Talen om det mirakuløse Kristusbillede fra Medjugorje har inspireret mig til
at bringe endnu en af samme skuffe. Nemlig beretningen om dengang et hold
videnskabsmænd i Sibirien borede lige lukt i Helvedet. Jeg bringer historien
her, men på selve sitet er der både billeder lydoptagelser fra jordens dybe
indre, hvor mennesker, der ikke er sarte i sjælen, selv kan høre tusinder af
lidende sjæle, der skriger i armod og pinsel.
Med billeder og lyd:
http://home.no.net/amennu/site/news_01.htm
Mr. D
Simon Griis
www.amen.nu
De borede lige lukt i Helvedet
Sandt eller falskt?
Et russisk borehold fik sig sit livs forskrækkelse, da de borede mere end 14
km ned i jordens dyb. Det respekterede finske videnskabelige magasin
Ammenusastia rapporterede om det opsigtsvækkende arbejde i en fjern egn af
Sibirien, der vendte op og ned på videnskabsmænds forestillinger om Bibelens
Helvede. Dr. Dmitri Azzacov, den russiske videnskabsmand, som ledede
projektet udtalte efterfølgende: "Som kommunist tror jeg ikke på Himmelen
eller Bibelen, men som videnskabsmand tror jeg nu på Helvedet".
Azzacov kunne berette, at da boret nåede hidtil ukendte dybder, begyndte det
pludseligt at rotere vildt, hvilket indikerede, at de var nået til et tomrum
i dybet. Der var ingen forklaring på dette fænomen. Jorden var hul! Den
anden overraskelse, som mødte videnskabsmændene var, at temperaturen i
hullets dyb var på ikke mindre end 1.100 grader C. Ifølge Azzacov var dette
langt højere end nogen kunne have forventet. Jordens indre er tilsyneladende
et inferno af ild og hede.
Men disse epokegørende overraskelser var intet imod det, der ventede disse
mænd, og som har gjort, at ingen siden har turdet føre borearbejdet videre.
Ved et sådant borearbejde, sænkes supersensitive mikrofoner ned i de
forskellige dybder, for at optage de tektoniske forskydninger, altså lyden
af jordens bevægelser. Det skete også ved denne aktuelle boring, men den
lyd, som de modtog, forvandlede de ellers rationelt tænkende videnskabsmænd
til rystende vrag. Lyden kom fra klodens indre, og det var ikke lyden af
jordens bevægelser, men af et menneske i smerte. Mændene fik justeret deres
udstyr, og nu kunne de høre gennemtrængende skrig fra tusinder, måske
millioner af lidende sjæle - smertesskrig så grufulde, at det gik dem til
marv og ben. Allerede på dette tidspunkt, forlod halvdelen af arbejdsstyrken
stedet, og ville ikke fortsætte af angst for det, de havde fundet.
Norges største og mest respekterede avis "Asker og Baerums budstikke" kunne
bidrage med yderligere detaljer til den store opdagelse af Helvedets reelle
eksistens i jordens indre. Avisen interviewede bl.a. et øjenvidne,
chefgeolog Bjarne Nummedal (65), der beskrev, hvordan en søjle af brændende
gasser steg op fra hullet samme aften og oplyste himlen. Ud fra ildsøjlen
steg et mægtigt væsen med flagermusvinger, der på russisk proklamerede: "Jeg
har sejret!" i heraldiske bogstaver mod den sibiriske himmel.
Mennesker, som så dette, skreg i terror, og senere om natten, så Bjarne
Nummedal ambulancemandskab, der cirkulerede i området og vaccinerede
befolkningen med en medicin, der udsletter korttidshukommelsen. De
offentlige myndigheder ønskede under ingen omstændigheder, at dette kom ud.
En nordmand, Age Rendalen, Jnr. Stjerneblokkvn. 20, Oslo, der er konsulent
for justitsministeriet i Norge, skrev den 7. januar 1990 et brev, der
bekræfter historien fra Sibirien. Han oversatte hele artiklen fra den store
norske avis til engelsk, og understregede, at hændelsen også i hans eget
personlige liv havde medført store omvæltninger.
Beretningen er bl.a. offentliggjort i Trinity Broadcasting Networks radio/TV
og nyhedsmail, samt af dr. Joseph Chambers i "The End Times and Victorious
Living" i april udgaven 1990 og på samme tid i "A Midnight cry". I November
samme år var beretningen at læse i "Biblical Archaeology Review".
Optagelserne fra Helvedet er heldigvis bevaret, og vi har den ære her på
sitet at kunne bringe dig skrigene fra Helvedet. Men vi advarer på forhånd.
Lyden er så grufuld og sindsoprivende, at ikke alle vil kunne tåle at lytte.
Så hold mindreårige væk og undlad selv at lytte, hvis du er svag i sind.
Kommentar til 'De borede lige lukt i helvede'
af Simon Griis
Er det ikke spændende? Er det ikke sindsoprivende? Ikke desto mindre er der
intet i denne beretning, som har hold i virkeligheden. Alt er det pure
opspind. Fortællingen om russiske videnskabsmænd, der borede lige lukt ned i
Helvedet er en kombination af en vandrehistorie og en spøg.
Beretningen blev første gang sendt ud i æteren af den kristne radio- og TV
station Trinity Broadcasting Network i slutningen af firserne, og er nu
aktuel igen, idet den - som enhver god vandrehistorie gør det - er dukket op
endnu engang og cirkulerer i visse kristne kredse som den pureste
veldokumenterede sandhed.
Man undrer sig over vor tids kristnes jagt på sensationen. Der er en så stor
hunger efter det fantastiske og overnaturlige, at alt godtages, når blot det
er sensationelt. Denne hunger kombineret med en håbløs naivitet og en total
mangel på Skriftsmæssig ballast, er til stor skade for den evangeliske
kristendom, og gør evangeliske kristne til grin over hele verden.
Men hvordan standser man en vandrehistorie? Det er næsten umuligt, hvad
enten den er i omløb i kristne kredse eller udenfor. Ligesom man tror, man
har fået has på den, popper den op et andet sted på kloden, og dette i
gentgelse efter gentagelse. Omvendte Darwin sig på sit dødsleje? Hører man
om verdens ende fra spædbørns mund i Israel? Har man fundet fodspor fra
fortids kæmper? Har videnskabsmænd bevist den manglende dag fra Josvas Bog?
Svaret på disse, og mange flere spørgsmål, er nej. Og svaret på beretningen
om boreholdet i Sibirien er også et rungende nej. Det er aldrig sket.
Så hvis du vil gøre dig selv og alle os andre en tjeneste, så undersøg
sådanne beretningers troværdighed, inden du bringer dem videre. Det ville
gøre tingene så meget lettere for os alle.
Flere har undersøgt beretningen om borehullet i Sibirien. Blandt dem er Rich
Buhler, pastor, forfatter og foredragsholder fra USA, der har arbejdet inden
for medieverdenen i mange år. Han er anerkendt som en autoritet, når det
gælder moderne myter og vandrehistorier, og har arbejdet med emnet i mere
end 30 år. I den forbindelse har han været en populær gæst hos bl.a. CNN,
NBC, BBC, CBC og Fox News, og har modtaget en række priser for sit arbejde
med at optrævle påståede historier.
I starten af halvfemserne indledte Buhler en undersøgelse af beretningen fra
Sibirien, og hans konklusion var den samme, som så mange andres, der satte
begivenheden under lup. Den havde aldrig fundet sted.
Buhler kontaktede dengang Trinity Broadcasting Network, der først bragte
historien. Stationen bekræftede historiens rigtighed og oplyste at de havde
god dokumentation. De henviste i øvrigt til evangelist R. W. Schambach, fra
hvem de havde modtaget historien.
Buhler kontaktede dernæst R. W. Schambachs kontor, og blev der forsikret om,
at alt var sandt. De lå bl.a. inde med en artikel fra et velrenommeret
videnskabeligt magasin i Finland (Ammenusastia) samt et brev fra en
nordmand, Age Rendalen, som havde bekræftet historien.
Age Rendalen fortalte i sit brev, at han var på besøg i USA og så
TVudsendelsen om boringen i Sibirien. Først lo han af amerikanerne, der
åbenbart troede på hvad som helst. Men han fik (ifølge sit brev) et chok, da
han vendte hjem til Norge og så aviserne fulde af artikler om hændelsen. I
to nætter drømte han om Helvedet og en dyb angst greb ham. I brevet
opmuntrede Rendalen radiostationen til at fortsætte med historien, og ikke
lade skeptikere standse sandhedens udbredelse. Rendalen vedlagde en
oversættelse af en stor artikel fra den norske avis "Asker og Baerums
budstikke" med bl.a. Bjarne Nummedals øjenvidneberetning.
Buhler søgte nu efter det "velrenommerede videnskabelige magasin"
Ammenusastia, og fandt det i området kaldet Levasjoki i Finland. Buhler
kontaktede redaktionen, og fik til vores allesammens store forbløffelse at
vide, at bladet hverken var en velrenommeret avis eller et videnskabeligt
magasin. Det var såmænd et månedligt blad, udgivet af en gruppe finske
kristne. Buhler spurgte efter historiens grundlag, og fik at vide, at den
var forfattet efter en medarbejders hukommelse, der havde læst den i en
større artikel i det finske dagblad "Etela Soumen".
Nu kontaktede Buhler Etela Soumen for at få en afskrift af den store
artikel. Til at begynde med kunne ingen på redaktionen huske noget om en
sådan artikel, men efter et stykke tid modtog Buhler information om, at
historien rent faktisk havde været bragt i avisen. Dog - og dette er
vigtigt - ikke som en af avisens artikler, men på en side, hvor læserne selv
kunne skrive om stort set hvad som helst.
Med avisens hjælp fandt Buhler frem til manden, der havde skrevet indlægget
og fik et møde med ham. Han ønskede ikke at sværge på historiens ægthed, men
kunne oplyse, at han fik den fra et kristent nyhedsbrev kaldet "Vaeltajat",
som blev publiceret af en gruppe finske missionærer.
Buhler fik nu kontakt til Vaeltajat og talte med redaktøren. Han fortalte at
beretningen stod at læse i nyhedsbrevet i juli 1989. Han havde modtaget den
fra en af deres læsere, som påstod at have læst den i et nyhedsbrev kaldet
"Jewels of Jerico" udgivet af en gruppe kristne jøder i Californien.
Hvis du har læst med hertil, må du være lige så forpustet som Buhler var på
dette tidspunkt. Intet af det påståede var sandt. Intet kunne dokumenteres
og bevises. Det ene lille tidsskrift citerede det andet i en uendelighed.
Det var en rigtig vandrehistorie, der gik fra mund til mund, nyhedsbrev til
nyhedsbrev, indtil den blev sendt ud i æteren af Trinity Broadcasting
Network.
Så meget for den regulære vandrehistorie. Men det bliver værre endnu, for
der var også en spøg indblandet. Der var jo nordmanden Age Rendalen, der
havde sendt brevet til Trinity broadcasting Network med de mange detaljer
fra den norske avisartikel. Buhler fandt frem til ham i Oslo, og samtalen
forløb nogenlunde således:
Buhler: Er du den, der har sendt information til en kristen TV station i USA
om videnskabsmænd, der borede ned i Helvedet?
Rendalen: Ja (uden tøven)
Buhler: Ved du, om beretningen er sand?
Rendalen: Ja, det ved jeg
Buhler: Fortæl mig om det
Rendalen: Intet af det er sandt. Jeg opfandt hvert eneste ord.
Rendalen forklarede i løbet af samtalen, hvordan han havde været i USA, da
den pågældende TV udsendelse blev vist, og hvordan han havde leet af TV
værten, der tilsyneladende troede på historien. Han undrede sig over, at
værten ikke først havde checket historien ordentligt, inden han begejstret
bragte den for åben skærm. Da Rendalen vendte hjem til Norge, satte han sig
og skrev det famøse brev til den amerikanske TV station, idet han
forudsagde, at de ville bringe hans historie uden at få den verificeret.
Rendalen opgav navn, adresse og telefonnummer for at få det hele til at
fremstå mere troværdigt. Han medsendte en original avisartikel og hans egen
fabrikerede oversættelse til engelsk. I virkeligheden var artiklen fra en
lille lokalavis og handlede slet ikke om et sibirisk borehold, men om en
bygningskonstruktør - men det gjorde ikke noget, for der var åbenbart ingen
på den amerikanske TV station, der kunne norsk. Han vedlagde også navn,
adresse og telefonnummer på en personlig ven og pastor i det sydlige
Californien, som kunne afsløre fupnummeret, såfremt nogen kontaktede ham.
Ingen kontaktede ham!
Den 29. januar 1990 var "Helvedesboringen" endnu engang på T.B.N.s program.
Denne gang sagde værten, at han havde fået mange henvendelser fra mennesker,
der var arrige over, at han havde bragt historien uden at undersøge den. Han
udvidede dog ved denne lejlighed hele affæren med at fortælle at han
personligt havde kendskab til mindst 2000 mennesker, der var blevet kristne
på grund af beretningen. Værten proklamerede, at han ville sætte en
dybdegående undersøgelse i gang, men det var på dette tidspunkt for sent, og
skaden var allerede sket. Historien blev gengivet i et utal af blade, aviser
og magasiner, og troet af tusindvis af naive kristne, der selv bragte den
videre.
Hele affæren har fået en række efterspil:
1) Rendalen har udgivet en officiel erklæring, hvor han beretter om sin
spøg, der blev til en udødelig kristen vandrehistorie, og et lille P.S. til
dette er selvfølgelig, at Rendalen aldrig har været konsulent for det norske
justitsministerium.
2) "Biblical Archaeology Review", der rent faktisk er et respekteret
magasin, bragte beretningen uden yderligere kommentarer. Redaktionen anså
historien for at være så uhyrlig og utroværdig, at de tænkte, at læserne
kunne se det sjove i den. Dette skete ikke. Nogle af læserne troede den, og
begyndte at dele artiklen ud, mens andre skrev vrede breve til redaktionen
over at den havde bragt sådan noget vås i et ellers aldeles seriøst
tidsskrift.
3) Sidenhen (august 1990) blev Buhler kontaktet af en pastor for en mindre
menighed i Flagstaff, Arizona, der kunne berette, at de i menigheden havde
en person med PhD i fysik fra MIT. Denne person var vendt hjem fra en
hemmelig mission i Rusland, hvor han mødte Mikhail Gorbachev ved flere
lejligheder. Han kunne bekræfte historiens rigtighed, og kunne tilføje, at
Rusland nu i al hemmelighed var i gang med endnu en boring samme sted.
Personen, der selv havde været med til at designe den specielle mikrofon,
der blev brugt, havde planer om endnu engang at rejse til Sibirien. Han
lovede menigheden at vende tilbage med yderligere oplysninger efter endt
ekspedition.
Et halvt år efter modtog Buhler et brev fra samme menighed. I dette stod, at
de nu var blevet klar over, at personen ikke var videnskabsmand og ikke have
nogen PhD fra MIT. Til gengæld var han stukket af fra menigheden med 20.000
dollars, som han havde samlet ind blandt medlemmerne til hans "kommende
ekspedition".
Det sibiriske boreteam har aldrig eksisteret. Boringen har aldrig været
foretaget, boreplatformen findes ikke. Det gør heller ikke ateisten Dr.
Dmitri Azzacov, ligesom chefgeolog Bjarne Nummedal blot var en gnist i
Rendalens fantasi sammen med det store frygtindgydende vingede væsen, der
fløj op fra jordens mørke og hede indre. Der findes ikke et velrenommeret
finlandsk videnskabeligt skrift med navnet Ammenusastia, ligesom der ikke i
nogen boringer verden over er fundet varmegrader, der blot nærmer sig de
ufattelige 1.100 grader C, som vandrehistorien kan berette om.
Tja, hvad skal man sige? Det er helt utroligt, hvad godtroende kristne uden
fæste i hverken Bibelen eller virkeligheden kan bringe videre. Man fristes
til at citere Paulus og Peter:
Når du lægger brødrene dette på sinde, er du en god tjener for Kristus
Jesus, stadig næret af troens og den gode læres ord, den lære, du har fulgt;
men afvis de vanhellige og kællingeagtige fabler! Opøv dig til gudsfrygt - 1
Tim 4.6-8
Thi da vi kundgjorde jer vor Herres Jesu Kristi kraft og hans komme, var det
ikke kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte, men vi havde selv været
øjenvidner til hans guddomsherlighed. - 2 Pet 1.16-17
Dette siger jeg da og lægger jer i Herren indtrængende på sinde, at I ikke
mere må vandre som hedningerne i deres sinds tomhed, formørkede som de er i
deres tankegang. - Ef 4.17-18
..så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle
mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil, når
de underfundigt forleder til vildfarelse. Nej, sandheden tro skal vi i
kærlighed i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv. - Ef
4.14-16