Hvis vi driver fedtet ud af måltiderne, og ikke tilbyder mad, man kan elske,
driver vi de overvægtige tilbage til fedtet, hele samfundet imod amerikanske
tilstande og vores børn i favnen på spiseforstyrrelserne.
Af Claus Meyer, Tidligere fed, nu lystkoger i eget madhus og formand for
Rådet for Bedre Madkvalitet
Hvis man som følge af en genetisk disposition er afhængig af paneret flæsk
og flødesovs, som Anne Larsen hævder, at man kan være (i debatindlæg 2.1. -
hvor jeg nævnes flere gange), så bliver man ikke kureret for denne svinske
lyst ved at jævne sin opløste bouillonterning med maizena eller fromage
frais. Man får derimod et neurotisk forhold til sin mad, sine måltider og
sin krop.
Man kan også være genetisk disponeret for ikke at have lyst til motion,
forlyder det. Det er muligt, men så må man sgu da gå sig en tur alligevel!
Som 15-årig var jeg den fedeste knægt på Østlolland. Jeg vejede 96 kg,
hvilket var en del for meget til at få en kæreste. Ved min viljes kraft,
ved at spise hvidkål og dyrke jævnlig motion (og fordi jeg fandt en at holde
i ånden), tabte jeg mig 28 kg på otte måneder. I seks år derefter bevægede
jeg mig på kanten af en spiseforstyrrelse.
Det glemmer jeg aldrig.
Ernæringsrådets dygtige arbejde har sikret, at kost- og
overvægtsproblematikken har fået maksimal samfundsmæssig bevågenhed i
Danmark. Der er brug for det. Og jeg forstår Anne Larsens omsorg for de
fedes vel, men jeg er dybt
uenig i sygeliggørelsen af alle overvægtige, som Anne Larsen befordrer.
Jeg føler mig ikke genetisk disponeret for lange løbeture om vinteren. Eller
forprogrammeret til ikke at vælte mig i Hollandaisesauce, soft ice,
flødechokolade, brændte mandler og hjemmerørt mayonnaise. Jeg spiser
igennem. For det meste spiser jeg op. I hvert fald spiser jeg langt mere end
de fleste. Og jeg er ikke fed.
Desværre har jeg ikke haft det privilegium, at mine forældre evnede at
lære mig at lave mad. Men andre af livets tilfældigheder har alligevel givet
mig muligheden for at forstå hvilke kombinationer af ingredienser og
tilberedningsmetoder, der fører til de dejligste retter. Jeg tilhører ikke,
som Anne Larsen hævder, en »selvbestaltet madelite«, men jeg har respekt for
de madkulturelle værdier og de overleveringer som hele verdens kokke og
landhusmødre har bibragt os.
Når man kan lave mad, som Camilla Plum formulerer det (i Kroniken 1.12.),
kan man veksle intelligent imellem »fede og magre retter«. Besidder man
ikke basale køkkenfærdigheder, kan man ikke veksle klogt. Man kan i stedet
veksle dumt mellem grillbar og slankepulver, mellem farsbrød og færdigretter
på den ene side. Og mellem råkostsalat, tørristet kød, sjasket sauce og bart
brød på slankedagene. Det er der ingen glæde i.
Jeg tror heller ikke på at der findes stor glæde i light-udgaver af
almindelige retter. Jeg tror ikke på ideen om at lave mad ud fra »max 30
procent fedt«, som eneste bærende gastronomiske princip. Jeg tror ikke på
værdien af måltider, der fylder dig og din familie med længsel og afsavn.
Man kan indvende, at det vel er i orden at vise voksne, der ikke har lært at
lave mad, nogle nemme veje til magre retter. Nogle kombinationer af
fedtfattige råvarer, vi ikke har set præsenteret med sådan en kraft, men det
er ikke i orden at foregive at det er »sanseligt« og »saliggørende«. Og
samtidig forbryde sig imod elementære gastronomiske principper.
Hvis jeg skal koge det ned, så er Anne Larsen sandsynligvis en god
slanke-coach. Hun kan den store kalorietabel, men med sin tiltagende
selvtillid som formidler og sine begrænsninger som kok, er hun et farligt
madidol.
Vores børn lærer i skolen at uddele sure fedtklatter til sidekammerater, der
har madder med uden magert pålæg, men budskabet er revet løs fra en
forsvarlig madkulturel sammenhæng. Vi skal lære at reducere fedtindholdet i
kosten, men vi skal dæleme også lære at lave dejlig mad. Det går galt hvis
man skiller de to ting
|