---

Af Helge P. Olsen, journalist
Det har i generationer været god latin for overklassens kvinder at leve
deres magre liv efter princippet:
'Man kan aldrig blive rig nok, og man kan aldrig blive tynd nok!'. I
dag, hvor flere og flere låner deres livs billeder i den
privilegerede klasses gulnede arkiver er denne sygelige indstilling til
tilværelsen desværre blevet fælleseje for en meget stor del af befolkningen.
En slankekur er ikke længere en proces, der helst skal overstås i en fart,
så man så hurtigt som muligt kan komme tilbage til det normale livs sunde
forhold til krop og sjæl, mad og drikke. I dag er det en livslang proces at
være på skrump. For at være på skrump er ensbetydende med kontrol. Og
kontrol er ensbetydende med succes.

Specielt lider den kvindelige halvdel af befolkningen tilsyneladende af
dette kontrolsyndrom, der til forveksling ligner livsangst. Man ser dem gå
blege, magre og frysende omkring på gader og stræder, helt bogstaveligt
klamrende sig
til sig selv. Pludselig træder statistikkernes anonyme skikkelser frem: en
tredjedel af alle piger i gymnasiet lider af alvorlige spiseforstyrrelser.
Det er dem, jeg ser lige foran mig.
Bedre bliver det ikke af de rollemodeller, medierne tilbyder de unge. Her
er der en klar sammenhæng mellem succes, skønhed og slimline. For tiden
rejser en dame ved navn Anne Larsen land og rige rundt med sit fedtfattige
evangelium. Hun
får tilsyneladende, hævet over enhver kritik, lov til at fremsætte sit
kaloriefattige budskab i stort set alle de medier, der er til rådighed. Et
budskab, hvis magre indhold til forveksling ligner en slags livsfilosofi, og
som tilsyneladende tages for gode varer af hundredtusindvis af
identitetsforvirrede mennesker.
Midt i al denne livsfjendske kummerlighed fristes man til at spørge: Hvad
blev der egentlig af alle min ungdoms søde, bløde og dejlige piger, der
havde et helt naturligt forhold til deres krop og den mad, de ikke blot
spiste, men tænk engang, ligefrem nød? Er de helt forsvundet i tidens
fedtforskrækkede debat? Heldigvis kan man stadig møde dem. Om ikke andre
steder, så i 'Hvornår var det nu det var'. Man kan få den kætterske tanke,
at netop den voldsomme fokusering på
kontrolaspektet er et udtryk for en ny slags afhængighed, der har til
formål at fortrænge den kedelige kendsgerning, at kroppen nu engang er
afhængig af en vis kvalificeret energitilførsel for i det lange løb at kunne
overleve. Men måske har de magre, blege og frysende piger slet ikke lyst til
at overleve. Lyst til livet.