---

Kap 1-29 i Jeremias' Bog er præget af anklager og domsord imod det frafaldne
folk, men her i kap 30 og 31 forkynder profeten frelse og genoprettelse.
Det var Herren selv, der spredte folket som en straf for deres frafald, og
det er Herren selv, der samler det igen (v 10). Han elsker den frafaldne, og
nu får de landflygtige lov til at vende hjem til landet igen og opleve fred,
overflod og glæde (v 4-5. 13-14). Gud har ikke glemt sin pagt, og folkets
troløshed har ikke rokket ved hans trofasthed.

Årsagen til deres frelse ligger alene i Guds kærlighed. Han elsker sin søn
Efrairn med evig kærlighed og er dybt involveret i hans ve og vel (v3.20).
Gud er som en far, der venter med inderlig længsel på sin fortabte søn, og
som glæder sig, når han endelig kommer hjem. Disse vers er brevet til den
elskede søn, der har forladt sin far.

Efraim blev tugtet af Gud (v18) og ført derud, hvor der ikke længere var
nogen støtte eller noget håb. Der bliver bønnen om omvendelse født i hans
hjerte. Gud har et mål for sit folk, nemlig frelsen, og for at nå det mål,
handler han på to vidt forskellige måder over for os. Han dræber og gør
levende, han ydmyger og han ophøjer, han spreder og han samler. Ved sin tugt
af dækker Gud vores nød og skaber en længsel efter et håb og en fremtid, og
det får den bodfærdige til at bede om omvendelse. Og der er ikke noget Gud
hellere vil give.

Nøgleord: Lad mig vende om, så jeg vender om (v18).

jørgen.