Gizmos eventyr - en adventskalender i fire dele.
1. del eller: Hvordan man forhekser mennesker
Det var en kold og mørk februaraften at jeg besøgte en af mine veninder i
den anden ende af byen. Klokken var ved at blive mange, men når man ikke ser
hinanden så ofte så kører snakken bare og man glemmer helt tiden. Det gjorde
jeg også - indtil min mobiltelefon ringede. Det var min bror.
"Du er altså nødt til at komme herop nu - vi er ved at blive vanvittige."
Nåh, hvad nu, tænkte jeg.
"Det er katten, den sidder derude og vræler for at komme ind i varmen og mor
vil gerne i seng og det giver ekko i hele huset."
Katten der sad derude havde jeg hørt om det meste af februar måned, men det
ville blive første gang jeg rent faktisk så den. Den var en stadig
tilbagevendende gæst i de sene aftentimer, hvor den tog plads på fortrappen
og holdt kattejammerkoncert indtil den blev begavet med lidt tørfoder. Hvis
der ikke var bid på fortrappen fortrak den senere på natten hen på
terrassen, hvor den siddende på sofaen under min brors vindue "sang de
smukkeste serenader" for ham - naturligvis til stor irritation når man skal
tidligt op næste morgen.
Da jeg nåede hjem til mine forældre var der ingen kat på fortrappen, men i
samme sekund fordøren blev åbnet, strøg den frem fra mørket under den netop
parkerede bil og satte kurs direkte mod den varme entré. Jeg afskar den
vejen ved at lade mig glide ind af døren imens jeg samtidigt lukkede den bag
mig.
Sådan gik der mange aftener. Katten kom, vrælede, spiste de godbidder vi
havde stillet ud til nabokatten og blev fulgt hjem af mig. Det var vores
strategi. Eftersom væsenet havde halsbånd på måtte den jo høre til et eller
andet sted, og eftersom den altid fulgte med mig når jeg begav mig hjem til
mig selv om aftenen, måtte den jo bo et stykke længere nede ad vejen. Den
stoppede nemlig altid halvvejs nede og forsvandt ind i en busk - og den
vendte først tilbage til fortrappen næste aften.
Sådan gik det meste af en måned. Min mor var på det tidspunkt blevet meget
syg og fik på sygehuset konstateret kræft. Det var under hendes første
indlæggelse at vi fik taget os sammen til at fotografere kræet og hænge
fremlysningen op i det lokale supermarked. Der skete ingenting. Vi havde
længe undret os over halsbåndet. Et brunt læderhalsbånd af den slags man ser
små hunde gå med, med et sort plastik kuffertmærke som navneskilt. Desværre
havde plastikken ikke kunnet modstå skarpe kattetænder og det navneskilt der
engang havde været deri var væk.
Efter at have fremlyst kræet i en uge uden nogen henvendelser, og efter at
katten på egen foranledning var rykket ind i sofaen det meste af dagen, kom
min bror forbi Inges Kattehjem på Internettet og fandt en vejledning i,
hvordan man aflæste øremærker. Mange vil nok synes at vi var lidt langsomme
i omdrejningerne, når vi ikke selv var kommet i tanker om det længe før, men
kæledyr har ikke været en fast bestanddel af vores liv siden min bror blev
født med astma og jeg kort tid senere udviklede allergi - blandt andet for
katte. Men nu skulle vi altså finde ud af hvor den stakkels mis hørte til,
så vi bevæbnede os med en lommelygte og begav os ind i stuen hvor husets
midlertidige herre flød på sofaen så lang han var. Snip snap snude - aflæse
øremærke - dobbeltchecke - taste ind i katteregisteret på Inges Kattehjems
hjemmeside og bang - kong kat havde ejere.
Vi var noget chokerede da det viste sig at han ikke alene havde været
stukket af hjemmefra siden sidst i oktober året før, men at han også hørte
til i den stik modsatte ende af byen. Det ville sige at han enten var blevet
fragtet det lange stykke vej eller selv var vandret de omkring seks
kilometer tværs igennem skæve boligkvarterer, stærkt trafikerede veje og
derudover også havde krydset åen. Han var tilsyneladende heller ikke sluppet
helt uskadt fra oplevelsen, for under det venstre forben havde han en stor
bar plet der på iøjnefaldende vis omkransede et gabende åbent sår.
Vi ringede straks til ejerne og man kan ikke kategorisere samtalen som andet
end underlig. Det var min far der havde fået den tvivlsomme ære af at ringe
op, og til at begynde med var han i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk var
de rigtige mennesker han snakkede med, for de havde da ikke mistet en kat.
Det var først da snakken faldt på øremærket og halsbåndet at det begyndte at
dæmre i den anden ende. Stadig med tvivl i stemmen indvilgede de i at komme
næste dag og hente Trold som han hed, hvis det altså var ham.
Næste dag oprandt og et ungt par dukkede op med en transportkasse der bedst
kan beskrives som minimal. De cirklede længe om hinanden, katten og de to
mennesker. Katten opførte sig som om han aldrig havde hørt navnet Trold før
og menneskene opførte sig som om de stadig ikke var fuldstændigt sikre på at
det var deres kat. Men tage ham med hjem, det skulle de nok. Lettere sagt
end gjort. Alle der har haft kat ved at de har deres egen vilje og det havde
ham her altså også, han skulle aldeles ikke ind i den transportkasse.
Resultatet blev at den bedre halvdel af parret blev enig med sig selv om at
han godt kunne holde katten imens de kørte hjem. Yeah right. De nåede ikke
engang halvvejs hen til bilen før han rev sig løs. Til næste forsøg forsøgte
min far at hjælpe, men selv to mænd kan altså ikke holde en kat mod dens
vilje. Min far fik fat i katten med et fast greb om for- og bagben, men i
samme øjeblik han vendte hans hoved mod transportkassen, fløj der en djævel
i dyret. Det lykkedes djævlekatten at få vristet to ben fri, men eftersom
han ikke var helt fri endnu og absolut ingen planer havde om at skulle i den
kasse der blev holdt frem, lod han sig glide nedad og plantede tænderne
solidt i min fars fod. Han slap og katten fløj som en anden gepard ned i den
anden ende af naboens have hvor han forsvandt. Trolds ejere måtte tage hjem
med uforrettet sag. Vi lovede at forsøge at få katten ned i vores
vasketøjskurv næste gang vi så ham og så selv komme op med ham og så gik
turen ellers til sygehuset. Min bror og jeg besøgte min mor, min far besøgte
skadestuen for at få en stivkrampevaccination og få renset de perfekte
mærker på hans ankel fra fire stærke hjørnetænder.
Katten kom igen dagen efter, men det der med at få ham i vasketøjskurven,
det skulle han ikke nyde noget af, så vi ringede til ejerne igen og
forklarede situationen. Katten vil ikke i kurven og vi har allerede været på
sygehuset en gang, så hvis I vil have ham så må I selv komme og hente ham.
Det skulle de lige tænke over, sagde de, og så ville de ringe tilbage i
morgen.
Der var ikke nogen der ringede dagen efter, der var ingen der ringede hele
den uge. Min mor kom hjem fra sygehuset efter at være blevet medicineret og
blev briefet om det hele. Da der var gået knap tre uger fra vi sidst havde
hørt fra ejerne, bøjede min mor sig og sagde at vi godt måtte begynde at
kæle for katten. Hun var, ligesom os andre, faldet pladask for den sorte
kolos og det faktum at vi ikke havde hørt fra ejerne igen tog hun som bevis
på at de ikke var interesserede i ham længere. Med møje og besvær og mange
overvejelser fandt vi et nyt navn til ham - Gizmo - fordi han kunne være
blid som et lam det ene øjeblik og fare sindssygt rundt i vild leg et
øjeblik senere. Han blev mere og mere en integreret del af vores hverdag,
min bror legede med ham, jeg nussede med ham, og min mor nød hans konstante
tilstedeværelse når hun sad foran fjernsynet om aftenen.
Men så skete det. Telefonen ringede. Tre en halv uge efter vi sidst havde
hørt noget fra dem ringede ejerne med en kort besked: "Vi kommer om en time
og henter vores kat."
Fortsættelse følger 2. søndag i advent.
Næste gang i Gizmos Eventyr:
Gizmos slowmotion dag, den første fugl og den store bræktur.
|