Af Carsten Jensen
Der raser for øjeblikket en debat i Politikens spalter om fedtfattig
mad. Deltagerne er nogle af landets
kendte kokke og madprofeter. Jeg vil ikke tage stilling til
argumenterne, men i stedet påpege en
interessant lighed mellem de tre indlæg, jeg har læst.
Alle tre indlæg har stærke selvbiografiske træk, og alle tre hæfter
sig ved samme detalje. Fortaleren for
den fedtfattige mad, Anne Larsen, har på et tidspunkt i sit liv tabt
30 kilo. Hun har rekorden efterfulgt af
kokken Claus Meyer, som har tabt 28 kilo. Kogekonen og madskribenten
Camilla Plum skiller sig her ud.
Hun har ikke tabt sig, men i stedet taget nogle kilo på.
Hos Anne Larsen er det klart, at slankekuren har karakter af en
åndelig åbenbaring i lighed med de store
omvendelser i religionshistorien:
Paulus på vejen til Damaskus, Augustin i Milano, Luthers løfte om at
blive munk aflagt midt under et
voldsomt uvejr. Anne Larsen har set lyset, eller rettere gasblusset
under gryden, og vægttabets
åbenbaring har givet hende en mission. Hun bliver prædikant: Som
Augustin i kamp mod skepticismen,
som Luther i oprør mod paven forfatter hun sine bekendelser og
gastronomiske katekismer vendt mod
fedtet i maden, maven og tilværelsen.
For Claus Meyer har vægttabet en mere tvetydig karakter. Som ung
gjorde fedme ham til en venne- og
især venindeløs outsider, og først den nye slanke linje tillod ham at
føre et mere konventionelt
ungdomsliv inklusive kæreste. Men den drastiske slankekur gav ham
senere spiseforstyrrelser, og
skønt han intet oplyser om sin nuværende vægt (af fremtoning virker
han dog ikke ligefrem udhungret),
fornemmer man, at kaldet som kok er et led i en mere personlig søgen
efter en form for livskunst, der
efter ungdomsårenes drastiske slankekure igen tør omfatte glæden ved
mad og et mere afbalanceret
forhold til kropsfylde end den, der udtrykkes i umådeholden fedme
versus umådeholdne slankekure.
Claus Meyers biografi er beretningen om en lang og anfægtet vej frem
til madglæden.
Camilla Plum gør ikke så meget ud af historien om vægten. Hun kommer
mest ind på sine ekstra kilo,
fordi modstandere af hendes synspunkter tåbeligt hævder, at hun kun
går ind for fløde i madlavningen,
fordi hun selv er tyk. Som læser fornemmer man dog, at der til en
udfarende og frodig personlighed
nødvendigvis hører en vis kropstyngde, og at ungdomsårenes slanke
linje mere var udtryk for en
indrømmelse til moden end for et temperament. Her kommer bekendelsen
altså fra en person, der synes
at have fundet sig selv i de ekstra kilo.
Der er et mønster i de tre indlæg. De handler alle tre om at finde sig
selv, og i denne søgen synes vægt
og kropsstørrelse af være afgørende.
Ud af den personlige hjemkomst i en ny taljestørrelse vokser et kald
frem, og de tre madskribenter er i al
deres indbyrdes forskellighed alle sammen prædikanter, repræsentanter
for forskellige kirkelige
retninger inden for gastronomien, opsatte på at omvende om ikke sjæle,
så dog smagsløg og
mavesække, og i sidste ende at opstille nye, bedre modeller for
livsførelsen.
Der er en tankevækkende overensstemmelse mellem Anne Larsen, Claus
Meyer og Camilla Plum og så
den tyske udenrigsminister Joschka Fischer, som lige nu står midt i en
politisk storm. Anledningen til
stormen er, at ugebladet Stern har gravet fotografier frem fra
udenrigsministerens vilde revolutionære
ungdom, hvor han ses iført styrthjelm banke løs på en betjent.
Betjenten, hvis navn ironisk nok er Marx,
har dog allerede tilgivet Fischer med den bemærkning, at han nærmest
er beæret over at være blevet
banket af en person, der senere skulle vise sig at blive så
betydningsfuld, en formulering, man alt efter
tilbøjelighed kan tolke som udtryk for robust, overbærende humor eller
som typisk tysk autoritetstro.
Episoden har fået kulturredaktøren på dagbladet Frankfurter Allgemeine
Zeitung,
|