeg ca. 5 år senere besluttede, at NU skulle jeg have min egen kat,
besluttede jeg mig faktisk for, at det skulle være en abyssinier - fordi jeg
synes de er utroligt smukke, og jeg havde ikke helt mod på, at skulle finde
en "ny" Dusse, for det ville jeg jo aldrig få... Så jeg købte altså en aby -
den kom imidlertid fra et hjem med mange katte, og kunne slet ikke falde til
hos os - i 14 lange dage og nætter lå den under en seng og kom kun ud om
natten for at spise og bruge bakken - og det var jo ikke lige det, jeg havde
tænkt mig... så aby'en flyttede hjem til sin opdrætter igen (og er sikkert
solgt et par gange eller 8 siden - det var, fandt jeg ud af mange år senere,
en ikke særlig seriøs opdrætter, som var blevet ekskluderet af adskillige
klubber mv.).

Efter den knapt så gode oplevelse med abyssinieren havde jeg mistet modet på
sådan en, og måtte æde i mig at jeg ikke ville have en erstatning for Dusse,
for andre racer kunne der ikke være tale om at kigge på, så vi fik i stedet
en 3 måneder gammel chokolade han burmeser - og hvor var han dejlig! Præcis
lige så kærlig og legesyg som vores første burmeser, og som elskede at putte
på skødet og under dynen osv. Jeg troede sådan set ikke det var muligt - var
sikker på, at vores Dusse var noget *helt* særligt - hvilket han naturligvis
også var, men han var også en burmeser med alt hvad der dertil hører af
særheder
Bisse, som vores chokolade mis blev kaldt, var også den kat, som jeg første
gang gik på udstilling med - og som sådan er årsag til, at jeg overhovedet
er blevet udstiller og opdrætter (tak, Bissemis - glæder mig til at se dig
igen, om føje tid, ved Regnbuebroen).

Først for ca. 4 år siden "turde" jeg igen kigge efter abyssinier - jeg havde
på det tidspunkt set adskillige på udstillingerne, og de var altså ikke så
underlige som den vi i sin tid havde købt - og for 2½ år siden flyttede så
Loppen, vildtfarvet abyssinier, ind hos os og alle burmeserne - og senere
endnu kom Pinen til... - og om ca. 10 dage har vi forhåbentlig nogle smukke
Loppe-børn

Pyh den, det var en lang historie for "så lidt" - og helt nostalgisk bliver
man jo også ved tanken om sin første kat og alle de gode oplevelser vi har
haft sammen *snøft*

Mvh. Camilla




Ann Rudbeck (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Ann Rudbeck


Dato : 06-12-02 00:48

In article <asonj1$cnq$1@sunsite.dk>, Camilla Scharff
<camischa@jubiipost.dk> wrote:

> (spørg lige hvor meget man bliver
> mobbet i 5. klasse, når man siger, at man har en lilla kat...)

Hæ, ja man skal lige vænne sig til de betegnelser..
Den føromtalte ven med siameserne havde også hunde. Og man bruger
åbenbart de samme farvebetegnelser i hundeverdenen (?) så da jeg første
gang spurgte til farverne på hans dyr, svarede han at kattene var brune
og lilla - og hundene var blå... jeg troede manden var skruptosset
eller farveblind, for jeg så jo sådan noget himmelblåt og violet for
mit indre øje
Jeg blev meget lettet da jeg så dem i virkeligheden: Nåeh - de er jo
_grå_!

--
Knus fra Ann R, spind fra Donna og Ditte
Donna og Dittes katteside: http://www.geocities.com/ann_rudbeck

Camilla Baird (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Camilla Baird


Dato : 06-12-02 00:31

On 05/12/2002 19:44, in article
3def9de4$0$47058$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk, "Niels Peter"
<mail@bluewhite.dk> wrote:

> Jeg kom uvist af hvilken grund til at tænke på, hvordan jeg selv blev "hooked"
> på Russian Blue i sin tid.
> Det var en ren og skær tilfældighed, faktisk: Jeg havde et par huskatte og
> mente, at det var de eneste ordentlige katte: det her med racekatte var noget
> værre snobberi (jo, det mente jeg virkelig).
> Men en af mine kolleger havde lagt mærke til, at jeg næsten aldrig snakkede om
> andet end katte - "lige som vi andre aldrig snakker om andet end vores børn" -
> og nævnte, at hendes mor faktisk opdrættede racekatte og helt tilfældigt lige
> havde et kuld og kunne jeg ikke lige tænke mig ....
> Inden jeg ved, hvad der havde ramt mig, sad jeg oppe hos Solveig Schjørmann
> ("of Silverblue") med en killing på skødet.
> Det var faktisk på det tidspunkt ikke racen jeg faldt for: det var den
> specifikke kat. Men ganske langsomt blev Russian Blue til Katten for mig ...
> Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt rigtige?
>
> Niels Peter
> www.bluewhite.dk


Jooo. Altså - jeg kom vist lidt bagvendt ind i det hele...
Min mor er meget allergisk overfor alle pelsdyr (især katte), men da vi
boede i Arabien, hvor det var muligt at lufte ordentligt ud og lukke katten
ud, anskaffede mine forældre en chokolademasket Siameser, Wanchai, til min
søster og mig. Skøn kat, men jeg er ikke sikker på, at vi egt forstod, hvad
det at have kat indebar... Vi flyttede til Paris i en mindre lejlighed, så
katten måtte omplaceres.
Da jeg så mange år senere flyttede for mig selv, ville jeg have kat igen.
Mine venner havde en meget smuk huskat - kulsort hunkat med grønne øjne, som
lige havde fået killinger. Hankillingen - sort udenpå og hvid inden under og
hvide tegninger i ansigtet, på bryst og mave (senere lærte jeg, at han var
sortsmoke med hvidt) *måtte* jeg bare have. Victor (efter Victor Borge) blev
en ganske stor og stærk hankat, som regerede nabolaget - selv som kastrat.
Jeg havde ham med på adskillige udstillinger, da han på Racekattens første
Huskatteudstilling havde vundet Bedste Killing (han var den mindst paniske
og aggressive på scenen af to kandiadater). Med mit meget ringe kendskab til
katte troede jeg, at han nok ville lære det med tiden - det gjorde han ikke!
Til sidst opgav jeg at udstille ham, men jeg havde ikke opgivet at
udstille...
Jeg *måtte* bare have en kat, jeg kunne udstille! Jeg undersøgte, hvilke
racer der kunne være interessante ved at gå på udstillinger og læse bøger.
Jeg er ikke sikker på, at internettet var så almindeligt dengang. Jeg blev
til sidst enig med mig selv om, at det skulle enten være Russian Blue eller
Korat - den blå pelsfarve med de grønne øjne fascinerede mig! Jeg besøgte
flere Russian Blue opdrættere, men må have nævnt, at "jeg liiiige skulle SE
en Korat først, inden jeg bestemte mig endeligt" - ihvertfald ville de ikke
sælge mig en killing, og de ville ikke ud med hvorfor... Jeg kan kun sige,
tak for det! Tak, fordi I forstod, at Russian Blue måske ikke var det helt
rigtige for mig på det tidspunkt...
Samme sommer bragte Racekatten en artikel om Koraten med en opdrætterannonce
på en dame I Norge. Hvilket sammentræf! Jeg har familie i Oslo og Korat
opdrætteren boede ikke langt derfra i Sandefjord. Jeg besøgte denne Korat
opdrætter og hendes mand og katte, som viste sig at være en legende indenfor
Korat verdenen i Skandinavien - det var hende, der havde været primus motor
bag at få Koraten godkendt som race i FIFé. Den eftermiddag forelskede jeg
mig i Koraten - kunne jeg andet, med en sådan ildsjæl til at introducere dem
for mig? Jeg kan huske, jeg dagen efter skrev et postkort til denne
opdrætter, at jeg havde bestemt mig - jeg skulle have KORAT! Heldigvis var
der ingen killinger lige da - jeg havde ingen penge... Og hvis der havde
været killinger, havde historien nok udviklet sig anderledes.
Nå, jeg tog hjem til Danmark og beredte mig på at vente på, at der var en
killing til mig fra Norge på et eller andet tidspunkt. Jeg havde god tid. I
mellem tiden, var der "strandet" en Korat på en kattepension i Nordsjælland
et sted (DEN historie vil være for lang at komme ind på her). Russerfolket
huskede min interesse for Korat og kontaktede mig... Dette var et lykketræf!
Hunkatten var 10 mdr og det smukkeste og mest charmerende, jeg nogensinde
havde set
Kitty er nu 11 år - hun er stammoder til Primprau's Korater - hun er ikke
den smukkeste Korat ifølge standarden, men hun er helt klart den af mine
katte, jeg har det tætteste forhold til.
På min hjemmeside kan I læse, hvad der videre er sket i mit og Kittys liv
sammen.

--
Camilla Baird
Primpraus Korater http://www.korat.dk
mail@korat.dk


Ann K. (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Ann K.


Dato : 06-12-02 01:07

Hejsa... sjovt emne - osse mig være med!

Jeg er ikke som mange andre vokset op med katte eller hunde... mit
barndoms kæledyr var et marsvin og så var jeg hundelufter for en dejlig
dalmatinerhund...
Men jeg var en "heste-pige"... og i stalden var der altid
staldkattene... Pragtfulde, stolte og uafhængige små væsner, der kun
nedlod sig til et nus, hvis der også fulgte mad med fascinationen af
katten som dyreart startede altså tidligt...
Som flere andre også har skrevet, skulle der gå mange år efter jeg blev
voksen, før end muligheden for at få kat var til stede... først da vi
flyttede i hus kunne det lade sig gøre... og der var derfor ingen tvivl
hos mig om at vi selvfølgelig skulle tage en af min kollegas killinger,
da han fortalte mig at hans hunkat var smuttet på herresjov
Mit kendskab til racekatte strakte sig dengang kun til en tidligere
kollegas persere (som jeg virkelig syntes var grimme - og keeedelige
og en ligeledes tidligere skolekammerats siameser (som jeg syntes var
både grim og lettere... hmm - dum ... Så for mig var en kat = en
huskat! og der fandtes kun én rigtig farve - nemlig sort som natten!
Vi accepterede så at Saga overtog vores hus og liv Og fik da også et
eksemplar af Politikens kattebog... Gosh - bare billedet af abyssinierne
gav mig mundsavl... smukkere kat fandtes da vist ikke!? Hev Manden med
på katteudstilling bare for at se racen "live"... og blev uhjælpelig
fascineret af skovkatten og coon'en
Nå tiden gik - og Saga blev gravid med den vildtlevende skovkat, som
ofte opsøgte hende i haven (OBS Et absolut uheld!!!!)... Vi beholdt selv
to af killingerne og især Tamlin havde et vidunderligt temperament...
glad, legesyg, kælen, fjollet osv, osv... Jeg var nysgerrig nok til at
forsøge at finde ud af noget mere om skovkatten - for jeg var da helt
sikker på at Tamlins temperament _ikke_ kom fra hans mor *sss* Det viste
sig at han nærmest var "proto-typen" på en skovkat, og efterhånden som
han voksede til kom han også mere og mere til at ligne en raceren skovmi
s.... jeg simpelthen elskede den kat!
Tamlin blev desværre kørt over kun 1½ år gammel Og hans bror Tjalfe
og jeg var begge meget triste....
Så kom tanken om en kat til trøst og psykisk førstehjælp... Ingen tvivl
hos mig - det SKULLE være en raceren skovkat!!! Jeg VILLE have Tamlins
pragtfulde temperament igen + den skønne pels... Manden nedlagde klart
forbud mod endnu en sort kat - og jeg er ikke til tortie eller røde
katte (som sådan), så der var egentlig kun "stribere" tilbage Og den
skulle være uden hvidt... Aske har siden vist sig at have en lillebitte
hvid medaljon på halsen - men hans opdrætter vil ikke bytte ham med hans
silvertabby mor *GGG*

I dag ved jeg at der altid vil være en skovkat i mit hjem!!! Det
hører sig bare til...

Meeen historien slutter ikke her... jeg har altid sagt at jeg også gerne
ville have en abyssinier... kun fordi jeg stadig mener at racen er noget
af det smukkeste der findes selv om den er "rød"håret Da jeg
opdagede somalien var det da kun et ekstra plus at den var
semilanghåret... og jeg har så afventet tidspunktet, hvor det ville
passe at få sådan en lille tingest - dvs når vi ikke længere havde så
forbistret mange katte, og måske var flyttet i lejlighed... Stadig uden
at have nogen form for kendskab til racen - jooohh havde da hørt at den
var livlig og social, men nå, ja, det synes jeg da også at mine andre
katte er/var...
Mødte så Helle A's aby'er og Nina's somalier på kattetræffene - og var
så helt solgt... racerne er jo SJOVE
Og nu bor Namacoola her så... selv om det da var et elendigt tidspunkt
at få endnu en kat.... vi havde jo 4 andre i forvejen - og bor stadig i
hus ;-D

At jeg så helt klart mener at jeg på et tidspunkt bliver for gammel til
en abyssinier/somali... tja - så er det da bare helt fint at jeg kan nå
at nyde at bo sammen med en nu

Huskatte? Jo, der vil altid være en her også... og den skal helst være
sort

Mvh Ann



Steen Suder, privat (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Steen Suder, privat


Dato : 06-12-02 01:20

Niels Peter wrote:
<KLIP>

> Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt rigtige?

Tjah, vi (jeg ledte efter kvaliteter som jeg nok et eller andet sted
beundrer og tildels forsøger at identificere mig med.

Kvaliteterne/egenskaberne er sådan noget som størrelse, fysisk styrke,
stærk psyke, elegance, social, intelligens, ureserveret og nysgerrig
samt undtagelsen: en flot og lækker pels.

Efter at have hørt om og have støvet rundt på nettet, faldt min
kærlighed på den Norske Skovkat.

Vi har nu to dejlige hankillinger, Diamond og Nova, der er fire måneder
gamle.


--
Mvh. / Best regards,
Steen Suder      <http://www.suder.dk/>
ICQ UIN         4133803


Helle Andersen (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Helle Andersen


Dato : 06-12-02 02:08

"Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> skrev i en meddelelse
news:3def9de4$0$47058$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
> Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race
> var den helt rigtige?

Efter at jeg, "ved et (u)held", fik kat begyndte jeg
selvfølgelig at studere kattebøger og dermed også
racebeskrivelser og billeder. Jeg faldt med det samme
pladask for aby'ens smukke udseende og mente at sådan
skulle en rigtig kat se ud. da jeg havde studeret
racebeskrivelsen nærmere, var det så heldigt at jeg også
mente, at sådan skulle en rigtig kat opføre sig

Da min ene kat blev væk under en flytning i 1992, vidste
jeg at jeg skulle have en ny kat, for min anden kat var ved
at gå i koma af kedsomhed. Men da jeg lige havde købt
min første ejerlejlighed og ikke lige havde sparet op til en
kat, fordi jeg ikke troede det blev aktuelt, kunne jeg jo
godt se, at det nok ikke blev en aby. Hvis jeg havde vidst
dengang, hvad jeg ved i dag om afgragsordninger og
voksne abyer til salg, var situationen nok udviklet sig
anderledes, men det gjorde jeg ikke.

Jeg købte DBA for at søge efter en misling og faldt over
en annonce med aby/siam-krydsninger til 500 kr. og det
kunne jeg godt afse. Det endte med at jeg kom hjem med
en lille pige (alt for ung - kun 8 uger, men de ville ikke
beholde hende længere) der fuldstændig på en prik
lignede en aby - ligesom begge hendes forældre også
gjorde, men hun havde dog en bror/søster, som var
prototypen på en blåmasket siameser. Hun var aldeles
bedårende og nøj, hvor fik jeg pludselig meget kat i
huset Hun var en kæmpe personlighed, hvis lige jeg
aldrig har og aldrig vil møde igen, men desværre måtte
hun aflives et par år gammel, fordi hun havde en
hjernesvulst.

Sygdomsforløbet med Ophelia var ret traumatisk for mig
og hendes kæmpe personlighed gjorde, at jeg bestemt
ikke ville have aby igen foreløbigt - ikke fordi jeg ikke
længere kunne lide dem, men fordi hele forløbet var alt for
tydeligt for mig, og jeg derfor ikke ville sammenligne en ny
"rigtig" aby med hende og fordi jeg næsten fik ondt i
maven af sorg, når jeg så på en aby.

Jeg begyndte derfor at studere andre racer nærmere.
Burmeseren og burmilla'en tiltalte mig også meget - både
på det følelsesmæssige og på det fornuftige plan. Jeg var
enig med mig selv om at jeg skulle have to nye katte, fordi
min "gamle" kat efterhånden var næsten 10 år og jeg ville
ikke byde ham en terrorist-killing, som kun kunne
afreagere på ham.

Derfor endte det med, at jeg fik en brun burmeserkilling,
samt en burmillapige på 9 måneder. Ikke som det
næstbedste efter en aby, men som en dejlig ny erfaring
med to katteracer, som jeg bestemt også har en blød plet
for.

Et par år senere begyndte somalierne så småt at blive
mere populære og dermed også lidt nemmere at betale.
For mig var det meget tiltrækkende, fordi jeg hér kunne få
det aby-temperament, som jeg elskede - samtidig med at
katten af udseende var så forskellig, at den ikke ville
minde mig om min Ophelia. Så i 1995 flyttede Chabél ind.
Han er sorrel somali, selvom jeg havde besluttet mig for
en vildtfarvet hunkat, men Chabél ville altså bo hos mig og
hvem kan stå for det ?

I 2000 følte jeg mig så nogenlunde klar til at leve med en
aby igen. Jeg havde stadig lidt tvivl i mit sind, men de blev
gjort fuldstændig til skamme, for jeg har aldrig et eneste
sekund sammenlignet nogen af mine aby'er med Ophelia
og ingen af dem får mig til at tænke på hende. De er helt
deres egen - og det burde jeg jo have vidst

Så man kan sige, at selvom jeg meget tidligt forelskede
mig håbløst i aby'en, så har jeg taget mig nogle omveje
indtil jeg for alvor blev aby-ejer og opdrætter. Jeg
fortryder dog ikke disse omveje et sekund, for jeg ville
ikke have undværet nogle af de dejlige katte på min vej
og det har nok også åbnet mit sind for og givet mig mere
kendskab til nogle andre racer. Så alt er som det skal
være.

I dag er jeg ikke det mindste i tvivl om, at aby'en er "min"
race og at jeg aldrig ønsker at leve uden en aby igen. De
er stadig indbegrebet af en kat for mig og man får så
sandeligt meget kat for pengene i en aby Og jeg så
også synes at andre racer er dejlige, er så noget helt
andet. Specielt burmeser, russer og devon har jeg en lille
svaghed for, så jeg vil ikke udelukke, at jeg engang skal
have en hyggekat af en af de pågældende racer, men det
bliver i kombination med en eller flere aby'er, for de
_skal_ være her. Hvis jeg skal begrænse mig til at nævne
3 som gør aby'erne til mine hjertebørn, vil det nok være:
De får mig til at grine - meget og ofte.
De udfordrer mit intellekt og min fantasi og er derfor
aldrig kedelige at leve sammen med.
De kan udvise extrem hengivenhed og kærlighed, så man
ikke kan andet end at knus-elske dem !

--
Helle
Tick-Tag Abyssinians
http://dekatten.dk
http://kattenet.dk



Denise (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Denise


Dato : 06-12-02 09:44

"Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> wrote in message
news:3def9de4$0$47058$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt rigtige?

Hej
Jeg er nu ikke sikker på, at jeg har nogle race, der er helt rigtig for mig,
for jeg er vild med alle katteracer, de har jo hver især deres charme. Selv
svigermors ikke særlig kønne orientaler (undskyld Lisbeth og Trine) er jeg
da forelsket i. De første katte jeg fik efter jeg var flyttet hjemmefra var
2 vildkatte killinger i sort og hvidt, som manden kom hjem med, han synes
det var synd de gik ude på arbejdspladsen. Det viste sig så, at de var alt
for unge og skulle opflaskes med babymælk/-mad. Var utrolig dejlige katte,
men det har alle vores katte nu været. Nogle rigtige store kramme bamser.
Dem havde vi i 16 år. Derefter ville jeg gerne have noget lignende, altså
krammekatte og faldt for briten. Jeg synes blå var lidt trist og fik så øje
på nogle silvershadede med grønne øjne og eyeliner, og havde aldrig set så
smukke katte før. Vi fik så 2 hanner og 1 hun, hvor vi jo heldigvis stadig
har dejlige Molly-bamse der bliver 14år den 2.januar. For snart 8 år siden
da en af briterne døde pga sygdom, bestemte vi at vi ville have et "sæt"
hankillinger til, så vi var sikker på, at vi ikke stod med 1 alenekat lige
pludselig. Manden ville have Somali, aner ikke hvorfor, og jeg kendte ikke
noget til racen. Jeg ville gerne have en kæmpekat, som Maine Coon eller
skovkat, som jeg dog heller ikke kendte noget specielt til. Men da jeg jo er
glad for alle katte fik manden lov at bestemme. Det har jeg aldrig fortrudt,
for så kælne pussenusse katte har jeg dog aldrig oplevet før. Det næste
"sæt" hanner vi skal have til sin tid, (manden har jo stadig allergi)
forestiller jeg mig bliver Maine Coon eller måske Ragdoll, men den aner jeg
intet om. Det kan være der er helt andre racer til den tid, så man kan jo
ikke være sikker
NB Skriver lige en historie om en kat, da jeg boede hjemme.
Hilsen Denise



Denise (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Denise


Dato : 06-12-02 10:04

Hej Igen
Jeg er vokset op med katte, selvom vi ikke måtte have katte hvor vi boede.
D.v.s. der var forskellige katte, nogle forsvandt bare og hver gang vi var
uden kat gik jeg på rov og fangede en kat. Lige hvor jeg boede var der er
gartneri, og der lå jeg i timevis med noget kød og så haps fat i katten, jeg
var altid oversået med rifter på arme og ben. Når jeg så fik bakset kattene
hjem gik de selvfølgelig helt amok og vi måtte så lade dem løbe, men min mor
var klar over at så var det på tide at finde en ny kat til hjemmet, for
ellers ville jeg bare fortsætte med at slæbe fremmede katte hjem.
På et tidspunkt havde viceværten næsten accepteret, at vi havde en kat, bare
vi holdt den inde. Jeg havde dengang en stor, flot helt hvid kat, der
desværre selv kunne åbne vinduer, selv om vi prøvede at binde dem fast med
sejlgarn kunne den få hasperne af. Jeg var vel 11 år eller der omkring. En
dag på vej til skole, vel en 10 minuters gang hjemmefra, fik jeg øje på
vores kat. Nå jeg fik fat i katten og måtte så trave hele vejen hjem igen.
Katten var rimelig snavnet synes jeg. Da jeg kom hjem fik viceværten øje på
mig, og for hen til døren da min mor kom ud. Jeg stod så der udenfor med en
halvsnavset stor hvid kat på armen, mens viceværten råbte og skreg og
skældte ud. Men min mor sagde bare, "det er ikke vores kat den sidder der
oppe i vinduet, for den kommer ikke ud". Og ja, det var godt nok ikke vores
kat jeg stod med, og den havde bare fundet sig i, at jeg havde slæbt den,
den rimelig lange vej hjem. Enten må den have været godmodig, eller også må
jeg have haft godt fat i den. Det har vi godt nok grint af tit, og gør det
stadig når vi snakker om dengang hun ikke måtte have kat. Ja, jeg blev jo
sendt tilbage med denne fremmede kat og måtte sætte den omkring det sted jeg
fandt den.
Hilsen Denise



Jacob Saaby Nielsen (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Jacob Saaby Nielsen


Dato : 06-12-02 11:01

On Thu, 5 Dec 2002 19:44:36 +0100, "Niels Peter" <mail@bluewhite.dk>
wrote:

>Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt rigtige?

Jeg vidste bare en ting... jeg ville gerne ha' en kat

Så tog jeg ud for at se på en lille nougat-farvet siameser/burmeser
killing. Den så fandme godt nok sød ud, så ham nuppede jeg. Det er så
Scottie.

Derefter fandt jeg ud af at der var den her gruppe. Der kom jeg så i
kontakt med nogen som foreslog at jeg måske sku' ta' Nina's Djamal.
Ham tog jeg op og så på en eftermiddag. Var lidt skeptisk først, fordi
han virkede meget mere sky end Scottie. Han er stadig mere sky end
Scottie, men er absolut blødet op, og jeg er blevet meget glad for
ham.

Så... sådan endte jeg med en Tonkineser og en Somali. Det gør mig
egentlig ikke så meget hvilken race det er, bare katten er sød og rar.

Men jeg tror nok at skal jeg have en ekstra kat, eller en ny den dag
Djamal forlader vores verden, så bliver det nok en korthåret
Djamal har godt nok noget af et garn )))

Jeg har ikke tænkt så meget over det, men jeg har måske en lille
præference hen mod burmesere i virkeligheden. Pga. deres udseende, de
ser så kære ud :D

Jacob

Sabina Hertzum (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Sabina Hertzum


Dato : 06-12-02 11:18

Niels Peter wrote:
> Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt
> rigtige?

uuhhh her er jeg jo nødt til at komme med en historie også.... genialt oplæg


jeg er vokset op som en "tom-boy", men havde alligevel et meget blødt punkt
for alt med pels, til min mors store fortrydelse*G*
som 8 årig fik jeg således min reservebedstes hund, pjevs forærende for en
liter trefarvet is ( mor arbejdede dengang for diplom is*G*)... pjevs var en
skøn puddelhund som desværre ikke trivedes med at bo i lejlighed, så hun var
et år da hun kom til os......i nogle år gik det fint kun med pjevs, men min
mors forhold gik desværre fløjten og vi måtte flytte fra vores dejlige
hus.... min stedfar blev i huset, og af hensyn til pjevs beholdte han
hende..... uden min mors vidende (jeg var dengang 10 eller 11) aftalte jeg
med min stedfar at skulle pjevs have hvalpe på et tidspunkt SKULLE han gemme
en til mig..... og det (u)heldige skete da også at hun blev gravid og fik et
kuld lækre hvalpe... faderen ukendt men sansyneligvis en slags terrier....
at dømme efter hvalpens udseende.... hvalpen kom til at hedde smutti, og
efter både min og min stedfars overtalelse gik min mor med til at vi skulle
have hende.....
så forløb der nogle år hvor jeg med jævne mellemrum havde diverse killinger,
marsvin. kaniner og underligheder med hjem ( vi boede i brørup, hvor der er
kræmmer og kreatur marked hver fredag*G*) hver eneste gang måtte jeg pænt
aflevere dyrene igen*G* samtidig red jeg meget hos en hestehandler, hvor der
jo naturligvis var både killinger og hvalpe og kalve og føl flere gange om
året*G*

som 16årig flytter vi ind i et hus hvor der både befandt sig en hundefrisør
og en dyrlæge.... og hvor var jeg at finde det meste af tiden? ja gæt
engang*G*
den mindste rumstern på klinikken og jeg var nede og kigge..... jeg har
således både været med til at fjerne tæppe fra en hunds tarm, kastere hunde
og katte, lave kejsersnit på en chihuahua og en masse andre mere eller
mindre behagelige ting...

da jeg så er 19 år og flytter hjemmefra, direkte sammen med min kæreste, som
ALTID havde haft kat, men dog havde en landmands indstilling til katte (
mere eller mindre) og det smittede i starten af på mig... men for os kunne
det jo ikke gå at vi ikke skulle have en eller anden form for kæledyr....
samtidig skal min fætter så af med hans 1 år gamle kat, som vi naturligvis
med glæde overtager.... en smuk tortie pige der var sort, hvid og rød.....
kitti får snart et kuld killinger ( hun var udekat... ak, det var før man
vidste bedre og vi vælger at beholde den smukke røde hankilling der
var.... Leo Løvekat ender han med at hedde....
men Kitti trivedes ikke med at have sin søn i huset ( trods han endnu ikke
var kønsmoden) og da vi så flyttede gik det helt galt.... hun satte sig i
alle hjørner og besørgede både stort og småt...... da vi formodede det var
Leo's slyld indirekte, valgte vi at komme af med ham til et godt hjem hvor
han skulle være indekat, Kitti var immervæk kommet først...... men ak det
hjalp ikke, og uanset hvad vi forsøgte ville hun ikke lade de hjørner
være......
til sidst besluttede vi at lade hende blive gårdkat hos min mors
kæreste....... desværre forsvandt hun ret hurtigt, og om hun blev kørt ned,
eller omhun fandt et andet sted at være er stadig uvist......

i den lejlighed hvor vi nu boede var der en "forvildet" mis som vores overbo
havde lukket udenfor da hendes søn fik konstateret alvorligt astma.... denne
mis var slet ikke til at komme til, så jeg fodrede hende bare og holdt et
øje på hende, bare for en sikkerheds skyld...... sommeren året efter fik hun
så et lille kuld killinger, tre stk.... jeg havde allerede besluttet mig for
at disse mislinger bestemt ikke skulle være vildkatte, så jeg begyndte
straks i samarbejde med overboen at finde nye hjem til dem.... og de blev da
også afsat og var heldigvis tamme og medgørlige takket være min store iver

desværre gik det ikke så godt for den ene af miverne... den var kommet ud
til en stor grum kastrat på omkring 10 kg, som BESTEMT ikke kunne lide
ham...... så han vente hjem igen, og jeg tog ham til mig ( det var nemlig
ham jeg var forelsket i, smuk blå og hvid, men ikke helt sikker på at jeg
ville beholde ham) han kom til at hedde Jack....
Jack var en DEJLIG kat...... men helt sin egen.. han kom og gik som det
passede ham, så derfor blev han også kastereret da han var 8 mdr...... det
hjalp på det....
da han så var omkring 1½-2 år, tog min kæreste endnu en killing til sig.....
det var en kollega der måtte af med sine katte grundet flytning...... Danni
kom hun til at hedde, og var den skønneste lille sorte sag.......
men Jack blev sur.... da danni havde været hos os i 14 dage 3 uger, blev hun
væk.... man kunne TYDELIGT mærke på jack at det passede ham ganske
udemærket... men jeg var jo bekymret for det lille kræ og hængte sedler og
alt muligt op, og efter en weekend i uvished kom hun da også hjem igen......
hun havde opholdt sig hos en pige på en tilstødende vej......
men Jack blev blot endnu mere sur da hun kom hjem, og dagen efter gik han
sin vej, og kiggede ikke tilbage......
nu havde jeg så kun danni, og vi to lever side om side igennem noget
tid...... men kort tid før jeg igen skal flytte i en lejlighed hvor jeg
desværre ikke må have kat, får hun et kuld killinger, og begynder at se
MEGET forhutlet ud...... to af killingerne dør, og de to andre forsvinder
sporløst, og danni bliver mere og mere forhutlet.... jeg kontakter dyrlægen,
der godt kan se hun er syg, men ikke mener det er orm, så han formoder det
er noget langt mere alvorligt, og da jeg står og skal flytte kun 3 uger
senere vælger jeg i samråd med dyrlægen at aflive hende, til min store
sorg....

efter 5 mdr i den nye lejlighed er jeg ved at gå til..... der er alt for
stille, jeg mangler en KAT!!!
jeg kontakter således min udlejer og forespørger på om der kan gives
dispensation...... han ender med at sige "jeg vil ikke give dig lov.. men du
kan jo gøre det, og så henvender jeg mig hvis der kommer klager"..... som
sagt så gjort, og ca 3 mdr efter flytter sweety ind....... den mest nuser
lille pelsklump ever......
omkring samme tid får jeg øjnene op for usenet, og begynder kort efter at
begå mimg herinde i gruppen også.... jeg læser herinde om alle de skønne
racer, og kigger nærmere på billeder af forskellige racer..... og falder
PLADASK for somalien.....
så sker der det at Marianne skal af med nogle af hendes katte, og jeg lægger
den store charmeoffensiv på min kæreste, der grundet hans allergi er ret
skeptisk..... men han lader sig overtale, for han synes jo at somalien er
absolut lige så smuk som jeg synes..... så jeg drager til lolland og henter
min smukke lille pige..... og jeg må indrømme jeg er solgt.... og har for
længe siden besluttet mig for at somalier altid vil være i mit liv.......

omkring 1½ år efter rasmine kommer til os, kommer det os så for øre at Linda
mangler et godt hjem, og vi beslutter os i første omgang for at tage hende
ind midlertidigt, og så forsøge at finde hende et mere permanent hjem....
men den lille skønne pige har sneget sig permanent ind i vores hjerter og nu
kan vi slet ikke undvære hende......

så sådan er vi altså endt med en huskat, en somali og en perser...... skal
vi ud og købe kat igen, bliver det uden tvivl en somali eller en aby......
meen lige nu er jeg også ret hooked på at skulle have en Ilderbasse..... så
nu må vi bare vente og se*G*
--
Knus Sabina

www.MandeZonen.dk
Danmarks førende mandeportal.



John Sahl (06-12-2002)
Kommentar
Fra : John Sahl


Dato : 06-12-02 13:42

Sabina Hertzum wrote:
> så sådan er vi altså endt med en huskat, en somali og en perser......
> skal vi ud og købe kat igen, bliver det uden tvivl en somali eller en
> aby...... meen lige nu er jeg også ret hooked på at skulle have en
> Ilderbasse..... så nu må vi bare vente og se*G*

*host*

--
John Sahl, Projektleder på MandeZonen.dk
Deltag i vores julekonkurrence og bliv racerkører for en dag!
http://www.mandezonen.dk/ når du er træt af /Tidens Kvinder/



Pil (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Pil


Dato : 06-12-02 12:18

Niels Peter wrote:
> Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt
rigtige?

Åh, sikket dejligt emne! Min familie har altid haft huskatte, så da jeg
flyttede hjemmefra, vidste jeg at jeg på et tidspunkt skulle have en
kat. Da jeg boede i lejlighed, mente jeg at det ville være en god idé
med en racekat - jeg havde ingen erfaring med indekatte, men havde læst
i Politikens Kattebog at mange racer var egnede som indekatte. Så jeg
læste om alle korthårsracerne (for det dér med langhår, det var ikke
lige mig *s*).

Valget faldt på en abyssinier, og i 1993 oprandt så dagen hvor jeg
slæbte manden afsted på en katteudstilling for at se dyrene "live" - og
jeg blev så skuffet! Ja, no offence til alle aby-ejere, men jeg var vant
til huskatte og havde forestillet mig at aby'er var meget større end de
er Så jeg stod grædefærdig og gloede på disse elegante, små katte,
da manden hev i mit ærme, pegede på et bur og sagde: "Årh, hvad tror du
det dér er for en?". Det dér var såmænd MtKittery Jackman, en enorm
bruntabby Maine Coon med et bistert udtryk, og vi var begge solgt til
stanglakrids!

Jeg brugte derefter to år på at rende på udstillinger og læse om racen
og ringe til opdrætterne og stille "dumme spørgsmål", og jo mere jeg fik
at vide, jo mere stod det klart at det var *min* race. Så i 1995 købte
vi vores første Maine Coon, året efter fik han selskab af en til og
ja... the rest is history. Jeg er vild med mange andre racer også, men
ender alligevel altid med hellere at ville ha' en Maine Coon mere

Pil


Marianne Juul Peders~ (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Marianne Juul Peders~


Dato : 06-12-02 18:19


> ....
> Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt =
> rigtige?
>
> Niels Peter

Jamen her kommer mit bidrag til denne hyggelige tråd!

Lige så længe tilbage jeg kan huske, har vi haft kat. Den første jeg
husker var Kisser, en stor ukastereret hankat, som jeg elskede meget
højt, desværre nok højere end han elskede mig. Jeg mente dengang at
katte kunne byttes ud med dukker, så Kisser blev proppet ned i
dukkebarnvognen, en hånd på katten, og så derud af. Og så lige en
tilståelse! Jeg klippede en dag knurhårene af i den ene side (spørg mig
ikke hvorfor), og kort efter forsvandt han hjemmefra. En nabo havde set
ham, meget forrevet, men kunne ikke kalde ham til sig. I rigtig mange år
forbandt jeg knurhårsklipningen med Kissers forsvinden.

Så kom Pjevser, en lille gråstribet hanmis. Det jeg husker mest om ham,
var da han blev "stjålet" Han havde været væk i et par dage, og jeg
rendte rundt i kvarteret og ledte efter ham. Skæbnen ville så at vores
nabo var ude og sælge lodseddler, og på nabovejen havde en lille pige
åbnet døren med en kat på armen, som lignede Pjevser. Det var Pjevser!
Pigen hed Hanne, og var meget glad for katte, og Pjevser havde nok
syntes at det også var hyggeligt i hendes hjem, men sådan opfattede jeg
det ikke dengang. Jeg hadede Hanne, for hun havde jo "stjålet" MIN
Pjevser. Det pudsige i den historiet er at Hanne og jeg næsten er naboer
i dag, og vi sludrer tit sammen - hun elsker stadig katte, men har
heldigvis sine egne to *G*

Så kom Trille, en dejlig stribet hunkat, som kom til at betyde meget for
hele familiet. Da hun i 1972 blev steriliseret sagde folk: hvad gør i
dog det for, det er jo bare en kat, og tænkt hvis den render ud og
bliver kørt over. Vi fik lov at beholde hende i 15 år.

Min egen første kat har jeg endnu, og det er Perserpigen Sillemis. Hun
er 14 år, og bare så nuser. Men hende kan der læses om på:
http://medlem.jubii.dk/mariannejuul/index.html




Med venlig hilsen
Marianne Juul Pedersen
- Tøm kattebakken ved privat svar


Postet fra http://www.dk-fritid-dyr-kat.dk


Nina El Falaki (06-12-2002)
Kommentar
Fra : Nina El Falaki


Dato : 06-12-02 20:33

Hihi Niels Peter, jeg husker godt, da det kun var huskatte, der var rigtige
katte for dig.

Og da du telefonisk blev truet på livet af en opdrætter, da du havde
foreslået at ALLE katte skulle kastreres.

Jeg er vokset op med hunde, ind imellem havde vi også kat, men de var
fritløbende i København og fertile, så de forvandt altid efter nogle
måneder.

Jeg fik racekat, fordi jeg var flyttet til det lille hus på landet, og så
skal man have kat. Men huset var levende af lopper, så jeg skulle i hvert
fald ikke hente en fra den nærmeste gård. At det blev en skovkat var et
tilfælde. Da jeg begyndte at se på de forskellige racer, var det en skovkat
opdrætter jeg først besøgte, og der blev jeg sååååååå forelsket i Manda, at
jeg aldrig fik set på andre racer.

Manda var dog så bange for pelspleje, at det var umuligt at holde hende helt
fri for filtre. Så da jeg senere fik lyst til at opdrætte selv gik jeg på
jagt efter en anden race.

Jeg havde næsten besluttet mig for en brite, da jeg elsker røde og blå,
store og stribede katte, men på en udstilling, gad dem i specialklubstanden
ikke besvare mine spørgsmål. så jeg gik videre. Jeg var ikke særlig hooked
på aby/somali, de var for små og spinkle, men så kom jeg til at tale med
Marianne Seifert-Thorsen, og hun tegnede og fortalte, viste katte frem og
var i det hele taget så begejstret for disse to racer, at jeg blev smittet.

Når jeg ser tilbage, tror jeg også, briten havde været for "kedelig" for
mig.

Senere så jeg billeder af bengalen og ocisen og syntes det var utrolig
flotte katte. Da jeg på en udstilling så dem sammen, var jeg ikke i tvivl,
bengalen var den flotteste. Da jeg så for et par år siden hørte, at der var
bengalkillinger i København, tog jeg kontakt, og Helena flyttede ind.

Så i dag er jeg helt solgt til bengalen. Jeg har det stadig godt med
somalien, men bengalen er meget mere spændende, men også besværlig. Men jeg
elsker udfordringer.

--
Nina El Falaki
Feca Somali & Bengal Cats
E-mail: cats@feca.dk
http://www.feca.dk

"Niels Peter" <mail@bluewhite.dk> skrev i en meddelelse
news:3def9de4$0$47058$edfadb0f@dtext02.news.tele.dk...
Jeg kom uvist af hvilken grund til at tænke på, hvordan jeg selv blev
"hooked" på Russian Blue i sin tid.
Det var en ren og skær tilfældighed, faktisk: Jeg havde et par huskatte og
mente, at det var de eneste ordentlige katte: det her med racekatte var
noget værre snobberi (jo, det mente jeg virkelig).
Men en af mine kolleger havde lagt mærke til, at jeg næsten aldrig snakkede
om andet end katte - "lige som vi andre aldrig snakker om andet end vores
børn" - og nævnte, at hendes mor faktisk opdrættede racekatte og helt
tilfældigt lige havde et kuld og kunne jeg ikke lige tænke mig ....
Inden jeg ved, hvad der havde ramt mig, sad jeg oppe hos Solveig Schjørmann
("of Silverblue") med en killing på skødet.
Det var faktisk på det tidspunkt ikke racen jeg faldt for: det var den
specifikke kat. Men ganske langsomt blev Russian Blue til Katten for mig ...
Hvordan kom I andre ind på, at lige netop Jeres race var den helt rigtige?

Niels Peter
www.bluewhite.dk


Jie (08-12-2002)
Kommentar
Fra : Jie


Dato : 08-12-02 02:51

Nu er jeg ikke den der deltager for vildt herinde, men vil da gerne fortælle
om mit katteliv.

Vi har altid haft dyr i vores familie, både hunde, samt katte.
Dog har kattene for det meste være "ude-katte", hvilket jeg ikke altid har
kunne finde mig i som barn.
Har ikke tal på, hvor mange gange jeg ikke har sneget en kat med ind under
dynen, blev dog altid opdaget :/
Jeg har aldrig kunne lide den måde, at have kat på. Syntes det var så synd
for kattene, at de altid skulle være udenfor. Hundene måtte jo gerne være
indenfor.

Men min *helt egen* kat fik jeg da jeg var 18 år - en ganske alm. huskat,
alm. var hun dog ikke for mig. Hun var noget ganske specielt.

Jeg boede på det tidspunkt i lejlighed, som jeg tilfældigvis havde lejet af
dyrhandleren i byen, en lejlighed som hørte til forretningen. Så på den måde
havde jeg adgang til alt hvad jeg skulle bruge, manglede blot katten.

Jeg kørte ud til kattens værn, og gud fri mig vel der var katte i alle
afskygninger.
Men jeg havde dog sat mig for, at jeg ville have en killing havde hun en.
Og det havde hun sørme, et helt bur fyldt, og jeg valgte så den mest
sprælske, som hoppe rundt på tremmerne. Hehe. Og jeg har ikke fortudt det
nogensinde. Hun var simpelthen den dejligste kat man kunne ønske sig.
Det blev snart en vane for hende, at når jeg tog på job så stod hun klar
nede ved døren til dyrehanleren, og han lukkede hende ind i forretningen. Og
så gik hun ellers i krig med, at finde den bedste katteseng, og indtog så
den. Vi flyttede så efter 3 år i hus i en nærlæggende by, og jeg var
skeptisk. Vi skulle bo ud til en meget traffikeret vej. I starten holdte vi
hende inde. Men hun skreg, og vi kunne ikke åbne en dør uden hun stod der.
Så efter længere overvejelser blev vi enige om, at det kunne vi ikke byde
hende, så hun begyndte at komme ud mens vi var ude, så hun kunne vænne sig
til det.
Hun blev kørt ned et år efter vi var flyttet, og det var bare noget lort.
Jeg græd som om jeg havde fået tæsk.
Hun blev kørt ned om formiddagen, og jeg sad stadig og græd som pisket da
min daværende mand kom hjem fra job sidst på eftermiddagen.

Der skulle så gå 7 år inden jeg fik min næste kat, som tilfældgvis var en
Russian Blue.
(sender lige en masse kærlige tanker til NP & Camilla) Det var en
tilfældighed, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her. - Troede aldrig jeg
ville kunne holde lige så meget af en kat, som jeg gjorde med den tidligere,
men der tog jeg ganske fejl. Elsker min "nye" kat over alt på jorden.
Selv når vi vågner op på 17 piberensere, som hun pænt har hentet op i sengen
mens vi sov.
Eller når vi får 117. gang skal ud og åbne for vandhanen, da prinsesse blå
kun vil drikke vand direkte fra vandhanen..Hehe. Hun er ganske speciel på
hendes måde, og elsker hver og en af hendes særheder.
Hun er en yderst klog kat. Det er vi ganske enige om her i huset ;)

Og for det ikke er løgn, så vil hun netop i dette sekund have vand, Og
rejser en af os ikke og åbener for det vand, så kommer hun pænt ind og river
os i tøjet, så jeg må hellere.....

Sorry, dette indlæg blev så langt.

/Jie






Katrine Nederby (08-12-2002)
Kommentar
Fra : Katrine Nederby


Dato : 08-12-02 15:20

Ih, hvor en skøn tråd Jeg har læst alle fortællingerne med stor
interesse. Og her er min, som uden tvivl bliver meget lang, for alle kattene
skal altså med

Der har altid været huskatte i mit liv. Racekattene er først kommet til de
senere år. Mine forældre fik deres første kat, før jeg blev født, men hun
fik desværre knækket nakken af en hund før jeg var gammel nok til at
huske hende.

Vi fik så Mille og Molly og flyttede på landet, hvor vi med tiden også kom
til at dele hjem med en hel bunke andre dyr: hunde, heste, undulater og
kaniner. Mille og Molly er de første katte, jeg kan huske. Mille var jordens
venligste kat og en rigtig børnekat, som fandt sig i at blive slæbt rundt.
Molly gad ikke bæres, men var meget kælen, og vi kaldte hende telefonkatten,
fordi hun altid kom for at få kæl, imens man snakkede i telefon

Så en dag min mor havde været forbi dyrlægen, kom hun hjem med endnu en
kat - en smuk sort hunkat med lidt hvidt. En familie havde indleveret hende
til aflivning, fordi hun rev børnene. Det mente min mor ikke var grund nok
til aflivning, så hun fik lov at tage hende med hjem. Og Mulle, som hun blev
døbt, var da heller ikke nogen krammekat, men gjorde ikke en sjæl fortræd så
længe man respekterede hendes grænser.

Og så kan jeg ikke helt huske rækkefølgen, men vi mistede ihvertfald både
Mille (blev kørt ihjel) og Mulle (forsvandt sporløst) efter nogle år. Min
ene bror og jeg legede meget på nabogårdene, som jo altid vrimlede med
katte+killinger, og det resulterede i at vi fik Boris. Vi havde leget
dagligt med ham og alle hans søkende fra den dag de blev født, og det har
uden tvivl præget dem i positiv retning. Han var verdens dejligste og mest
godmodige rødstibede hankastrat Og han er stadig - selvom han ikke er
mere - katten over alle katte for os allesammen.

Et par år senere kom Mitzi til fra samme gård som Boris. En lille hysterisk,
lettere traumatiseret hunkat - hvid med lidt sort - mønstret hedder vist
harlekin. De var tre killinger i det kuld, men moderen blev kørt ihjel, så
de var overladt til sig selv ret tidligt. Men på hendes gamle dage kunne man
faktisk løfte hende uden at sætte livet på spil

Og kort derefter adopterede vi en udtjent fertil hankat fra samme sted. Han
flyttede simpelthen ind, fordi jeg blev ved med at kaste leverpostej ud ad
vinduet til ham (Gad vide om min mor ved det *hi*). Vi fik ham aldrig
kastreret, men han fik en god alderdom med masser af omsorg. Han blev døbt
Carl.

Derudover havde vi i en kort periode en perser (tror jeg det var), som
desværre også forsvandt sporløst (Min far havde fået hende overdraget af en
ejer, der ikke kunne tage sig af hende længere). Min mor er overbevist om,
at hun blev stjålet, og jeg håber næsten, hun har ret, for tanken om en
herreløs perser uden nogen til at hjælpe med pelsen, er slet ikke til at
holde ud

Et sted midt i alt dette flyttede min far og fik med tiden sine egne katte.
Først en blå orientaler (Danilo), og jeg kan tydeligt huske den første gang
jeg mødte ham. Jeg lå simpelthen flad af grin over dette lille sære væsen
med den rædselsfulde stemme, men man kunne kun elske ham (Og tænk sig
idag synes jeg siam/ori er noget af det smukkeste...næstefter burmeseren
selvfølgelig). Danilo er 16 år idag og still going strong - eller still
going ihvertfald

Min far fik også en stor dejlig bamse af en huskat, Charlie, som selskab for
Danilo. Men desværre var Charlie meget glad for at tisse i møblerne (var
kastreret, fik hormonbehandling osv.), så han flyttede hjem til os, hvor han
kunne blive inde-/udekat. Hans urenlighed fortsatte dog, men vi lærte at
leve med det. Hans liv endte desværre også alt for tidligt på den
nærliggende vej.
Herefter fik min far en Brite (Cleo) - en elskelig lille bamse-pige
Engang min far var på ferie blev de (orientaleren og briten) passet af en
bekendt hjemme hos hende selv. Desværre lod hun Cleo smutte ud ved en fejl,
og hun blev, trods talrige efterlysninger, aldrig fundet igen (Er nogen
stødt på en herreløs blå Brite på Trøjborg for ca. 10 år siden?).

Og så flyttede jeg hjemmefra og måtte de efterfølgende år nøjes med at nusse
katte, når jeg besøgte mine forældre. Først efter ...hmmm...8 år tror jeg,
flyttede jeg ind, hvor det var tilladt at holde dyr. I første omgang var jeg
ikke meget for tanken om en kat i en lejlighed, men jeg vidste også, at jeg
aldrig ønskede at opleve en påkørt eller forsvundet kat igen. Så enten måtte
jeg lade være med nogensinde at have kat igen eller forsøge mig med at holde
indekat. Og katte kunne jeg altså ikke længere undvære.....

Første gang, jeg blev opmærksom på burmeseren, var på en udstilling her i
Århus, hvor jeg blev meget fascineret af den lille brune kat (desværre har
jeg ikke kateloget, men det må have været i '99 - hvis nogen har det katelog
liggende, vil jeg meget gerne vide, hvilke katte jeg egentlig så den dag ?).
Jeg havde aldrig set en helt brun kat før, men racekatteverdenen var stadig
meget fremmed og "fin" for mig, så jeg forstillede mig slet ikke, at jeg
kunne komme til at eje sådan een. Jeg planlagde i stedet , at jeg i jan.
2000 ville tage ud på internatet Tingskoven og finde mig en enkelt huskat.

Men så blev det oktober '99 og min fødselsdag. Midt i kaffen og alle
gæsterne spurgte min far, om jeg ikke lige ville med ud at se nogle
ups-killinger (racekrydsninger) hos en bekendt af ham....Jo selvfølgelig. Og
som skæbnen ville det, var de en blanding af burmeser og hellig birma. Og
den dag blev jeg smask hamrende forelsket, for der mødte jeg første gang
Freja og Afrodite - kun 6 uger gamle )) Der var ikke noget at gøre, og
da vi kørte derfra, havde jeg lagt beslag på de to tøser og min far på een
af hankattene (hans orientaler var enekat på dette tidspunkt. Desværre måtte
hankillingen aflives kun et år gammel pga. sygdom). Jeg havde, under
udvekslingen af meget forelskede blikke med Freja, skrottet alle planer om
en huskat og stod nu og skulle have noget, der lignede racekatte lidt. I
løbet af de seks uger, jeg ventede på at få misserne hjem, lærte jeg
Politikens Kattebog udenad og savlede en hel masse over burmeser billederne.

Da jeg havde haft Freja og Afrodite i nogle måneder, overtog jeg også deres
far (der nu var blevet kastreret)- en smuk smuk hellig birma, fordi han var
blevet upopulær i sin flok og måtte holdes adskilt fra de øvrige katte.
Selvom birmaen uden tvivl også er en dejlig race, voksede min fascination af
burmeseren, og drømmen om en "rigtig" burmeser spirede ret hurtigt frem. I
sommeren 2000 købte jeg Patsy. Og så har det udviklet sig derfra. Den
hellige birma har jeg ikke længere, men valgte efter et år at finde ham et
nyt hjem - dels fordi han havde et stort behov for et udeliv, men også fordi
han ligesom var lidt fortabt iblandt alle de livlige burmesertemperamenter,
som hans døtre også var i besidelse af.

Jeg har aldrig - siden jeg lærte racen at kende - været i tvivl om, at
burmeseren er katten for mig, og det skyldes i allerhøjeste grad deres sind.
Man keder sig aldrig med sådan en størrelse i huset, og de bliver ved med at
overraske mig med deres sære påfund og kan til stadighed tryllebinde mig med
deres kærlige sind Og så er jeg evigt fascineret af deres pels og
muskulatur Jeg er overbevist om, at der altid vil være mindst et par
burmesere at finde i mit hjem. Men måske også hen ad vejen en enkelt
siameser og en Maine Coon til kæl.....So many cats so little time

Jeg har foriøvrigt en gammel side liggende her:
http://members.tripod.com/pandoras_burmese/gv/
med billeder af min barndoms katte


--
Mange hilsner
Katrine
http://home1.stofanet.dk/beydana



















Battlefield´s (08-12-2002)
Kommentar
Fra : Battlefield´s


Dato : 08-12-02 17:20

Hej Katrine
Jeg har da et katalog fra Århus 26-27/6-1999. Der var 27 (har jeg talt det
til) burmesere i kataloget. Skal jeg sende dig en kopi så mail mig lige din
postadresse.
Hilsen Vibeke
battlefield@mail1.stofanet.dk

"Katrine Nederby" <katnederby@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:asvkbn$rag$1@sunsite.dk...
> Ih, hvor en skøn tråd Jeg har læst alle fortællingerne med stor
> interesse. Og her er min, som uden tvivl bliver meget lang, for alle
kattene
> skal altså med
>
> Der har altid været huskatte i mit liv. Racekattene er først kommet til de
> senere år. Mine forældre fik deres første kat, før jeg blev født, men hun
> fik desværre knækket nakken af en hund før jeg var gammel nok til at
> huske hende.
>
> Vi fik så Mille og Molly og flyttede på landet, hvor vi med tiden også kom
> til at dele hjem med en hel bunke andre dyr: hunde, heste, undulater og
> kaniner. Mille og Molly er de første katte, jeg kan huske. Mille var
jordens
> venligste kat og en rigtig børnekat, som fandt sig i at blive slæbt rundt.
> Molly gad ikke bæres, men var meget kælen, og vi kaldte hende
telefonkatten,
> fordi hun altid kom for at få kæl, imens man snakkede i telefon
>
> Så en dag min mor havde været forbi dyrlægen, kom hun hjem med endnu en
> kat - en smuk sort hunkat med lidt hvidt. En familie havde indleveret
hende
> til aflivning, fordi hun rev børnene. Det mente min mor ikke var grund nok
> til aflivning, så hun fik lov at tage hende med hjem. Og Mulle, som hun
blev
> døbt, var da heller ikke nogen krammekat, men gjorde ikke en sjæl fortræd

> længe man respekterede hendes grænser.
>
> Og så kan jeg ikke helt huske rækkefølgen, men vi mistede ihvertfald både
> Mille (blev kørt ihjel) og Mulle (forsvandt sporløst) efter nogle år. Min
> ene bror og jeg legede meget på nabogårdene, som jo altid vrimlede med
> katte+killinger, og det resulterede i at vi fik Boris. Vi havde leget
> dagligt med ham og alle hans søkende fra den dag de blev født, og det har
> uden tvivl præget dem i positiv retning. Han var verdens dejligste og mest
> godmodige rødstibede hankastrat Og han er stadig - selvom han ikke er
> mere - katten over alle katte for os allesammen.
>
> Et par år senere kom Mitzi til fra samme gård som Boris. En lille
hysterisk,
> lettere traumatiseret hunkat - hvid med lidt sort - mønstret hedder vist
> harlekin. De var tre killinger i det kuld, men moderen blev kørt ihjel, så
> de var overladt til sig selv ret tidligt. Men på hendes gamle dage kunne
man
> faktisk løfte hende uden at sætte livet på spil
>
> Og kort derefter adopterede vi en udtjent fertil hankat fra samme sted.
Han
> flyttede simpelthen ind, fordi jeg blev ved med at kaste leverpostej ud ad
> vinduet til ham (Gad vide om min mor ved det *hi*). Vi fik ham aldrig
> kastreret, men han fik en god alderdom med masser af omsorg. Han blev døbt
> Carl.
>
> Derudover havde vi i en kort periode en perser (tror jeg det var), som
> desværre også forsvandt sporløst (Min far havde fået hende overdraget af
en
> ejer, der ikke kunne tage sig af hende længere). Min mor er overbevist om,
> at hun blev stjålet, og jeg håber næsten, hun har ret, for tanken om en
> herreløs perser uden nogen til at hjælpe med pelsen, er slet ikke til at
> holde ud
>
> Et sted midt i alt dette flyttede min far og fik med tiden sine egne
katte.
> Først en blå orientaler (Danilo), og jeg kan tydeligt huske den første
gang
> jeg mødte ham. Jeg lå simpelthen flad af grin over dette lille sære væsen
> med den rædselsfulde stemme, men man kunne kun elske ham (Og tænk sig
> idag synes jeg siam/ori er noget af det smukkeste...næstefter burmeseren
> selvfølgelig). Danilo er 16 år idag og still going strong - eller still
> going ihvertfald
>
> Min far fik også en stor dejlig bamse af en huskat, Charlie, som selskab
for
> Danilo. Men desværre var Charlie meget glad for at tisse i møblerne (var
> kastreret, fik hormonbehandling osv.), så han flyttede hjem til os, hvor
han
> kunne blive inde-/udekat. Hans urenlighed fortsatte dog, men vi lærte at
> leve med det. Hans liv endte desværre også alt for tidligt på den
> nærliggende vej.
> Herefter fik min far en Brite (Cleo) - en elskelig lille bamse-pige
> Engang min far var på ferie blev de (orientaleren og briten) passet af en
> bekendt hjemme hos hende selv. Desværre lod hun Cleo smutte ud ved en
fejl,
> og hun blev, trods talrige efterlysninger, aldrig fundet igen (Er nogen
> stødt på en herreløs blå Brite på Trøjborg for ca. 10 år siden?).
>
> Og så flyttede jeg hjemmefra og måtte de efterfølgende år nøjes med at
nusse
> katte, når jeg besøgte mine forældre. Først efter ...hmmm...8 år tror jeg,
> flyttede jeg ind, hvor det var tilladt at holde dyr. I første omgang var
jeg
> ikke meget for tanken om en kat i en lejlighed, men jeg vidste også, at
jeg
> aldrig ønskede at opleve en påkørt eller forsvundet kat igen. Så enten
måtte
> jeg lade være med nogensinde at have kat igen eller forsøge mig med at
holde
> indekat. Og katte kunne jeg altså ikke længere undvære.....
>
> Første gang, jeg blev opmærksom på burmeseren, var på en udstilling her i
> Århus, hvor jeg blev meget fascineret af den lille brune kat (desværre har
> jeg ikke kateloget, men det må have været i '99 - hvis nogen har det
katelog
> liggende, vil jeg meget gerne vide, hvilke katte jeg egentlig så den dag
?).
> Jeg havde aldrig set en helt brun kat før, men racekatteverdenen var
stadig
> meget fremmed og "fin" for mig, så jeg forstillede mig slet ikke, at jeg
> kunne komme til at eje sådan een. Jeg planlagde i stedet , at jeg i jan.
> 2000 ville tage ud på internatet Tingskoven og finde mig en enkelt huskat.
>
> Men så blev det oktober '99 og min fødselsdag. Midt i kaffen og alle
> gæsterne spurgte min far, om jeg ikke lige ville med ud at se nogle
> ups-killinger (racekrydsninger) hos en bekendt af ham....Jo selvfølgelig.
Og
> som skæbnen ville det, var de en blanding af burmeser og hellig birma. Og
> den dag blev jeg smask hamrende forelsket, for der mødte jeg første gang
> Freja og Afrodite - kun 6 uger gamle )) Der var ikke noget at gøre, og
> da vi kørte derfra, havde jeg lagt beslag på de to tøser og min far på een
> af hankattene (hans orientaler var enekat på dette tidspunkt. Desværre
måtte
> hankillingen aflives kun et år gammel pga. sygdom). Jeg havde, under
> udvekslingen af meget forelskede blikke med Freja, skrottet alle planer om
> en huskat og stod nu og skulle have noget, der lignede racekatte lidt. I
> løbet af de seks uger, jeg ventede på at få misserne hjem, lærte jeg
> Politikens Kattebog udenad og savlede en hel masse over burmeser
billederne.
>
> Da jeg havde haft Freja og Afrodite i nogle måneder, overtog jeg også
deres
> far (der nu var blevet kastreret)- en smuk smuk hellig birma, fordi han
var
> blevet upopulær i sin flok og måtte holdes adskilt fra de øvrige katte.
> Selvom birmaen uden tvivl også er en dejlig race, voksede min fascination
af
> burmeseren, og drømmen om en "rigtig" burmeser spirede ret hurtigt frem. I
> sommeren 2000 købte jeg Patsy. Og så har det udviklet sig derfra. Den
> hellige birma har jeg ikke længere, men valgte efter et år at finde ham et
> nyt hjem - dels fordi han havde et stort behov for et udeliv, men også
fordi
> han ligesom var lidt fortabt iblandt alle de livlige
burmesertemperamenter,
> som hans døtre også var i besidelse af.
>
> Jeg har aldrig - siden jeg lærte racen at kende - været i tvivl om, at
> burmeseren er katten for mig, og det skyldes i allerhøjeste grad deres
sind.
> Man keder sig aldrig med sådan en størrelse i huset, og de bliver ved med
at
> overraske mig med deres sære påfund og kan til stadighed tryllebinde mig
med
> deres kærlige sind Og så er jeg evigt fascineret af deres pels og
> muskulatur Jeg er overbevist om, at der altid vil være mindst et par
> burmesere at finde i mit hjem. Men måske også hen ad vejen en enkelt
> siameser og en Maine Coon til kæl.....So many cats so little time
>
> Jeg har foriøvrigt en gammel side liggende her:
> http://members.tripod.com/pandoras_burmese/gv/
> med billeder af min barndoms katte
>
>
> --
> Mange hilsner
> Katrine
> http://home1.stofanet.dk/beydana
>
>
>
>
>
>
>
>
>
>
>
>
>
>
>
>
>
>



Trine Piltoft (10-12-2002)
Kommentar
Fra : Trine Piltoft


Dato : 10-12-02 21:12

Hmmm - her var det også lidt af en tilfældighed at det var orientalerne jeg
endte med. Som barn og ung, har det hjemme hos mine forældre altid været
huskatte og persere. Mine forældre var skilt, og hos min mor var det
perserne, og hos min far var det huskatte og hunde der var et hit. Da min
far på et tidspunkt arbejdede i Afrika havde vi dog en siameser som vist nok
(så vidt jeg husker), nærmest fulgte med huset.
Hos min far er hundende altid blevet markprøvetrænet og også taget med på
udstilling, så udstillingsverdenen var ikke helt ukendt for mig, og da jeg
selv besluttede at tiden var inde til at få dyr, var min første indskydelse
da også at købe en hund. Problemet var at min daværende kæreste og jeg ikke
kunne blev enige om hvilken race vi skulle have. Efter nogle ugers
diskuteren frem og tilbage, blev vi derfor enige om at vente med en hund og
starte med at købe en kat. Der var ingen tvivl om at det skulle være en
racekat, og også gerne en der kunne udstilles. Min første indskydelse var en
perser fordi dem havde jeg været vandt til hjemme hos min mor, men den
første annonce jeg stødte på i avisen var en annonce med siameserkillinger
til salg. En erindring om katten med maske og blå øjne fra tiden i Afrika
dukkede frem (og samtidig også en om den megen pelspleje på perseren *g*),
og vi blev enige om at køre ned og se dem (det var her i Horsens). Jeg
ringede og fik så en forklaring om at det ikke var siamesere men
orientalere, men at de lignede siamesere osv. osv.
Lidt skuffet slog jeg tanken om masken og de blå øjne ud af hovedet igen,
men nysgerrigheden vandt og vi tog ned for at se dem.........og der sad den
yndigste lille røde (spottede) orientalerdreng. Han var bange for os, og
hans lille næse var ildrød. Jeg blev forelsket lige på stedet. Der var også
andre killinger, men det kunne simpelthen ikke være andre end den lille røde
dreng - ham måtte jeg simpelthen bare have og hjem kom han dog også. Det tog
lidt tid før han holdt med at være bange, og endnu længere tid (år faktisk)
inden han vænnede sig til gæster. Efter et ganske kort stykke tid blev vi
enige om at han da skulle have selskab - det var da frygteligt synd for den
lille mis at han ikke havde nogle artsfæller at hygge sig med, og så var der
selvfølgelig ingen tvivl om at den næste også skulle være orientaler. Siggi
blev derfor min næste kat - hun var voksen og steriliseret inden jeg fik
hende, og havde været udstillet med pæne resulater. Den perfekte
kat..........nå ja næsten da For efter et stykke tid begyndte lysten til
at opdrætte at "snige sig ind", og da Siggi jo var steriliseret, måtte jeg
jo købe endnu en kat. Det blev Sjange, som også var voksen da jeg købte
hende, og som nu er stammoder til alle katte der bærer mit
opdrætsnavn...........hvoraf 3 er blevet boende her i huset, så jeg nu har 6
katte ialt.

Så alt i alt var det jo nok en tilfældighed at jeg idag har orientalere, men
nu kunne jeg altså ikke forestille mig livet uden dem.

Mvh. Trine

Piltoft´s Siamese & Oriental Shorthair´s
e-mail: piltofts@post.tele.dk
Web: http://home0.inet.tele.dk/piltofts/



Søg
Reklame
Statistik
Spørgsmål : 177559
Tips : 31968
Nyheder : 719565
Indlæg : 6408938
Brugere : 218888

Månedens bedste
Årets bedste
Sidste års bedste